Harald Hårderåde: Den sidste vikingekonge
Harald Hårderådes liv centrerede sig om krig og konflikter. Som ung kæmpede han på Olav den Helliges side i slaget ved Stiklestad. Senere blev han lejesoldat hos den byzantinske kejser inden han vendte tilbage for at erobre Norge med magt.
Harald fik øgenavnet Hårderåde, da han bekæmpede sine
modstandere med vold og ild.
Slaget ved Stiklestad var endelig forbi. Slagmarken var fyldt med døde bønder og stormænd, kristne såvel som hedninge. Blandt de døde var også den forhenværende norske konge, Olav Haraldsson, som senere skulle blive kendt som Olav den Hellige. Ved Olavs side lå hans unge halvbror Harald, blodig og slap. Da stormanden Ragnvald Bruason opdagede, at Harald faktisk endnu var i live, bar han den forrige konges bror i sikkerhed. Men Harald kunne ikke blive i Norge, eftersom brorens fjender ønskede ham død. Sammen med Ragnvald flygtede Harald derfor mod Sverige.
I sensommeren 1030 blev de ført over grænsen af en bondedreng, som ifølge kongesagaerne beskrev Harald som ”en stridbar mand med bleg hud, mørke øjenbryn og et barskt ud-seende.” Drengen fortalte derefter, at Harald havde givet ham en kniv og et bælte, da de skiltes.
Mens drengen vendte hjem, fortsatte Harald mod øst. Ifølge sagaerne forlod han landet med følgende ord: ”Fra skov til skov. Jeg slæber mig frem med ringe hæder, hvem ved ej til sidst alligevel, mit navn bliver vidt og kendt.”
Slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030 er et af de mest berømte slag i Norges historie.
Rejste sydpå
Harald satte kurs mod Gardarige, et fyrstendømme i vore dages Rusland og Ukraine, som var grundlagt af svenske vikinger. Dets fyrste, Jaroslav af Kiev, var gift med den svenske prinsesse Ingererd, der engang havde været forlovet med Haralds bror Olav.
I det følgende år tjente Harald som soldat i Jaroslavs hær. Han var en del af en elitestyrke af skandinaviske krigere, som deltog i et brutalt felttog mod venderne, som holdt til i nutidens Polen. Under sin tid i Gardarige mødte han også fyrstens datter Elisif. Da Harald bad Jaroslav om hans datters hånd svarede fyrsten: ”Som det står til nu, er du ikke rig og er en mand uden land. Men hvis din fremtid bliver så stor som jeg forventer, vil jeg ikke afvise dig når du kommer tilbage.” I 1034 forlod Harald Gardarige for at søge lykken i den kristne verdens rigeste og største by; nemlig det myteopspundne Miklagård (Konstantinopel, i dag Istanbul).
I kejserens tjeneste
Harald ankom til den byzantinske hovedstad sammen med 500 krigere fra Gardarige. Det kristne imperium var truet fra flere sider. Mod nord af bulgarerne, i øst af tyrkerne og fra syd af araberne. Kejseren, Michael 4., førte en aggressiv politik for at forsvare sit rige og generobre dets tabte territorium. For ham var Harald og hans krigsvante nordboere en kærkommen forstærkning.
For den byzantinske kejser Michael 4. var Harald og hans krigsvante nordboere en vigtig forstærkning.
Den samtidige græske kilde Kekaumenos Strategikon (Råd til kejseren) beskriver Haralds eventyr: ”Han havde med sig 500 modige mænd og gik i kejserens tjeneste, som tog værdigt imod ham og sendte ham til Sicilien, eftersom imperiets hær var til stede der for at føre krig. Araltes (det byzantinske navn for Harald) rejste dertil og udførte bemærkelsesværdige gerninger. Da krigen sluttede, vendte han hjem til kejseren, der gav ham titlen manglabites.” Denne titel betød, at Harald blev medlem af selveste kejserens livgarde. Den unge nordmand havde hurtigt sat sig i respekt.
Kæmpede på mange fronter
Snart blev Harald sendt til rigets nordlige grænse, imod de oprørske bulgarer. Byzantinske kilder fortæller, at Harald var med i ”kejserens felttog og udførte store bedrifter i kamp mod fjenden, som man forventer sig af en mand af hans slægt og evner.” Det tog mere end et år med blodige kampe at knuse oprøret. Efter krigen blev Harald kaldt ”bulgarbrænderen,” og kejserens skrivere beretter, at den bulgarske oprørsleder blev ført igennem Konstantinopel i lænker, med næsen hugget af og øjnene stukket ud. Det var normalt at lemlæste sine fjender før en henrettelse. De nordiske lejesoldater, væringerne, blev ofte sat til at udføre sådanne opgaver.
