Munkene på klosteret Lindisfarne havde knap afsluttet deres morgenbøn en januardag i år 793, da de fik øje på to skibe med dragehoveder.
Kort efter lagde skibene til kysten ved den lille engelske ø, og en horde af bevæbnede mænd fór mod klosteret, hvor de skrækslagne munke forsøgte at skjule sig.
Al modstand var forgæves. Munkene blev slagtet og klosteret brændt til grunde, inden angriberne – vikinger fra Danmark – stak til søs igen med sølv og guld.
“Hedningene vanhelligede Guds helligdom, spildte helgenernes blod på alteret, lagde vort håbs hus i ruiner,” skrev en præst.
Munkene vendte hurtigt tilbage
Angrebet på Lindisfarne i år 793 var det første dokumenterede vikingeangreb på et engelsk kloster, og i de efterfølgende århundreder lagde nordboerne et utal af klostre i ruiner.
Hidtil har historikerne ment, at vikingernes ødelæggelser var så voldsomme, at de engelske klostre typisk blev forladt for evigt, men et nyt studie fra University of Reading viser, at ødelæggelserne var knap så destruktive.
Forskerne har undersøgt lokale arkiver og arkæologiske fund ved et stort antal klostre – bl.a. dyreknogler og mønter – og kan se, at munkene vendte hurtigt tilbage efter vikingeangreb, hvorefter klosterlivet fortsatte sin gang.
“Dette studie maler et mere komplekst billede af klostrenes oplevelser under de blodige tider. De var mere modstandsdygtige end billedet af det passive offer, som er portrætteret i populære historiske fortællinger om vikingernes plyndringer,” siger arkæolog Gabor Thomas fra University of Reading.