Tusmørket lå tungt over Paris. Kirkeklokkerne ringede til gudstjeneste, og i byens gader skyndte studenter, præster og købmænd sig til aftenmesse.
På de kraftige fæstnings-mure omkring øen Ile-de-la-Cite skuede vagtposterne ud over Seinen. Floden var hovedvejen ind til byen; hvis fjenden kom, ville det ske ad denne vej. Det var tre dage efter jul, men julefreden lå stadig over Paris denne aften.
Med ét blandede en frygtet lyd sig med kirkeklokkernes fredelige klang: Den dybe, rungende lyd fra Paris' store stormklokker genlød i gaderne.
Indbyggerne stimlede sammen langs flodbredden og kiggede måbende ud mod horisonten. Floden var sort af skibe og sejl. Vikingerne var vendt tilbage!
Første gang, Paris var blevet angrebet af vikinger, var i år 845, hvor den legendariske vikingehøvding Regnar Lodbrog og 5000 af hans mænd havde hærget.
Dengang måtte kong Karl den Skaldede betale en enorm løsesum på 7000 pund sølv for at få dem væk fra byen igen. Ti år senere kom vikingerne igen, men denne gang blev de jaget ud af Paris af velforberedte franskmænd.
Men nu – i år 857 – havde vikingerne ikke til hensigt at lade byen slippe. Høvding Bjørn Jernside – søn af Regnar Lodbrog – havde oplevet nederlaget to år tidligere, og nu var han vendt tilbage for at få hævn.
Da plyndringen endelig var slut, var Paris en rygende ruin. Kun fire af byens mere end 25 kirker var blevet skånet af vikingerne.
Efter angrebet på Paris slog nordboerne sig ned på øen Jeufosse i floden Seinen vest for Paris. Året efter fik Bjørn Jernside besøg i sin lejr. Gæsten var den berømte og berygtede vikingehøvding Hasting, som havde en idé:
Når vikingerne kunne plyndre Paris – Nordeuropas største by – og ydmyge den franske konge, hvem kunne så overhovedet standse dem, spurgte Hasting.
De to vikingehøvdinge vidste, at der længere sydpå var byer, som var større og rigere end Paris. Og eftersom ingen by var større, rigere og mere strålende end Rom – Den Evige Stad – satte Bjørn Jernside og Hasting i 859 kurs sydpå med 62 skibe.