Dublin var vikingernes slavemarked

Under vikingerne fyldes Dublins gader af handelsfolk, og rigdommene vælter ind. Snart er byen centrum i et magtfuldt kongerige.

Under vikingerne fyldes Dublins gader af handelsfolk, og rigdommene vælter ind. Snart er byen centrum i et magtfuldt kongerige.

J. Belenger/Renegade Tribune & Shutterstock

En sommerdag i 837 løber den irske storbondesøn Findan ned mod havet i en sådan fart, at gårdskarlene knap kan følge med.

Gennem tågen kan den unge mand skimte drageskibene, der ligger for anker ved kysten ud for Leinster – med hans søster og flere andre kidnappede kvinder ombord.

For at forhindre vikingerne i at føre hende bort fra hjemegnen på Irlands østkyst svinger Findan hujende med den pengesæk, som hans velstående far har givet ham. Findan ved, at vikingerne er overlegne, når det gælder våbenmagt, men deres svaghed for sølv er alment kendt på øen, hvor de skandinaviske krigere ofte tager folk til fange for at presse løsepenge ud af deres slægtninge.

©

Irland/837

Da vikingerne i den første halvdel af 800-tallet ankommer til Den Grønne Ø i Atlanterhavet, indser de hurtigt, at Irland er som skabt til slavehandel. De indfødte irere bedriver nemlig allerede en blomstrende handel med mennesker.

Desværre er de langskæggede skandinaver, der møder Findan, ikke indstillet på en byttehandel.

Efter at have talt pengesækkens indhold lægger vikingerne også Findan i lænker og bærer ham ud til et af langskibene.

Storbondesønnens karle står tilbage som forstenede – de tør ikke komme deres herre til undsætning, og Findan er blevet vikingernes slave.

Findan bliver solgt videre flere gange

Beretningen om den uheldige Findan stam­mer fra middelalderskriftet “Vita Sancti Findani” (Skt. Findans liv).

Skriftet fortæller videre, hvordan vikingerne på skibet – efter et indbyrdes skænderi om deres egne æresbegreber – endte med at acceptere pengesækken som løsepenge.

Men i stedet for søsteren var det Findan selv, der blev sat fri, mens manuskriptet desværre ikke skildrer søsterens videre skæbne som vikingernes slave.

Findan fik ikke megen tid til at sørge over sin mislykkede mission, for kort tid efter blev han igen fanget af vikinger:

“Men da ønskede hans norske tilfangetager ikke at sejle hjem, så vanen tro solgte han ham videre til en anden, der snart solgte ham til en tredje part – og han igen til en fjerde”, står der videre i manuskriptet om Findans liv.

Den sidste ejer fragtede Findan og en række andre slaver til Orkneyøerne. Her lykkedes det storbondesønnen at slippe fri, og han gemte sig under en klippe, indtil vikingerne var dra­get videre.

Senere hen flygtede Findan til Skotland og derfra til Tysk­land, hvor han i år 859 døde som en respekteret munk i byen Rheinau – langt fra sit hjemland, Irland.

I årene efter hans bortførelse havde vikingerne grundlagt et voksende slavemarked i byen Dublin på øens østkyst.

Slaveriet eksisterede før vikingerne

Vikingerne var langtfra de første, som lagde Irlands befolkning i slavelænker. Øen havde i umindelige tider været delt mellem et virvar af klaner, hvis skiftende ledere konstant kæmpede om magten.

I den forbindelse stjal de kvæg på modstanderens territorium og tog gidsler. De krigsfanger, som ikke blev løskøbt af deres slægtninge eller dræbt, fordi de var for gamle eller svage til at gøre nytte, kunne se frem til et liv som slaver.

Slaveri som sådan var ingen sjældenhed i jernalderen, og også på De Britiske Øer fandtes grupper af krigere, der nærmest på vikingemanér sejlede ud for at indfange slaver.

Praksissen tog for alvor fart efter romernes tilbagetrækning fra øriget i 410. Især irske pirater udnyttede magtvakuummet til at indfange slaver.

De næste to århundreder havnede mange briter under irernes åg, og deres efterkommere kom til at udgøre en særlig slavestand på øen.

Den kendteste er Irlands nationalhelgen Skt. Patrick, der ifølge middelalderskriftet “Confessio Patricii” (Patricks trosbekendelse) kun var 16 år gammel, da sørøvere i begyndelsen af 400-tallet angreb hans britiske hjemby og førte ham over havet.

