Heltekonge skjulte sig i en mose

Kong Alfred ser frem mod en rolig jul, da vikingerne pludselig krydser grænsen og truer freden i det sidste angelsaksiske rige. Kongen må tage flugten gennem vinternatten mod en usikker fremtid.

Kong Alfred ser frem mod en rolig jul, da vikingerne pludselig krydser grænsen og truer freden i det sidste angelsaksiske rige. Kongen må tage flugten gennem vinternatten mod en usikker fremtid.

Getty Images & Scanpix/Heritage & Krystian Krystkowiak

Vikingernes stormangreb på kongen af Wessex' borg Chippenham kom helt uventet. Det skete i januar år 878, hvor de kristne angelsaksere var optaget af den store fest, som markerede julens 12. og sidste dag.

Den 29-årige kong Alfred selv sad ved højbordet med stegt pattegris, vildfugl og kander fyldt med øl foran sig, da løbende skridt og råb lød udenfor. En forpustet vagt kom farende ind i salen og råbte med en skinger stemme: “Hedningene angriber!”

Overraskelsen var komplet. Før kongens folk kunne bemande voldene, var vikingerne inde i Chippenham, og de huggede alle angelsaksere ned, som kom i vejen. Modstand var udelukket, og kongen havde kun én mulighed, hvis han ikke ville falde i hænderne på de vilde hedninge: hastig flugt.

Fra 865 kom vikingerne til de engelske kyster som erobrere.

© Scanpix/AKG-Images

Hedningene gik i land

Mens 865 gik på hæld, skrev munkene i årbogen Den Angelsaksiske Krønike: “I dette år kom en stor hedensk hær til England og gjorde vinterkvarter i East Anglia”.

Vikingerne var kendte for at plyndre, men denne gang kom de ikke efter guld og slaver. Jord var deres bytte, for de havde tænkt sig at blive. I et lyn­angreb indtog den 5.000 mand store hær i 866 det første af de fire angelsaksiske riger, Northumbria.

East Anglia led samme skæbne 869, mens Mercias konge fik lov at købe sig til fred. Den varede til 873, hvor hans penge slap op og vikingerne fordrev ham.Det angelsaksiske Englands overlevelse afhang nu af Wessex i syd.

Alfred lagde sin værdighed bag sig, og sammen med sin hustru og deres to små børn forsvandt han over volden og ud i mørket på den modsatte side af det sted, hvor vikingerne var trængt ind. Til beskyttelse mod sult, kulde og forfølgere havde de kun en håndfuld tæpper, lidt mad og nogle få krigere.

På få øjeblikke var Alfreds verden sunket i grus. Da han satte sig til bords i Chippenham blev han endnu anset som det angelsaksiske Englands frelser. Nu var han blot en simpel flygtning uden et rige og med udsigt til en hurtig død, hvis hans fjender fik fat på ham.

Wessex stod alene

Forud for ydmygelsen i Chippenham havde Alfred kæmpet mod vikingerne i næsten ti år. Alene i 870-71 tørnede Wessex' hær sammen med de invaderende nordboere ni gange, og den unge angelsakser var med på flere af slagmarkerne.

Først som hærfører for sin ældre bror Æthelred og efter kongens død i kamp som rigets nye hersker. Krigslykken var ikke på Alfreds side, men hans modstand var hård nok til, at vikingerne tog imod betaling for at forlade Wessex.

Nordboerne var dog tilbage igen allerede i vinteren 875. Under høvdingen Guttorm trængte de ind i Wessex og marcherede sydpå, mens de plyndrede.

Da Alfred fulgte efter med en overlegen styrke, søgte Guttorm ly i byen Wareham, hvis volde var for stærke til, at kongen vovede at angribe. Vikingerne kunne heller ikke sultes ud, for de blev holdt forsynet af en flåde, som lå ud for kysten. Igen måtte Alfred betale for at få fred.

