Bonden var den sande viking

Vikingernes vigtigste mænd var ikke krigere eller købmænd. Fundamentet for nordboernes storhedstid blev skabt af pløjende bønder, der med hårdt slid sikrede generationernes overlevelse i det kolde og ugæstfri Skandinavien.

Et af de vigtigste arkæologiske fund fra vikingetiden er en række mørke og lyse striber i jordlagene, som arkæologer udgravede i den jyske muld i 1980.

De tydelige spor efter en såkaldt muldfjælsplov viser, at vikingebonden – stik modsat hvad forskere og arkæologer tidligere troede – rådede over en ganske avanceret plov.

Muldfjælsploven nøjes ikke, som den mere primitive ard, med at pløje en rille i jorden, men vender mulden som forberedelse til såning. Metoden sikrer, at de plantedele, der stadig er i jorden, bliver nedbrudt og giver næring til nye afgrøder.

Senere fund har bekræftet, hvordan Nordens bønder op gennem vikingetiden tog det nye redskab i brug i kampen for at brødføde familien i et Skandinavien, der med sit kolde klima var alt andet end gæstfrit. For en række historikere nuancerede fundet af ploven synet på hverdagen i vikingernes hjemlande.

Den var et billede på virkeligheden for den stovte bonde, som ikke alene skulle sørge for mad til sin familie, men også brødfødte krigere, handelsfolk og håndværkere. Og som samtidig altid stod klar til at drage på togt – og efterlade gården og overlevelsen til gamle, kvinder, børn og trælle.

I dag ved vi, at bønder udgjorde vikingesamfundets største befolkningsgruppe. Over hele Skandinavien lå gårde spredt langs fjorde og i frugtbare dale. Oftest på en bakketop, hvor venner og fjender, der nærmede sig, hurtigt kunne spottes.

Gården var vikingens kollektiv

Gårdene fungerede som ét stort arbejdsfællesskab, og både mænd og kvinder deltog flittigt i arbejdet – selv børnene knoklede i markerne.

Med jernsegl høstede bønderne kornet hvert efterår – primært den hårdføre rug, som de havde importet fra syd. På bedre jorder kunne vikingerne også dyrke såvel byg som havre og den eftertragtede hvede.

Arkæologiske fund viser, at bønderne også ofte såede vinterrug – en udholdende kornsort, der gror selv på snedækkede marker. Ingen ved, om vinterrugen er blevet høstet i foråret eller efterladt på marken som gødning, men metoden vidner om et ganske avanceret landbrug.

Det høstede korn blev brugt til at bage det brød og koge den grød, der udgjorde basis i vikingetidens to måltider – morgenmad serveret et par timer efter arbejdsdagens begyndelse og aftensmad serveret efter arbejdets slutning.

I løbet af dagens pauser spiste bønderne brød, hytteost og måske lidt friske bær og stillede den værste sult, mens de slukkede tørsten med vand, kærnemælk eller tyndt øl. I Norge og visse egne af Sverige var klimaet så koldt, og manglen på landbrugsjord så udbredt, at bønderne måtte opgive enhver tanke om at dyrke korn.

Levn i køkkenmøddinger vidner om, at vikingerne her tyede til fiskeri og husdyrhold. Rundt om gården har gået grise, geder og gæs. Og ikke mindst heste, okser og vikingens vigtigste husdyr: koen. Arkæologer har fundet spor efter køer på op til 10 år – et bevis på, at dyrene ikke primært blev holdt for deres kød, men primært for deres evne til at give mælk, der kunne forarbejdes til nærende ost og smør.

Behovet for mælkeprodukter, som var en sikker næringskilde gennem den kolde vinter, var medvirkende til, at bonden helst undgik at slagte sine dyr. Efter høsten inspicerede han derfor hølagrene og vurderede, hvor mange dyr han kunne holde i live gennem vinteren.

Resten blev slagtet, og en overflod af kød var derfor ofte et tegn på en dårlig høst frem for et tegn på rigdom. Når efteråret for alvor satte ind, begyndte kampen for at sikre mad til vinteren.

Alle hjalp til med at salte og ryge det nyslagtede kød, og i Sverige begravede mændene endda hele døde dyr i jorden og efterlod dem til en langsom forrådnelse og gæring.