“Men da ønskede hans norske tilfangetager ikke at sejle hjem, så vanen tro solgte han ham”. Fra skriftet “Vita Sancti Findani”

Selvom Patrick og andre missionærer efterfølgende kristnede irerne og spredte budskabet om næstekærlighed, fortsatte slaveriet – bl.a. pga. fattigdom.

Et eksempel herpå findes i levnedsskildringen om Patricks kollega Skt. Senan.

Da han i 400-tallet mødte en gruppe mennesker, der nægtede at lytte til hans budskab, truede munken med, at de ville blive ramt af så svær hungersnød, at “en mand ville sælge sin søn eller datter i fjerne områder for at få råd til mad”.

Et muligt slavehalsbånd fra 600-tallet, som arkæologerne har fundet i County Meath nord for Dublin, kan være et vidnesbyrd om dette barske samfund, hvor værdien af en vare ofte blev målt i antal cumal – det irske ord for “slavinde”.

Enkelte historikere mener, at det ligefrem var Irlands ry som et slaraffenland af lettilgængelige slaver, der i 790’erne lokkede de første skandinaver til øen, som ellers hovedsageligt var kendt for at producere kvæg og skibstømmer.

Irland havde på dette tidspunkt ingen byer, ingen møntproduktion og intet guld ud over det, der indgik i klostrenes kunstgenstande.

Til gengæld fandt vikingerne et slavesystem, som de kunne overtage, effektivisere og udnytte.

Gidsler gav penge i kassen

I annalerne fra den nordirske provins Ulster står der under år 795: “Hedningene nedbrændte Rechru, og dets helgenskrin blev knust og plyndret”.

Rechru refererer formentlig til øen Rathlin ud for Nordirland, og det er dermed det tidligst bevidnede vikingeangreb i Irland.

I de følgende årtier fik Irlands skrivermunke travlt med at dokumentere en række nye lynangreb, som vikingerne udførte mod kirkelige bebyggelser.

Vikingerne, der hovedsageligt kom fra Norge, angreb med flåder på op imod 60 langskibe, som de splittede irske kongeriger hverken havde våben eller fartøjer til at modstå.

I år 798 nævner Ulster-annalen, at “hedningene tog kvægskat fra territorierne”. Da det var besværligt for vikingerne at sejle hjem til Norge med kvæg ombord, har visse historikere foreslået, at irerne betalte den såkaldte kvægskat vha. andre varer – fx slaver.

Få år senere beskriver munkene regulære kidnapninger, bl.a. i Ulster-annalens opslag fra 821: “Vikingerne plyndrede Etar og tog en stor mængde kvinder til fange”.

Irerne kopierer de nyeste våben

Frem til ca. år 800 var en typisk irsk kriger udrustet med spyd, sværd og skjold.

Selvom Irlands klaner jævnligt lå i klammeri med hinanden, var øen meget lidt militariseret, og de enkle våben havde stort set ikke udviklet sig siden 400-tallet.

Situationen ændrede sig med vikingernes ankomst. De medbragte nye våben og skibstyper, som irerne hurtigt tog til sig:

I de første år var vikingerne dog primært ude efter ære, rigdom og berømmelse. Trælle – vikingernes betegnelse for slaver – var blot en ekstra bonus.

Omkring 830’erne gik det imidlertid op for skandinaverne, at der var mange penge i at tage fornemme gidsler; irerne løskøbte glædeligt tilfangetagne biskopper og konger for skyhøje summer.

I deres jagt på klosterskatte og gidsler sejlede vikingerne nu også op ad øens floder og overfaldt kirkelige centre længere inde i landet – deriblandt Armagh, som i 832 blev plyndret hele tre gange på én måned.

Otte år senere bortførte de ifølge Ulster-annalen “biskopper og præs­ter og lærde” fra provinsen Louth.

Skandinaverne havde dog ikke travlt med at underkaste sig Irland – det var mere lukrativt at lade irerne passe sig selv og indimellem afpresse dem.

Modsat England, hvor skarer af kolonister slog sig ned for at dyrke den frugtbare jord, blev Irland kun koloniseret få steder – primært langs østkysten. Her etablerede vikingerne fæstningsbyer, så de kunne overvintre og dræne baglandet for ressourcer.

I 841 grundlagde de deres vigtigste bastion – Dublin.

Fund af pengepunge fra vikingetiden vidner om et blomstrende handelsliv i Dublin.

