JÆTTERNE: Gudernes dødsfjender var ikke onde

I nordisk mytologi er jætter som Trym, Surt og Udgårdsloke gudernes dødsfjender. Selvom jætterne i dag ofte bliver set som onde, betragtede vikingerne dem efter alt at dømme med helt andre øjne.

I nordisk mytologi er jætter som Trym, Surt og Udgårdsloke gudernes dødsfjender. Selvom jætterne i dag ofte bliver set som onde, betragtede vikingerne dem efter alt at dømme med helt andre øjne.

Dansk Skolemuseum

Under en kulsort himmel myldrer jættehæren ud på sletten Vigrid. Mens ildjætten Surt oplyser mørket med sit flammesværd, kaster jætter fra alle verdenshjørner sig ind i ragnarok – den endelige kamp mod guderne.

Sammen med en skare fra dødsriget Hel angriber jætterne Odins hær af guder og genopstandne vikingekrigere.

“De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte Jorden af ham og havet og søerne af hans blod”. Snorri Sturluson om verdens skabelse ifølge vikingernes mytologi.

Surt fælder guden Frej, mens Odin og Thor havner i dødelige tvekampe mod henholdsvis Fenrisulven og Midgårdsormen. Striden er altødelæggende.

Vikingernes forestilling om ragnarok – det afgørende slag mellem jætter og guder – kendes bl.a. fra digtet “Vølvens spådom”, der blev nedskrevet omkring 1270. Men selvom guder og jætter var dødsfjender, betragtede vikingerne slet ikke jætterne som onde væsner, der skulle udryddes.

Verden bliver skabt af Ymer

Inden kristningen af Norden vidste vikingerne, at guder som Thor, Odin og Freja havde afgørende indflydelse på deres hverdag. Men alle vidste også, at verden var skabt af en jætte.

Ifølge “Den yngre edda”, en samling ældre myter nedfældet af den islandske historiker Snorri Sturluson omkring 1220, opstod urjætten Ymer i tomrummet Ginnungagap. Inden længe blev Ymer stamfar til en række nye jætter, der på magisk vis udsprang fra hans armhuler og hans fødder.

Urjætten fik næring af mælk fra koen Audhumbla, som slikkede et væsen kaldet Bure fri fra en saltsten. Bure fik sønnen Borr, og sammen med jættekvinden Bestla fik Borr de tre guder Odin, Vile og Ve.

1) Yggdrasil, 2) Asgård, 3) Midgård, 4) Verdenshavet, 5) Udgård.

Ingen ved med sikkerhed, hvordan vikingerne forestillede sig, at universet så ud.

© Finnur Magnússon

Universet var opdelt

Mens guder og mennesker levede nær verdens centrum, holdt jætterne sig til de øde udkantsområder. Ifølge historikeren Snorri Sturluson mente vikingerne, at universet bestod af en række forskellige verdener.

I “Den yngre edda” beskriver Snorri Sturluson (omkring 1220), hvordan Odin smed den skrækindjagende gudinde Hel, datter af Loke og jættekvinden Angerbode, ned i det underjordiske rige af samme navn, hvor hun fik magten “over ni heimar” (hjem eller verdener).

Ingen kilder rummer dog en præcis liste over disse ni verdener, og forskerne skønner, at vikingernes forestilling om universets indretning varierede fra egn til egn. De fleste vikinger har sandsynligvis ment, at guderne holdt til i verdenen Asgård, som menneskene ifølge eddaen kunne nå via regnbuebroen Bifrost.

Ifølge en udbredt udlægning af mytologien lå verdenstræet Yggdrasil midt i universet. Rundt om Yggdrasil lå Asgård, der var omgivet af menneskenes verden, Midgård. Yderst lå jætternes verden – Udgård. Ifølge nogle myter lå Udgård på den anden side af verdenshavet, hvori Midgårdsormen snoede sig.

Andre myter placerede jætterne i fjerne bjerge, på isolerede øer eller under jorden.