Michael 4. døde dog kort efter felttoget mod bulgarerne. Hans adoptivsøn Michael 5. erobrede tronen fra den retmæssige tronfølger og sendte kejserens enke Zoë i kloster. Tronraneren fik dog snart et folkeligt oprør på halsen. Blandt oprørerne fandtes også Harald og de andre væringer. Nu forsøgte Michael 5. selv at gemme sig i et kloster, men han blev fundet og trukket gennem Konstantinopels gader, inden han blev kastreret og blændet. Ifølge skjalden Snorre
Sturlasson, var det Harald selv, som straffede tronraneren: ”Krigerkongen stak begge øjnene ud på Grækenlands konge.”
Den byzantinske kejserinde Zoë ville ikke lade Harald forlade Konstantinopel.
Hårderåde blev berygtet
Da Harald blev opmærksom på, at forholdene hjemme i Norge var forandrede, ville han forlade Byzans og rejse hjem. Olav den Helliges søn og Haralds nevø Magnus sad nu på både den norske og den danske trone. Desuden havde han ikke glemt Elisif, som han havde efterladt i Gardarige. Byzantinske kilder beskriver, at Harald ikke fik den nye kejsers tilladelse til at rejse og i hemmelighed måtte forlade riget. Han vendte tilbage til Gardarige, hvor Jaroslav nu gav ham datterens hånd. Med Elisif som hustru, fortsatte Harald sin rejse til Norge.
Men Harald ankom til et land, der var præget af magtkampe og uro. Magnus den Gode forsøgte at hævde sin ret i Danmark, men blev konstant udfordret af oprørere anført af Svend Estridsen. Harald kastede sig ind i striden på sin nevøs side, til gengæld for en aftale om at Magnus ville dele magten med ham.
I kampen om norden anvendte Harald mange af de hårdhændede metoder, han havde lært sig i tiden som kejserens lejesoldat. Han ledte flere brutale felttog mod Danmark, hvor hele byer blev brændt og udplyndret, mens mange danske kvinder blev ført til Norge som slaver. Skjalden Valgard skrev, at ”kvinderne tog de til fange, de smertelige lemmer sloges i lænker… Grumt skar lænken sår i deres kød, da de til skibene førtes.”
Harald var lige så hård overfor sine egne landsmænd. Når bønderne nord for Oslo gjorde oprør mod den hårde beskatning, sendte han soldater imod dem. Snorre skriver at ”Kongen pågreb bønderne. Nogle lod han lemlæste, andre lod han dræbe. De, som kunne, flygtede. Vidt og bredt lod kongen bygderne brænde og lod dem ligge øde.”
Det var på denne tid at Harald fik øgenavnet Hårderåde. I 1047 døde Magnus den Gode, og nu var Harald Hårderåde Norges enevældige hersker.
Ved Stamford Bridge døde Harald i sit forsøg på at erobre England.
Invaderede England
Hans forsøg på at blive konge i Danmark gik dog ikke som Harald ønskede, pga. den nye danske konge, Svend Estridsens, indædte modstand. Harald vendte derfor blikket mod England, hvor der udspillede sig en magtkamp imellem brødrene Harold Godwinson og Tostig. Tostig bad Harald Hårderåde om hjælp til gengæld for den engelske trone. Men før togtet modtog Harald et varsel fra Olav den Hellige, som i en drøm fortalte ham, at han ville ende som ulveføde.
Harald trodsede dog alle varsler, og i sensommeren 1066 satte han sejl mod England med den største norske krigsflåde, der nogensinde er set.
Først så det ud til, at de dårlige varsler intet havde på sig. I slaget ved Fulford led englænderne et sviende nederlag. Nogle dage senere var vikingehæren på vej mod York. De havde ladet deres brynjer ligge i skibene, da de ikke ventede nogen modstand fra byen, der havde mange indbyggere af norsk herkomst. Da de nærmede sig York, så de morgensolen i de blanke spydspidser og hjelme. Det var Harold Godwinsons hær, som var rykket ind i byen. Harald Hårderådes mænd bad ham om at vende tilbage til skibene, men han var ikke en mand, der så tilbagetog som en mulighed.
Enden på vikingetiden
De to hære stødte sammen ved Stamford Bridge den 25. september 1066. Selvom vikingerne var i undertal og savnede deres brynjer, var kampen jævnbyrdig. Sent på dagen blev Harald dog ramt af en pil i halsen. Ved deres leders død, flygtede vikingehæren. Haralds nederlag betragter man i dag som vikingetidens afslutning. Han blev husket som en nådesløs hersker, men efterlod sig et stærkt og samlet Norge.
Haralds søn Olav blev landets nye konge og fik efter en tid tilnavnet Kyrre, som betyder ”den fredelige”. I sine 27 år som konge udkæmpede han ingen krige. I stedet forvaltede han det land, som hans stridslystne far havde erobret igennem sit turbulente liv.