© National Museum of Ireland & National Museum Wales

Vikingerne satte skub i handlen

Slaver var langtfra den eneste handelsvare i Dublin. I takt med at byen voksede i 800-tallet, begyndte handelsfolk i stadig større antal at anløbe havnen.

Arkæologerne har under udgravninger i Dublin fundet mange forskellige varer fra vikingetiden, der er blevet importeret udefra. Blandt fundene er keramik fra England, sølv fra Mellemøsten og hvalrostænder fra Arktis.

Ud over de mere eksotiske fund handlede byens købmænd imidlertid også med mere almindelige varer som fx fisk, korn og tøj. Det rige og varierede handelsliv kom med vikingerne.

Før vikingetiden handlede irerne primært med dagligdags varer og brugte køer samt kvindelige slaver som betalingsmiddel. Kun ved særlige lejligheder betalte irerne med sølv eller guld, der var sjældne ressourcer på øen.

I 800-tallet bragte vikingerne en masse sølv fra deres plyndringstogter til landet. I starten blev der typisk betalt med fx arm- og halsringe eller små sølvklumper.

Mønter blev først for alvor udbredte i Irland efter 950, hvor flere og flere angelsaksiske mønter kom i omløb, og også i Dublin vænnede folk sig til det nye betalingsmiddel.

Trællene endte i Dublin

I en bugt langs den irske østkyst fandt vikingerne det perfekte sted til deres hovedbase. Bugten lå afskærmet fra de værste storme, samtidig med at vandet var dybt nok til selv tungtlastede skibe. Desuden gav den brede flod Liffey hurtig adgang til områder længere inde i landet.

Der var kun én udfordring: Stedet var allerede beboet. Historikerne vurderer, at vikingerne med sværd i hånd ødelagde klostret Dubhlinn, der første gang dukker op i irske skrifter omkring år 650, men på mystisk vis forsvinder fra munkenes optegnelser i 800-tallet.

Hvad enten beboerne blev hugget ned eller lagt i lænker og solgt, overlevede stedets irske navn. Dublin betyder “den sorte pøl” og henviser til en bredning i åen Poddle, der løber ud i floden Liffey.

Selvom forskerne ikke er helt sikre på, hvor vikingerne anlagde deres første gader og huse, skød der med tiden en befæstet by op på Liffeys sydbred.

Dublin blev i årene efter 841 hurtigt et knudepunkt for handlen med trælle – eksempelvis nævner “Den Irske Annal”, at vikingerne på et tidspunkt førte hele 700 slaver fra klostret Armagh i baglandet til deres nye base.

I 845 mistede en af byens første vikingehøvdinge livet i kamp mod irerne, som bestemt ikke brød sig om de fremmede herskere, der forskansede sig i Dublin.

OVERBLIK: Sådan så vikingernes Dublin ud

Generelt set var vikingerne dog irerne militært overlegne, og mange irske ledere skiftede snart taktik.

I stedet for at kæmpe indgik de alliancer med skandinaverne, der ud over nordmænd også omfattede nytilkomne danskere.

Vikingerne begyndte også at tage hyre som lejesvende i irernes interne magtkampe – især når irske konger ville prøve kræfter til søs. Som betaling modtog lejetropperne gerne trælle.

Mens både vikinger og irere tidligere havde taget krigsfanger for at ydmyge fjenden og tjene løsepenge, havde togterne nu udviklet sig til en større forretning.

De tilfangetagne blev sendt direkte til slavemarkedet, uden at slægtningene fik en chance for at løskøbe dem først.

Hvor de irske munke tidligere havde omtalt enkelte fanger som geill (gidsel), begyndte de i stedet at beskrive enhver tilfangetagen som brat (krigsfange).

I 853 tog nordmanden Olav den Hvide og danskeren Ivar i fællesskab magten som konger af Dublin. Ifølge visse historikere blev slavehandlen i det næste århundrede byens mest betydningsfulde indtjeningskilde.

Højdepunktet kom muligvis i 871, hvor de to konger organiserede et togt over havet til Skotland. Ved hjemkomsten til Dublin medbragte de angiveligt 200 skibe fyldt med trælle.

En vigtig årsag til slaveriets opblomstring var, at skarer af vikingekolonister fra 870’erne strømmede til det nyopdagede Island i Nordatlanten.

De første islændinge manglede hænder til at rydde marker og bygge huse, og trællene fra Irland stod i høj kurs. Markedet i Dublin oplevede derfor et enormt opsving.