Guderne satte imidlertid ikke pris på deres jætte-ophav og endte ifølge eddaen med at slå Ymer ihjel:

“De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte Jorden af ham og havet og søerne af hans blod. Jorden blev lavet af kødet og bjergene af knoglerne”.

Myten om Ymer viser, at jætterne blev betragtet som livsvigtige væsner, der var opstået før guderne. Samtidig var de to grupper knyttet så tæt sammen, at selveste Odin – gudernes konge – havde en jætte til mor. Hverken guder eller jætter kunne eksistere uden den anden part, og grænsen mellem dem var flydende – eksempelvis boede Loke blandt guderne, selvom han var af jætteslægt.

Trods samkvemmet blev jætter og guder anset som separate slægter, der var låst fast i en evig konflikt, som begyndte med drabet på Ymer.

Runesten afslører stor appetit

Tidligt i 800-tallet e.Kr. blev en sten med Skandinaviens længste runeindskrift rejst nær den svenske sø Vättern. Den gådefulde tekst, der stadig giver forskerne søvnløse nætter, indeholder det oldsvenske ord iatun – jætte. Ordet indgår som en del af spørgsmålet: “Hvem kunne knuse en jætte?”

Ifølge sprogforskerne er iatun beslægtet med “at æde”, og ordets oprindelige betydning kan have været “grovæder”.

Forestillingen om jætter som grovædere findes også i eddaens fortælling om Thors og Lokes rejse til Udgårdsloke. Her taber Loke en æde-konkurrence til ildjætten Lue, der som et bål fortærer både mad og ædetrug.

En runesten fundet nordvest for Ystad forestiller ifølge forskerne en jætte, der rider på en ulv med hugorme som tøjler.

© Wolfgang Sauber & Shutterstock

Modsat de nordiske guder er de mærkværdige jætters funktion i vikingetiden dog stadig omdiskuteret. Forskerne har tolket jætterne som alt fra urfolk, over kødædende dæmoner til levn fra en tidligere religion.

I dag ser en del eksperter jætterne som repræsentanter for den vilde natur – i modsætning til guderne, der stod for civilisation og kultur. Ligesom naturen var jætterne hverken onde eller gode, de var blot.

Og indimellem måtte guderne luge ud blandt jætterne – som en jæger, der skyder råvildt for at holde bestanden nede. Især Thor fik tjansen med at tynde ud i bestanden af jætter, så tordenguden fik ca. 40 tilnavne med betydningen “jættedræber”.

Kultsted findes i Sverige

Gudernes modstandere var dog langtfra passive væsner, der ventede på at blive ramt af Thors hammer, Mjølner. Myterne skildrer mange velorganiserede og initiativrige jætter, som blot levede uden for den kultiverede verden og derfor blev opfattet som fremmedelementer af mennesker og guder.

Jætten Trym boede eksempelvis på en gård med heste og hunde. “Trymskvadet” beretter, at det engang lykkedes ham at stjæle Mjølner, mens Thor sov. Tordenguden genvandt kun sin hammer ved at klæde sig ud som gudinden Freja, som Trym drømte om at blive gift med.

En anden aktiv jætte var Skade, datter af Tjasse, der blev dræbt af guderne som hævn for at have bortført gudinden Idun. Ifølge myterne rejste Skade hele vejen til Asgård, gudernes rige, for at hævne sin far.

I et forsøg på at mildne hendes raseri stillede de mandlige guder sig op bag et forhæng og gav Skade lov til at vælge sig en mage blandt dem.

“I mundingen skal åen standses!” Guden Thor, efter at han har tyret en sten ind i skrævet på en tissende, kvindelig jætte.

Jættekvinden pegede på de kønneste fødder, som hun håbede tilhørte den smukke gud Balder. Fødderne viste sig at tilhøre havguden Njord.

Selvom ægteskabet med Njord blev kortvarigt, tyder stednavne på, at jættekvinden opnåede samme status som en gudinde. Den svenske bebyggelse Skadevi betyder formodentlig “Skades helligsted”, hvilket ifølge forskerne sandsynliggør, at hun, trods sin status som jætte, havde sin egen kult.

