En kølig aprilmorgen år 1014 glider et mægtigt drageskib ind på lavt vand ved byen Sandwich på den engelske østkyst. Folk i byen er rædselsslagne – snart vil de blive overfaldet af en horde blodtørstige vikinger – tror de. I stedet myldrer en ulykkelig skare af lemlæstede unge mænd frem over rælingen.
Uden ører, næse og hænder vader ynglingene afkræftede de sidste meter ind på stranden, før skibet vender og slutter sig til en flåde på vej væk fra England. Ombord på et af skibene er 18-årige Knud Svendssøn – en ung mand, der i de seneste uger har oplevet frygtelig modgang.
Han har mistet sin far og sit rige og er nu på flugt tilbage til sit fødeland, Danmark. Men inden flugten har Knud taget sig tid til koldblodigt at lemlæste hver eneste af de unge mænd, han har taget som gidsler blandt Englands adelige familier som sikkerhed for at få deres fædres støtte i kampen om Englands trone.
Da fædrene alligevel svigtede Knud, betalte sønnerne prisen. Selvom størstedelen af Knuds hær er dræbt, er han ikke slået. Snart skal England komme til at gense Knud Svendssøn – som alle englændere og vikinger en dag vil kalde Knud den Store, vikingetidens mægtigste konge.
Knud sejlede med Svend Tveskæg
Mens skibet sejler mod Danmark, kan Knud tænke tilbage på det forudgående år, hvor han sammen med sin far Svend Tveskæg drog i spidsen for invasionen af England. Gennem mere end 200 år havde englænderne været vant til sommerhalvårets plyndringstogter, men denne gang kom Svend Tveskægs hær ikke for at plyndre, men for at erobre.
I Nordengland blev hans teenagesøn Knud straks efter invasionen gift med Ælfgifu, en lokal stormands datter. Alliancen gav vikingerne ryggen fri til at angribe det sydlige England, som Svend Tveskægs vikinger kastede sig over. Englændernes kong Ethelred den Rådvilde havde intet andet valg end at flygte til Normandiet, mens Svend vandt opbakning blandt landets splittede adel til at sætte sig på tronen.
Men blot en måned efter sin kroning døde Svend Tveskæg pludselig af sygdom, og vikingehæren stod akut og manglede en lederskikkelse. For at blive konge skulle en viking både have kongeligt blod i årerne og nyde agtelse blandt de mange vikingehøvdinge.
Knud deltog i Svend Tveskægs erobring af England i 1013.
Knud var med på togtet og opfyldte begge kriterier, så trods sine blot 18 år valgte vikingerne ham derfor til deres konge, selv om Knuds bror Harald både var ældre og allerede styrede Danmark i faderens fravær.
Knud var ifølge for-tællinger nedskrevet i den islandske “Knytlingesaga” som skræddersyet til sin fornemme titel: “Knud var meget stor af vækst og meget stærk. En prægtig mand at se på, bortset fra at hans
næse var tynd og kroget. Han var af lys lød med smukt hår og brede skuldre”.
Englænderne var dog ligeglade med Knuds prægtighed. Valget af teenageren fik oprøret til at bryde ud, og den landflygtige kong Ethelred vendte hjem fra Normandiet i spidsen for en stor hær.
Da vikingehøvdingen Thorkild den Høje samtidig lod sig bestikke med sølv til at støtte englænderne, skiftede mere end 2.000 vikinger side i kampen, og Knud måtte i hast tage flugten.
Knud mister også Danmark
Efter flugten fra England sejler Knud hjem til Roskilde i Danmark, hvor hans bror Harald tager imod ham med åbne arme. Harald har dog ikke tænkt sig at dele magten over Danmark, selv om hæren har kåret lillebror til deres konge. Da Knud foreslår, at de to brødre skal være samkonger i Danmark og erobre England i fællesskab, afviser Harald derfor tilbuddet.
