Tusmørket lå tungt over Paris. Kirkeklokkerne ringede til gudstjeneste, og i byens gader skyndte studenter, præster og købmænd sig til aftenmesse.
På de kraftige fæstnings-mure omkring øen Ile-de-la-Cite skuede vagtposterne ud over Seinen. Floden var hovedvejen ind til byen; hvis fjenden kom, ville det ske ad denne vej. Det var tre dage efter jul, men julefreden lå stadig over Paris denne aften.
Med ét blandede en frygtet lyd sig med kirkeklokkernes fredelige klang: Den dybe, rungende lyd fra Paris' store stormklokker genlød i gaderne.
Indbyggerne stimlede sammen langs flodbredden og kiggede måbende ud mod horisonten. Floden var sort af skibe og sejl. Vikingerne var vendt tilbage!
Første gang, Paris var blevet angrebet af vikinger, var i år 845, hvor den legendariske vikingehøvding Regnar Lodbrog og 5000 af hans mænd havde hærget.
Dengang måtte kong Karl den Skaldede betale en enorm løsesum på 7000 pund sølv for at få dem væk fra byen igen. Ti år senere kom vikingerne igen, men denne gang blev de jaget ud af Paris af velforberedte franskmænd.
Men nu – i år 857 – havde vikingerne ikke til hensigt at lade byen slippe. Høvding Bjørn Jernside – søn af Regnar Lodbrog – havde oplevet nederlaget to år tidligere, og nu var han vendt tilbage for at få hævn.
Da plyndringen endelig var slut, var Paris en rygende ruin. Kun fire af byens mere end 25 kirker var blevet skånet af vikingerne.
Efter angrebet på Paris slog nordboerne sig ned på øen Jeufosse i floden Seinen vest for Paris. Året efter fik Bjørn Jernside besøg i sin lejr. Gæsten var den berømte og berygtede vikingehøvding Hasting, som havde en idé:
Når vikingerne kunne plyndre Paris – Nordeuropas største by – og ydmyge den franske konge, hvem kunne så overhovedet standse dem, spurgte Hasting.
De to vikingehøvdinge vidste, at der længere sydpå var byer, som var større og rigere end Paris. Og eftersom ingen by var større, rigere og mere strålende end Rom – Den Evige Stad – satte Bjørn Jernside og Hasting i 859 kurs sydpå med 62 skibe.
Skibene satte kurs mod Rom
Plyndringerne begyndte ud for Frankrigs kyst. Da skibene nåede Spanien, var de allerede godt lastet med guld, sølv, slaver og andet tyvegods.
Det meste af Spanien var kontrolleret af muslimske maurere fra Nordafrika. Tidligere plyndringstogter havde lært nordboerne, at disse sortklædte og tilslørede krigere ikke var til at spøge med.
Et angreb nogle år tidligere var endt i et knusende nederlag for vikingerne, og for en gangs skyld måtte de dengang selv betale løsepenge for at slippe med livet i behold. Men ikke engang frygten for de krigeriske maurere kunne slukke Bjørn Jernsides og Hastings guldtørst.
Vikingeflåden forsøgte at sejle op ad Guadalquivir-floden for at plyndre det rige Sevilla, men allerede ved flodens munding kom de i kamp med maurernes store flåde. Nordboerne mistede to skibe med dyr last og opdagede hurtigt, at det var bedst at komme videre i en fart.
Vikingerne sejlede sydpå gennem Gibraltarstrædet og ind i Middelhavet – formentlig som de første vikinger på disse breddegrader. Her fortsatte de plyndringerne langs Spaniens sydlige kyster og krydsede Middelhavet til Nordafrika, hvor de tog “blåmænd” – sorte afrikanere – til fange.
Vikingerne sejlede dernæst hærgende nordøstpå langs Spaniens og Frankrigs solrige kyster og nåede omsider til Italien.
De nærmede sig målet. Overalt plyndrede og hærgede de, hvad de kunne komme i nærheden af. Langskibene lå lavere i vandet for hver dag – stopfyldte med plyndringsgods. Men alligevel var vikingerne ikke tilfredse; de ville have det rige Rom.
Vikingeskibe var robuste og manøvredygtige – det gav vikingerne en afgørende fordel, når de drog i krig eller på plyndring.