Et lykkeligere ægteskab mellem guder og jætter beskrives i eddadigtet “Skírnismál”. Ifølge digtet satte frugtbarhedsguden Frej sig en dag på Odins trone, Lidskjalv, hvorfra han “kiggede ud over alle verdener. Han så mod jætternes verden og fik dér øje på en smuk, ung kvinde, da hun gik fra sin fars hal til et mindre hus”.

Frej blev så forelsket i den smukke Gerd, at han ikke gav sig, før jættekvinden indvilgede i at blive gift med ham.

Guderne ser ned på jætterne

Ægteskaber mellem guder og jætter hørte dog til sjældenhederne. Som regel fortæller myterne om mandlige guder, der har uforpligtende affærer med jættekvinder – og om mandlige jætter, som uden held forsøger at bortføre gudinder.

Denne ubalance i forholdene skyldes ifølge forskerne, at jætterne blev anset for at tilhøre en lavere social klasse end guderne. Sådan genspejlede mytologien vikingernes samfund, hvor det også var usædvanligt, at en jarl – der ofte havde trælkvinder som elskerinder – tog en fattig bondedatter til kone.

Jætterne fandtes i alle afskygninger, fra hæslige uhyrer til drikfældige festaber. Nogle fik børn med guderne, andre skabte kaos og forberedte sig på ragnarok – verdens undergang.

© IllegalNova

Kæmpe orm boede i havet

Midgårdsormen var, som sine søskende Hel og Fenrisulven, Lokes afkom med jættekvinden Angerbode. Flere runesten viser Thors kamp mod den mægtige søslange, der lå i havet rundt om jorden.

© galdarunir

Ørn skabte blæsevejr

Hræsvælg lignede en stor ørn. Ifølge “Den ældre edda” boede jætten ved verdens ende, hvor han skabte vinden ved at slå med sine vinger. Hræsvælg betyder “Ligsluger”.

© publish0x.com

Afhugget hoved gav råd

Mimer var en vis jætte. Ifølge en myte blev han halshugget under en krig mellem de to gudeslægter vanerne og aserne. Siden holdt Odin på magisk vis liv i hovedet, som han ofte rådspurgte.

© Ivy Close Images/Imageselect

Jætte drak øl med guderne

Ægir var gift med havgudinden Ran, der samlede druknede op i sit net. I digtet “Lokes skænderi” ødelægger Loke en fest i den ølglade Ægirs hal ved at beskylde de gæstende guder for hor.

© mythologysource.com

Flammesværd dræbte gud

Surt kom fra ildverdenen Muspelheim, der lå langt mod syd. Under ragnarok skulle han lede muspelfolket i krig mod guderne, og med sit flammesværd dræber guden Frej og sætter verden i flammer.

Opfattelsen af jætter som mindreværdige i forhold til guderne bekræftes af Snorri Sturluson, der i værket “Skáldskaparmál” hævder, at det var en fornærmelse at kalde nogen for en jættes navn.

Enkelte gange lykkedes det dog næsten jætterne at sætte de hovne guder på plads: Da Thor ifølge en myte skulle krydse en å på vej til jætten Geirrøds hal, blev han bogstavelig talt pisset på: En jættekvinde ladede sit vand længere oppe i dalen, så både tordenguden og Loke var ved at drukne. Kun med et velrettet stenkast mellem jættekvindens ben reddede Thor livet, mens han kækt udbrød:

“I mundingen skal åen standses!”

Odin stjæler digterisk mjød

Trods deres lave sociale status var jætterne ældgamle naturvæsner, der ifølge mytologien besad en enestående visdom. Flere af vikingernes kvad skildrer således, hvordan Odin opsøger vise jætter for at indsamle viden – fx hos den overkloge jætte Mimer, hvis hoved lå under verdenstræet Yggdrasil.