Mod en stor sum sølvpenge svor Guttorm at forlade Wessex, og fredsaftalen blev beseglet med udveksling af gidsler. Men han viste sig snart at være tvetunget og hensynsløs.

I 876 myrdede han alle sine angelsaksiske gidsler og brød ud af Wareham med kurs mod vest. Målet var byen Exeter, hvis fæstningsværker var endnu stærkere.

Da Alfreds hær nåede frem, sad vikingerne trygt i byen, og historien så ud til at gentage sig selv. Men så greb vejret ind til angelsaksernes fordel. En voldsom storm sendte Guttorms flåde på 120 skibe og 3.500 mand til bunds, og dermed var hans forsyningslinje skåret over.

Vikingernes høvding måtte ydmygt bede om fred, og denne gang blev den indgået på Alfreds betingelser. Blandt vikingerne udvalgte han så betydningsfulde mænd som gidsler, at selv den forræderiske høvding næppe ville vove at bryde freden igen.

Guttorm og resten af hans mænd vandrede slukøret tilbage nordpå til Mercia, og Wessex var endelig sikret mod de blodtørstige hedninges angreb, troede Alfred.

Bittert forbandede kongen af Wessex sin godtroenhed, da han måtte flygte gennem den mørke januar-nat i 878 – væk fra Guttorms mænd, som plyndrede og voldtog i Chippenham.

Alfred gemte sig i vildnisset

Mens Alfred og hans lille følge vandrede af sted, planlagde han at samle hæren og drive vikingerne ud af Wessex igen.

Men hans spejdere vendte tilbage med besked om, at fjendens ryttere allerede var trængt dybt ind i riget, hvor de patruljerede på vejene og ledte efter den forsvundne konge.

Det var umuligt at sende bud rundt til rigets stormænd, og Alfred måtte i stedet finde et sikkert sted at skjule sig, inden forfølgerne fandt hans spor. Valget faldt på den ufremkommelige provins Somerset mod vest.

© Bridgeman & Shutterstock

Glemte brødet

I Somersets moser fik kongen ly hos en simpel kone. Hun kendte ham ikke og bad ham passe brødet ved ilden. Men den triste Alfred glemte snart opgaven og fik skænd af sin undersåt.

© Bridgeman & Shutterstock

Spillede for fjenden

Da kongen havde fået sit mod tilbage, drog han til Chippenham for at udspionere sin fjende. Forklædt som musikant spillede han for selveste vikingernes høvding, Guttorm.

© Bridgeman & Shutterstock

Oversatte bøger

Efter sin store sejr over vikingerne fordybede kongen sig i de hellige skrifter, som altid havde ligget hans hjerte nær. Alfred oversatte selv pavens ord til angelsaksernes sprog.

I angelsaksernes sagn og viser var moser og dybe skove fæle steder, hvor kun stimænd, forrædere og vanskabninger holdt til. Nu blev de også hjem for en konge uden rige.

Trætte og forhutlede nåede Alfreds følge efter flere dages flugt frem til Somerset, hvor de kantede sig frem mellem træerne på våde stier, indtil de nåede det vidstrakte marskland. Indhyldet i tågedis og med stinkende mosevand omkring sig var de indtil videre i sikkerhed for vikingerne. Men fremtidsudsigterne var dystre.

Vikingerne kunne bevæge sig frit i Wessex, hvor kun få gjorde modstand. Hedningene gjorde klar til at bosætte sig, og flere angelsaksiske oldermænd, som styrede rigets landsdele, valgte at underkaste sig. Imens søgte Guttorms ryttere efter Wessex' konge, for når han var ryddet af vejen, ville riget være helt i vikingernes magt.

For Alfred forekom det håbløst at kæmpe. Over for Guttorms omkring 3.000 mand stærke vikingehær havde han kun få mænd. Og de var fuldt beskæftiget med at skaffe føde til flygtningene, for moselandets befolkning var fattig og kunne kun undvære lidt af de magre vinterforråd.

