Videnskabskvinde stemplet som heks og dræbt af kristne

Hypatias død fascinerede mange

Sådan beskrives Hypatias død i den engelske præst og forfatter Charles Kingsleys antikatolske roman Hypatia – or New Foes with an Old Face fra 1853. Han er kun en af mange, som har været fascineret af Hypatias skæbne, og brugt den med egen dagsorden.

I Kingsleys roman fremstilles Hypatia som ung, men i virkeligheden var hun født mellem årene 350 og 370 og har været mindst 45 år, da hun døde. Hun voksede op i Alexandria som datter og elev af den græske viden­skabsmand Theon.

Byen tilhørte det romerske imperium, men havde været regionens viden­skabelige og kulturelle centrum i århundreder inden Romerriget overtog den.

Levede for at hellige sig videnskaben

I 400-tallet e.v.t. var der endnu viden­skabelig forskning i byen, og en enorm bogskat blev opbevaret i det storslåede Serapeum, et tempel tilegnet den græsk-egyptiske gud Serapis. Både biblioteket og templet var en torn i øjet på Alexandrias ærkebiskop Theofilos.

Siden kristendom blev statsreligion i det romerske imperium, havde kirkeledere forfulgt anderledes tænkende.

Videnskabsmænd blev betragtet med mistænksomhed og ofte beskyldt for trolddom. Anklagerne var ikke så søgte, eftersom grænsen mellem videnskab og overtro var flydende på denne tid.

Fx var Hypatias far Theon matematiker og a­stronom, men interesserede sig også for astrologi og kunsten at læse gudernes vilje i fuglenes sang.

Hypatia var mere rationelt anlagt end sin far og overstrålede ham som viden­skabs­mand. Hun var sin tids fremmeste matematiker, men var også astronom og konstruerede videnskabelige instrumenter.

Hendes egen matematiske forskning er gået tabt, men en del af de antikke matematiske værker, som har overlevet til vore dage, er redigeret og kommenteret af hende. Hypatia valgte at leve alene for at kunne hellige sig videnskaben og filosofien totalt.

Usædvanlig kvinde

Dette var usædvanligt for en kvinde, men hun gav endda også offentlige forelæsninger og spillede en vigtig rolle i Alexandrias politiske liv.

Hypatia blev en førende repræsentant for den nyplatoniske skole, en religiøst farvet filosofi, som så den fysiske virkelighed som en genspejling af de guddommelige idéer.

Via filosofiske diskussioner og mate­matikstudier kunne man nå frem til den guddommelige kilde. Nyplatonismen havde stor indflydelse på den kristne lære om treenigheden, men blev også sammenkoblet med det hedenske trossystem.

Hypatia dyrkede ikke religion

Hypatia selv dyrkede hverken de antikke guder eller den kristne gud. Blandt hendes elever var der både hedninge og kristne og måske også jøder.

Disse unge mænd fra Romerrigets elite elskede deres lærermester, og gennem dem fik hun et betydningsfuldt politisk netværk.

Indenfor Alexandrias elite var der en stolthed over byens gamle hedenske traditioner, som især blev symboliseret af tempelkomplekset Serapeum, hvor en enorm, blå statue af guden Serapis tronede, beklædt med guld og ædelstene.

Løbet var dog ved at være kørt for hedningene. I år 391 forbød den romerske kejser hedensk afgudsdyrkelse, og Alexandrias ærkebiskop Theofilos sendte sine trosfæller ud for at ødelægge Serapeum.

Men templet blev forsvaret af hedninge, som forskansede sig derinde, parate til at dø for de gamle guder. Kristne, som blev dræbt, da de prøvede at trænge derind, blev ophøjede til martyrer af kirken.

Politisk indflydelse var en livsfarlig belastning

Med kejserens støtte lykkedes det til slut Theofilos at få kontrol over templet. Ansigtet på Serapis’ statue blev hugget i stykker med en økse, og resten blev slæbt gennem gaderne. Hedningenes ledere forsøgte at overbevise tilhængerne om, at det kun var gudens jordiske manifestation, som var ødelagt, men mange lod sig mismodigt omvende til kristendommen.

Dele af templets skatte blev solgt til fordel for de fattige, andre smeltet om til kristne kultformål. Theofilos fik brændt de bøger, som blev opbevaret i Serapeum, og byggede templet om til en kirke.

Hypatia og hendes elever deltog sandsynligvis ikke i forsvaret af Serapeum, men hun må have sørget over tilintetgørelsen af biblioteket og indset, at værre tider var i vente for dem, der ikke ville lystre kirkens ledere.

