Dannevirke – danernes gådefulde forsvarslinje

Myten om Thyras Dannevirke blev skudt ned

Da HISTORIE går en tur på resterne af Dannevirke, ser vi kun få tegn på, at voldene engang udgjorde en af Europas mest frygtindgydende grænsefæstninger.

Heste græsser fredeligt i en fold, mens et par biler adstadigt triller forbi de tilgroede volde, som kun med meget god vilje ser menneskeskabte ud.

Arkæologer er i færd med at grave en murstensvæg fri i voldens skråning, mens eftermiddagssolen kaster et gyldent skær over det frodige landskab.

“Sådan så der ikke ud i jernalderen, da Dannevirkes første vold blev bygget”, forklarer Lars Erik Bethge, der er direktør for Danevirke Museum 40 km syd for Flensborg.

Dengang var området domineret af hede, og fra toppen af volden kunne vagterne iagttage fjendens bevægelser, så langt øjet rakte.

Bethge forklarer, at arkæologiske udgravninger i årene 2010-2014 endegyldigt har dementeret sagnet om, at Dannevirke blev anlagt af Thyra Danebod – vikingedronningen, som var gift med Gorm den Gamle og nævnes på Jellingstenene.

Hun bliver ellers af den første danske historiker, Saxo Grammaticus (ca. 1160-1208), hyldet som bygherre:

“Derefter gav Thyra sig i lag med at grave en grav og bygge en forskansning fra Slesvig til Vesterhavet for at betrygge landet imod hemmelige indfald af udenlandske fjender”.

Thyra døde omkring år 950, mens kulstof 14-dateringer af Dannevirkes ældste lag har vist, at tørvene, som blev brugt til at skabe volden, stammer fra midten af 400-tallet – altså 500 år før Thyra.

Hvem der så anlagde den første vold, ved arkæologerne ikke, men de antager, at den skal ses i lyset af folkevandringstidens krige og store omvæltninger.

Romerrigets kollaps rystede Europa

I år 410 e.Kr. plyndrede folkeslaget goterne Rom, og Romerriget smuldrede.

I det magtvakuum, der opstod, brød en række folkeslag op fra deres hjemegne for at finde frodigere egne at slå sig ned.

I områderne, som ét folkeslag indvandrede til, blev et andet folk ofte fortrængt og måtte flygte.

Kædereaktionen satte i løbet af få årtier hele Europa i brand.

Et af de folkeslag, som fik mest ud af denne urolige tid, var tilsyneladende danerne. Ifølge de romerske forfattere Jordanes og Prokopios stammede danerne fra Sverige.

Nutidens historikere antager, at danerne allerede havde etableret sig på Fyn og Sjælland, og at de i midten af 400-tallet erobrede Jylland fra juterne (jyderne) og anglerne.

Invasionen betød formentlig ikke, at de to folkeslag helt forsvandt fra Jylland, selvom England mellem år 400 og 500 var udsat for en massiv indvandringsbølge bestående af netop jutere og anglere.

Ifølge museumsdirektør Lars Erik Bethge var Jylland næppe helt mennesketom:

“Vi antager, at de anglere, der stadig boede nord for Dannevirke, på fredelig vis blev indlemmet i danernes stammeforbund, og at anglerne syd for volden med tiden smeltede sammen med områdets tredje store folkegruppe – sakserne”.

I de islandske sagaer betegnes volden som Dana virki – danernes fæstningsværk. Navnet bestyrker teorien om, at en magtfuld konge over danerne befalede en jordvold opført på Jyllands smalleste sted.

På Danevirke Museum mener de ligefrem, at det var under opførelsen af volden, at Danmark opstod, for anlæggelsen af en flere kilometer lang vold krævede enorme ressourcer og en stor arbejdsstyrke.

Byggeriet vidner om, at danernes rige var yderst velorganiseret.

Ifølge en middelaldervise var det skåninger, der opførte den første del af Dannevirke, hvilket i hvert fald underbygger teorien om, at danernes oprindelige magtbase lå i Sverige.

Visen beretter videre, at sjællændere og fynboer fuldførte byggeriet, mens jyderne leverede maden til de mange mænd på byggepladsen.

Det første Dannevirke var blot en 4 km lang vold af jord og lyngtørv.

