En viking ville dø for sit langhus

Under sit fald kommer han til at kaste et blik mod Hlidarende. I det øjeblik bliver Gunnar grebet af en voldsom hjemve.

Ifølge den islandske “Njals saga” fra 1200-tallet kom Gunnar efter hestens fejltrin med følgende udbrud:

“Lien (bakkeskråningen, red.) er så smuk, at jeg aldrig har set den smukkere – med det lyse korn og græsmarken slået. Jeg vil ride hjem igen og ikke tage nogen steder hen”.

Selvom forskerne stadig arbejder på at adskille islændinge-sagaernes historiske elementer fra de digteriske, demonstrerer passagen tydeligt vikingernes stærke tilknytning til deres hjem.

Når sæsonen med plyndringstogter var vel overstået, kriblede det i selv den mest krigeriske høvding for at vende næsen hjemad til familien i langhuset for at samle nye kræfter.

For Gunnar på Hlidarende blev husfreden imidlertid kort, melder sagaen. Rygtet om hans tilbagevenden bredte sig, og snart fik langhuset besøg af ubudne gæster.

Ingen stolede på hjemløse

I det kolde nordiske klima var vikingerne hjemme lige så afhængige af langhuset, som vikinger på togt var af langskibet.

På samme måde som skibet var også langhuset inddelt i sektioner eller rum. Husets ydervægge krummede også ligesom bådenes planker, således at bygningen typisk var bredest midtpå.

Det op til 80 meter lange hus var så vigtig en del af vikingernes identitet, at omvandrende hjemløse blev mødt med den største mistro.

I sagaernes skildringer fremstår de husvilde gerne som upålidelige og respekt­løse tiggere.

En sand viking var husejer, hvilket fremgår af digtet “Hávamál” (Den højes tale), der angiveligt var forfattet af Odin:

“Bo er bedst, / selv om blot det er lille, / hver er Herre hjemme; / med to Geder og tovbåret Tag / er Bo dog bedre end Bøn (tiggeri, red.)”.

I modsætning til langskibet var langhuset imidlertid ikke en vikinge-opfindelse.

Allerede vikingernes forfædre i Skandinaviens bondestenalder byggede langhuse af en slags, der minder om vikingetidens. I Norge stammer de ældste spor af langhuse således fra omkring 2000 f.Kr.

De ældste langhuse adskiller sig dog ved at være toskibede: Taget blev holdt oppe af en enkelt række stolper, der stod i midten af bygningen som en rygrad. I vikingetiden blev langhusene treskibede – altså med to indvendige stolperækker.

Arkæologerne antager, at overgangen fra to- til treskibede huse skyldtes et voksende behov for at inddele hjemmet i flere rum.

En stolperække nær hver langvæg gør det fx nemmere at indsætte en skillevæg med døråbning i midten.

Dyrene flyttede ind i huset

Årsagen til den øgede ruminddeling var ifølge nogle forskere, at dyrene i løbet af bondestenalderen flyttede ind.

Ved at have en stald i langhusets ene ende var det nemmere for bønderne at indsamle dyremøg til gødning. Og dyrenes kropsvarme bidrog til at øge inde-temperaturen om vinteren.

Især mindre velstående bønder havde reserveret den ene ende af langhuset til får, geder, kvæg og heste.

I løbet af vikingetiden blev det dog stadig almindeligere, at storbønder og jarler byggede separate udhuse til alt, der ikke havde med beboelse at gøre. I tillæg til langhuset fik gårdene bl.a. stald, smedje og lader.

Til gengæld blev en anden funktion i stigende grad integreret i langhuset – mjødhallen.

Svenske fund fra jernalderen vidner om, at festlokalet dengang var en separat gårdbygning, men i vikinge­tiden blev det normalt at afholde fester i langhusets hovedrum.

Rige vikinger kappedes om at have de største og mest prangende langhuse – med masser af plads til fester og mjød­glade gæster.

En episode i de norske kongesagaer viser, hvordan vikingernes arkitektur påvirkede den sociale status: I 800-tallet indbød Åke, en høvding i Värmland i Sverige, angiveligt den svenske konge Erik Eymundsson og den norske konge Harald Hårfager til gæstebud.

Eftersom Harald var den yngste og frem­­gangs­­ri­ge­ste konge, indkvarterede Åke ham i en luksuriøs, ny hal, mens Erik måtte overnatte i den gamle hal.

Svenskekongen var ifølge sagaen så rasende over ydmygelsen, at han trak sit sværd og myrdede Åke.

