Slavehandel førte til våbenkapløb i Afrika
Længe før europæerne sejlede til Afrika, levede afrikanerne i konstant frygt for at blive taget til fange og solgt som slaver. Truslen tvang dem til at ændre livsstil og udvikle nye, snedige forsvarsmetoder.
Afrikanske byer oprettede militskorps af unge mænd bevæbnet med “ildvåben, bue og pil, brede tve-æggede sværd og kastespyd”.
Slaver var lette at skaffe, da araberne og europæerne begyndte at sejle til Afrika i jagten på billig arbejdskraft, for afrikanerne handlede allerede ivrigt med fanger, som de havde taget under krige mod deres nabostammer.
Afrikanernes krigsfanger blev tvunget til at udføre hårdt slavearbejde som at fælde træer og fjerne træstubbene, så ny landbrugsjord kunne tages i brug.
De risikerede også at blive ofret under rituelle slagtninger til ære for guderne i Afrikas mange naturreligioner.
Men situationen ændrede sig alligevel drastisk, da araberne i 600-tallet begyndte et storstilet opkøb af slaver syd for Saharaørkenen.
Fra da af gik afrikanerne ikke længere kun i krig for at afgøre grænsestrider eller sikre sig vigtige ressourcer som jord eller jagtrettigheder – nu blev mange krige indledt alene for at skaffe slaver.
Fredelige stammer måtte på slavejagt
Da europæerne i 1500-tallet etablerede handelsstationer i Vestafrika, blev situationen kun værre, og slavehandlen eksploderede.
En industri opstod, som ændrede det afrikanske kontinent og de samfund, der led under svøben.
I stedet for selv at overfalde og bortføre afrikanere købte de europæiske slavehandlere som regel deres levende varer af afrikanske stammer. Lokale slavejægere blev betalt med skydevåben og krudt.
De moderne våben gav slavejægerne bedre mulighed for at undertrykke nabostammerne og indfange endnu flere til et liv i slaveri på europæernes plantager i Amerika eller Arabiens byer.
Ellers fredelige stammer blev derfor nødt til selv at gå på slavejagt for at kunne bytte sig til våben. Hvis de ikke gjorde det, risikerede hele stammen at ende i slavelænker.
Afrikanske byer oprettede militskorps af unge mænd bevæbnet med “ildvåben, bue og pil, brede tve-æggede sværd og kastespyd”, som en slave senere forklarede det. Rundt om landsbyerne holdt de yngste drenge udkig efter fjender.
Træ og mudder holdt fjenden ude
Stammer, der ikke deltog i våbenkapløbet, måtte søge ly bag høje mure. Slavejægerne havde ingen kanoner til at skyde murene i sænk med – og ofte heller ikke tid eller forsyninger til at belejre en befæstet by.
En portugisisk rejsende var i 1585 imponeret over de befæstede byer:
“Deres byer er omkransede af mure fremstillet af store stammer, der er stukket ned i jorden. De danner tre eller fire cirkelformede hegn og er omgivet på ydersiden af grøfter. På disse mure […] findes høje tårne og udkigsposter, lavet af meget høje træer, med træ-løbegange (…) herfra skyder gamle mænd deres pile”, forklarede han.
I egne, hvor beboerne ikke havde adgang til træ, blev murene bygget af mudder og småsten bundet sammen med fedtstof fra shea-nødder.
Når blandingen tørrede i solen, blev den hård som cement og særdeles holdbar – nogle mure står stadig den dag i dag.
Forsvarsværkerne fik ofte slavejægerne til at opgive på forhånd, men af og til benyttede angriberne list og slap alligevel ind.
Det betød dog ikke, at indbyggerne var prisgivet. Husenes døråbninger var bygget så lave, at angriberne måtte bøje sig forover, når de stormede ind, hvilket gjorde dem til lette ofre, hvis husejeren stod klar med et spyd eller en kølle.
Valgte beboerne at tage flugten, kunne det ske via en diskret bagdør ind til nabohuset eller ud til labyrintiske gader, som kun de lokale kunne finde rundt i.
Afrikanske stammer på slavejagt havde ingen våben til at gennembryde byen
Sikassos tykke mure.
Bakker og bjerge gav beskyttelse
Andre stammer valgte at flygte op i bakker og bjerge – lavlandet besøgte de kun for at passe deres marker.
Oppe fra toppen holdt vagtposter konstant øje med, om slavejægere skulle nærme sig. Dukkede fjenden op, truttede de i trompeter eller slog på tromme for at advare resten af stammen.
Beboerne forskansede sig på en bakketop og overdængede angriberne med pile, sten og sågar bikuber.
Så stor var frygten for at blive kidnappet, mens bønderne arbejdede i marken, at de fleste medbragte våben, når de gik i marken.
Kabre-stammen i Togo og flere andre tilpassede deres landbrug til truslen fra slavejægerne.
I stedet for at beplante lavtliggende arealer hakkede de terrasse-marker ud af stejle skrænter, hvorfra de lettere kunne opdage, at fjenden nærmede sig.
Afrikanerne købte sig fri
Trods alle forholdsreglerne lykkedes det slavejægere at bortføre over 12 millioner afrikanere og sælge dem til europæerne.
Dertil kommer mindst lige så mange, som arabiske slavehandlere købte. Men selv når katastrofen indtraf, og en afrikaner blev taget som slave, var alt håb ikke ude.
Afrikanske familier havde nogle gange held til at indsamle nok værdigenstande til at løskøbe deres tilfange-tagne slægtninge, før de blev sejlet bort.
Slavehandleren Bruce Grove nedskrev i sin logbog fra 1801, hvordan to af hans netop indfangne slaver blev købt fri:
“Mændene blev i dag løskøbt af tre venner. Jeg behøver ikke at beskrive
de arme staklers glæde ved at blive løst fra deres lænker”.
Slavehandlerne tog imidlertid sjældent imod varer eller penge, hvis nogen prøvede at løskøbe en slave.
“Vi tilbød ham penge, men han sagde nej. Han ville have slaver i bytte, og de skulle være mindst en meter og 34 cm høje”, erindrede direktøren for et handelskompagni i 1794, da han forsøgte at befri en slavehandlers ofre.
Derfor havde familie og venner ingen anden udvej end at gøre slavehandlernes beskidte arbejde og indfange andre afrikanere, give dem i bytte og således frelse deres kære fra et liv i slaveri.