Konserveringsmetoden er i dag forholdsvis ukendt, men kendes bl.a. fra den ildelugtende svenske delikatesse surströmming

Klanen beskyttede mod fjender

Fra fund i efterladte vikingehuse ved vi, at bonden levede sammen med sin hustru og deres børn i en storfamilie, som talte flere generationer, forgreninger og op til 50 mennesker. Brødre, søstre, fætre og endda grandgrandfætre og grandgrandkusiner levede under samme tag, så i praksis bestod en hel landsby ofte blot af en enkelt storfamilie – en slags klan.

Familiens fortid og mindet om forfædrene blev holdt i live i de kolde og lange vinteraftener i langhuset. Her fandt bønderne ro og glæde i historiefortællingerne, og mens ildstedets flammer langsomt døde hen, lyttede børn og gamle betaget til de ældres beretninger om guder, helte og ædel dåd.

De bedste historier blev fortalt om og om igen, indtil enhver kunne huske dem næsten ordret. Hvert vikingebarn kendte fx beretningen om Ragnarok, hvor guderne tørner sammen med onde kræfter i et drabeligt dommedagsslag – og om Sigurd Dragedræber og hans sejr over den vældige drage Fafnir.

Alle skulle drikke sig fulde

I modsætning til de kolde, intime vintermåneder i langhuset bød foråret og sommeren på liv og glade dage, hvor mjød og øl flød i bægre og drikkehorn ved festlige lejligheder. For vikingerne var den søde honninglikør, mjød, en hellig drik, og enhver havde pligt til at drikke sig fra sans og samling for at komme tættere på guderne.

Rundt omkring i landsbyerne spillede skjalde op til fest på deres lyrer, og langhusene genlød af skrålende mænd og kvinder, der sang med på de gamle folkeviser, som var gået i arv gennem generationer.

Sangen og dansen var en del af samværet både blandt de fattigste og i de velhavendes storgårde, og fund af gudefigurer i dansepositurer får historikere til at vurdere, at dansen – ud over underholdningen – udfyldte en slags religiøs funktion i samfundet. I mere stille stunder greb vikingerne til bræt- og terningespil, ikke mindst det voldsomt populærte hneftafl – et skaklignende spil, som vikingerne havde lært af stammer fra Germanien.

Bevarede brikker og brætter viser, hvor højt vikingerne værdsatte spillet. De smukkeste brætter har været lavet af træ med kunstfærdige udskæringer, mens brikkerne blev skåret af hvalrostand eller af vikingernes mest dyrebare råstof – det gyldne, klare rav.

Og mens de fredelige kampe blev udkæmpet over et spil hneftafl, bød sommeren også på langt mere blodige spil. Mest voldsomme var hestekampene mellem de fyrige islandske hingste. Ivrigt væddede bønderne, inden de små dyr vrinskende gik løs på hinanden med sparkende hove og hidsige bid.

Ud over underholdningen sikrede kampene, at kun de stærkeste dyr overlevede og siden blev brugt som avlshingste.

Druknekonkurrencer var hverdag

Vikingerne selv kastede sig også ud i fysiske aktiviteter. Om sommeren deltog gårdenes unge mænd i bokse- og brydekampe – ved specielle lejligheder indkaldte regionens rigeste endda til en slags olympiade, hvor mænd fra nær og fjern flokkedes til for at dyste i blodige lege.

Ingen blev skånet, og såvel brækkede lemmer som dødsfald var almindelige. Ikke mindst i de såkaldte svømmekonkurrencer, hvor målet var at holde modstanderen så længe under vand, at han enten gav op eller druknede.

Om vinteren skiftede fritidsaktiviteterne karakter. Nu fandt familierne ski og skøjter frem. Arkæologer har ikke udgravet ski fra vikingetiden, men fra vægmalerier i Sverige ved vi, at nordboere har brugt skiene gennem årtusinder.

Tilfilede aflange hesteknogler har forskere til gengæld fundet rigeligt af. De primitive skøjter blev bundet under læderstøvler, hvorefter skøjteløberen skubbede sig frem over isen ved hjælp af en tilspidset pind. Takket være de fysiske aktiviteter og den som regel varierede kost var den gennemsnitlige vikingebondes sundhedstilstand god.