Træet rådnede op på 100 år

Næsten alle vikinger levede i langhuse – på nær indbyggerne i de få større byer som Ribe og Hedeby. Husene i byerne var mindre og mere kvadratiske.

I Danmark levede vikingerne som oftest i landsbyer, der bestod af seks-syv gårde med hver sit langhus.

Oppe i Norge lå langhusene mere spredt, idet der kunne være langt mellem gårdene, som lå adskilt af fjorde og fjelde.

Hvad enten vikingerne anlagde deres langhuse i kuperet eller fladt terræn, sørgede de altid for at vælge en grund, der lå i nærheden af vigtige naturressourcer, fx en eng, hvor dyrene kunne græsse, og en bæk, hvor gårdboerne kunne hente vand og vaske sig.

Når vikingerne oprettede kolonier, var noget af det første, de foretog sig, da også at rydde tomter og rejse nye langhuse. Efter alt at dømme blev husenes skelet bygget af træsorter som eg og fyr.

Væggene var enten af træplanker, lerklinet fletværk eller tørv. Taget havde høj rejsning, så regnen løb af, og var dækket med strå, tørv eller træspåner.

Langhusene var som regel fem til ni meter brede og 15 til 50 meter lange. Jo længere et hus var, desto større status havde ejeren.

De fleste langhuse i vikingetiden var delt i tre rum, men de største bygninger havde helt op til seks rum.

For et hus med fire eller flere rum var gennemsnitslængden 40 meter, og de allerstørste huse var dobbelt så lange.

Uanset størrelsen betød de forgængelige byggematerialer, at langhusene havde en maksimal levetid på omkring 100 år.

Mordbrand fjernede konkurrenterne

Mange langhuse nåede dog aldrig at blive så gamle, før de brændte ned. Både sagaer og eddadigte er fulde af eksempler på indebrændinger i langhuse.

Ifølge “Ynglingesagaen” lod den svenske kong Ingjald opføre en særlig festhal, hvori han samlede sine jarler. Han betragtede dem alle som konkurrenter, der måtte ryddes af vejen.

Da gæsterne sov efter nattens drikkegilde, stak Ingjald ild til bygningen. Alle omkom i branden.

Kun de færreste havde dog råd til at se deres langhus gå op i flammer. For at holde brandstiftere og indtrængere på afstand omkransede vikingerne gerne deres bolig med volde og mure.

“Eyrbyggja saga” beretter, hvordan en bande – under ledelse af det islandske vennepar Óspakur og Hrafn – terroriserede deres lokalområde ved at stjæle og myrde.

En høvding ved navn Snorre stillede sig i spidsen for en straffeaktion mod de forbryderiske bønders gård, men den var omgivet af en skanse, hvorfra forbryderne kastede sten ned.

Forsvarsværket hjalp dog ikke i dette tilfælde. Snorres mænd stormede skansen og fældede Óspakur. Derefter overgav resten af forbryderne sig.

Ildstedet udgjorde langhusets hjerte

Langhusets største rum var ildhallen, hvor langilden – husets ildsted – lå. Langilden var husets hjerte, og ildens vigtighed udtrykkes i “Hávamál”:

“Ild er tiltrængt / for alle, der kommer / ind kolde om knæene”.

Især om vinteren, hvor vikingekrigerne var hjemme fra togt, udgjorde langilden et naturligt samlingspunkt. Her delte vikingerne anekdoter, fortalte historier og lagde planer for næste togt.

“Viga-Glums saga” fortæller, at vikinger af høj rang sad tættest på den behagelige ild. I hvert fald var husets mindst attraktive siddeplads ifølge sagaen den bænk, der var tættest på døren og fjernest fra varmen.

Samtidig var det dog en dårlig idé at sidde for længe ved ilden. En viking, som hellere ville sidde og varme sig ved gløderne end at bestille noget, risikerede at få ry af at være en kulbider – et dovent skvat.

Ildstedet gav også varme til madlavning og holdt desuden langhuset tørt gennem den kolde vinter.

Et røgfyldt hjem var et varmt hjem

Ulempen ved det åbne ildsted var et elendigt indeklima. Selvom røgen kunne slippe ud af lyrehullet – en åbning i taget – regner flere forskere med, at vikingernes ildhal var et ganske tilrøget sted.

I hvert fald undgik vikingerne for enhver pris gennemtræk – bl.a. ved at have et forrum til ildhallen, altså en form for entré. Gennemtræk førte nemlig både til røgspredning og nedkøling af huset.

Når bålet blev slukket, henlå langhuset dog ikke i mørke. Arkæologiske fund viser, at vikingerne havde andre lyskilder til rådighed. Små lamper med fisketran og en væge af kæruld gav lys til hånd­arbejde.