Én af Odins ekspeditioner havde dog en helt særlig betydning for skjaldene. På en rejse røvede gudekongen nemlig den såkaldte skjaldemjød fra jætten Suttung. Ifølge myten vogtede Suttungs datter, Gunlød, over den inspirerende mjød under bjerget Hnitbjerg.

Jætterne i den nordiske mytologi repræsenterer ifølge Finn Gemynthe et minde om neandertalerne.

© Thomas Krag & John Ovesen

Jætterne stammede fra neandertalerne

I de nordiske myter mødes guder og jætter til både krig og sex. Det kan minde om de første Homo sapiens’ møde med neandertalerne, som ifølge en teori har givet inspiration til jætterne.

Siden 1700-tallet har nogle forskere ment, at troen på jætter er et overleveret minde om en nordisk urbefolkning. I bogen “Jætternes Saga” fra 2020 lancerer forfatteren Finn Gemynthe en opdateret version af teorien: Jætterne repræsenterer den uddøde menneskeart neandertalerne.

DNA-analyser har vist, at 2 pct. af den europæiske arvemasse stammer fra neandertalerne. Fortællinger om gudernes affærer med jætter kan derfor genspejle istidens sammenstød mellem Homo sapiens og neandertalere, mener Gemynthe. I sin bog fremhæver han et sammenfald mellem jætter og neandertalere:

“Ordet jætte kommer af germansk etuna og betyder grovæder. Neandertalernes kaloriebehov var omkring det dobbelte af vores!”

Han finder også en reference til istiden i en landskabsbeskrivelse i filologen Martin Larsens oversættelse af “Vølvens Spådom”: “Elv går østfra/gennem isdale”.

Gemynthe medgiver, at det er usikkert, om en historie kan overleve mundtligt i 38.000 år – men argumenterer samtidig for, at det ikke er utænkeligt.

For at få adgang til de tre kar, som mjøden var i, arbejdede Odin for Suttungs bror, Baugi, der til gengæld hjalp ham med at bore et hul ind i bjerget.

Derefter forvandlede Odin sig til en slange, krøb gennem hullet og tryllede sig om til en smuk, ung mand. Jættekvinden sov med guden i tre nætter og gav ham som tak lov til at drikke en slurk af hvert kar.

Odin drak al digtermjøden og fløj bort fra Hnitbjerg iført ørneham. På den måde erobrede guderne digtekunsten fra de vilde jætter.

Jætte holdt til på Læsø

Selvom forskerne ved en del om jætterne, er deres præcise rolle svær at fastslå. Vikingerne omtalte også jætterne som turser – et ord, der stadig findes på dansk og norsk i udtrykket “tusmørke”, tidsrummet lige efter solnedgang, hvor turserne ifølge folketroen kom frem.

Hvor jætterne piblede frem i skumringen, står dog knap så klart, for vikingerne var langtfra enige om, hvor jætterne boede.

I kilderne myrder Thor jætter på stribe – men hans mange ofre var ofte helt uskyldige.

© Dansk Skolemuseum

Nogle mente, at de holdt til under jorden, andre, at de boede i øde områder mod nordøst. Atter andre placerede jætterne på utilgængelige øer – eksempelvis troede folk, at havjætten Ægir holdt til på den danske ø Læsø.

Fælles for jætterne var, at de boede i udkanten af den civiliserede verden, som menneskene ikke havde kontrol over. Længe efter at Thor og Freja var erstattet af Jesus og Maria, levede jætterne derfor videre. De blev til trolde og andre uhyggelige skyggevæsner, der holdt til i grænselandet mellem de dyrkede marker og vildnisset. Og troldene dukkede først op i tusmørket, når solens lys svandt ind.

LÆS MERE OM JÆTTERNE

  • Gro Steinsland: Norrøn religion – myter, riter, samfunn, Pax Forlag A/S, 2005
  • Tommy Kuusela: Hallen var lyst i helig frid – krig och fred mellan gudar och jättar i en fornnordisk hallmiljö, doktorafhandling ved Stockholms Universitet, 2017