De skeletter, arkæologer har fundet, afslører, at datidens skandinaver var ganske høje. Mændene målte omkring 172 cm, mens voksne kvinder i gennemsnit skød 160 cm i vejret – begge mål er blot otte til ti centimeter lavere end deres nulevende skandinaviske efterkommere.

Alt tyder derfor på, at bønderne har været udmærkede krigere, når de drog ud på deres lange togter, der som regel var tilrettelagt, så de lå umiddelbart efter såningen med hjemkomst kort inden den vigtige høst.

Vikingerne døde unge

Vikingens hjem var langhuset. I det mørke tilosede rum levede krigere, kvinder, slaver og husdyr side om side og fordrev tiden med huslige pligter, snitteri og småspil.

På trods af vikingernes stærke fysik antager historikerne, at store dele af generationerne døde i en ung alder. Enten i kamp eller af simple sygdomme som lungebetændelser og inficerede sår – lidelser, der i vore dage er banale, men som i vikingetiden ikke kunne behandles og ofte medførte døden.

For de få, der blev ældre end 50 år, har kroppen været præget af et arbejdsomt liv. Specielt slidgigt i ryg, hænder og knæ plagede vikingebonden. Selv om fund af kranier viser, at langt de fleste manglede store dele af tandsættet, vurderer forskerne, at vikingetidens skandinaver generelt var ganske hygiejniske.

Hver lørdag stimlede familien sammen til den ugentlige vaskedag – ordet lørdag kommer af det gamle nordiske ord løverdag, der betyder vaskedag. Her blev børn og voksne skrubbet rene, håret redt, og negle og ører renset.

Over hele Norden har arkæologer udgravet neglerensere og fint skårne kamme af ben – et af de hyppigste fund fra vikingetiden. Historikerne vurderer derfor spøgefuldt kammene til at have været vigtigere for vikingerne end sværdet.

Trællene måtte leve af fyrrebark

Mens vikingebønderne havde tid til leg og hygiejne, levede trællene en kummerlig tilværelse. I markerne gjorde de det hårdeste og mest beskidte arbejde, og når de kom hjem, måtte de krybe sammen i den mørkeste del af langhuset side om side med husdyrene.

Her så de til, mens familien spiste sig mætte – og måtte overleve på den usleste kost eller resterne fra bondens bord. Som regel fik trællene blot en smule byggrød og brød af den allergroveste slags.

Digtet “Rigs vandring”, hvis oprindelse går tilbage til vikingetiden, beretter om maden hos en trællefamilie, der måtte nøjes med at spise grovbrød bagt med avner – de blade, der lukker sig om kornkernen. Metoden var udbredt for at bruge mindst mulig mel på trællenes kost, og i dårlige tider måtte slaverne endda ty til at blande fx fyrrebark i dejen for at drøje på det dyrebare kornmel.

At trællene levede så anderledes end deres ejere, var ganske i tråd med resten af normerne i vikingernes liv, hvor en skarp skillelinje rådede overalt. Mellem træl og fri. Fattig og rig. Og ikke mindst mellem mand og kvinde.

Groft sagt var manden ansvarlig for alt, der foregik udendørs, mens ansvaret overgik til kvinden ved tærsklen til langhuset. Herinde i det tilrøgede mørke herskede bondekonen. Hun havde ansvaret for at spinde og væve ulden fra fårene, så familien kunne få tøj på kroppen.

Og hun stod for madlavningen, for børnepasningen og var – meget mod normerne i resten af Europa omkring 1000-tallet – ansvarlig for at styre husets økonomi. I sit bælte bar hun symbolsk nøglen til den trækiste, som mere velstående bønder opbevarede deres smykker og mønter i.

Nedringet tøj var skilsmissegrund

Når manden blev kaldt på togt, overgik ansvaret for at få gården til at fungere til kvinden. Fra det øjeblik skibet gled ud af fjorden, skulle hun styre børnene, de gamle og trællene for at sikre høsten og dermed overlevelsen.

Ansvaret blev fulgt af rettigheder, for vikingekvinden havde både ret til at vælge sin ægtemand og til at vælge ham fra igen, hvis hun ønskede. Vha. de islandske sagaer har forskere kortlagt en lang række skilsmisseregler, der vidner om et ganske avanceret lovsystem.

