Harald Blåtand snød danerne ind i kristendommen

Da Poppo næste morgen møder kongen og hans mænd, har Harald ifølge Widukind ladet et stort stykke jern opvarme så meget, at det gløder. Hvis Poppo kan bære jernet uden at få skader, vil kongen tro på den kristne guds overlegenhed.

Uden tøven griber munken jernet og bærer det uden at kny. Bagefter viser han Harald sin hånd – den er helt uskadt.

“Derover vendte kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de Folk, han herskede over, at forkaste afguderne”, beretter Widukind.

Få år efter opstillede en stolt Harald de berømte Jellingsten, hvorpå han bekendtgjorde, at han havde kristnet danerne. Som de første blandt Skandinaviens vikinger havde danskerne bøjet sig for den kristne gud og dermed sat gang i kristningen af hele Norden. Og det hele skyldtes munken Poppo og hans mirakuløse jernbyrd.

Men det er langtfra hele sandheden om, hvordan danerne blev kristne, viser nye analyser af de skriftlige kilder. Poppo var slet ikke den, vi tror. Og ved Haralds gilde opførte han og kongen Danmarks måske mest effektfulde tryllekunst.

Vikinger blev kristne af nød

Modsat hvad de fleste måske tror, rummede danernes rige under Harald Blåtand allerede en del kristne. De første missionsforsøg, som historikerne kender til, fandt sted i 700-tallet.

Selvom missionærer som Ansgar – kaldet Nordens Apostel – ikke formåede at udbrede kristendommen i større grad, var vikingerne vant til kristne i deres eget land.

“Jorden har været gødet i forvejen, da der gennem flere århundreder har været ganske mange kontakter til det kristne Vest- og Centraleuropa”, siger Michael Gelting, historiker og tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet.

Historikere har desuden længe vidst, at vikinger, når de rejste ud for at handle i kristne riger, lod sig primsigne – en ceremoni, som bestod i, at en hedning i korsets tegn lod sig velsigne.

Primsigningen skulle i princippet følges af en dåb, men blot ved at gennemføre den indledende ceremoni fik vikingen adgang til at handle med kristne købmænd, et samkvem, som ellers var strengt forbudt blandt de kristne fyrster.

Men fund viser, at vikingerne trods den manglende dåb tog den nye tro med sig med hjem, og at Danmark allerede i 800-tallet husede en kristen befolkningsgruppe.

Fx har arkæologer på stedet, hvor Ribe Domkirke ligger, fundet et antal kristne grave fra 800-tallet. Og forskere vurderer, at der kan ligge helt op imod 2.000-3.000 kristne begravet – alle fra nogenlunde samme tid.

Fund af flere næsten identiske sølvkors i grave i Ketting i Danmark og Birka i Sverige viser desuden, at skandinaver allerede i midten af 900-årene masseproducerede smykker med det kristne symbol.

Graven i Ketting indeholdt samtidig en torshammer, som beviser, at hedninge og kristne levede side om side i 900-tallets Danmark.

Krønikeskriveren Widukind var godt klar over, at der var kristne i Danmark.

“Danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningeskik”, skriver han.

Og det var det sidste, som Poppo kom til Danmark for at lave om på.

Poppo skulle overtale Harald Blåtand

Poppo var ikke hvem som helst, har Michael Gelting fundet ud af. Hidtil har historikerne analyseret Widukinds beretning om Harald Blåtands omvendelse ud fra et rent nordisk perspektiv. Gelting har derimod studeret Widukinds krønike ud fra en international synsvinkel.

Ved at tage i betragtning, hvad der foregik i det øvrige Europa på den samme tid, får Widukinds fortælling et helt nyt perspektiv. Ifølge Gelting var Poppo ikke nogen from og ydmyg munk, men derimod en højtstående diplomat udsendt fra selveste den tyske kejser Otto 1.s hof.

Geltings fastslår, at Poppo sandsynligvis er identisk med en mand ved navn Volkmar, som var skatmester i Kölns domkirke og samtidig højre hånd for Bruno – kejser Ottos bror.

Poppo var dengang et gængs tilnavn for folk, som var døbt Volkmar, forklarer Gelting, der bl.a. har fundet Folkmar omtalt som “Poppo” i Brunos testamente, som er gengivet i biskop Ruotgers samtidige biografi om Bruno.

Den virkelige arbejdsgiver for Poppo var den ambitiøse kejser Otto. Han havde, mens han endnu var tysk konge, allieret sig med den tyske kirke og undertvunget store dele af de slaviske områder øst for Elben.

I 962 – året før Poppos besøg hos Harald Blåtand – blev Otto kronet som kejser af Rom, hvorved Det Tysk-Romerske Rige formelt blev grundlagt.

