Vikingestormen begyndte i Estland

Arbejdere stødte på knogler

De første syv dræbte krigere blev opdaget i efteråret 2008, da arbejdere gik i gang med at grave elektriske kabler ned i den lille by Salme på øen Saaremaa. Pludselig dukkede menneskeknogler op af jorden.

De lokale myndigheder mente, at knoglerne måtte være fra 2. verdenskrig, hvor tyske og russiske hærstyrker stødte sammen på øen.

Men da lokale arkæologer kort efter fandt rester af sværd og spyd på stedet, stod det klart, at skeletterne måtte stamme fra en langt ældre konflikt. Under den efterfølgende udgravning fritlagdes resterne af i alt syv skeletter samt sporene af et skibsskrog.

Alt skibets træ var stort set rådnet væk, men havde efterladt en misfarvning i jorden, som sammen med flere hundrede jernnagler gjorde det muligt at rekonstruere omridset af en 11,5 m lang og slank båd.

Skibet, der i sin tid er blevet roet frem, har haft plads til 12-15 mand. Ifølge esterne er det første gang, at et sådant skib er blevet fundet i Estland, og så endda med hele besætningen liggende indeni.

Da arkæologerne begyndte at undersøge fundene nærmere, heriblandt 75 spillebrikker, fik de sig en overraskelse; Ingen af de opgravede genstande­ var estiske.

Stilen var derimod­ klart skandinavisk. Samtidig viste kulstof 14-dateringer af træfragmenter­ fra skibet, at det var bygget mellem år 650 og år 700.

Halvandet år efter fandt arkæologen Jüri Peets fra Tallinns universitet uventet­ resterne af et endnu større skib omkring 30 m fra det første. Salme II, som det nye skib blev navngivet, var 17 m langt og slankt ligesom det første, noget­ mindre skib.

“Det var et mellemstort krigsskib med plads til 30-40 mand”, forklarer Jüri Peets, mens han og antropologen Raili Allmäe ivrigt studerer billeder og genstande fra udgravningen.

Ligesom det første skib, Salme I, var træet i Salme II rådnet væk gennem årene. Peets kunne dog ud fra misfarvningerne, træet havde efterladt i jorden, se, at skibet var bygget i skandinavisk stil.

De estiske arkæologer stod nu med to skandinaviske krigsskibe, hvis sidste rejse på gådefuld vis var endt på Saaremaa­ for 1.300 år siden.

Skeletterne væltede op af jorden

Efter ganske få dages udgravning fik arkæologerne endnu en overraskelse. Jüri Peets havde allerede fundet flere sværd og metaldele fra skjold, men nu dukkede også skeletter op – i stort tal.

“Først fandt vi to skeletter, og derefter dukkede de op et efter et”, siger antropolog­ Raili Allmäe, der står for undersøgelserne­ af knogleresterne.

I de følgende måneder udgravede arkæologerne resterne af 34 mænd, som i sin tid var blevet lagt ned i skibet og nærmest stakket som brænde lag på lag.

“Det var helt klart en militær begravelse”, siger Raili Allmäe.

Allerede på de første skeletter kunne hun se, at mændene i sin tid var blevet dræbt i en voldsom kamp. Den enes overarm var tydeligvis blevet hugget over adskillige gange med et skarpt våben.

En anden af de dræbte havde et grotesk sår i hovedet, hvor den øverste del af pandebenet ganske enkelt var blevet hugget af: “Man har kunnet se direkte­ ind til hjernen efter det hug”, forklarer Allmäe, mens hun fremviser den sønderdelte­ hovedskal.

Ni af de 41 skeletter fra de to skibe havde skader fra våben, primært sværd. Ifølge Raili Allmäe er det ikke usædvanligt, da langtfra alle dødelige sår efterlader mærker på knoglerne.

Pile og sværdhug i den yderst sårbare maveregion er fx oftest fatale, men efterlader sjældent spor.

Hun er derfor ikke i tvivl om, at samtlige 41 mænd blev dræbt i den samme kamp, som ifølge kulstof 14-analyser af skeletdelene foregik­ omkring år 750.

