Irsk storkonge drev vikingerne på flugt
For 1.000 år siden: Mens Irlands konger lå i konstant krig, brændte en mand for et frit land. Med rå magt og viljestyrke satte klanleder Brian Boru sig for at gøre det, som ingen andre kunne: at smide de forhadte vikinger ud af Irland.
Brian Boru: Den irske kongesøn så sin far underkaste sig vikingerne. Nu var det tid til revanche.
Spydspidser og ringbrynjer glimter i morgensolen, mens vinden får de farverige bannere til at blafre. På denne langfredag år 1014 står to kamplystne hære over for hinanden ved landsbyen Clontarf nær Dublin.
Ca. 10.000 mænd venter kun på at gå bersærk og slagte hinanden. På den ene side knejser en hær af mænd iført vikingernes kendte ringbrynjer.
I hånden bærer de danske og norske krigere tunge økser, tveæggede slagsværd og skjolde. Trods de imponerende våben er vikingerne langtfra sikre på sejr.
Deres modstander er Irlands frygtede og legendariske storkonge Brian Boru, som har viet sit liv til at samle Irland og tvinge de under-trykkende indvandrere på flugt.
Som kontrast til vikingernes ringbrynjer bærer de fleste irske krigere kun skindvams og læderbukser. Til gengæld har de Gud på deres side, forsikrer Brian Boru.
Ifølge en af de mange irske krøniker skrevet af datidens munke proklamerer han under sin inspektion af tropperne: “Længe har Irlands mænd stønnet under disse piraters tyranni.
Må den store Gud gennem sin mægtige nåde give jer mod og styrke til for altid at ende det fremmede tyranni i Irland... på den dag, hvor frelseren Jesus Kristus led døden for jeres synder!”
Talen besvares med et hav af hævede spyd og begejstrede brøl fra godt 5.000 irske krigere.
Den 73-årige Brian Boru overdrager ledelsen til sin søn Murchad, som under et blåt banner kæmper i hærens centrum.
Fuld af fortrøstning fortrækker storkongen til et afsides telt, hvor han vil bede Gud om sejren og uddrivelsen af de hedenske vikinger. En sag, storkongen har brændt for, siden han var 10 år.
Det afgørende slag ved Clontarf skal dog ende noget anderledes, end han forestiller sig – irernes leder kommer til at betale en høj pris for at fuldende sit livsværk.
Vikingen Máel Mórda gav et ilde råd til storkongens søn Murchad i et spil vikingeskak. Det fik en konflikt til at blusse op.
Vikinger udnyttede Irlands splid
Som den yngste i en børneflok på 12 var det i første omgang usandsynligt, at Brian Boru en dag skulle lede sin fars klan, Dál Cais, og stige op i det irske magthierarki.
I det sydvestlige Irland var klanen blot en af mange, som kæmpede om magten i regionen Munster. Den spændte situation var den samme i resten af Irland, hvor klaner og kongedømmer konstant bekrigede hinanden.
Spliden havde i århundreder gjort det nemt for Nordeuropas frygtede krigere, vikingerne, at gå på rov langs landets kyster. Nedbrændte landsbyer og klostre, drab og voldtægt var en del af dagligdagen.
Samme skæbne led befolkningen i Skotland og England, hvor synet af vikingernes langskibe i horisonten varslede død og ulykke.
Englands konger og stormænd forsøgte at bestikke krigerne med guld til at holde sig væk, men mændene fra nord blev ved med at komme tilbage efter mere.
Fra omkring år 850 begyndte vikingerne at erobre land. Snart sad de på et territorium, der strakte sig fra Orkneyøerne nord for Skotland til området Danelagen i det østlige England.
I 900-tallet slog de sig også ned i Irland og grundlagde bl.a. bosættelsen Dublin.
De internt splittede irere formåede ikke at stå sammen mod de fremmede. Langt de fleste konger og klanledere valgte i stedet at sværge troskab og betale tribut til vikingerne.
En af dem var Borus far, Cennétig, som underkastede sig vikingelederen Ivar af Limerick.
Ydmyget måtte Cennétig se til, mens ærkerivalen Ceallachán fra Eóganacht-klanen med vikingernes støtte snuppede Munsters trone.
Førte guerillakrig i bjergene
I 951 blev Borus far dræbt i et slag mod Ceallachán. Hans død udløste kaos, idet andre klaner blandede sig i håb om at stige i Munsters indviklede hierarki.