Hasting blev døbt og velsignet
Bjørn Jernside og Hasting fortsatte langs den italienske kyst, indtil et skønt syn mødte dem: en by af skinnende hvidt marmor. Allerede på afstand kunne vikingerne skimte templer, søjlegange og et amfiteater.
Byen lå omkranset af grønne, frodige oaser, vinranker og oliventræer og gnistrede i solens stråler. Stemningen på skibene var høj. Endelig var de fremme ved deres mål: Rom!
Men da vikingerne nærmede sig, virkede byen mindre indbydende. Den var omgivet af svære mure og høje tårne, som blev bevogtet af tungt bevæbnede soldater.
Bjørn Jernside og Hasting indså, at det ville være selvmord at angribe en så velbevogtet by. Derfor "besluttede blasmefen Alstignus (Hasting), at da ingen magt kunne erobre byen, måtte den tages ved det mest modbydelige forræderi”, skriver den franske præst og kronikør Dudo af Saint Quentin, der levede omkring år 1000.
Næste morgen nærmede en gruppe vikinger sig forsigtigt de mægtige mure. De råbte op til vagtposterne, at de ville tale med byens råd. Efter en stund ankom byens ledende skikkelser – ikke så lidt ængstelige for, hvad disse langhårede, pelsklædte krigere havde i sinde.
“Vi er ikke kommet for at plyndre jer. Vi har ikke flere kræfter – vi er udmattede efter vores mange rejser. Vi beder jer om at indgå fred med os. Lad os købe det, vi har brug for. Vores høvding er svag og nedbrudt og søger frelse gennem dåben. Og hvis han skulle møde sin død her, ønsker han at blive begravet i denne by.”
Delegationen på bymuren var lettet. Ikke alene bad de fremmede om fred; deres høvding ville til og med tage imod Herrens velsignelse.
Dudo af Saint Quentin, der et par århundreder senere nedfældede vikingernes dristige plan, vidste, hvordan historien endte, og skrev bittert:
“Vandet bliver hentet fra brøndens kilde og viet. Røgelsen bliver tændt, før dåbens hellige cermoni. Svindleren Alstignus (Hasting), den ondskabsfulde skaber af dette svig, bæres ind.
Forræderisk stiger han ned i fonten, som kun renser hans krop. Troløst har han modtaget dåben og fordømt sin egen sjæl,” skriver kronikøren.
Høvdingen stod op fra de døde
Efter dåben blev Hasting velsignet og smurt med hellig salve og olie af biskopen. Den døende kriger smilede tappert under cermonien. Derefter faldt han tilbage på sygebåren, og med bekymrede miner bar hans følgesvende ham tilbage til deres skibe.
I vikingernes lejr stillede Hasting sig foran sine mænd og gav sine ordrer:
“Når natten falder på, skal I sige til præsterne og hertugen, at jeg er død, og inderligt bede om, at jeg bliver begravet i deres by. Sig, at I vil give dem sværd og armbånd og alt, som tilhører mig.”
Samme aften så byens vagter på ny en delegation af vikinger nærme sig byporten. Også denne gang råbte de op til vagtposterne – nu med sorg i stemmen: “Vores høvding, som I netop har døbt, er død.
Vi – de ulykkelige – beder om, at han bliver begravet i jeres kloster, og at I tager imod de rige gaver, han gav jer på sit dødsleje.”
Byens råd gik i fælden, og under pomp og pragt blev Hastings krop båret ind i byen. Den lå på en båre omgivet af alle hans våben. Ved siden af gik høvdingens trofaste mænd og slog sig på brystet af fortvivlelse.
For at ære deres døde leder bar de deres flotteste våben.
“En højrøstet klagen og heftige sørgeråb høres. Bjergene kaster lyden af deres bedrageriske smerte tilbage. Biskoppen lader klokkerne runge, så folk samles fra hele byen. Som af én hånd førtes de frem mod uhyret, der lå på båren,” skriver Dudo.
Flere og flere af byens indbyggere sluttede sig til sørgeoptoget. Præsterne var klædt i rødt og purpur, og foran hele forsamlingen bar kordrenge på vokslys og kors.
