Den store nordiske vikingedyst

BEDSTE NAVNE: Nordmændene fandt på de bedste navne

Erik og Harald var særdeles udbredte navne i vikingetiden og gjorde det svært at skelne den ene Erik Haraldssøn og Harald Erikssøn fra den anden.

Derfor gav vikingerne hinanden fantasifulde, rosende eller fornærmende øgenavne. Inden for denne disciplin nåede ingen nordmændene til uldsokkerne.

Dansk fantasi rakte kun til navne som Harald Blåtand og Svend Tveskæg (Svend med det todelte skæg), mens svenskerne i det mindste kunne mønstre en Bjørn Jernside og en Sigurd Orm-i-Øje.

Nordmændene var anderledes kreative og vinder klart guld med navne som Thorfinn Skalleflækker (på oldnordisk: Þorfinnr hausakljúfr), Erik Blodøkse og Øystein Fjert (Øystein Prut).

Hr. Fjert hed Halfdansson, indtil en krønikeskriver skrev foragteligt om ham i værket Íslendingabók.

STØRSTE BYGHERRER: Ingen overgik de danske ringborge

Vikingerne byggede i træ og sjældent stort, men enkelte konger beviste, at Nordens barske krigere også var dygtige ingeniører.

Omkring år 980 lod den danske konge, Harald Blåtand, en række borge opføre. Ingeniørmæssigt overgik de såkaldte ringborge alt andet i vikingernes verden.

Indtil nu har arkæologerne fundet fire ringborge i Danmark samt muligvis en femte i den skånske by Trelleborg, som dengang var dansk.

Ringborgene bestod af en høj tørvevold med palisader på toppen og to veje, som delte fæstningens indre i fire lige store kvarterer.

Borgene lå nær havet, så forsyninger og flere krigere let kunne nå frem, og de mange kongetro tropper bag palisaderne sikrede Blåtand kontrollen over et stort opland.

Norges største bygningsværk er Oseberg-gravhøjen, som var 6 m høj og 44 m i diameter, mens Sverige kan prale af bl.a. det formentligt 25 x 22 m store Odinstempel i Uppsala, en borg ved handelsbyen Birka og en 30 m lang vikingehal fundet ved Alvastra kloster.

DYGTIGSTE HANDELSMÆND: Danskerne dominerede handlen i Skandinavien

Vikingerne var ikke kun krigere, men også dygtige handelsfolk. Mange af deres rejser gik ud på at bytte rav og pelsværk for Sydens sølv, guld og luksusvarer. Størrelsen på Nordens handelspladser giver et fingerpeg om, hvem der var vikingetidens dygtigste handelsfolk.

Den arabiske købmand Ibrahim ibn Ahmed at-Tartuschi rejste til Norden i ca. 950 og omtaler i sin dagbog vikingernes største handelscentrum:

“Sliasviq er en meget stor by for enden af verdenshavet”. Omtalte Sliasviq ligger nær nutidens nord­tys­­ke by Slesvig, men var i det meste af vi­kinge­tiden dansk og kendt som Hedeby.

Et areal på 24 hektar (33 fodboldbaner) og op mod 2.000 indbyggere gjorde Hedeby til Nordens absolut største handelsplads.

Byen lå i bunden af fjorden Slien, og her har arkæologerne gjort over 340.000 fund fra vikingetiden – alt fra kostbare smykker til kamme og brætspil.

Efter alt at dømme var byen et multietnisk sam­fund med både skandinaviske, frisiske, sak­siske, frankiske og slaviske købmænd, og deres virke tiltrak handlende fra hele den kendte verden.

Hedeby sikrer Danmark en kæmpestor guldmedalje i disciplin nr. fem.

Birka og Kaupang haltede langt efter

Den svenske handelsby Birka på øen Björkö i søen Mälaren er ofte blevet sammenlignet med Hedeby.

Også Birka blev grundlagt omkring år 800, havde en dygtig og produktiv hånd­vær­ker­be­folk­ning og lå beskyttet bag en vold med palisader på toppen.

Mange af de eksotiske luksusvarer, som sven­ske vikinger havde hentet hjem via deres rejser ned ad de russiske floder, en­d­te i Birka.