Fund af korsformede ravsmykker i Dublin vidner om et religiøst, mangfoldigt samfund.

© National Museum of Ireland

Asatroende og kristne levede sammen

Dublins vikinger var vant til at omgås folk, der ikke troede på Thor, Odin og de andre nordiske guder. Fra begyndelsen havde vikingerne på øen levet side om side med kristne irske håndværkere, trælle og elskerinder.

Desuden bragte slavehandlen også skandinaverne i kontakt med muslimske købmænd.

På trods af de mange religiøse tilbud regner arkæologerne med, at asatroen holdt stand længe i Dublin, der til alle sider var omgivet af det kristne Irland.

Denne teori begrunder forskerne med, at de ikke har fundet rester efter kirker fra vikingetiden.

Derimod er der i byen fundet 81 vikingegrave, hvor de afdøde i overensstemmelse med nordisk skik har fået gods med til efterlivet – bl.a. sværd og skjolde.

Meget tyder dog på, at Dublins vikinger i slutningen af 900-tallet gradvist lod sig omvende til Jesu lære.

I 943 konverterede vikingehøvdingen Olav Kvaran til kristendommen i England, og da han to år senere blev konge af Dublin, har det sandsynligvis haft en stor indflydelse på byens befolkning og deres tro.

I hvert fald kan historikerne konstatere, at de irske annaler i de følgende år ophører med at omtale vikingerne som “ikke-kristne”, hvilket de indtil da havde gjort.

Fange blev ydmyget med urin

Mens vikingerne tjente styrtende på det nye stormarked, var det sjældent sjovt for de mennesker, der endte som trælle. Ifølge den irske digter Moriuht behandlede vikingerne deres fanger ekstremt dårligt.

I et digt beskriver Moriuht, hvordan han under sit eget fangenskab blev ydmyget af vikinger, som urinerede på hans skaldede isse og voldtog ham.

Forskerne tvivler på, at Moriuhts oplevelse var almindelig, men de irske krøniker efterlader ingen tvivl om, at Irlands nye herrer fór hårdhændet frem i deres jagt på trælle.

I alt omtaler krøniken 23 større slavetogter, hvor vikingerne tog fanger på stribe. Togterne var godt planlagt, så krigerne fx angreb en by, når dens indbyggere var forsamlet til en religiøs højtid.

Selvom vikingerne var asatroende, havde de tolke og irske elskerinder, der kunne varsko dem om vigtige kirkelige begivenheder.

“Så troløse og så ubarmhjertige er de over for hinanden, at så snart en har taget en anden til fange, sælger han ham”, skrev Adam af Bremen omkring år 1075 om vikingerne.

Børn og forbrydere endte som slaver

Trælskab var imidlertid ikke kun noget, der ramte de tilfangetagne; slaveriet gik som oftest i arv.

Ydermere var slaveri en udbredt straf for forbrydelser. Kunne en mand ikke betale sin gæld tilbage eller yde tilstrækkelig erstatning for et mord, kostede det ham friheden.

Således kunne vikingerne også selv havne i trældom – eller ligesom sultne irere blive tvunget til at sælge deres familie på slavemarkedet.

Arkæologerne har et detaljeret bud på, hvordan vikingernes Dublin så ud, men selve slavemarkedets beliggenhed er endnu et mysterium.

I tiden lige efter grundlæggelsen i 841 var slavehandlen stadig begrænset, og vikingerne har muligvis solgt deres trælle på den samme åbne plads, hvor de handlede kvæg.

En af de få ting, historikerne ved, er, at vikingerne til tider solgte slaver på øen Dalkey Island – 16 km syd for Dublin – fordi øen var svær at undslippe fra.

Således skal en irsk biskop være druknet, da han i 938 forsøgte at svømme væk fra vikingerne på øen.

I vikingernes Dublin fremstillede både irske og skandinaviske håndværkere redskaber og smykker til byens befolkning.

© V.A. McMillan/Mountainman's Mantra

Væverne:

Efter alt at dømme var byens vævere kvinder. De arbejdede stående ved en væv, der stod lænet op ad væggen.

Vikingernes foretrukne tekstil var uld, men de lavede også klæder af hør, der voksede i nærheden af Dublin.

Uld og hør skulle bearbejdes, inden det kunne væves til tøj. Ulden skulle kartes (renses) og spindes til tråde med en ten af træ.

Hørplantens stængler blev først opløst i vand og dernæst kartet vha. en kam med jerntænder.

