Der findes mange bud på, hvor ordet vikinger stammer fra.
Nogle forskere mener, at det oprindeligt blev brugt om søfarende fra landskabet Vik – området omkring Oslofjorden.
Andre har foreslået, at betegnelsen er beslægtet med ordet vig og dermed beskriver folk, “som lagde deres skibe til i vigene”.
Den ældste kendte brug af udtrykket findes i det angelsaksiske digt “Widsith” fra 600-tallet og er altså blevet anvendt længe før det, vi i dag kalder vikingetiden, som gik fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet.
Mange historikere anser plyndringen af klostret Lindisfarne i England i år 793 som begyndelsen på vikingetiden, og efterhånden som de nordiske krigere hærgede, plyndrede og myrdede i landene omkring Nordsøen, fik viking betydningen sørøvere.
Men der var langtfra enighed om, hvad den hærgende flok skulle kaldes.
Irerne kaldte dem også for “de mørke og smukke fremmede”, hos gallerne fik de betegnelsen “sømennesker”, og angel-sakserne i England slog alle over én kam under udtrykket “danskere”.
Sikkert er det dog, at skandinaverne begyndte at bruge betegnelsen viking om sig selv.
I Sverige findes der fx en runesten dedikeret til “Tóki Viking” og en anden, som mindes Björn, der blev dræbt, imens han var “i viking”.