Dens beskedne højde på to meter afskrækkede de færreste, men foran den lå en syv meter bred og én meter dyb voldgrav, som har udgjort en alvorlig forhindring.

Dannevirke behøvede i de første mange århundreder ikke at være lang for at sætte en prop i Jylland.

I jernalderen gjorde områdets åer og moser det umuligt for en hær at omgå volden. Dengang måtte forsyningerne til de mange krigere transporteres på oksetrukne kærrer, der ikke kunne komme frem i en mose.

Mange medbragte også deres kone og børn, hvilket ikke gjorde felttoget mere mobilt.

Krigsførelse om vinteren, hvor områdets åer og moser frøs til, var alt for risikabelt med datidens midler.

Sakserne gjorde det nødvendigt at bygge Dannevirke

Hvorfor det bekostelige byggeprojekt var så nødvendigt at opføre netop i årene mellem 450 og 500 e.Kr., ved forskerne endnu ikke.

Ingen skriftlige kilder giver en forklaring. Man kan kun gisne om årsagen – Nationalmuseets eksperter peger på et krigerisk folkeslag, der boede syd for volden.

“Dannevirke er sandsynligvis etableret for at beskytte Jylland mod sakserne”, forklarer eksperterne.

Sakserne var en farlig nabo – mange i antal og konstant på udkig efter nyt territorium at kolonisere.

Ifølge den græske forfatter Zosimus havde de fortrængt et andet folkeslag fra området mellem nutidens Tyskland og Belgien.

Romerne havde været nødt til at opføre over 20 kystforter for at forhindre saksiske piraters hærgen, mens imperiet grænsede op til saksernes rige.

Og da romerne opgav Britannien ca. 410 e.Kr., benyttede tusindvis af saksere lejligheden til at sejle over Nordsøen og underlagde sig landet syd for Themsen.

Den danske konge, som formentlig blot herskede over det sydlige Jylland, må have ment, at en vold kunne beskytte ham mod den farlige fjende mod syd.

Andre historikere påpeger, at Dannevirke lige så godt kan være opført af andre årsager: Måske havde kongen behov for at markere, hvor langt sydpå hans rige strakte sig.

Det kan også tænkes, at volden var en indenrigspolitisk magtdemonstration, som kongen brugte til at overbevise mulige tronranere om ikke at række ud efter magten i riget.

Uanset årsagen havde Dannevirke fra begyndelsen afgørende betydning: Den beskyttede Jyllands vigtigste handelsrute, Hærvejen, der gik hele vejen fra Aalborg via Viborg og ned langs den midtjyske højderyg til Jelling, Vejen og Dannevirke.

På den brede, fladtrampede vej drev bønder i tusindvis af okser sydpå til Wedel nær nutidens Hamborg, hvor de blev solgt til slagtning.

Ved Dannevirkes port opkrævede de danske konger formentlig told af alle de handlende og sikrede sig dermed store indtægter til vedligeholdelse af grænsevolden.

Porten bliver af den frankiske krønikeskriver Thietmar af Merseburg kaldt for Wiglesdor, og den omtales i de frankiske rigsannaler: “Kun én port skulle (Dannevirke, red.) have, hvorigennem heste og vogne kunne udsendes og modtages”, skrev frankerne.

Allerede få årtier efter anlæggelsen måtte Dannevirke forstærkes.

Den udløsende årsagen kendes ikke, men i løbet af 500- og 600-tallet blev voldens højde fordoblet til fire meter.

Dannevirkes tredje store byggefase hænger derimod sammen med en ny trussel, som historikerne kender navnet på: Frankerne.

I kølvandet på Romerrigets kollaps lykkedes det det germanske folkeslag at udfylde det opståede magtvakuum.

Fra deres hovedby Aachen underlagde de sig store dele af Vesteuropa.

Dannevirke fik palisader og en søspærring

Frankernes fremmarch har med sikkerhed bekymret den danske konge, og omkring år 700 blev Krumvolden tilføjet til Dannevirke.

Den 7,5 km lange vold fulgte Rejde Ås krumning, så åen kunne fungere som voldgrav.

Krumvolden gjorde det vanskeligt for indtrængende hære at forcere det smalle vandløb.