© National Museum of Ireland

Garverne:

Når vikingetidens garvere forvandlede dyrehuder til læder, lagde de dem først i salt, derefter vand og til sidst urin, der fungerede som garvesyre.

Stanken af urin betød, at garvernes værk-steder lå placeret tæt på vandet og med afstand til resten af byen.

© National Museum of Ireland

Bødkerne:

Ved havnekvarteret Wood Quay har arkæologerne fundet i alt 1.872 trægenstande, der stammer fra bødkernes værksteder. Ud over tønder til opbevaring fremstillede bødkerne bl.a. drikkekar og smørkærner.

Forskerne mener, at bødkerne var lokale, fordi de fleste kar er fremstillet af taks efter irsk tradition.

© Brandon/Capa World & Shutterstock

Smedene:

Byens smede spillede en afgørende rolle, fordi de lavede redskaber til både landbrug og fiskeri. Derudover fremstillede smedene nagler til skibe, nøgler, smykker og stigbøjler.

I Dublin har arkæologerne fundet to tænger, der vidner om smedenes arbejde. Ud over jern forarbejdede smedene kobber, bly og ganske sjældent guld.

Fund af kors og vægtlodder støbt i bly tyder på, at det var almindeligt at fremstille blyfigurer i støbeforme.

En kvinde kostede tre stykker sølv

Uanset hvor Dublins slavemarked lå, blev det hurtigt integreret i et større handelsnet. Arabiske mønter fundet i Irland er blevet set som et tegn på, at mellemmænd solgte slaver videre til købmænd fra den muslimske verden.

Mens slavehandlere fra fjerne egne tilsyneladende gerne købte irske slaver, så tilbød vikingerne omvendt slaver fra fx Nordafrika til de lokale købere. Eksempler ses muligvis i den irske lovsamling “Lebor na Cert”
(Rettighedernes bog) fra 1000-tallet, der har beskrivelser som “fremmed, der ej kan irsk”, og “kvinder fra hinsides det store hav”.

Hvor meget en eksotisk oprindelse påvirkede prisen, er uklart. I den islandske “Laxdæla saga” fremgår det, at den irske kvinde Melkorka blev solgt i Norge for “3 stykker sølv”, men salgsprisen blev lige så meget afgjort af fysik og alder som af vedkommendes afstamning.

I vikingetidens England kostede en mandlig træl ca. det dobbelte af en kvinde – og det samme har sandsynligvis gjort sig gældende i Dublin.

Priserne varierede dog, og selv almindelige bønder havde som regel råd til at have to-tre trælle.

Trældom var en naturlig del af livet

At slavemarkedet i Dublin kunne blive så stor en succes, skyldtes ikke mindst, at vikingerne betragtede slaveriet som en helt naturlig del af tilværelsen.

En forklaring på denne livsanskuelse findes muligvis i digtet “Rígsþula” (Rigs Remsedigt), hvor guden Rig – ellers kendt som Heimdal – bliver stamfar til vikingetidens tre samfundsklasser.

Han får henholdsvis den første jarl, den første bonde og den første træl som sønner.

Ifølge mange forskere er kvadet, der blev nedskrevet på Island i 1200-tallet som en del af værket “Den ældre edda”, så påvirket af irske traditioner, at det muligvis stammer fra vikingernes Dublin.

Under alle omstændigheder fortæller “Rígsþula” en del om vikingernes syn på deres trælle. Heimdals sidste søn, omtalt som den første træl, havde ifølge digtet “tykke fingre og fult (grimt) ansigt/ludende ryg og lange hæle”.

Ifølge digtet får trællen en række børn med navne som “Tykke” og “Grovkæft”. Trællenes arbejdsopgaver beskrives således: “De lagde gærder, agre gøded, holdt avl af svin, vogted geder, graved tørv”.

Digtet illustrerer, at det i vikingernes øjne var naturligt at holde trælle, der udførte det mest slidsomme arbejde på gårdene.

Forskerne ved, at vikingerne i første række brugte især de mandlige trælle til tunge landbrugsopgaver såsom såning, pløjning, tærskning og kværning af korn.

De hjalp også med at fælde, slæbe og tilhugge træer, når der skulle bygges huse.

Ved hjemkomsten til Dublin medbragte de hele 200 skibe fyldt med trælle. Om et stort vikingetogt i 871.

Imens knoklede de kvindelige trælle hovedsageligt inden døre, hvor de hjalp til i husstanden – også med at tilfredsstille deres mandlige ejer seksuelt.

