Tamás Retkes

Berømt vikingekonges mønt fundet i Ungarn

Arkæologer leder efter forklaring på, hvordan mønten kan være endt så langt mod syd.

Da metaldetektor-entusiasten Zoltán Csikós granskede den lille mønt, han netop havde fundet, kunne han straks se, at den var sjælden. Selvom mønten var godt slidt, kunne han se inskriptionerne ”HARALD REX NO” og ”VLF ON NIDARNE” på mønten.

Csikós tog mønten med til det lokale museum i Szekszárd i det sydlige Ungarn. Her kunne museumsfolkene hurtigt konstatere, at der var tale om en mønt slået af en legendarisk norsk konge: Harald Hårderåde (1015-1066), der af mange historikere betragtes som den sidste rigtige vikingekonge.

Fundet har vagt jubel i Ungarn, hvor der aldrig tidligere er dukket vikingemønter som denne op.

I en bog fra 1865 kan man bedre se, hvordan Harald Hårderådes mønt oprindelig så ud.

© C. I. Schive

Korstog bragte mønten sydpå

Arkæolog og Ph.d.-studerende Máté Varga fra Szeged Universitetet har flere teorier om, hvordan mønten er kommet til det sydlige Ungarn.

“Mønten kan være blevet bragt til det ungarske kongerige af handelsrejsende, eller den kan have været i cirkulation i vestlige kongeriger, og være kommet til landet på den måde”.

Ifølge Varga kan krig også have bragt mønten til Østeruopa.

“Der er også beviser for, at en norsk hær marcherede gennem Ungarn på denne tid. I 1110 e.Kr., var deltagerne i korstoget til Det Hellige Land på vej hjem. Anført af den norske kong Sigurd 1. rejste de gennem Ungarn.