Vikingerne var særdeles rejselystne og tilbagelagde store afstande i jagten på plyndringsgods, nye landområder og berømmelse.
Mod syd var vikingerne fx til stede i Det Byzantinske Riges hovedstad, Konstantinopel, hvor arkæologer har fundet nordisk runeskrift fra 800-tallet ridset ind i marmoret i katedralen Hagia Sofia.
I Konstantinopel gik nordboerne i tjeneste som livvagter for den byzantinske kejser, og nogle vikinger nåede efter alt at dømme også længere mod syd, hvor de drog i krig for kejseren.
I alt fald fortæller flere runesten i Skandinavien om afdøde krigere, der faldt i Særkland – vikingernes betegnelse for områder, som var muslimske.
Men vikingerne kan være rejst endnu længere mod syd; fx ved historikerne, at omkring 60 vikingeskibe i årene 859-61 sejlede ind i Middelhavet ved at følge den spanske vestkyst og krydse det smalle Gibraltarstræde, som adskiller Europa og Afrika.
Vikingerne solgte slaver og købte bl.a. guld, sølv og silke på deres rejser sydpå.
Her plyndrede vikingerne først spanske byer, hvorefter de angreb Nekor i nutidens Marokko.
“De indtog byen, plyndrede den og gjorde dens indbyggere til slaver”, skrev den spansk-arabiske historiker Al-Bakri.
Det er ikke utænkeligt, at andre vikinger kan være fortsat forbi Gibraltarstrædet og sejlet mod syd langs Afrika.
Forskerne har dog ikke arkæologiske fund eller skriftlige kilder, som kan bekræfte, at nordboerne drog længere sydpå.