Den 10-årige Boru, som gik i skole i et kloster, blev som en af Cennétigs sidste overlevende sønner i hast bragt i sikkerhed i klanens befæstede landsby.
Under ledelse af Borus storebror Mathgamain begyndte krigen mod Ceallachán og vikingerne. Men Dál Cais-folkene var få og dårligt bevæbnede.
De lokkede derfor de tunge, brynjeklædte vikinger ud i Munsters tætte skove og tågede moser, hvor de stedkendte irere slog til i små, men dødbringende baghold.
Krigen kostede mange liv. Dál Cais-klanen modtog derfor med glæde budskabet om, at Ceallachán, som havde besejret Borus far, var blevet dræbt af et lyn under et stormvejr.
Med provinskongens død var Eóganacht-klanen i opløsning, og Borus bror Mathgamain overtog tronen. Træt af krigen indgik den nye konge våbenhvile med vikingerne.
Rasende over sin brors manglende kampvilje drog den 22-årige Boru med en flok krigere op i højlandet for at fortsætte kampen.
“Irerne boede i usle hytter i ødemarken, hvor de sov på hjemlandets hårde, knudrede og våde rødder. Imens slagtede de fremmede Brians folk, trofaste officerer og ledsagere, så han til sidst ikke havde mere end femten tilhængere”, beretter krøniken “Cogadh Gaedhil re Gallaibh” – “Irernes krig mod de fremmede”.
Skriftet er en hyldest og over-driver sandsynligvis irernes bedrifter.
Mathgamain opsøgte partisanlejren for at tale sin lillebror til fornuft. Men i lejrbålets skær talte Boru så stærkt for sin sag, at broren og hans mænd i stedet begejstrede tilsluttede sig hans sag. Nu skulle vikingerne nedkæmpes.
Baghold udløste blodigt slag
Dál Cais-klanens første mål var Limerick. Munsters største vikingeby blev brændt ned, og høvdingen Ivar af Limerick undslap kun med nød og næppe.
Ifølge de irske krøniker blev 2.000 danske vikinger hugget ned, mens “juveler, smukke, udenlandske sadler og bløde, ungdommelige kvinder” tilfaldt den sejrende Dál Cais-klan.
Næste udfordring var at bekæmpe rivalerne i Eóganacht-klanen. Det lykkedes i slaget ved Bealach Leachta i Munster i 978.
Kampene var så blodige, at arkæologer gennem hele sidste århundrede har kunnet udgrave bunkevis af menneskeknogler i området.
Med sejren var vikingernes dominans i Munster brudt, og Boru blev stolt hyldet af alle småkonger i provinsen.
Hans stigende stjerne vakte bekymring i naboregionerne Leinster og Meath. Da titlen som Irlands storkonge, ardri, blev ledig i 979, begyndte derfor et blodigt kapløb.
Boru besatte Leinster, mens Malachy, kongen af regionen Meath, erobrede vikingernes mægtigste by, Dublin.
Med den stærke O’Neill-klan fra Ulster i ryggen blev Malachy kronet som storkonge – men det nægtede Boru pure at acceptere.
Enkedronning skaber splid
I årevis krigedes de to, indtil en ny deltager blandede sig i magtspillet: Gormflaith af Dublin.
Ifølge de irske krøniker var vikingernes enkedronning “begavet med stor skønhed, men hun var gennemført ondskabsfuld”.
Hun havde i mellemtiden ægtet Malachy, og hendes søn Sigtryg var på hans nåde forblevet konge af Dublin. Men Gormflaith drømte om et Irland underlagt vikingerne.
Med sin bror Máel Mórda, konge i provinsen Leinster, samlede hun derfor en hær af vikinger og irske allierede – kun for at få et chok: Til alles overraskelse gik ærkerivalerne Boru og Malachy sammen, og i dalen ved Glenn Máma i 999 led vikingerne et knusende nederlag.
Ifølge “Annalerne for kongeriget Irland” blev “mange af de fremmede i denne konflikt fordrevet og slagtet”.
For at undgå tilfangetagelse gemte vikingen Máel Mórda sig i et træ. Under sine krigeres rungende latter hev Borus søn Murchad den ydmygede konge ned.
Mens Sigtryg stak af, bad Mórda med tårer i øjnene for sit liv. Munsters konge valgte at skåne sin fjende. En beslutning, han kom til at fortryde.
Storkongen Boru nåede knap at smage sejrens sødme, før han blev hugget ned i sit telt af vikingekongen Brodar.