Enkelte huse havde desuden vinduer lavet af gennemsigtige dyreblærer, der var sat ind i huller i væggen.

Manden bar konen over dørtærsklen

Et stort langhus havde som regel en lang række beboere. Høvdingen og hans hustru skulle sørge for både deres børn, krigere, tjenere, gæster og trælle – samt eventuelle forældre.

I tillæg kom høvdingens friller og deres børn med høvdingen. Vikingernes husholdning kan på visse punkter minde om et hippie-kollektiv.

Mennesker rendte ud og ind mellem hinanden, spiste og sov sammen og deltes om børneopdragelsen.

Den norske “Gulatingslov” med rødder tilbage i vikingetiden definerer således også en husholdning som “folk, der æder sammen”.

Eneste undtagelse fra denne regel lader til at have været trællene. Kilderne tyder på, at langhusets slaver spiste for sig selv og sov sammen med dyrene i stalden.

Et kendt trællenavn, Fjosnir, kommer fx af det oldnordiske fjós, der betyder fæhus (stald).

Når et ægteskab var blevet indgået mellem to vikinger, som dermed kunne starte en ny husholdning, var der ligesom i dag tradition for, at brudgommen bar bruden ind i hendes nye hjem.

I eddadigtet “Gudruns opæggelse” fortæller Gudrun om sine tre ægteskaber: “Tre ilde kendte jeg, / Tre arner kendte jeg, / Til tre ægtemænds huse / blev jeg båret”.

Kvinderne bestemte i hjemmet

Når først kvinden havde krydset dørtærsklen, var huset hendes, og som husets frue stod hun i spidsen for de mange gøremål, der begyndte ved hanegal – bl.a. indsamling af brænde og vedligeholdelse af bålet, madlavning og tøjvask samt pasning af børn og dyr.

Blandt de sjældnere opgaver hørte forberedelse af fester samt fødselshjælp, når en af husets kvinder skulle sætte en ny beboer i verden.

Efter alt at dømme var det også husets frue, der gik rundt med nøglerne til hjemmets døre og kister. Hendes fremtrædende rolle skyldtes formentlig, at husbonden og hans krigere flere måneder om året var afsted på togt.

I de perioder, hvor mændene var hjemme, tog de ud for at fiske og jage, mens kvinderne varetog de mere husnære arbejdsopgaver såsom at høste grøntsager og urter.

Om vinteren deltog mændene mere aktivt i livet inden døre, fx ved at flette reb til skibet, slibe våben og snitte redskaber af træ.

En dør fundet i Hedeby tyder på, at vikingetidens døre var bedre tilpasset kvinder, og at voksne mænd måtte bukke sig for at komme ind i husene.

Døren var 165 cm høj og dermed lidt højere end den gennemsnitlige vikingekvinde på 164 cm. Vikingemanden havde en gennemsnitshøjde på 174 cm.

Målinger af indgangspartier har desuden vist, at langhusenes døre i gennemsnit var ca. 80 cm brede. Beboerne var altså tvunget til at holde den slanke linje.

Seksuelle udskejelser kunne høres

Mange langhuse havde et stort åbent rum, hvori alle arbejdede, spiste og sov. Indretningen levnede ikke megen plads til privatliv.

Om natten sov folk på bænke langs væggene. Toiletbesøg foregik udenfor eller i kostalden.

Historikerne kender kun ganske lidt til vikingernes erotiske liv, men eksperterne antager, at gårdens beboere blot har haft nattemørket og deres dyreskind til at holde nysgerrige blikke på afstand.

Både sagaerne og fund af udskårne træsenge tyder imidlertid på, at i hvert fald langhusets ejere havde deres egen seng. Muligvis stod den endda i en alkove eller i et selvstændigt rum.

Ifølge “Gisle Surssøns saga” undslap vikingen Gisle således sine forfølgere ved at gemme sig mellem sengehalmen og sengetæpperne i sine venner Refur og Álfdís’ ægteseng.

Álfdís satte sig herefter oven på sengen, og da Gisles fjender trængte ind i langhuset, gav hun dem en ordentlig opsang. Af respekt for fruen i hjemmet forlod indtrængerne straks huset og undlod at gennemsøge sengen.

Forskerne er usikre på, hvor mange møbler der ellers var i langhuset – ud over væven, trækister til opbevaring og et langbord. Eftersom folk sad på sovebænkene langs væggen, har der formentlig kun været få stole.

“Fostbrødrenes saga” nævner dog, at vikingen Grima havde en udskåret stol med et motiv, der forestillede Thor.