I sit fravær overlod Otto riget til sin bror Bruno, som var ærkebiskop i Köln – og derfor Poppos direkte chef. Bruno havde længe været Ottos stedfortræder. Han var med en samtidig kildes ord “den nærmeste i alle foretagender”.

Kilderne viser, at Bruno i Ottos fravær var travlt optaget af at udbygge de diplomatiske forbindelser med de omgivende lande – herunder Danmark, hvor forholdet til vikingerne var ekstremt vigtigt.

“Det passer derfor helt ind i billedet, at Bruno har sendt en udsending, Poppo, til Danmark”, siger Michael H. Gelting.

I året 963 havde kejser Otto travlt med at få styr på sine nye italienske besiddelser i syd. Mod øst måtte han desuden konstant holde øje med de slaviske stammer i nutidens Østtyskland, Polen og Tjekkiet. Bruno vidste derfor, at Otto havde brug for ro i nord.

Hvis Harald Blåtand kunne overtales til at melde Danmark ind blandt Europas kristne nationer, ville sandsynligheden for en konflikt mellem de to lande blive langt mindre. Bruno havde desuden endnu en grund til at få Harald med ind i den kristne fold – en truende borgerkrig.

Kejser Ottos fætter, Wichmann den Yngre, havde tidligere forsøgt at styrte Otto, og i 962 appellerede han til Harald Blåtand om hjælp i en anden konflikt. Den danske konge var ikke afvisende.

Oprøret blev aldrig til noget, men hændelsen overbeviste Bruno om, at Harald kunne blive en alvorlig fare.

VIDEO: Europas kristne frygtede Nordens hedninge

Blåtand iscenesatte måske jernbyrd

For Harald Blåtand var kristningen også en åbenlys fordel. Hans kongemagt var endnu skrøbelig og til stadighed truet udefra. At alliere sig med stormagten mod syd kunne give ham sikkerhed og støtte.

Risikoen for en krig med Tyskland ville også være betydelig mindre. Og faren fra naboen mod syd var ikke indbildt. Mindre end 30 år tidligere, i 934, havde Ottos far, kong Henrik 1. – kaldet Fuglefænger – indtaget den danske handelsby Hedeby og ligefrem taget den daværende danske konge, Gnupa, til fange.

Otto 1. havde også selv givet vikingerne et hint om, hvad de kunne risikere. I 955 havde den tyske hersker nemlig udslettet de frygtede magyarers hær i slaget ved Lechfeld. Ligesom vikingerne i nord havde de hedenske magyarer, der omkring år 900 havde indtaget nutidens Ungarn, igen og igen gennemført blodige plyndringstogter i de kristne nabolande.

Slaget ved Lechfeld eliminerede én gang for alle truslen fra magyarerne – og det fortalte Harald Blåtand, at Otto slog hårdt til mod enhver fjende, især hedninge. Men hvis Harald Blåtand og hans folk lod sig døbe, kunne han sikre danerne mod at lide samme skæbne som magyarerne.

Den tyske kejser og den danske konge havde altså sammenfaldende interesser. Derfor mener Michael Gelting, at optrinnet ved kong Haralds gilde, der førte til Poppos jernbyrd, ikke opstod helt så tilfældigt, som Widukind beretter.

“Man kan forestille sig, at den diskussion ved Harald Blåtands hof, som Widukind fortæller om, var iscenesat”, siger Gelting.

Hvis Poppo var udsendt fra Ottos hof, har han og kong Harald sandsynligvis talt sammen inden gildet. Under mødet er de blevet enige om, at det ville være en fordel for alle, hvis Blåtand officielt blev kristen og forbød den hedenske religion i sit land.

“Harald Blåtand har så påpeget, at han har brug for et stærkt argument over for stormændene, og så har Poppo foreslået jernbyrden”, lyder Geltings teori.

Jernbyrd – at lade et menneske bære glødende jern for at bevise guddommelig indgriben – var en kristen skik og derfor ukendt i Skandinavien i 900-tallet. Dette faktum har fået flere historikere til at afvise, at optrinnet overhovedet fandt sted, eftersom jernbyrden ikke ville gøre indtryk på et publikum, som slet ikke kendte til traditionen.

“Men det argument tror jeg, skal vendes om. Måske var jernbyrden særlig virkningsfuld, netop fordi Haralds mænd ikke var bekendte med ceremonien og dermed heller ikke med de tricks, som man formentlig har udviklet for at kunne styre udfaldet”, siger Gelting med henvisning til, at prøven kunne manipuleres til at give tilskuerne det indtryk, at Gud havde grebet ind.

Blåtands borge symboliserede ny tid

Ifølge Michael Geltings teori lod Blåtand sig først og fremmest døbe for at undgå et tysk angreb på sit rige i stil med de angreb, som Otto tidligere havde udført mod hedenske folkeslag i den østlige del af Europa.

