Slavehandel førte til våbenkapløb i Afrika
Længe før europæerne sejlede til Afrika, levede afrikanerne i konstant frygt for at blive taget til fange og solgt som slaver. Truslen tvang dem til at ændre livsstil og udvikle nye, snedige forsvarsmetoder.

Afrikanske byer oprettede militskorps af unge mænd bevæbnet med “ildvåben, bue og pil, brede tve-æggede sværd og kastespyd”.
Slaver var lette at skaffe, da araberne og europæerne begyndte at sejle til Afrika i jagten på billig arbejdskraft, for afrikanerne handlede allerede ivrigt med fanger, som de havde taget under krige mod deres nabostammer.
Afrikanernes krigsfanger blev tvunget til at udføre hårdt slavearbejde som at fælde træer og fjerne træstubbene, så ny landbrugsjord kunne tages i brug.
De risikerede også at blive ofret under rituelle slagtninger til ære for guderne i Afrikas mange naturreligioner.
Men situationen ændrede sig alligevel drastisk, da araberne i 600-tallet begyndte et storstilet opkøb af slaver syd for Saharaørkenen.
Fra da af gik afrikanerne ikke længere kun i krig for at afgøre grænsestrider eller sikre sig vigtige ressourcer som jord eller jagtrettigheder – nu blev mange krige indledt alene for at skaffe slaver.
Fredelige stammer måtte på slavejagt
Da europæerne i 1500-tallet etablerede handelsstationer i Vestafrika, blev situationen kun værre, og slavehandlen eksploderede.
En industri opstod, som ændrede det afrikanske kontinent og de samfund, der led under svøben.
I stedet for selv at overfalde og bortføre afrikanere købte de europæiske slavehandlere som regel deres levende varer af afrikanske stammer. Lokale slavejægere blev betalt med skydevåben og krudt.
De moderne våben gav slavejægerne bedre mulighed for at undertrykke nabostammerne og indfange endnu flere til et liv i slaveri på europæernes plantager i Amerika eller Arabiens byer.
Ellers fredelige stammer blev derfor nødt til selv at gå på slavejagt for at kunne bytte sig til våben. Hvis de ikke gjorde det, risikerede hele stammen at ende i slavelænker.
Afrikanske byer oprettede militskorps af unge mænd bevæbnet med “ildvåben, bue og pil, brede tve-æggede sværd og kastespyd”, som en slave senere forklarede det. Rundt om landsbyerne holdt de yngste drenge udkig efter fjender.