JÆTTERNE: Gudernes dødsfjender var ikke onde

Surt fælder guden Frej, mens Odin og Thor havner i dødelige tvekampe mod henholdsvis Fenrisulven og Midgårdsormen. Striden er altødelæggende.

Vikingernes forestilling om ragnarok – det afgørende slag mellem jætter og guder – kendes bl.a. fra digtet “Vølvens spådom”, der blev nedskrevet omkring 1270. Men selvom guder og jætter var dødsfjender, betragtede vikingerne slet ikke jætterne som onde væsner, der skulle udryddes.

Verden bliver skabt af Ymer

Inden kristningen af Norden vidste vikingerne, at guder som Thor, Odin og Freja havde afgørende indflydelse på deres hverdag. Men alle vidste også, at verden var skabt af en jætte.

Ifølge “Den yngre edda”, en samling ældre myter nedfældet af den islandske historiker Snorri Sturluson omkring 1220, opstod urjætten Ymer i tomrummet Ginnungagap. Inden længe blev Ymer stamfar til en række nye jætter, der på magisk vis udsprang fra hans armhuler og hans fødder.

Urjætten fik næring af mælk fra koen Audhumbla, som slikkede et væsen kaldet Bure fri fra en saltsten. Bure fik sønnen Borr, og sammen med jættekvinden Bestla fik Borr de tre guder Odin, Vile og Ve.

Guderne satte imidlertid ikke pris på deres jætte-ophav og endte ifølge eddaen med at slå Ymer ihjel:

“De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte Jorden af ham og havet og søerne af hans blod. Jorden blev lavet af kødet og bjergene af knoglerne”.

Myten om Ymer viser, at jætterne blev betragtet som livsvigtige væsner, der var opstået før guderne. Samtidig var de to grupper knyttet så tæt sammen, at selveste Odin – gudernes konge – havde en jætte til mor. Hverken guder eller jætter kunne eksistere uden den anden part, og grænsen mellem dem var flydende – eksempelvis boede Loke blandt guderne, selvom han var af jætteslægt.

Trods samkvemmet blev jætter og guder anset som separate slægter, der var låst fast i en evig konflikt, som begyndte med drabet på Ymer.

Runesten afslører stor appetit

Tidligt i 800-tallet e.Kr. blev en sten med Skandinaviens længste runeindskrift rejst nær den svenske sø Vättern. Den gådefulde tekst, der stadig giver forskerne søvnløse nætter, indeholder det oldsvenske ord iatun – jætte. Ordet indgår som en del af spørgsmålet: “Hvem kunne knuse en jætte?”

Ifølge sprogforskerne er iatun beslægtet med “at æde”, og ordets oprindelige betydning kan have været “grovæder”.

Forestillingen om jætter som grovædere findes også i eddaens fortælling om Thors og Lokes rejse til Udgårdsloke. Her taber Loke en æde-konkurrence til ildjætten Lue, der som et bål fortærer både mad og ædetrug.

Modsat de nordiske guder er de mærkværdige jætters funktion i vikingetiden dog stadig omdiskuteret. Forskerne har tolket jætterne som alt fra urfolk, over kødædende dæmoner til levn fra en tidligere religion.

I dag ser en del eksperter jætterne som repræsentanter for den vilde natur – i modsætning til guderne, der stod for civilisation og kultur. Ligesom naturen var jætterne hverken onde eller gode, de var blot.

Og indimellem måtte guderne luge ud blandt jætterne – som en jæger, der skyder råvildt for at holde bestanden nede. Især Thor fik tjansen med at tynde ud i bestanden af jætter, så tordenguden fik ca. 40 tilnavne med betydningen “jættedræber”.

Kultsted findes i Sverige

Gudernes modstandere var dog langtfra passive væsner, der ventede på at blive ramt af Thors hammer, Mjølner. Myterne skildrer mange velorganiserede og initiativrige jætter, som blot levede uden for den kultiverede verden og derfor blev opfattet som fremmedelementer af mennesker og guder.

Jætten Trym boede eksempelvis på en gård med heste og hunde. “Trymskvadet” beretter, at det engang lykkedes ham at stjæle Mjølner, mens Thor sov. Tordenguden genvandt kun sin hammer ved at klæde sig ud som gudinden Freja, som Trym drømte om at blive gift med.

En anden aktiv jætte var Skade, datter af Tjasse, der blev dræbt af guderne som hævn for at have bortført gudinden Idun. Ifølge myterne rejste Skade hele vejen til Asgård, gudernes rige, for at hævne sin far.

I et forsøg på at mildne hendes raseri stillede de mandlige guder sig op bag et forhæng og gav Skade lov til at vælge sig en mage blandt dem.