Høvdinger og konger havde gerne et sådant højsæde i deres gildesal – foruden løse borde og bænke.

I mindre langhuse har der sandsynligvis også været borde og træbænke, som efter brug kunne hænges under husets hanebjælker.

Rige vikinger havde også råd til at dekorere deres hjem – fx med våben, der hang bag ægtesengen, samt vægtæpper og udskæringer i træværket.

Ifølge “Laxdøla saga” var panelerne i stormanden Olavs hal i Hjardarholt på Island bemalet med scener fra den nordiske mytologi.

Ifølge én teori havde de fleste af langhusets beboere end ikke plads til at ligge ned og sove. I stedet måtte de sidde ret op og ned natten igennem. Teorien bygger primært på det lille antal fundne senge og alkover.

Desuden nævnes det i “Laxdøla saga”, at en gammel kvinde kaldet Unn den Forstandige dør i søvne. Morgenen efter finder et barnebarn Unn siddende oprejst blandt sine puder.

Gengangere plagede de levende

Afdøde vikinger som Unn kunne i værste fald blive til en såkaldt genganger, der spøgede og gjorde livet surt for lang­husets beboere.

Når en viking døde i huset, hændte det derfor ofte, at de overlevende skar en åbning i væggen, som liget blev trukket ud igennem. Tricket skulle narre den døde, så han eller hun ikke kunne finde vej ind i huset igen.

Sommetider blev den afdøde begravet inde i selve huset. Til deres forbløffelse har arkæologerne under enkelte udgravninger fundet knoglerester af småbørn i ildsteder og stolpehuller.

Grunden til, at de levende ville have deres afdøde så tæt på sig, er ukendt, men “Laxdøla saga” kommer med et bud.

Ifølge sagaen krævede den aldrende viking Hrapp nemlig at blive begravet i døråbningen til ildhallen med disse ord:

“Når jeg da er død, vil jeg have min Grav gravet i Døren til Ildhuset, og der i Døren skal I sætte mig stående ned, da vil jeg så meget des bedre kunne overse mit Hus”.

Efter sin død begyndte Hrapp imidlertid at gå igen i huset. En gruppe mænd var derfor nødt til at grave ham op og stede liget til hvile et stykke fra langhuset.

Ifølge sagaen virkede den nye begravelse efter hensigten, for Hrapp holdt op med at spøge.

Kærlighed til et langhus endte fatalt

Ligesom Hrapp elskede den islandske bon­de Gunnar også sit langhus så meget, at han nægtede at forlade øen, også selv­­om han var dømt til lands­­for­­vis­ning.

Ifølge “Njals saga” vågnede den fredløse Gunnar få måneder efter sin dom en tidlig morgen til lyden af en hylende gårdhund, der fik kløvet sin pande med en økse.

Kort efter så Gunnar en mand i en rød kjortel, som dukkede op ved gluggen under soveloftets tag.

Uden at høre, hvad manden ville ham, jog Gunnar resolut sit spyd ud af gluggen og gennemborede manden, så han faldt til jorden.

Da hans kumpaner skyndte sig hen til ham for at høre, om Gunnar var hjemme, svarede den døende kriger ifølge sagaen: “Det må I finde ud af. Jeg véd dog, at hans hugspyd er hjemme”.

Mændene diskuterede, om de skulle brænde Gunnar og hans familie inde. Ifølge sagaen besluttede flokken i stedet at tage ingeniørkunst i brug for at få ram på den fredløse bonde, som nu var begyndt at beskyde dem med pile.

“Lad os tage tovene og binde om rem­en­der­ne (en del af taget, red.) – og så fæstne de andre tovender til sten. Så kan vi bruge en bjælke som vinde og trække taget af huset”, foreslog en af dem.

Planen lykkedes, og da taget var røget af langhuset, blev det langt sværere for Gunnar at forsvare sig.

Efter at have såret otte mænd og dræbt to døde den stædige islænding, som havde nægtet at forlade Island og sit elskede langhus.

Middelalderen udryddede langhuset

I år 1000, få år efter Gunnars død, blev Island kristnet. Vikingetiden lakkede mod enden – og det samme gjorde langhusene.

Samtidig med at Skandinavien gradvist forvandlede sig fra et virvar af høvdingedømmer til stater regeret af stærke konger, glemte folk kunsten at bygge lange, stolpebårne huse.

Byerne voksede sig efterhånden større, og overalt opførtes der huse bygget i bindingsværk og senere sten. De optog mindre plads og var mere praktiske. I den tidlige middelalder var 3.000 års byggehistorie en saga blot.