Jomsvikingerne var Østersøens lejesvende

Historikerne skændes om Jomsborg

Jomsvikingerne holdt efter sigende til i militærbasen Jomsborg nær Oder-flodens udmunding i vore dages nordvestlige Polen. Men blandt moderne historikere og arkæologer er borgen stærkt omdiskuteret.

Skeptikerne mener, at Jomsborg må være fri fantasi eller i det mindste stærkt overdrevet i sagaerne. De bider mærke i, at der endnu ikke er gjort arkæologiske fund, der bekræfter eksistensen af en stor vikingeborg nær Oder-flodens udløb.

Men arkæologiske fund har dog afsløret, at der fandtes en vikingebebyggelse i området. Den kan dateres til perioden, hvor jomsvikingerne ifølge sagaerne holdt til ved Oder.

OVERBLIK – Sådan kan Jomsborg have set ud:

Men bebyggelsen var ikke af en størrelse, der på nogen måde kan sammenlignes med beskrivelsen af det mægtige Jomsborg, der skal have haft “en havn, der var så stor, at den kunne rumme 300 langskibe, så de alle var indelukkede i borgen”.

Historikere, der tror på sagaernes beretning, påpeger, at det er for tidligt at opgive jagten på borgen.

Kendt fra to sagaer

Mens nutidens forskere strides om, hvorvidt jomsvikingerne og Jomsborg eksisterede, er de gamle kilder mere optaget af at fastslå, hvem der oprettede korpset af benhårde lejesoldater, og hvem der grundlagde Jomsborg.

Jomsvikingerne er omtalt i de islandske sager, der er indbyrdes uenige: I “Jomsvikingernes Saga” hedder det, at vikingen Palnatoke – efter at have dræbt Harald Blåtand – drog til vendernes land, hvor den lokale konge forærede ham området Jom, mod at Palnatoke lovede ikke at plyndre kongens rige.

Her byggede Palnatoke “en stor og stærk søborg, som siden blev kaldt Jomsborg”.

I en anden kilde, “Knytlingesagaen”, der er nedskrevet i 1250'erne, får Harald Blåtand æren for omkring år 980 at stå bag udstationeringen af en gruppe vikinger til området ved Oder-flodens udmunding.

Sandsynligvis skulle jomsvikingerne at pleje forholdet til Haralds svigerfar – venderkongen Mistivoj: “Dér lod han Jomsborg anlægge og gav den en betydelig garnison, som han gav betaling og love. De underlagde ham landet; om sommeren var de på krigstogt, men om vinteren var de hjemme; de blev kaldt jomsvikinger”.

Mulig runesten for jomsvikinger

De historikere, der læner sig op ad “Knytlingesagaen”, peger på en runesten fra Sjörup (nær Ystad) i Sverige som bevis på jomsvikingernes eksistens.

Stenen er rejst til minde om en mand ved navn Asbjørn, der døde ca. 984, da han “ikke flygtede ved Uppsala”. En anden runesten bærer en lignende inskription, der også antyder et slag ved Uppsala.

Samtidig har Sjörup-stenens inskription et ordvalg, der tyder på, at den Asbjørn, som stenen er rejst for, var del af et broderskab. For nogle historikere er disse to sammenfald kraftige indicier på, at et broderskab af frygtløse vikinger, der ikke veg tilbage for fjenden, kæmpede ved Uppsala.

Og da sagaerne netop fremhæver slaget ved Uppsala, mener mange historikere, at de to runesten står til minde for to jomsvikinger.

Jomsvikingernes første leder, Styrbjørn den Stærke, faldt ifølge nogle kilder også ved Uppsala, og det har fået nogle historikere til at foreslå, at den omtalte Asbjørn måske i virkeligheden er en omskrivning af navnet Styrbjørn.

Ikke alle kunne blive jomsviking

Ifølge sagaerne blev Jomsborg hurtigt fyldt med eventyrlystne vikinger fra hele Norden, for styrken havde ikke svoret troskab overfor en bestemt konge, selvom de fleste af jomsviking­erne formentlig var danske.

Optagelseskravede var hårde. Skib efter skib fyldt med håbefulde aspiranter skal have anløbet Jomsborg, men over halvdelen af besætningerne blev sendt væk efter styrkeprøver og tvekamp.

Ifølge de gamle skrifter måtte den 12-årige Vagn Åkesson lede sit fuldt bemandede langskib i et slag mod en hærdet jomsviking, før broderskabet modvilligt optog ham i flokken.