Beretninger fra bl.a. den arabiske rejsende ibn Fadlan tyder på, at sexslaveri var ganske udbredt i vikingetiden.

Ligeledes viser tal fra de irske årbøger, at der var flere kvindelige end mandlige slaver på markedet. Dette faktum kan skyldes, at de skandinaviske krigere i udlandet havde en stor appetit på såkaldte friller (elskerinder).

Forholdet bekræftes af DNA-undersøgelser på Island, hvor omkring 20 pct. af mændene og 50 pct. af kvinderne under den første kolonisering var af irsk afstamning.

Trællenes liv var generelt usselt. Kæder og lænker var udbredte, og nogle ejere behandlede deres slaver værre end kvæget. I Dublin sov de fx på husgulvene, der var særdeles kolde om vinteren.

De slaver, som ikke sled sig selv ihjel, risikerede at følge deres herre i døden. På øen Man i Det Irske Hav har arkæologerne således fundet skelettet af en kvinde, som efter at have modtaget et knusende slag til baghovedet blev stedt til hvile ved siden af en afdød kriger.

Ofringer af den slags kendes dog ikke fra Irland. Muligvis fik trællene i Dublin lov til at dø af udmattelse og alderdom for siden at blive begravet uhøjtideligt i et hul i jorden.

Irerne tog magten

I løbet af 900-tallet ændrede magtforholdet sig i Irland. De indfødte irere havde taget ved lære af vikingernes krigskunst, og skandinaverne var ikke længere lige så overlegne på slagmarken.

Selvom vikingerne forsvarede Dublin, så godt de kunne, faldt byen flere gange i løbet af 900-tallet.

© Shutterstock

I 981 fordrev den irske konge Máel Sechnaill 2. således vikingerne fra Dublin og frigav byens irske slaver.

Máels handling skal ikke ses som et opgør med slaveriet, men snarere som en form for PR-stunt, der skulle sikre ham popularitet blandt de frigivne.

De irske konger var nemlig også afhængige af slavehandlen. Vikingerne gav dog ikke op uden kamp, og inden for få år kontrollerede de igen byen.

©

DNA afslører slavernes vej

Dublin indgik i et internationalt netværk af slavemarkeder, som omfattede Det Byzantinske Rige, Den Iberiske Halvø, Østersø­området og Island.

Ifølge den arabiske geograf Ibn Hawqal bedrev vikingerne i år 977 slavehandel i Middelhavet fra Spanien til Egypten. I dag kan forskerne spore DNA fra vikingetidens slavehandel i nutidens beboere i disse områder.

Hele miseren gentog sig derfor i 999, hvor irerne endnu en gang jog vikingerne på porten og løslod slaverne i Dublin. Men selvom irerne havde taget magten tilbage, forblev vikingerne i Irland.

Takket være ægteskaber mellem vikinger og irere opstod der i første halvdel af 1000-tallet en egentlig irsk-nordisk blandingskultur i Dublin.

Efter nordisk forbillede begyndte disse irske vikinger at bygge langskibe, som de sejlede ud på store slavetogter i.

Den irske konge Flaithbertach stod således i begyndelsen af 1000-tallet i spidsen for en række ekspeditioner, hvis fanger de irske krøniker omtaler som brat (krigsfange) – et ord, der tidligere var forbeholdt skandinavernes fanger.

Normannerne forbød salget af slaver

Dublins nye irsk-nordiske herskere tjente store summer op gennem 1000-tallet, men i 1066 ændrede den politiske situation sig, da Vilhelm Erobreren og hans normannere krydsede Den Engelske Kanal og erobrede England.

Intet tydede umiddelbart på, at de nye herskere i naboriget mod øst ville skabe problemer for slavehandlerne i Dublin – snarere tværtimod.

Irske slaver var generelt set populære blandt normannerne, og omkring år 1100 havde markedet i Dublin udviklet sig til Vesteuropas ubestridte slavecentrum.

I 1102 var normannerne imidlertid ble­vet trætte af, at irerne også tog britiske slaver. En ny lov det år forbød derfor slaveri i England, og det betød en stor nedgang i den irske slavehandel.

Markedet i Dublin fortsatte dog med at eksistere frem til 1171, hvor Irland kom under normannernes kontrol, og slavesalget blev forbudt ved lov.

Ironisk nok gik Irlands befolkning nu en slavelignende tilværelse i møde under Englands overherredømme.