Sult blev en del af hverdagen i Alfreds lejr, og det samme blev kulde og vådt tøj. Kongen levede nedtrykt og rådløs i mosen, mens flere i hans følge foreslog ham at flygte til Frankrig. Den udvej havde Mercias kong Burgred valgt, da vikingerne indtog hans rige i 873.

Men Alfred genvandt modet. På øen Athelney i Somersets moser gav han ordre til at bygge en lejr, hvorfra krigere skulle drage ud og bekrige vikingerne.

Ifølge gamle legender havde helgenen Skt. Cuthbert i et drømmesyn befalet Alfred at gøre modstand. Det er mere sandsynligt, at han tog imod råd fra den lokale stormand Æthelnoth, som på denne tid sluttede sig til kongen.

Wessex rejste sig

Enkeltvis og i små grupper kom krigere til Athelney, og Alfreds voksende styrke begyndte at overfalde Guttorms patruljer. Foråret kom, og med det fulgte budskaber om, at dele af Wessex endnu var uden for vikingernes kontrol.

Den hedenske hær havde ikke krigere nok til at sikre sig hele riget, og flere landsdele blev stadig styret af deres angelsaksiske oldermænd. De modtog snart sendebud fra Athelney, som mindede dem om, hvem deres retmæssige konge var.

Efter påske havde Alfred sikret sig støtte fra nok stormænd. Han gav dem ordre til samle deres mænd og bringe dem til Skt. Egberts Sten syd for Chippenham, hvor Guttorm befandt sig.

I de første dage af maj mødte 3.000-4.000 mand fra hele Wessex op. Alfred samlede folkene til en hær og sendte dem på march ud for at møde nordboerne i åben kamp.

Fra Chippenham kom Guttorm sin fjende i møde. Med sin hær rykkede han frem til Ethandun, som angelsakserne ville passere.

Linjen skulle holdes

I morgengryet brød angelsakserne op fra deres lejr og gik frem mod højdedraget, hvor Guttorm ventede.

Alfred steg af hesten og stillede sig i forreste række, som formede en flere hundrede meter lang mur af skjolde. Bag ham sluttede flere rækker op, så krigerne dannede et bredt bælte. På bakkeskråningen gjorde vikingerne det samme, og de to kompakte skjoldmure rykkede frem mod hinanden.

Slag i 800-tallet blev udkæmpet efter en fast formel. De blev udkæmpet uden finesser mellem to hære af krigere opstillet skjold ved skjold. Vinderen var den side, som holdt sin linje intakt, for hvis modstanderen slog hul i skjold­muren, risikerede hæren at blive splitet i to dele og besejret hver for sig.

Før hærene stødte sammen, forsøgte de at bringe uorden i modstanderens rækker. På 40 skridts afstand blev sværme af kastespyd sendt af sted, og deres spidser borede sig fast i krigernes træskjolde, så de blev tunge og uhåndterlige.

Men smed de skjoldet fra sig, gav de afkald på deres eneste beskyttelse ud over hjelmen, for de færreste havde råd til en ringbrynje.

På 20 skridts afstand sprang bersærker frem af vikingernes skjoldmur. Nøgne bortset fra ulve- og bjørneskind, som hang over deres hoveder og rygge, stormede de hylende frem og kastede sig mod skjoldmuren, mens de svang økser eller sværd. De skulle skabe uorden i modstandernes opstilling, men ved Ethandun lykkedes det ikke.

Endelig stødte skjoldmurene sammen med et højt brag. Krigerne i forreste række stemte fødderne i jorden, mens folk bagved skubbede på af al kraft. Herefter var kampen én lang styrkeprøve.

Slaget rasede hele formiddagen og hen ad eftermiddagen uden at nærme sig en afgørelse. Et voksende antal sårede og døde på jorden gjorde det vanskeligt for de kæmpende at holde balancen.