Han forklarer, at situationen er såre simpel: Knud har mistet sin arv – England – mens han selv har beholdt Danmark. Og Harald agter at holde fast i sin del af arven, Danmark skal ikke deles i to.
Harald lover til gengæld at stille hele sin flåde og alle de danske vikinger, han kan samle, til rådighed for broderen, så Knud året efter kan generobre England.
I 1015 krydser Knud derfor igen Nordsøen. Denne gang står han alene i spidsen for en kæmpe vikingehær bestående af danske, svenske og norske krigere. Danskerne er med, fordi deres konge har befalet det, nordmænd og svenskere deltager, fordi Knud har lovet dem sølv.
Thorkild den Høje, der året før forrådte Knud, har i mellemtiden fortrudt sin aftale med englænderne og stiller nu også sine vikinger til rådighed for invasionshæren.
Den unge konge er klog nok til at slå en streg over, at Thorkild forrådte ham og valgte at blive engelsk lejesoldat. Thorkilds 40 vikingeskibe fulde af erfarne krigere har øget Knuds invasionshærs styrke betydeligt.
List svækker Englands forsvar
Knud går i land ved Sandwich, som kun alt for godt husker den unge mand, der skar næser og ører af sine gidsler, og derfor straks overgiver sig. Herfra bevæger hæren sig ind i landet og plyndrer Sydengland, der intet kan stille op mod en mobil kæmpehær af svært bevæbnede vikinger.
Knud har desuden med en taktisk genistreg svækket englændernes styrker betydeligt ved at lokke deres vigtigste hærleder ud af landet. Han hedder Olav den Hellige, er norsk vikingehøvding og lejesoldat i englændernes sold. Men Olav har også ambitioner om at blive konge af hele Norge. Knud har arvet en lille bid af Norge, og den arv er han villig til at ofre i spillet om England.
Knud har sat sin svoger Erik Jarl til at regere sine norske besiddelser, men laver en studehandel med Olav: Knud tømmer Norge for krigere ved at kræve sin svogers medvirken under invasionen af England.
Med andre ord er Norge let at erobre for Olav, der sejler mod nordøst, mens Knud angriber England. Knud og hans hær har derfor frit spil og erobrer let by efter by.
“Knud var meget stor af vækst og meget stærk. En prægtig mand at se på. Han var af lys lød med smukt hår og brede skuldre”. Knytlingesagaen om Knuds fysik.
Denne magtdemonstration får en af Englands største jordbesiddere, stormanden Eadric Streona, til at skifte side og slutte sig til vikingerne. Streona hersker over det meste af Midtengland og bliver en stærk allieret.
På erobrede heste rider Knuds hær og Streonas mænd mod nord og plyndrer i vinteren 1015-16 det nordvestlige England – stadig uden at have mødt den engelske hær, der gemmer sig bag tykke mure i byer som London og Nottingham. Først senere i 1016 – da kong Ethelred efter lang tids sygdom dør – går England til modangreb.
England får ny konge
Efter Ethelreds død overtager sønnen Edmund Jernside tronen og kommandoen over englændernes hær. Han er mere krigerisk end sin far og går straks til angreb. I to slag mod Knuds vikinger leder han dygtigt de engelske styrker. Både ved Penselwood og Sherston ender kamphandlingerne uafgjort, og stormanden Eadric Streona skifter igen side.
Nu tror Streona på engelsk sejr og skifter derfor side igen ved at sværge Edmund Jernside sin troskab. Da de to hære mødes til det afgørende slag ved Ashingdon i oktober 1016, er oddsene derfor imod Knud.
På 13 år skabte Knud sit imperium
I årene fra 1015 til 1028 underlagde Knud den Store sig store landområder rundt om Nordsøen og på den svenske vestkyst. De lande, der ikke direkte blev underlagt Knuds rige, måtte betale beskyttelsespenge.
