I årene omkring år 980 begyndte en stor gruppe vikinger fra Island at bosætte sig i den sydlige del af Grønland.
Nordboerne nød godt af den middelalderlige varmeperiode, som efterlod isfri oceaner og gav dem mulighed for at bygge huse, drive landbrug og opdrætte dyr på verdens største ø.
I den nordlige del af Grønland jagede nybyggerne endda hvalrosser og solgte stødtænderne til handlende i Europa, hvor elfenben var i høj kurs.
Men omkring år 1450 forsvandt søfarerne pludselig fra bosættelserne i Nordatlanten, og hverken skriftlige kilder eller mundtlige overleveringer afslører præcist hvorfor.
Nu giver en undersøgelse udført af forskere fra Harvard University formentlig en del af svaret.
I undersøgelsen, som er udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences, fokuserede forskerne på en vikinge-bosættelse, som blandt andet omfattede 500 gårde beliggende i den sydligste spids af øen.
Gårdene blev bygget med omkring fire kilometers afstand mellem hinanden, men ikke langt fra kanten af indlandsisen, som dækker det meste af øen.
En dobbeltkatastrofe
Vikingernes forsvinden faldt sammen med en periode, hvor store dele af den nordlige halvkugle blev ramt af en såkaldt lille istid, som fik særligt alvorlige konsekvenser i Nordatlanten.
Computersimuleringer har tidligere vist, hvordan de voksende ismasser langs Grønlands kyst formentlig pressede de frodige kystområder flere meter ned under havoverfladen og efterlod nordboerne uden mulighed for at dyrke Jorden.
Men udfordringerne stoppede ikke der.
Togter fulgte faste ruter
Dna fra skeletter over hele Europa bærer spor fra vikingerne, og dermed kan forskerne følge vikingernes vej gennem Europa. Resultaterne bekræfter tidligere forestillinger om, at danske, norske og svenske vikinger fulgte hver deres faste ruter.
Danskerne satte spor i England, men også sydpå i Europa.
Nordmændene rejste især til Irland, Island og Grønland.
Og svenskernes gener spredte sig østpå.
I den nyere undersøgelse kiggede forskerne endnu engang på, hvilke konsekvenser den voksende ismasse havde for kysten og dens beboere.
Deres beregninger og modeller afslørede, at den voksende ismasse formentlig også udøvede en stærkere tyngdekraft på vandet omkring Grønland og fik havniveauet til at stige med hele 3,3 meter.
Den sidste dråbe
Ismasserne fik altså både havet til at stige og selve landskabet til at falde - en kombination, der formentlig har trukket kysten hundreder af meter tilbage og efterladt 200 kvadratkilometer land og mange hjem under saltvandet.
Tidligere forskning har allerede antydet, at der formentlig var stigninger i havniveauet under vikingernes tid i Grønland. Men forskerne bag undersøgelsen er de første til at påvise de dramatiske konsekvenser af vandmasserne.
Bosætterne i Grønland, som i øvrigt inkluderede Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, kæmpede også med andre udfordringer i det barske landskab:
Lavere temperaturer, som gjorde det sværere at dyrke jorden, konflikter med inuitter og nedadgående efterspørgsel på elfenben fra hvalrosser, i takt med at elfenben fra elefanter nåede til Europa.
Men ifølge forskerne var vandmasserne formentlig en af de sidste dråber bag nordboernes totale forsvinden i år 1450.
"Vi har fundet ud af, at stigningen i havniveaut faktisk spillede en rolle," lyder det fra Marisa Borreggine, som er en af forskerne bag undersøgelsen til New Scientist.
"Men det var ikke nødvendigvis årsag nummer et," fortsætter hun.