Hunde blev ofret til de døde

Blandt de mange knogler fandt arkæologerne også skeletterne af mindst tre hunde, som lå sammen med mændene. Den ene hund var anbragt under armen på en af krigerne.

Undersøgelser viste, at hundens rygrad var blevet hugget over. Alt tyder på, at hundene blev dræbt for at gøre deres afdøde herrer selskab i dødsriget.

En lignende ofring beskrives af den arabiske diplomat Ibn Fadlan, som i 922 mødte vikinger på gennemrejse i Rusland og bevidnede en høvdings bådbegravelse:

“Så kom de med en hund, skar den i to dele og kastede den ind i båden. Derefter kom de med alle hans våben og lagde dem ved siden af ham”, skriver Fadlan, der også bevidner, hvordan vikingerne ofrer høvdingens trælpige og til sidst sætter ild til skibet.

Ligesom i Ibn Fadlans beretning har krigerne i Estland fået deres sværd, knive og skjolde med i døden.

Oven på skjoldene, der var placeret over de dræbte, lå knogler fra bl.a. får og køer – sandsynligvis forråd, som de døde fik med, så de kunne spise godt i efterlivet.

Blandt fundene var også terninger og over hundrede brikker til brætspillet HNEFATAFL – kongens bord. Det skaklignende spil, der gik ud på at fange en kongebrik, var populært i Norden i vikingetiden og tiden umiddelbart før.

Adskillige bådbegravelser fra vikingetiden er fundet rundt omkring i Skandinavien og bl.a. også i England. Arkæologerne har imidlertid aldrig fundet flere end én person i bådgravene.

Det estiske fund med hele 41 dræbte krigere fordelt på to skibe er derfor helt unikt.

Det store skib havde muligvis sejl

De mange døde krigere i det store skib, Salme II, var ikke den eneste overraskelse, de estiske arkæologer fik under udgravningen.

Da de begyndte at undersøge resterne af skibet nærmere, gik det op for dem, at det efter al sandsynlighed havde haft mast og sejl:

“Skibet har noget, der ligner en køl, som er meget typisk for sejlskibe”, forklarer­ Jüri Peets.

Han tror, at rester af uldstof, fundet rundt omkring i skibet, kan stamme fra sejlet. Muligvis blev det efter det fatale slag brugt til at dække de døde med. Hvis Peets har ret, er det en sensation.

Vikingernes brug af sejl var sammen med deres imponerende sømandskab og grænseløse eventyrlyst en af hovedårsagerne til, at de fra 800-tallet og frem til vikingeperiodens afslutning i 1066 nåede længere ud i verden end nogen af deres samtidige.

I deres skibe nåede de til Nordafrika, dybt ind i Rusland og endda hele vejen over Atlanten til det uopdagede Amerika.

Arkæologisk set har forskerne imidlertid ikke fundet konkrete beviser for vikingeskibe med sejl før omkring år

820. Det år blev det såkaldte Oseberg-vkingeskib bygget i Norge. Det 21 m lange skib, der var udstyret med en ca. 10 m høj mast, blev udgravet i 1904.

Men ifølge Jüri Peets taler meget altså for, at Salme II fra Estland også havde en mast og dermed bliver det hidtil ældste sejlskib fundet i Østersøområdet.

Var krigerne på togt til Estland?

De to skibe og deres dræbte besætning udgør et mysterium. Alt tyder på, at de kom fra Skandinavien og mest sandsynligt Sverige, som blot ligger 250 km borte.

Fra det centrale Sverige tager det under gode forhold 3-4 dage at sejle til Estland, mens det fra fx den svenske ø Gotland kun tager omkring 1-2 dage. Men hvad ville krigerne­ på Saaremaa?

Ifølge Jüri Peets var krigerne efter al sandsynlighed del af en større styrke, som kom i kamp mod en ukendt fjende.

“Bare se på tallene. 41 krigere døde i slaget og blev efterladt, så sandsynligvis var der det dobbelte antal sårede. Det giver 120 dræbte og sårede”, forklarer Peets­, som mener, at hele styrken kan have været omkring fem gange så stor – altså ca. 600 mand.

“Det vil sige, at der har været op imod 20 skibe i alt”.

