Ifølge de islandske sagaer sejlede 25 vikingeskibe i år 985 fra Island for at kolonisere Grønland.
Deres efterkommere levede i århundreder på den store ø, indtil de tilsyneladende pludselig forlod deres grønlandske bopladser i 1400-tallet. Siden har historikere diskuteret årsagen til koloniens kollaps i Grønland.
De seneste års forskning tyder på, at nordboerne bukkede under for et sammenfald af flere skæbnesvangre omstændigheder.
Fx viser analyser af sediment fra de grønlandske bugter, at temperaturen faldt drastisk omkring år 1250.
Bugterne frøs til, hvilket gjorde sejlads besværlig, mens somrene blev voldsomt blæsende.
De hårde tider krævede store mængder brænde og mad på lager og gjorde det svært at opretholde kolonier.
Samtidig mistede nordboerne en af deres vigtigste indtægtskilder, da europæerne begyndte at miste interessen for grønlandsk hvalrostand for i stedet at købe elfenben. Dermed stilnede skibstrafikken til Grønland, og nordboerne blev langsomt mere isoleret.
Efter alt at dømme foregik udrejsen fra Grønland på udramatisk vis i små grupper. Undersøgelser af skeletter fra gravpladser viser, at unge nordboer blev færre, hvilket tyder på, at de unge forlod Grønland først.
Formentlig rejste de til Island eller Norge, hvor de havde gode muligheder for at få land efter den sorte døds hærgen i Europa i 1300-tallet.