Længe blev hun beskyttet af byens præfekt Orestes, men da Theofilos døde i 412 og blev efterfulgt af en magtsulten nevø, Kyrillos, blev hendes politiske ind­flydelse en livsfarlig belastning.

Kyrillos ville overtage de beføjelser, som præfekten, kejserens repræsentant i Alexandria, havde. Magtkampen mellem de to mænd, som beg­ge havde bevæbnede styrker, skabte stor uro i byen. Orestes var støttet af byens elite, både hedninge og kristne, ligesom Hypatia var hans nære ven og rådgiver.

Kyrillos forsøgte at styrke sin position ved at fordrive kristne, der havde en afvigende lære, fra byen, og han vendte sig derefter mod Alexandrias jøder, en folkegruppe, som havde været i byen lige siden dens grundlæggelse i år 332 f.v.t.

Ifølge en kristen kronikør udbrød konflikten på Alexandrias teater, hvor Orestes overværede en danseforestilling.

Mange jøder havde for vane at gå i teatret om lørdagen i stedet for at følge den jødiske sabbat. Kyrillos havde sendt en af sine mænd til teatret for at udspionere og fremprovokere uroligheder. Spionen blev opdaget af jøderne, som udpegede ham for præfekten, der lod manden gribe og mishandle.

Mordtogt mod jøderne

Kyrillos blev rasende. Han tilkaldte jødernes ældste og advarede dem mod at provokere de kristne. Resultatet blev dog det modsatte.

En nat løb en gruppe jøder gennem de kristne kvarterer og råbte, at en kirke stod i brand. Da de kristne strømmede til for at redde helligdommen, blev de angrebet af jøder, der havde gemt sig inde i kirken. Mange blev dræbt.

For Kyrillos blev det et påskud for at forøge kirkens magt. Efter han havde ført en folkemasse på et mord- og plyndringstogt gennem de jødiske kvarterer, blev Alexandrias jøder fordrevet fra byen og synagogerne forvandlet til kirker.

Hypatia blev udråbt til heks

Orestes klagede over Kyrillos’ opførsel til kejser Theodosius 2. Kejserens reaktion kender vi ikke, men tilsyneladende indså Kyrillos, at han var gået for langt, og søgte forsoning med Orestes.

Da præfekten afviste Kyrillos, bad denne om hjælp fra en gruppe fanatiske munke, som boede oppe i bjergene udenfor Alexandria. Munkene begav sig ind til byen og stoppede Orestes, da han red gennem gaderne.

De anklagede ham for at være hedning, og en af dem, en vis Ammonius, slog præfekten i hovedet med en sten så blodet sprang.

Ammonius blev pågrebet og torteret til døde på Orestes befaling. Kyrillos gav Ammonius tilnavnet "den beundringsværdige" og tilkendegav, at han var en martyr, som havde ofret livet for den kristne lære. Dette var dog en tand for meget, selv for de kristne bysbørn, og han måtte trække udtalelsen tilbage.

Kyrillos var tvunget til at indse, at Orestes var alt for mægtig til at han kunne angribes direkte. Derimod var præfektens veninde Hypatia mere sårbar. Ikke blot var hun kvinde og hedning, hun hengav sig også til videnskab, en syssel som mange opfattede som suspekt.

Kyrillos lod sprede et rygte om, at Hypatia var en heks, som forkastede Orestes’ kristne tro og såede splid mellem ærkebiskoppen og præfekten.

Det var ikke svært for Kyrillos at overbevise almindelige mennesker om Hypatias skyld, for folkekær var hun ikke just. Hun og hendes elever havde aldrig bekymret sig om almindelige menneskers livsvilkår.

Folkemændge myrdede Hypatia

I marts 415 blev Hypatia angrebet af en gruppe fanatiske kristne, da hun var på vej i sin vogn gennem byen.

De tilhørte formentlig Kyrillos’ private hær og var ført an af præsten Petros.

Ifølge en kilde blev Hypatia slæbt ind i en kirke, hvor hun blev hakket til døde med potteskår. I andre versioner blev hun slæbt til døde gennem byens gader eller brændt på et bål.

Mordet på Hypatia var dødsstødet til Alexandrias videnskabelige traditioner, og hendes død er blevet symbolet på starten på en mørk, fanatisk tidsalder.

For Kyrillos var mordet en triumf. Overfor kejseren havde han held til at fremstille Hypatia som en heks, og Orestes blev tvunget til at forlade Alexandria.

De senere præfekter var forsigtige med at udfordre ærkebiskoppens magt. Kyrillos af Alexandria betragtes i dag som en helgen, både indenfor den ortodokse og den katolske kirke.