I vikingetiden var det sædvane at samle store flåder, når fremmede kyster skulle angribes og plyndres. Det første vikingetogt, der er beskrevet i kilderne – og som derfor indleder vikingetiden – foregik imidlertid først i år 793, et halvt århundrede efter slaget på Saaremaa.

Den 8. juni det år angreb vikinger klosteret Lindisfarne, beliggende på en lille ø ud for Nordenglands kyst.

Munkene, tjenestefolk og deres familier blev hugget ned, og alt af værdi plyndret, hvorefter vikingerne brændte klosteret ned og sejlede bort. En af datidens største lærde, Alcuin af Northumberland, skrev forfærdet hjem fra Frankrig:

“I næsten 300 år har vi og vore forfædre beboet dette dejlige land, og aldrig nogensinde er der forekommet så rædsomme hændelser i Britannien som dem, hedningene nu har påført os”.

Men var krigerne, som blev fundet på Saaremaa, på et lignende plyndringstogt? Ifølge Jüri Peets er det umuligt at sige. Hvis de var, så var Saaremaa et skidt mål.

Arkæologerne kender hverken til byer eller større bosættelser på øen omkring år 750. Udsigten til rigt bytte var med andre ord lig nul.

En islandsk saga skrevet i 1225 fortæller dog om en svensk adelsmand, Ingvar, som i 600-tallet tog til Estland med en hær for at plyndre. De lokale estere samlede imidlertid en stor hær og slog angriberne. Ingvar blev dræbt, og de overlevende af hans mænd flygtede.

“Han blev begravet tæt på kysten under en høj i Estland”, fortæller sagaen.

Ifølge Jüri Peets foregik det slag dog et helt andet sted i Estland. Desuden er det usikkert, om historien overhovedet har hold i virkeligheden.

Måske begyndte kampen på havet

En anden mulighed er, at kampen slet ikke foregik mellem skandinaver og estere. Ifølge Jüri Peets kan det brutale slag også være udkæmpet mellem to konkurrerende skandinaviske hære, som med vilje eller tilfældigt stødte sammen ud for Saaremaa.

Under udgravningerne af skibene fandt arkæologerne nemlig flere pilespidser, som lå langs den ydre del af Salme I's skrog, som om de i sin tid har boret sig ind i skibssiden.

Ifølge Jüri Peets tyder det på, at slaget oprindeligt begyndte ude på havet.

En af den estiske arkæologs teorier er derfor, at to skandinaviske flåder stødte sammen ud for Saaremaa. Kampen bølgede frem og tilbage på vandet, indtil flåden, som de dræbte krigere tilhørte, lagde til ved kysten og i al hast trak deres skibe op for at danne en forsvarsmur med dem.

Ifølge Peets minder situationen meget om et slag i 1170, beskrevet af krønikeskriveren Saxo­, hvor danskere og estere stødte sammen på Øland:

“Ved hjælp, dels af deres egne og de af danskernes skibe, som de havde bemægtiget sig, og dels af træstammer byggede de en befæstning ligesom en hel by”, beretter Saxo.

Det samme kan derfor være sket i slaget på Saaremaa. Efter kampen samlede de overlevende krigere – det er umuligt at sige, om de tabte eller vandt slaget – deres døde kammerater sammen og lagde­ dem i to af skibene.

Selv om begravelsen har præg af hastværk, er det ifølge de estiske arkæologer tydeligt, at de overlevende gav sig tid til at stede de døde til hvile med respekt.

I Salme II er ligene blevet arrangeret omhyggeligt med våben ved deres side og skjoldene oven på kroppene. Til sidst blev ligene dækket­ med sand fra stranden, inden de overlevende forlod deres døde kammerater­ og sejlede bort.

Hvorvidt gåden om de skandinaviske krigeres mission nogensinde bliver løst, er usikkert. Mere sikkert er det, at de to skibe med deres bemærkelsesværdige last har givet forskerne afgørende ny viden.

Saaremaa-fundet viser, at skandinaverne årtier inden angrebet på Lindisfarne-klosteret i 793 både havde udstyret, organisationen og mændene til at blive Europas mest frygtede krigere.