Kosaksamfund udviklede sig i senmiddelalderen og renæssancen på de vidtstrakte stepper i nutidens Ukraine og de sydlige dele af Rusland.
Her, langt fra alle magtcentre, opstod bonde- og krigersamfund, der blev anført af valgte høvdinge.
Kosakkerne havde deres egen kultur, hvor plyndring og overfald på deres naboer var en central del af økonomien, og især tyrkerne omkring Sortehavet stod for skud.
Kosakkerne var kendte for deres enestående evner til hest.
Konkurrencer på hesteryg var populære blandt kosakkerne. Ud over at skyde med bue og pil dystede de også i såkaldt jigit – akrobatiske øvelser udført, mens hesten var i fuld galop.
Buen af horn og træ blev udskiftet med ildvåben i 1600-tallet.
Sadlen var høj i forhold til de mest udbredte typer i Europa.
Hesten var lille og robust og kunne ride i alt terræn.
Revolutionen blev kosakkernes endeligt
I 1654 blev de kosakiske nationer optaget som selvstændige republikker i det hastigt voksende Rusland.
Her kunne de bevare deres levevis mod at stille styrker i krig. Hvert kosakfolk dannede egne regimenter og skaffede selv heste og udrustning.
De mobile kosakker på deres hårdføre heste førte an, da Rusland underlagde sig det enorme Sibirien. Rytterfolkene var vant til åbne vidder og et liv i sadlen.
Modsat regulære russiske soldater kunne kosakkerne skaffe mad hvor som helst, og de forstod tankegangen hos tatarer og andre fjendtlige folkeslag på steppen.
I 1800-tallet fik kosakkerne ry for at være zarens mest loyale tropper, og efter den russiske revolution i 1917 førte de an i kampen mod kommunisterne. Som straf blev deres samfund opløst og kulturen undertrykt.