Blodørn var en blodig og brutal henrettelsesmetode, som vikingerne efter sigende brugte til at straffe fjender, der blev taget til fange i kamp, med.
I alt kender historikerne til otte oldnordiske og én latinsk middelalder-kilde, der nævner blodørn som en metode til henrettelse. Nogle kilder nævner metoden kort og fortæller blot, at vikingerne ridsede en slags ørn på ryggen af deres offer.
Andre kilder er noget mere detaljerede og forklarer, at vikingerne bagfra skar den dødsdømtes ribben løs fra ryggraden. Derefter blev fangens ribben bøjet ud til siden, inden lungerne blev trukket ud gennem ryggen og bredt ud som et sæt ørnevinger.
En af kilderne til blodørnen findes i et værk af skjalden Sigvat Thordarson (ca. 995-1045). Heri skriver han således: “Og Ivar, der opholdt sig i York, skar en ørn på Ællas ryg”.
En af de afbildninger, som muligvis viser en blodørn, stammer fra en billedsten i Gotland.
Metoden kunne lade sig gøre
Om denne voldsomme metode fandt sted i virkeligheden, er uklart, for arkæologerne har aldrig fundet de jordiske rester af en person, som er blevet udsat for en blodørn. Men hvis vikingerne ønskede at bruge metoden, kunne den fysisk sagtens lade sig gøre.
I december 2021 udgav et forskerhold bestående af læger, anatomi-eksperter og en historiker et studie, hvori de undersøgte, om en blodørn ville have været mulig at foretage for vikingerne.
Forskerne brugte bl.a. computer-simulationer af de omfattende skader og kunne konkludere, at vikingerne sagtens kunne have foretaget en blodørn med datidens våben. Offeret ville dog med stor sandsynlighed dø af kvælning eller blodtab, inden det fulde ritual kunne gennemføres.