Vandtunnel førte maya-indianerne direkte til dødsriget

En underjordisk vandtunnel er dukket op under et maya-tempel i Mexico. Forskerne mener, at tunnelen skulle lede de afdødes sjæle til dødsriget.

The Temple of Inscriptions har været under udgravning siden 2012, men først i 2016 fandt man frem til den underjordiske vandtunnel.

© Jan Harenburg/Wikipedia

Livet begynder og slutter med vand. Den talemåde var udbredt blandt maya-indianerne, og nu har en gruppe forskere fundet et håndfast bevis på, at maya'erne mente det bogstaveligt.

Under et mayatempel - det såkalde "Temple of Inscriptions" - i Palenque-området i Mexico, har man nemlig fundet en underjordisk vandtunnel.

Gravkammer tæt på vand

Tunnelen er lavet af sten og er 60 cm. bred og 60 cm. lang. Den er placeret direkte under det gravkammer, hvor den tidligere maya-leder Pakal ligger begravet, og det er der en helt bestemt grund til, siger Arnoldo Gonzales, der leder udgravningen af templet i Palenque:

"Vi har fundet en inskription, der fortæller, at en gud "vil guide de døde mod underverdenen ved at dyppe dem i vandet, så de kan blive modtaget." Derfor sørgede maya-indianerne for at begrave Pakal så tæt på vand som muligt," siger han.

Vejen til dødsriget

Forskerne regner med, at Pakals gravkammer blev bygget på toppen af en kilde mellem 683 og 702 e. Kr. Herefter byggede man tunnelen, som skulle lede vandet under gravkammeret til en bred sti foran templet for at give Pakals sjæl en direkte vej til dødsriget, da han døde.

Pakal fungerede som leder for maya-indianderne i 68 år og er særligt kendt for at have stået i spidsen for nogle af de mest bemærkelsesværdige inskriptioner og byggerier i Palenque.

Udgravningen af the Temple of Inscriptions har stået på siden 2012, og forskerne håber, at udgravningen kan gøre videnskaben klogere på maya-indianerne og deres kultur.