Omkring år 734 trængte frankerne op langs Nordsøens kyst til Weserfloden i det nordlige Tyskland – nu udgjorde kun den brede flod Elben en forhindring mellem Europas stormagt og danskerne.

Ganske vist levede sakserne i stødpuden mellem de to riger, men de besad ikke længere fordums styrke.

Den danske konge vidste, hvad der var i vente, og udbyggede sin grænsesikring.

Tre nye dele blev føjet til Dannevirke: To volde og en såkaldt søspærring. Nordvolden på 1,5 km skulle lukke hullet mellem Hovedvolden og fjorden Slien. Den var kun to meter høj, men fik palisader.

Det samme fik Østervolden. Den var 4 km lang og lukkede af for hære, der forsøgte at omgå Dannevirke via halvøen Svans.

Også Hovedvolden blev forstærket med palisader. Dermed rundede Dannevirkes samlede længde 16 km.

Ifølge arkæologen Jørgen Jensens beregninger krævede udbygningen omkring 30.000 træstammer, der måtte hentes langvejs fra, samt 80.000 kubikmeter jord.

På grund af den fugtige undergrund var bygmestrene tvunget til at sikre anlægget med solide rammeværker af tømmer.

Ekstra volde og palisader var dog ikke nok, så danskerne gav sig også til at bygge ude i vandet.

I Dannevirke Sø – ved Hovedvoldens østlige ende – blev der anlagt en dæmning ind til en kunstig bakke.

Oppe på bakken blev et fort angiveligt opført af træstammer – forsvarsværket fik siden det misvisende navn Thyraborg.

Endnu er arkæologerne ikke stødt på spor efter fortet, men de har fundet resterne af en 1,6 km lang søspærring.

Fundamentet til dæmningen og søspærringen blev skabt ved at konstruere flere hundrede sænkekasser af træstammer og tynge dem ned med sand.

Søspærringen dannede et fundament, som Dannevirkes vagter kunne stå på, hvis fjenden forsøgte at vade over Slien ved lavvande og omgå voldene.

Nogle af de mænd, som sled og slæbte med at bygge sænkekasserne, har muligvis forsøgt at spille eftertiden et puds – i en af kasserne nær stedet, hvor Thyraborg menes at ligge, fandt arkæologerne nemlig en 23 cm lang fallos af træ.

Dannevirkes nye volde øgede danskernes tro på, at forsvarsværket kunne modstå selv den mægtigste fjende.

Og netop han dukkede op nogle få årtier senere: I slutningen af 700-tallet sendte frankerkongen sin hær mod sakserne.

I årene mellem 772 og 804 udkæmpede de to folkeslag en blodig krig, som år for år rykkede grænsen nærmere på Dannevirke.

Kejseren fik et rungende nej

Frankerne var kristne, mens sakserne tilbad Odin og Thor – ligesom danskerne.

Da den saksiske høvding, Widukind, led nederlag i 777 og 782, flygtede han begge gange om på den anden side af Dannevirke.

Her fik han et kortvarigt asyl, for den danske konge vidste, at så længe Widukind var frankernes nærmeste fjende, havde danskerne fred.

Selv da Karl den Store – frankernes konge og samtidig tysk-romersk kejser – krævede at få Widukind udleveret, afviste den danske kong Sigfred, står der skrevet i de frankiske rigsannaler.

Rygtet om Dannevirkes uovervindelighed kan have været den vigtigste grund til, at kejser Karl i første omgang affandt sig med danskernes rungende nej.

Og det var derfor yderst vigtigt, at forsvarsværket forblev stærkt.

I 800-tallet var Dannevirkes opgave at beskytte de hærgende vikinger mod hævn fra deres udplyndrede ofre.

Om året 808 beretter frankiske rigsannaler, at den danske konge, Godfred, “besluttede at befæste hele sit riges grænse mod Saksen med en vold”.

Godfred er den første danske regent, der på skrift sættes i forbindelse med volden af en samtidig kilde.

Selvom Hovedvolden var flere hundrede år gammel, kan synet sydfra have snydt. Netop i disse år ændrede den markant udseende: Hovedvolden blev forstærket, ved at der blev rejst en kampestensmur foran den.

Kong Godfred følte sig presset med god grund, for i 804 havde Karl den Store nedkæmpet sakserne og overlod det erobrede land mellem Elben og Dannevirke til sine vendiske allierede.