Vagn Åkesson var angiveligt så stærk og brutal, at gruppen lempede på reglerne, så de kunne tage knægten, der var kommet sejlende fra Bornholm. Jomsvikingernes regler fastsatte ellers en minimumsalder på 18 år.

En jomsviking holder sit ord

Klarede en aspirant prøverne og blev optaget, var han forpligtet af en streng krigerkodeks. Han skulle være frygtløs, tro mod sit ord og sine krigsbrødre.

Med foråret kom krigstogterne, der blev solgt til den nordeuropæiske konge, der betalte bedst. Danmarks konge, Svend Tveskæg, formåede dog at udnytte krigernes strenge kodeks til sin egen fordel ved hjælp af en behændig list.

Ved at sammenligne “Jomsvikingernes Saga” med andre historiske kilder har historikerne i grove træk kunnet sammenstykke Svends bedrag:

Omkring år 986 var jomsvikingerne under ledelse af Sigvaldi sultne efter et sejrrigt plyndringstogt. Men først skulle Sigvaldi til Sjælland med 60 langskibe for at deltage i sin faders begravelse. Her holdt lejesvendene også gravøl med Svend Tveskæg, der serverede stærk mjød for sine gæster i de største drikkehorn, han kunne finde.

Målet var at drikke jomsvikingerne så fulde, at de begyndte at prale med deres store styrke. Svend Tveskæg stod for at erobre England og ville gerne undgå, at de norske vikinger kom ham i forkøbet – eller ligefrem allierede sig med den engelske konge.

Altså måtte han sørge for, at jomsvikingerne gik til angreb mod Norge. “Ved sådanne fejringer er det sædvane, at mænd laver store løfter for at styrke deres omdømme”, sagde kongen ifølge sagaen og lovede, at han ville erobre England, inden året var omme.

Sigvaldi, der ikke ville stå tilbage for den danske konge, svarede igen med et lige så selvsikkert løfte: “Indenfor tre år skal jeg hærge i Norge og drive Håkon Jarl ud af sit rige”. De andre jomsvikinger lovede alle at følge Sigvaldi – alt imens Tveskæg må have gnedet sig i hænderne.

Næste morgen blev den tømmermændsplagede Sigvaldi mindet om sit løfte. I stedet for at trække i land drog han mod Norge sammen med sine mænd, for en jomsviking holder sit ord.

“Jomsvikingernes Saga” fortæller, at Håkon Jarl lokkede Sigvaldis flåde i et baghold i fjorden ved Hjørungavåg, 200 km nord for Bergen. De tilfangetagne jomsvikinger blev stillet over for Håkon Jarls bødel.

De så ham koldt i øjnene, mens han med sikre hug skilte de tre første vikingers hoved fra kroppen. Før han svingede øksen, spurgte bødlen hver gang, hvordan jomsvikingen forholdt sig til døden.

Sekunder før sit endeligt sagde én: “Dårligt ville jeg huske jomsvikingernes love, hvis jeg bævede foran døden eller udtrykte min frygt”.

Lejesvendene hærger England

Trods nederlaget undslap en del jomsvikinger med livet i behold og nåede hjem til Jomsborg – blandt dem anføreren Sigvaldi og Thorkild den Høje samt knægten Vagn Åkesson, der giftede sig og forsvandt ud af historien.

I 1009 var jomsvikingerne med Svend Tveskæg i England, hvor de hærgede og plyndrede, før de skiftede over på englændernes side. Nu troede den engelske konge Ethelred, at han havde købt sig et effektivt søforsvar mod invaderende vikingestyrker, men han tog fejl.

Da Svend Tveskægs søn Knud invaderede Nord­england med en stor flåde i 1015, lod jomsvikingernes leder Thorkild den Høje danskerne gå i land uden at yde modstand, og herefter kæmpede jomsvikingerne skulder ved skulder med Knud den Store, der året efter endelig kunne kalde sig konge af England.

Herefter ophører beretningerne om de sagnomspundne jomsvikinger – sandsynligvis fordi elitevikingerne smeltede sammen med Knuds livvagt.

Jomsborg gik angiveligt under omkring år 1043, da den blev ødelagt af Norges konge Magnus den Gode: “Han dræbte mange mennesker, brændte og ødelagde i byen og oplandet og skabte det værste kaos”, fortæller sagaen.