Træthed var efterhånden den farligste modstander, for ingen af siderne havde flere friske mænd, som de kunne sende frem. Men så begyndte de to linjer pludselig at bevæge sig.

Vikingernes skjoldmur vaklede en smule, og da angelsakserne mærkede svækkelsen, fik de fornyede kræfter. Under presset brød Guttorms opstilling helt sammen, og slagmarken blev til et virvar af småkampe. De første vikinger begyndte at stikke af, og snart var hele hæren på hovedkulds flugt.

Angelsakserne tog ingen fanger, og alle sårede vikinger blev stukket ned uden nåde. Guttorm selv slap bort og nåede i midlertidig sikerhed i Chippenham, men han efterlod mange af sine krigere på slagmarken ved Ethandun.

Alfred sendte krigere efter vikingehøvdingen, og de lagde sig i en ring om borgen, så han ikke kunne flygte. Efter to ugers belejring overgav Guttorm sig.

Hvid: Wessex. Mørkegrøn: Erobret af vikingerne. Lysegrøn: Afstået til Wessex efter slaget ved Ethandun.

© Shutterstock

Vikingehøvdingen blev døbt

Som betingelse for fred krævede Alfred, at hans fjende opgav sin hedenske tro. Iført hvid dragt blev Guttorm ført ind i en kirke, hvor en præst dyppede hans hoved tre gange i døbefontens vand. Høvdingen fik det angelsaksiske navn Æthelstan og Alfred selv som gudfar.

Guttorm havde tidligere brudt løfter uden tøven, men denne gang holdt han sit ord. Nederlaget ved Ethandun havde brudt hans krigslyst, og Alfred fik halv­delen af Mercia, mens vikingen selv trak sig tilbage til East Anglia, hvor han faldt til ro som konge.

For Alfred var krigene ikke forbi. Men Wessex blev aldrig truet på sin overlevelse igen, som det var sket i 878. Kongen skabte en permanent hær, forstærkede byernes volde og byggede en flåde, mens han drømte om at jage vikingerne ud af hele England og samle landet til ét rige.

Målet var langtfra nået ved Alfreds død i 899, men under hans søn og sønnesøn erobrede Wessex Mercia, East Anglia og North­umbria og tvang vikingerne til underkastelse. Hele England var nu underlagt Wessexkongerne, og for første gang var landet samlet i et kongerige.

Wessex' flåde gjorde Den Engelske Kanal usikker for vikingerne.

© National Maritime Museum

Alfred byggede sine egne vikingeskibe

Andre kristne konger opførte fæstninger for at bremse vikingerne. Men Alfred byggede en flåde, så han kunne møde dem på havet.

Havet var vikingernes hjemmebane, og hvert år ankom mange langskibe til de engelske kyster for vinde rigdomme eller tage jord. De store flåder var usårlige over for de få skibe, Alfred rådede over.

Men langskibe, som sejlede alene eller i små grupper, blev nogle gange mødt af Wessex' lille flåde.

I 882 skrev munkene i Den Angelsaksiske Krønike: “I det år stod Alfred ud på havet og kæmpede mod fire danske skibsbesætninger og erobrede to af skibene, og mændene i dem blev hugget ned. Og de andre to skibs­besætninger overgav sig til ham”.

Succesen såede den tanke i Alfreds sind, at han burde bygge sig en rigtig flåde og føre krigen mod vikingerne ud på havet. I 897 stod Wessex' nye flåde til søs med skibe, som var længere, højere og havde større besætninger end vikingerns fartøjer.

Det gav angelsakserne en klar fordel i kampe på havet. Den udnyttede de samme år mod seks vikingeskibe, som hærgede Wessex' sydvestlige kyst. Ni af Alfreds skibe gik til angreb, og efter en blodig kamp slap kun et enkelt af nordboernes fartøjer væk.