Det trækker fx op i den samlede vurdering, at vikingegrave ved Birka bl.a. rummede kinesisk silke, der vidner om vidt forgrenede handelsforbindelser.

Men med et areal på sølle 6 hektar og en befolkning på blot 700 indbyggere var byen væsentligt mindre end sin danske konkurrent. Kaupang ved Oslofjorden var de norske vi­kingers vigtigste handelsby.

Navnet betyder blot markedsplads, men udgravninger tyder på, at det 5,4 hektar store mødested for handlende var en rigtig by med en fastboende befolkning.

Ifølge en rig købmand ved navn Ottar blev byen ofte brugt som et stop på den lange rejse mellem hans hjemegn i Nord-norge og danske Hedeby.

MODIGSTE SØMÆND: Norske vikinger trodsede Atlantens oprørte vande

Skibe er mere end noget andet symbolet på vikingetiden. Nordens banebrydende fartøjer sejlede dem ud i verden for at handle, plyndre og bosætte sig. Det krævede stærke nerver og en urokkelig tro på egne evner at krydse åbent hav, og norske vikinger viste det største mod.

Mens andre vikinger sneg sig langs kysten, stak norske vikinger tværs hen over Nordatlanten – et af verdens farligste farvande.

Koloniseringen af Færøerne, Island og Grønland var ikke for bangebukse, da nordmændene måtte sejle i dagevis uden at se land.

Undervejs blev de kastet rundt af meterhøje bølger og ramt af iskold regn. I stormvejr måtte mas­ten lægges, for at skibet ikke kæntrede.

I vindstille vejr kunne vikingernes krigsskibe, langskibene, drives frem med årer, men koloniseringen af de nordatlantiske øer foregik i skibstypen knarrer – rundbugede sejlskibe, der var tunge og så sparsomt bemandede, at de var vanskelige at ro.

Nordmændene sejlede også længere nordpå end deres skandinaviske konkurrenter og måtte kæmpe med kolde arktiske nætter.

Kun en teltdug og skindsoveposen værnede dem mod vind og vejr. Vi letter af respekt på vikingehjelmen og sender guldet til Norge.

Danskerne klamrede sig til kysten

Svenskerne havde det betydeligt lettere, da de sejlede mod øst langs Finlands kyst og op ad de russiske floder.

Her var den største forhindring, at floderne frøs til is om vinteren, så flåden måtte vente på tøbrud. Andre steder blev vikingeskibene slæbt flere km over land for at komme over til en flod, som førte længere sydpå.

Selvom danskerne også trodsede Atlantens bølger, eksempelvis ud for Irland, valgte søfolkene fra det sydligste vikingerige som regel de trygge ruter langs Europas kyster.

Når der hele tiden var land i sigte, var det svært at fare vild, og vikingerne kunne hurtigt gå i land for at skaffe forsyninger.

Danskerne bedrev også flodsejlads, men i modsætning til svenskerne foretog de kun mindre smutture ind ad vesteuropæiske floder.

Det krævede dog et vist mod at besejle Biscayen – bugten mellem Frankrig og Spaniens nordkyst, hvor Atlanten raser.

STØRSTE EROBRERE: Svensk kæmpe-rige i øst

Vikingerne drog ikke kun ud for at plyndre, men også for at erobre lande, som de kunne tvinge til at betale tribut eller kolonisere. Alle tre vikingenationer herskede over fremmede folkeslag, men svenskerne var lidt skrappere til det end de andre.

Svenske vikinger sejlede ned ad Østeuropas floder og underlagde sig gradvist et rige, der på sit største strakte sig fra Den Finske Bugt til Sorte-havet.

Dermed var svenskerne de skandinaver, der i vikingetiden kontrollerede det største område.

Tidligt i 800-tallet grundlagde svenske vikinger byen Holmgård, nu Novgorod, som en udpost i deres handel med skind og østeuropæiske slaver.

De udvandrede svenskere blev kaldet rus, og i 860’erne blev Holmgård under den legendariske kong Rurik hovedstad for rus’ernes land – det første Rusland.

Tyve år senere flyttede svenskerne kongssædet til byen Kijev, hvorfra vikingerne blandt andet drog på togter mod Det Østromerske riges mægtige hovedstad, Konstantinopel.