Vikingehæren vokser
Trods den fælles sejr forsatte Boru og Malachy deres rivalisering. I 1002 besatte Boru regionen Meath, som Malachy havde regeret med hjælp fra sine slægtninge i O'Neill-klanen fra Ulster.
Ydmygelsen over tabet af Meath fik klanen til at trække støtten til Malachy tilbage. Forladt og forrådt tog han en drastisk beslutning.
Iført krone og sine bedste klæder red han ind i sin modstanders lejr, og foran alle Munsters høvdinge lagde han sin krone i Borus hænder med følgende ord:
“Mine troppers frafald og mine venners upålidelighed gør, at jeg er ude af stand til at modstå dit krav på riget. Jeg giver dig dette scepter og denne krone. De er belønningen for din indsats”, beretter de irske krøniker.
For at sikre sin nye titel som stor-konge indgik Boru fred med O’Neill-klanen og opnåede loyalitet fra Dublins vikinger ved at ægte dronning Gormflaith. Lidt smiger blev det også til.
Venligt bad Boru sin tidligere fjende og nuværende svoger, kongen Máel Mórda, om en levering af træ med henvisning til, at Leinster-træ jo var Irlands bedste til skibsmaster. Beæret dukkede kongen op med sine mest lige træstammer.
Smigeren virkede, indtil Mórda og Borus hidsige søn Murchad kom op at skændes over et brætspil, formodentlig det skaklignende hnefatavl. Fornærmet forlod vikingen storkongens hjem.
Borus budbringer, som skulle indhente og formilde Mórda, blev senere fundet i en grøft med halsen skåret over.
Fejden mellem vikinger og irere var atter brudt ud, og Boru måtte indse, at hans drøm om et frit Irland langtfra var opfyldt.
Gormflaith benyttede bruddet mellem sin mand og sin bror til at flygte til Leinster og med Máel Mórda opbygge en ny hær. Imens rejste hendes søn Sigtryg til Orkneyøerne og Isle of Man for at mødes med vikingekongerne Sigurd og Brodar.
Hen over vinteren voksede tilslutningen til vikingernes hær, og i foråret 1014 var alt klar til det endelige slag om Irlands skæbne.
Morder bundet med egne tarme
Da havnene blev isfri, sejlede vikinge-skibe fra Skandinavien, Orkneyøerne, Island og Skotland mod Dublin, mens allierede strømmede til fra vikingebosættelserne Cork og Waterford.
I april 1014 slog irerne lejr i Clontarf nær Dublin. Blandt følget var konger, høvdinge og klanledere fra bl.a. Munster og Connacht. Fra Irlands religiøse hovedsæde Armagh ankom præster, som velsignede krigerne.
Slaget ved Clontarf begyndte, da parterne leverede et “rasende og grusomt” udfald mod hinanden, beretter krøniken “Cogadh Gaedhil re Gallaibh”. Murchad “brasede mod vikingernes bataljoner. Først dræbte han 50 mænd med den ene hånd, så 50 med den anden”, lyder den glorificerende beskrivelse.
Irerne kæmpede som besatte. Murchad fældede Máel Mórda og Orkneyøernes kong Sigurd, før han selv faldt med tarmene hængende ud fra et gabende sår i underlivet.
Presset flygtede vikingerne ud til deres langskibe, som lå opankret i bugten, men flere hundrede druknede i tidevandsbølgerne.
Sammen med et par mænd flygtede kongen af Isle of Man, Brodar, gennem skoven, hvor de i en lysning stødte på et telt. Brodar nægtede først at tro sit held, da en af krigerne påstod, at gamlingen, som lå på knæ og bad, var Brian Boru.
Med øksen hævet sprang han frem og kløvede i ét hug mandens hjerneskal. Storkongen var død på stedet.
Brodar forsøgte bagefter at gemme sig i skoven, men han blev snart fanget. Vikingen blev sprættet op og bundet til et træ med sine tarme. Efter et par timer udåndede storkongens banemand.
Borus død udløste landesorg, og 12 dages messe blev afholdt i Armagh ved kongens kiste.
Malachy blev atter storkonge og indgik fred med Sigtryg og Gormflaith, men snart sank Irland igen ned i kaos og splid mellem de magtsyge småkonger og klanledere.
Ingen af Borus efterkommere formåede at løfte arven og samle Irland under én konge. Men storkongens største bedrift bestod: Vikingerne var endelig smidt ud af Irland.