Jættekvinden pegede på de kønneste fødder, som hun håbede tilhørte den smukke gud Balder. Fødderne viste sig at tilhøre havguden Njord.

Selvom ægteskabet med Njord blev kortvarigt, tyder stednavne på, at jættekvinden opnåede samme status som en gudinde. Den svenske bebyggelse Skadevi betyder formodentlig “Skades helligsted”, hvilket ifølge forskerne sandsynliggør, at hun, trods sin status som jætte, havde sin egen kult.

Et lykkeligere ægteskab mellem guder og jætter beskrives i eddadigtet “Skírnismál”. Ifølge digtet satte frugtbarhedsguden Frej sig en dag på Odins trone, Lidskjalv, hvorfra han “kiggede ud over alle verdener. Han så mod jætternes verden og fik dér øje på en smuk, ung kvinde, da hun gik fra sin fars hal til et mindre hus”.

Frej blev så forelsket i den smukke Gerd, at han ikke gav sig, før jættekvinden indvilgede i at blive gift med ham.

Guderne ser ned på jætterne

Ægteskaber mellem guder og jætter hørte dog til sjældenhederne. Som regel fortæller myterne om mandlige guder, der har uforpligtende affærer med jættekvinder – og om mandlige jætter, som uden held forsøger at bortføre gudinder.

Denne ubalance i forholdene skyldes ifølge forskerne, at jætterne blev anset for at tilhøre en lavere social klasse end guderne. Sådan genspejlede mytologien vikingernes samfund, hvor det også var usædvanligt, at en jarl – der ofte havde trælkvinder som elskerinder – tog en fattig bondedatter til kone.

Opfattelsen af jætter som mindreværdige i forhold til guderne bekræftes af Snorri Sturluson, der i værket “Skáldskaparmál” hævder, at det var en fornærmelse at kalde nogen for en jættes navn.

Enkelte gange lykkedes det dog næsten jætterne at sætte de hovne guder på plads: Da Thor ifølge en myte skulle krydse en å på vej til jætten Geirrøds hal, blev han bogstavelig talt pisset på: En jættekvinde ladede sit vand længere oppe i dalen, så både tordenguden og Loke var ved at drukne. Kun med et velrettet stenkast mellem jættekvindens ben reddede Thor livet, mens han kækt udbrød:

“I mundingen skal åen standses!”

Odin stjæler digterisk mjød

Trods deres lave sociale status var jætterne ældgamle naturvæsner, der ifølge mytologien besad en enestående visdom. Flere af vikingernes kvad skildrer således, hvordan Odin opsøger vise jætter for at indsamle viden – fx hos den overkloge jætte Mimer, hvis hoved lå under verdenstræet Yggdrasil.

Én af Odins ekspeditioner havde dog en helt særlig betydning for skjaldene. På en rejse røvede gudekongen nemlig den såkaldte skjaldemjød fra jætten Suttung. Ifølge myten vogtede Suttungs datter, Gunlød, over den inspirerende mjød under bjerget Hnitbjerg.

For at få adgang til de tre kar, som mjøden var i, arbejdede Odin for Suttungs bror, Baugi, der til gengæld hjalp ham med at bore et hul ind i bjerget.

Derefter forvandlede Odin sig til en slange, krøb gennem hullet og tryllede sig om til en smuk, ung mand. Jættekvinden sov med guden i tre nætter og gav ham som tak lov til at drikke en slurk af hvert kar.

Odin drak al digtermjøden og fløj bort fra Hnitbjerg iført ørneham. På den måde erobrede guderne digtekunsten fra de vilde jætter.

Jætte holdt til på Læsø

Selvom forskerne ved en del om jætterne, er deres præcise rolle svær at fastslå. Vikingerne omtalte også jætterne som turser – et ord, der stadig findes på dansk og norsk i udtrykket “tusmørke”, tidsrummet lige efter solnedgang, hvor turserne ifølge folketroen kom frem.

Hvor jætterne piblede frem i skumringen, står dog knap så klart, for vikingerne var langtfra enige om, hvor jætterne boede.

Nogle mente, at de holdt til under jorden, andre, at de boede i øde områder mod nordøst. Atter andre placerede jætterne på utilgængelige øer – eksempelvis troede folk, at havjætten Ægir holdt til på den danske ø Læsø.

Fælles for jætterne var, at de boede i udkanten af den civiliserede verden, som menneskene ikke havde kontrol over. Længe efter at Thor og Freja var erstattet af Jesus og Maria, levede jætterne derfor videre. De blev til trolde og andre uhyggelige skyggevæsner, der holdt til i grænselandet mellem de dyrkede marker og vildnisset. Og troldene dukkede først op i tusmørket, når solens lys svandt ind.