En invasion af Danmark truede, og trods Dannevirkes styrke turde kun få af vikingernes stormænd at prøve kræfter med den tysk-romerske kejsers enorme hær.

Derfor blev den stridslystne Godfred snigmyrdet i 810 af en af sine livvagter.

Hans efterfølger, Hemming, indgik året efter en aftale med frankerne, der rykkede grænsen helt op til floden Ejderen.

Trods fredsaftalen gav den frankiske kejser i 815 sin støtte til et angreb på Dannevirke – anført af Harald Klak, en dansk viking.

Klak havde kortvarigt regeret Danmark og søgte med udenlandsk hjælp at generobre sin trone.

Hvordan Klak overvandt Dannevirke, ved ingen, men hans felttog ebbede ud, da den danske hær trak sig tilbage til Fyn.

Selvom frankernes rige i midten af 800-tallet blev splittet i tre, forsvandt truslen mod Danmark ikke: Katastrofen skete i 934, da den østfrankiske konge, Henrik Fuglefænger, havde held til at indtage Hedeby, vikingetidens handelscentrum.

Den danske kong Gnupa blev taget til fange og måtte lade sig døbe.

Arkæologiske fund tyder på, at danskerne efter denne ydmygelse iværksatte endnu en udbygning af Dannevirke.

I midten af århundredet blev den såkaldte Halvkredsvold bygget rundt om Hedeby, og denne vold blev omkring år 968 forbundet med resten af anlægget via den 3,5 km lange Forbindelsesvold.

Men lige lidt hjalp det, for tysk-romerske soldater trængte i 974 over Dannevirke.

Krønikeskriveren Adam af Bremen skrev om slaget ved Dannevirke et århundrede senere om kejser Otto, at “med ild og sværd hærgede han hele området lige til det yderste hav”.

Andre historikere mener dog, at den tysk-romerske kejsers hær ikke nåede helt til Skagen, men koncentrerede sig om at indtage Hedeby.

Efter alt at dømme jog vikingekongen Harald Blåtand, eller hans søn Svend Tveskæg, i 983 kejserens tropper bort fra Hedeby og genoprettede dermed dansk kontrol over Jyllands rod.

Kort efter blev en 6,5 km lang, fremskudt position påbegyndt foran Hovedvolden.

Volden blev døbt Kovirke og fik såvel voldgrav som palisade.

Dannevirkes portvagt blev bestukket

Efter vikingetiden vedblev Dannevirke med at have en vigtig funktion i forsvaret af Danmark.

Hyppige kampe om den danske trone og skiftende alliancer hen over grænsen betød dog, at Dannevirke snart blev angrebet af vendere, snart af danske tronprætendenter med opbakning fra den tysk-romerske kejser.

Nogle gange modstod voldene angrebet, andre gange – som fx i 1157 – forcerede fjenden Dannevirke uden større besvær.

Den danske eksilkonge Svend Grathe havde ifølge Saxo Grammaticus simpelt hen bestukket den danske portvagt forud for sin hærs ankomst.

Den sidste udbygning af Dannevirke blev påbegyndt af Valdemar den Store seks år senere.

Kongen forvandlede Hovedvolden til en 5-7 m høj teglstensmur med en 22 m bred og 2,5 m dyb voldgrav foran. Voldgraven skulle først og fremmest holde nyopfundne krigsvåben som armbrøster og effektive belejringsmaskiner på afstand.

Valdemars efterkommer var så stolte over forsvarsanlæget, at de årtier efter kongens død lagde en blyplade ned i graven til majestæten.

På pladen stod, at Valdemar “til hele Rigets Værn som den første rejste den Mur af brændte Sten, der almindeligt kaldes Dannevirke”.

Dannevirke endte som stenbrud

Efter Valdemar var Dannevirkes dage imidlertid talte.

Det store voldanlæg beskyttede ikke længere rigets sydlige grænse, men lå midt mellem de to danske hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Samtidig begyndte resten af Europa at bygge borge i stedet for volde, og Danmark fulgte trop.

Dannevirke forfaldt og blev brugt som stenbrud, når nyt byggeri skulle opføres i området.

Voldene forfaldt og endte som bløde, græsklædte bakker i det nordlige Tyskland.