Jellingstenen afslører: Thyra var mindst lige så magtfuld som Gorm den Gamle

Danmarks første konge fik sin store magt gennem konen. Det afslører en banebrydende undersøgelse af en række berømte runesten.

Jellingsten Thyra

Dronning Thyra er nævnt på den store Jellingsten og var, ifølge sagnene, skaberen bag det store forsvarsværk Dannevirke.

© Lorenz Frølich & Ritzau

Gorm den Gamle og hans kone Thyra er to af de mest sagnomspudne vikinger i verdenshistorien. Danmarks første konge og hans dronning skabte præmissen for at kludetæppet af vikingekongeriger kunne fungere som én stærk centralstat, da de fik magten i år 936.

Men historieskrivningen har ofte været fokuseret på Gorm. Fortællingerne om Thyra – bl.a. at hun byggede det mægtige fæstningsværk Dannevirke vendt mod Tyskland – har været svære at bevise og anses typisk mere som sagn end virkelighed.

Men et nyt banebrydende dansk-svensk forskningsprojekt kan nu afsløre at den sagnomspundne vikingedronning formentlig var mindst ligeså magtfuld som hendes mand, også inden de blev gift.

Ifølge den nye forskning rejste Thyra adskillige runesten selv og havde sin egen magtbase i det sydlige Jylland.

“Det var ikke bare Gorm, der var konge. Jeg tror, han var konge, fordi han var gift med Thyra”, udtaler Adam Bak der er museumsinspektør på Kongernes Jelling.

Runesten blev 3D-scannet

Den nye forskning bygger på en grundige 3D-scanninger af syv runesten, bl.a. den berømte runesten i Jelling.

Formålet var at finde ud af præcis, hvem der havde været runerister på de forskellige sten, dvs. hvem der havde svunget mejslen.

Runernes form, dybde og sproget på stenene er blevet sammenlignet. Igennem særlige målinger kan analyserne afsløre, hvilken rytme runerne er blevet hugget i, og hvilken vinkel mejslen er blevet holdt i. Ved at sammeligne resultaterne er det muligt at finde individuelle træk, som går igen på forskellige runesten og dermed sandsynligvis er lavet af den samme runerister.

Jellingstenen scanninger

Ved hjælp af håndscannere er de store sten blevet omhyggeligt digitaliseret. Dermed er det muligt at se hver eneste slag med mejslen, laver af en runerister for mere end 1000 år siden.

© Ritzau

Forskerne konkluderede, at både den store runesten i Jelling samt to andre runesten i Jylland, der nævner en Thyra, var skabt runeristeren Ravnunge-Tue.

Han er en af de få runeristere fra Danmark, vi kender navnet på, fordi han på skrev op den såkaldte Læborgsten:

“Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning.”

Det har længe været spekuleret i, om dette var den samme Thyra som Gorms dronning. I vikingetiden kunne dronning dog også betyde 'frue' eller 'herskerinde', og desuden var Thyra et almindeligt navn, så det var umuligt at sige med sikkerhed – indtil nu.

“Nu er der kun en meget lille rest af sandsynlighed for, at det ikke er den samme Thyra, der er nævnt på de to runesten”, fortæller Lisbeth Imer, runolog på Nationalmuseet.

Da både de kongelige Jellingsten og runestene i Jylland er lavet af den samme runerister, tyder alt derfor på, at den Thyra, der havde magt nok til at rejse runesten i Jylland, senere blev til den kendte dronning Thyra. Og at Ravnunge-Tue var hendes personlige runerister.

Manden bag verdens mest kendte runesten er fundet

Også på Museet Kongernes Jelling er der stor begejstring:

“Vi har fundet kunstneren, der har lavet den mest kendte runesten i verden. Og det er noget af den mest vigtige viden, vi har fået i mange, mange årtier”, fortæller Museumsinspektør Adam Bak til dr.dk.

De nye resultater medfører, at Thyra er nævnt på fire runesten i alt. Det er mere end nogen anden person i vikingetiden.

“Det betyder, at Dronning Thyra var langt mere betydningsfuld, end vi hidtil har vidst. Hun kom formentlig fra en finere og ældre familie end Gorm den Gamle”, udtaler Imer til Ritzau.

De banebrydende forskningsresultater publiceres den 11. oktober i det anerkendte tidsskrift Antiquity.