I begyndelsen af 1000-tallet virkede vikingernes herredømme over de britiske øer til at være urokkeligt.
Den danske vikinge-konge Knud den Store underlagde sig i år 1016 hele England, forenede sine engelske besiddelser med de danske og norske og skabte dermed et mægtigt nordisk imperium.
Men nordboernes regeringstid i England blev ikke langvarig, for allerede kort efter Knuds død i 1035 begyndte riget at slå revner.
Knuds to sønner kastede sig ud i en bitter strid om den ledige trone, men da sønnerne begge døde unge, endte kongemagten i stedet hos engelske Edward Bekenderen.
Selvom nordboerne mistede tronen, mistede de dog ikke appetitten på kongemagt.
Blandt de mest ambitiøse var norske kong Harald Hårderåde, der i år 1066 førte ca. 300 langskibe og 10.000 krigere mod de engelske kyster for at gøre krav på tronen efter Edward Bekenderens død.
Mens vikingerne indledningsvis havde succes, mødte de dog hård modstand ved Slaget ved Stamford Bridge, hvor en engelsk hær slog invasionen tilbage og dræbte Harald.
Det blev enden på vikingernes magt i England.
Nordboerne gør et sidste forsøg
Efter nederlaget skrumpede vikingernes indflydelse på de britiske øer markant, men omkring to århundreder senere gjorde nordboerne et sidste forsøg på at få fodfæste på de britiske øer, da norske kong Håkon 4. Håkonsson angreb Skotlands vestkyst.
Ved byen Largs bragede nordmændene og skotterne sammen på slagmarken. Ingen af parterne sejrede, og mens kong Håkon planlagde endnu et angreb i sit vinterkvarter på Orkneyøerne døde han af sygdom.
Efter kongens død opgav nordmændene invasionen af Skotland - og dermed var nordboernes dominans over de britiske øer endegyldigt slut.