For første gang har amerikanske forskere fundet fysiske beviser på, at Sydamerikas mayaer nød andet end tobak.
Rester af tagetes-blomster blev opdaget i bunden af 14 små velbevarede keramikbeholdere fundet på Mexicos Yucatanhalvø.
Beholderne blev begravet på forskellige tidspunkter mellem år 250 og 950 e.Kr., da mayakulturen brugte et væld af planter i naturmedicin og som rusmidler.
Ved nærmere analyser af belægningen i bunden af keramikken kunne forskerne fra University of Washington slå fast, at 1500-tallets spanske krønikeskriver talte sandt: Mayaerne blandede virkelig tagetes i deres tobak.
Lavement med blomster lindrede
Tobak og tagetesblomster blev ifølge de spanske erobrere nydt på et væld af forskellige måder:
● Tygget, så nikotin og andre plantestoffer med stimulerende effekt hurtigt blev frigjort.
● Drukket i varme drikke for en langsommere effekt.
● Sniffet så de tørrede planter kom i kontakt med næsens blodbaner.
● Givet som lavement for at lindre fx diarré.
Især sidstnævnte metode lyder næsten for besynderlig til at være sand, men arkæologer har tidligere udgravet mayakeramik, der forestiller personer i gang med at hælde en substans op i anus.
Fund af keramik med lang hals velegnet til formålet bekræfter proceduren.