Vikingerne og romerne gik side om side og bar den nyomvendte høvdings båre ind i kirken, hvor Hastings krop blev lagt i en kiste. I halvmørket sagde biskoppen sjælemesse for krigeren fra nord, og nu var tiden kommet til selve begravelsen.
Indbyggerne blev dræbt
Bjørn Jernsides og Hastings mænd spredte sig rundt omkring i kirken. Pludselig bragede kistelåget mod gulvet, og Hasting sprang op. Han greb hurtigt fat i sit sværd, som var lagt foran kisten, og det skarpe blad lyste i gløden fra hundredvis af lys. Biskopen stod fortsat med Bibelen i hånden, da Hasting gennemborede ham.
Bedst som begravelsescermonien var i gang, sprang Hasting ud af sin kiste og startede plyndringen.
I mellemtiden spærrede vikingerne alle veje ud af kirken og greb deres våben. De forsvarsløse romere var spærret inde i kirken, og vikingerne var som forvandlet til sultne ulve i en indhegning med lam. Præster, munke, kvinder og børn blev dræbt uden nåde.
Den vilde horde strømmede ud af kirken og ud i byens gader. Enhver modstand blev hugget ned, mens nogle af vikingerne kæmpede sig vej til de lukkede byporte.
Portene blev åbnet, og de nordboere, som ikke allerede var kommet inden for byens mure med sørgeoptoget, stormede nu ind.
De indbyggere, som forsøgte at forsvare deres by, blev fanget mellem de to flokke af krigere – og havde ikke en chance.
Enhver modstand var nu nedkæmpet, og byen var i vikingernes hænder.
I triumf befalede Hasting indbyggerne at falde på knæ og hylde ham som Roms hersker. Mens vikingerne triumferende stod om deres høvding, vovede en af byens borgere at hæve stemmen. Denne by var ikke Rom, men byen Luna.
I deres iver efter at erobre verdens mægtigste by var vikingerne gået i land for langt mod nord.
Hasting var rødglødende af vrede. Rasende brølede han, at Luna skulle straffes for dette. Han befalede, at byen skulle plyndres for alt af værdi og derefter stikkes i brand. Byens indbyggere skulle føres bort som slaver, og de, der ikke var plads til i skibene, skulle slagtes på stedet som hunde.
Nådesløst blev Lunas indbyggere hugget ned af vikingerne, der gik amok i blodrus.
Forsvarsløse kvinder, børn og munke – ingen undgik den vilde hordes raseri.
Maurerne ventede på vikingerne
Efter plyndringen af Luna sejlede Bjørn Jernside og Hasting ifølge nogle overleveringer videre sydøstpå – måske helt til Alexandria i Egypten. Omsider besluttede de to vikingehøvdinger – efter at have hærget Middelhavet i et par år – at vende deres skibe hjemad.
Men prøvelserne var endnu ikke ovre. Maurerne havde nemlig ikke glemt vikingernes plyndringer langs Spaniens og Nordafrikas kyster. Ved Gibraltarstrædet lå den muslimske flåde parat og ventede på at angribe vikingerne.
Nordboerne var udmattede efter tre års konstante plyndringer, og deres skibe var tungtlastede med bytte, så sejladsen gennem det smalle Gibraltarstræde blev en massakre.
Da vikingeflåden endelig kom ud i Atlanterhavet, havde blot 20 af skibene overlevet maurernes angreb. For at få repareret kampgejsten hos deres mænd og få fyldt lastrummene yderligere beordrede Bjørn Jernside og Hasting en plyndring af Navarra-regionen i den kristne del af Spanien.
Dernæst drog vikingerne op i landet, erobrede Pamplona og krævede en kostelig løsesum for at løslade byens fyrste.
I 862 – tre år efter, at de havde forladt øen Jeufosse – så vikingerne omsider mundingen af den franske Loire-flod.
Da de rejste, så Bjørn Jernside og Hasting Frankrig som fjendeland. Men nu, efter tre års strabadser og farlige eventyr under Middelhavets stegende sol, føltes det som at vende hjem.
Nordboerne var kendt for deres mod og kampstyrke. Vikingerne var derfor yndede lejesoldater og arbejdede bl.a. som livvagter for den byzantiske kejser.