Kæmpe-riget i øst sikrer svenskerne guldmedaljen i disciplinen største erobrere.

Norge og Danmark haltede langt efter

Danske vikinger hærgede i 911 Frankerriget og fik byen Rouen i Normandiet mod at indstille plyndringerne. Normandiet var dog både beboet af norske og danske vikinger og svær at give et enkelt land æren for.

England må derfor siges at være danske vikingers vigtigste erobring. I 880’erne tvang de Englands kong Alfred til at underskrive en ydmygende fred og give dem et kæmpeområde kaldet Danelagen.

Godt 130 år senere erobrede danske Svend Tveskæg hele England. Målt på km² kan hverken Svends rige eller hans endnu mægtigere søn Knuds rige dog hamle op med svenskernes enorme imperium i øst.

Norge hænger også langt efter trods erobringen af Island, dele af Irland, det nordlige Skotland og en række småøer i Nordatlanten.

MEST BEREJSTE: Langt togt førte svenskere til Asien

Skandinaviske mænd måtte “fara i viking” for at vinde hæder og skaffe sig rigdomme, ellers havde de ringe chancer for at blive gift med en kvinde af fornem familie. Mange rejste væk i nogle uger under sommerens plyndringstogter, andre var væk i årevis og gik efter guldet i at rejse langt.

I år 1041 havde svenske vikingers før så indbringende handelsforbindelser til Østeuropa og Sortehavet været afbrudt i mere end 100 år.

Svenske Ingvar den Vidfarne forsøgte at genåbne ruterne, og hans færd kendes bl.a. fra adskillige runeinskriptioner i Midtsverige.

På Gripsholmstenen står: “Tola lod rejse stenen efter sin søn Harald, Ingvars broder. De drog som mænd fjernt efter guld, og østpå gav de ørnen føde. De døde sydpå i Serkland”.

Serkland var vikingernes navn på Abbaside-kalifatet – det muslimske rige, som bredte sig over store dele af Mellemøsten.

At give “ørnen føde” betød, at Ingvar var i kamp, og fjendens lig lå tilbage på slagmarken som føde for rovfugle.

Efter alt at dømme sejlede Ingvars skibe via Østersøen, Volgafloden og Sortehavet for at nå frem til Kaukasus, hvor Serkland begyndte.

Ingvar og de fleste andre deltagere forsvandt et ukendt sted i Centralasien – ifølge “Ingvar den Vidfarnes saga” vendte blot et af ekspeditionens skibe hjem til Sverige i 1042 og kunne berette om vikingetidens længste togt på over 4.700 km.

Grønland gav Norge sølv

Norges mest berejste viking var formentlig Erik den Røde, som først sejlede til Island og senere videre til Grønland – en rejse på knap 4.000 km.

Hans søn Leif den Lykkelige nåede helt til Amerika, men hans rejse fra Grønland til Newfoundland er kortere end Ingvars færd.

Den mest berejste danske viking hed Hastein. Han plyndrede byen Luna i Norditalien efter at have sejlet hele vejen ned langs Frankerrigets kyst og ind gennem Gibraltarstrædet.

Nogle historikere mener sågar, at Hastein sejlede hele Middelhavet rundt, men ingen kilder kan bekræfte teorien.

STÆRKEST I TROEN: Svenskerne var stærkest i asatroen

Mens kristendommen vandt frem i Danmark og Norge, holdt svenskerne stædigt fast i vikingernes asatro.

Svenskerne opførte ifølge præsten Adam af Bremen Nordens mest imponerende gudetempel i byen Uppsala. Templet var “bygget helt af guld” og indeholdt træ-figurer af de tre guder Thor, Odin og Frej, skrev Adam.

Her dyrkede svenske vikinger asatroen helt frem til 1087, da deres kristne konge, Inge den Ældre, brændte templet ned.

Danskerne overgav sig allerede i 900-tallet til kristendommen, og selvom flere fortsatte med at dyrke de nordiske guder i smug, trækker det ned i asatro-konkurrencen.

Nordmændene holdt ud lidt længere – til 1018, hvor Olav den Hellige på brutal vis tvangskristnede hovedparten af sine undersåtter.