For at sikre bondekonen mod et liv i ensomhed, hvis manden slog sig ned i et nyt land under sine togter, kunne hun kræve skilsmisse, blot manden forsømte at gå i seng med hende i tre år. Andre skilsmissegrunde var mere bizarre – fx har vikingerne tilsyneladende haft et behov for at forbyde, at kvinder bar mandebukser, og omvendt, at mænd bar nedringede kvindetrøjer.

Den mest almindelige skilsmissegrund var dog pludselig fattigdom i mandens familie eller voldelige ægtemænd. Blot en mand slog sin kvinde tre gange, kunne hun kræve skilsmisse. I sådanne tilfælde kunne skilsmissen gennemføres ganske nemt.

Den forurettede kvinde behøvede blot at hente et par vidner til langhuset. Her udråbte hun sin skilsmisse to gange. Først ved dørtærsklen til familiens hjem, hvorefter hun trak vidnerne ind til ægtesengen og erklærede sig for skilt.

Som regel fulgte babyer og småbørn deres moder tilbage til hendes familie, mens ældre børn blev delt mellem forældrenes familier afhængigt af velstand og status.

Alle var underlagt de uskrevne love

Familien var vikingens vigtigste sikkerhedsnet og stod klar til at træde til ved ethvert problem. Og den kollektive tankegang afspejlede sig overalt i lovgivningen, som gennem vikingetiden var uskrevet, men kendt af de fleste.

Hvert eneste familiemedlem blev fx holdt fælles ansvarlig for lovovertrædelser – og hvert eneste familiemedlem skulle betale blodpenge til den person, som var blevet forurettet.

Samtidig kunne en vanæret viking kaste evig skam over sin familie – og umuliggøre fremtidige giftemål for sine nu bandlyste søstre og brødre. De uskrevne regler gjaldt selv for vikingerigets mest magtfulde mænd – stormændene, som ellers i andre henseender stod over bønderne i rigdom og status.

Stormanden beskyttede ikke kun sin nærmeste familie, men samtlige af områdets gårde mod udefrakommende fjender. Hans hjem var samtidig centrum for hele lokalsamfundet.

Stormandsgårdene – der var store og pragtfuldt udstyrede – dannede rammen om tidens største gæstebud for betydningsfulde folk fra nær og fjern. Hertil valfartede købmænd, håndværkere og bønder for at falbyde deres varer og dyrke de guder, der skulle sørge for fred, frugtbarhed og høje høstudbytter.

Hvad angik menuen, stod festerne ikke tilbage for senere tiders selskaber i de højere lag. Om et gæstebud hos en rigmand beretter Rigs vandring, at “flæsk og stegte fugle fristede; vin var i kanden og i kostelige bægre”, og fortsatte med at beskrive de fine blomstrede hørduge og serveringen med sølvtøj og fine frankiske drikkeglas.

På en storgård ved Tissø i Østdanmark har ejeren endda kunnet imponere gæsterne i sin hal, der strakte sig hele to etager i højden.

Bondesønnerne blev krigere

For drengebørn af såvel stormænd som almindelige bønder blev overgangen til det voksne liv efterhånden besværlig. Den eksplosive befolkningstilvækst i 700-800-årene, som bl.a. muldfjæls-ploven sikrede, skabte nemlig helt nye problemer for de unge mænd.

Langsomt blev hele Skandinavien opdyrket, og manglen på ny landbrugsjord gav familiens yngre sønner, der ikke stod til at arve gården, udsigt til en fremtid uden jord og selvstændighed. Udsigten til et liv i mulig fattigdom fik i stigende grad disse bondesønner til at vende ryggen til de hjemlige pløjemarker for i stedet at gå om bord i store langskibe behængt med drabelige skjolde.

Med vinden lod de sig føre i skibene over havet til fjerne kyster med eksotiske navne som Köln, Paris og Lindisfarne for at plyndre sig til rigdom eller finde nyt landbrugsland, en kone og et nyt sted at stifte familie.

Læs også:

Sværd, vikinger, Estland
Vikinger

Forbløffende vikingefund i Estland

2 minutter
Vikinger

Vikingernes glemte guder havde mange talenter

7 minutter
Vikinger

Vikingerne tog cannabis med til Nordamerika

2 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!