I vikingetiden var der ikke så mange navne at vælge imellem, når man skulle navngive sit barn. Derfor gik mange vikinger rundt med de samme navne. Det har sikkert skabt en del forvirring.
Måske var det en medvirkende årsag til, at vikingerne ofte valgte at give hinanden tilnavne. Det var dog ikke alle vikinger, som var lige heldige med det tilnavn, de fik.
Her er historien bag de bedste af de værste vikingenavne.
Kolbeinn Smørpenis (Kolbeinn Smjǫrreðr)
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan Kolbeinn fik sit knapt så flatterende kaldenavn.
Det har dog haft en anden klang i vikingetiden end i dag.
Dengang blev smør forbundet med rigdom. Det krævede nemlig både kvæg og et stykke land at holde sig forsynet med smør.
Derfor mener historikere, som har forsket i vikingernes øgenavne, at det snarere skal opfattes som et kompliment end en hån, at Kolbeinn blev kaldt for Smørpenis.
Ketil Fladnæse (Ketill "Flatnefur" Bjornsson)
Ketil "Fladnæse" Bjørnsson (810-880) var blevet udnævnt af den norske vikingekonge Harald Hårfager (850-932) til at herske over den dengang norskejede øgruppe Hebriderne, som ligger ud for det vestlige Skotlands kyst.
Selvom Ketil var en mand af en vis status, måtte han leve med et øgenavn, der trak fokus hen på et uheldigt fysisk træk ved ham.
Ketil Fladnæses herredømme blev afbrudt, da den norske konge blev opmærksom på, at Ketil Fladnæse ikke betalte sin skat til ham. Som straf blev han erklæret fredløs.
Det er ikke sikkert, men måske opstod det lidet flatterende kaldenavn som en slags tillægsstraf til skattesvindlen.
Halfdan Den-Generøse-Og-Nærige-Med-Mad (Hálfdan hinn mildi ok hinn matarilli)
Halfdan (735-802) var konge af Romerike og Vestfold i det nuværende Norge.
Halfdans tilnavn skulle være opstået som følge af hans måde at lede sin hær på.
Det siges nemlig, at han belønnede sine krigere med masser af guld, men at han samtidig også sultede dem.

Illustration fra 1899 af Gerhard Munthe til bogudgave af Ynglingesaga, hvor Halfdan Den-Generøse-Og-Nærige-Med-Mad - også kaldet for Halfdan den Milde - optræder.
Den Gående Rolf (Göngu-Hrólfr)
Den Gående Rolf (860-932) blev angiveligt ofte set gående ved siden af andre vikinger, der rejste til hest.
Det skyldtes dog ikke, at han ikke måtte ride med.
Tilnavnet havde Den Gående Rolf fået, fordi han var så overvægtig, at en hest ikke kunne bære hans fulde vægt.
Sigurd Orm-I-Øje
Kaldenavnet Orm-i-Øje lægger op til, at Sigurd engang har fået en orm i øjet. Så bogstaveligt skal det dog ikke opfattes.
Sigurd var søn af Ragnar Lodbrog og Kraka, og det er hans mor, der kan tillægges æren for det bizarre kaldenavn.
Kraka mente nemlig, at Sigurd skulle opkaldes efter hendes far, men kun hvis Sigurd blev født med en tegning af en slange eller orm under det ene øje.

Sigurd-Orm-i-Øjes forældre: Ragnar Lodbrog og Kraka. Radering af den norsk-danske illustrator, Louis Maria Niels Peder Halling Moe.
Med Kraka og Ragnar Lodbrog befinder vi os i ingenmandslandet mellem myte og virkelighed. Om Sigurd rent faktisk blev født med en tegning af en orm under sit øje, kan ingen derfor sige noget definitivt om.
Krakas far hed dog Sigurd Fafnersbane, så noget af sin bedstefars vikingenavn har Sigurd Orm-i-Øje i hvert fald fået med sig i dåbsgave.
Øystein "lille pige" Øysteinsson
Øystein "lille pige" Øysteinsson (1157-1177) levede i en tid, hvor der herskede borgerkrigslignende tilstande i Norge. Øystein blev af den ene part udråbt som konge af Norge i 1176.
Øystein fik sit tilnavn, fordi han med sit barnlige udseende fremstod som purung.
Det er det norrønske ord Møyla, der er i spil. Det kan oversættes med "lille pige".
Ottar Vendelkrage (Ottar Vendelkråka)
Ottar Vendelkrage var en svensk sagnkonge, der levede i 500-tallet. Han måtte desværre sande, at det er vinderne, der dikterer historien. Tilnavnet fik han, efter han faldt i en krig mod danskerne.
Da Ottar kom til tronen, havde han nægtet at betale skat til danskerne. Danskerne mente, at dette var et brud på en aftale, der var blevet indgået med Ottars far, Egil.

Ifølge folketroen ligger Ottar Vendelkrage begravet i denne høj kaldet Ottarshögen i Uppland i Sverige.
Ottar nægtede at betale sin skat og endte i stedet med at drage til Danmark på et plyndringstogt. Her måtte Ottar til sidst lade livet i kamp mod danskerne.
De danske sejrherrer lod Ottars afsjælede krop ligge på en bakke, hvor den blev ædt op af krager.
Eftersom krigen fandt sted i Vendsyssel, og Ottar blev flået af krager, så blev hans øgenavn til evig spot og spe: Ottar Vendelkrage.