Og det giver ifølge Jens Ulriksen, som er arkæolog og forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark, god mening.

“Da Karl den Store underlagde sig sakserne i slutningen af 700-tallet, var argumentet, at det var synd for et så flot og ædelmodigt folk, at de skulle være underlagt en så gyselig religion som asatroen”, siger Ulriksen.

“Den legitimering af undertvingelsen har Harald Blåtand pillet luften ud af ved selv at gå over til kristendommen”, konkluderer han.

Han mener, at Harald Blåtand satte alle sejl til for at iscenesætte sig selv som bannerfører for en helt ny æra. Det gjaldt også det omfattende byggeri, som kongen satte i værk.

I løbet af Blåtands regeringstid skød mindst fem ringborge op. Lige siden udgravningen af den første borg er det blevet diskuteret, hvad bygningsværkernes formål var. Men for Ulriksen giver det mening at betragte borgene som et led i Blåtands forvandling af Danmark:

“De signalerer Harald Blåtand og hans opfattelse af verden og den nye kristne tid, som han står i spidsen for. Men samtidig har han haft behov for at manifestere sig udadtil med de her bygningsværker”.

Muligvis er ringborgene ikke kun et symbol på Harald Blåtands nye kristne rige, men på selve kristendommen. Ringborgenes korsgader minder nemlig om de hjulkors eller indvielseskors, som blev malet over korbuen i middelalderkirker, påpeger Jens Ulriksen.

“Hvis man strammer argumentet lidt, kan det udlægges, som om Harald Blåtand indvier Danmark, hans kongerige, til Gud ved at lægge disse indvielseskors i form af ringborge ud over hele landet”, siger Jens Ulriksen, der understreger, at der er tale om en fortolkning.

At borgene og de andre byggerier forsvandt med Harald Blåtand, underbygger yderligere teorien om, at de udelukkende havde et symbolsk formål. Ingen af borgene er nævnt i skriftlige kilder.

End ikke krønikeskriveren Saxo, der levede fra 1160 til 1208 og betragtede Harald Blåtand som en helt, nævner byggerierne med et ord. Havde borgene haft en militær betydning, ville de uden tvivl være blevet bevaret og udbygget efter Harald Blåtands død i 987.

Men ingen andre havde brug for bygningsværkerne, da de udelukkende havde til formål at understøtte Harald Blåtands projekt, siger Ulriksen.

Hedenskab forsvandt på rekordtid

Harald Blåtands anstrengelser virkede. Arkæologiske fund tyder på, at de danske vikinger hurtigt aflagde sig hedenskaben og tog den nye tro til sig. De sidste tydeligt hedenske begravelser fandt sted i Nordjylland og Skåne blot 40 år efter Poppos besøg.

Forvandlingen er foregået med forbavsende hast i betragtning af tidens begrænsede muligheder for at kommunikere og bevæge sig rundt i landet. Men intet tyder på, at kongen var nødt til at tvinge sit folk til at frasige sig de gamle guder. Hverken i skriftlige kilder eller arkæologiske fund er der tegn på undertvingelse eller vold.

“Jeg tror, at man skal forestille sig overgangen til kristendommen som kulminationen på en proces, som længe har været i gang”, siger Michael Gelting med henvisning til de tidlige missionsforsøg og vikingernes møde med kristne i det fremmede i århundrederne før.

De hurtige resultater viser, at Harald Blåtand – hvis teorien om, at han og Poppo i fællesskab manipulerede jernbyrden, holder stik – valgte det helt rigtige publikum.

Det jævne folk var tilbøjeligt til at være tiltrukket af kristendommen, der lovede selv de laveste medlemmer af samfundet et evigt liv. Stormændene, derimod, havde brug for overtalelse for at udskifte de gamle guder med kristendommen.

Asatroen var nemlig med sine krigerværdier og forestillinger om Valhalla først og fremmest en religion for mænd med magt. Dertil kom, at stormændene stod for den rituelle del af gudsdyrkelsen, som gav dem endnu mere magt i deres områder.

Men Poppos jernbyrd virkede tilsyneladende over al forventning og overbeviste selv de skeptiske stormænd om den kristne guds overlegenhed.

Selvom danerne i de følgende årtier ikke helt slap for konflikter med Tyskland, undgik de større invasioner, som blev andre hedenske folk til del.

I stedet kunne Danmark vokse sig til et egentligt rige under en relativt stærk kongemagt – alt sammen takket være Poppo og Haralds listige fupnummer.

Med kristningen af danerne var porten til Norden blevet åbnet, og i årene efter faldt alle vikingernes riger for den kristne gud.