Han har 12.000 vikinger bag sig, men Edmund Jernside og Eadric Streona råder tilsammen over endnu flere tropper. Knud placerer taktisk klogt sin hær på toppen af et bakkedrag, så englænderne må angribe opad.
For at indgyde sine vikinger mod stiller han sig bred og mægtig i centrum af skjoldmuren under sin hvide fane med en sort ravn på. Vikingehæren er svært bevæbnet med tveæggede sværd og økser, mens englænderne er en mere broget skare af alt fra adelige krigere i brynje til simple bønder med spyd eller korte daggerter.
En af Knuds svenske lejesvende “modtog Knuds geld (penge, red.) i England” og mindedes det senere på en runesten.
Da de to hære brager sammen, forvandles bakketoppen til et blodigt kaos. Her er ikke plads til ædle dueller, i stedet hugges, stikkes og skubbes. Da slaget nærmer sig sin kulmination, får Eadric Streona pludselig kolde
føder og beordrer, til alles store overraskelse, sine krigere til at trække sig tilbage og forlade slagmarken.
“Jeg kender danskernes styrke”, råber han til mændene, mens han flygter. Uden Streonas mænd er Edmund Jernsides engelske hær svækket, og Knud vinder en knusende sejr.
Knud forhandler trods sejren
Kort efter mødes Edmund Jernside og Knud for at forhandle om fred. Edmund er ikke knækket endnu og truer med at samle en ny hær og fortsætte kampene. Knud ønsker at befæste sin magtposition og vinde tid.
Hans norske og svenske lejetropper kræver efter halvandet år i England at se nogle af de mange sølvmønter, de er blevet lovet, og Edmund har vist sig at være en særdeles farlig modstander på slagmarken.
Under fredsforhandlingerne aftaler den nu 20-årige Knud og 27-årige Edmund, at englænderen skal være konge af det sydlige England, mens Knud krones i nord. De to konger aftaler desuden, at de skal arve hinandens riger, når en af dem dør.
Knud den Store satte sit hof på plads ved at bevise, at han ikke kunne stoppe tidevandet.
Knud ville stoppe tidevandet
Ifølge en sejlivet myte troede kongen, at han var så mægtig, at han kunne herske over naturen.
De fleste englændere kender i dag kun Knud den Store som en tåbe, der troede, at han kunne stoppe tidevandet.
Men myten skyldes historieforvanskning. Ifølge den oprindelige fortælling satte kong Knud sig til rette på en stol på stranden for at give sleske adelsmænd ved sit hof en kristen lærestreg.
Adelsmændene havde lovprist hans magt og sagt, at alt var muligt for Knud, så mægtig var han. Men da ebbe blev til flod, og Knud befalede tidevandet at vige, blev vandmasserne blot ved med at komme nærmere og nærmere og truede til sidst med at gøre hans fødder våde. Ifølge legenden udbrød Knud da:
“Alle væsner er kraftløse. Magten tilhører Herren alene”.
En ydmyg konstatering, som briterne siden har misforstået.
Og det er præcis, hvad Edmund gør blot en måned efter fredsslutningen. Heldet har endnu en gang tilsmilet Knud, der nu kan kalde sig konge af hele England – et af Europas rigeste lande. Her er alt, hvad en viking drømmer om: fed landbrugsjord, store skove, floder fulde af fisk og rige sølvminer.
Som adskillige konger i England før ham slår Knud sig ned i Winchester og gør byen til hovedstad i sit nye rige.
Bryllup er en genistreg
Knud ved, at han bliver nødt til at opløse sin invasionshær og sende hovedparten af den hjem. Ingen kan betale så mange krigere i årevis. Men han står over for en stor opgave: at sikre grebet om magten i et omfattende rige, hvor størstedelen af befolkningen ser ham som en fremmed erobrer.
I 1017 træffer Knud sit livs måske klogeste valg, da han gifter sig med kong Ethelreds enke, Emma af Normandiet. Hun er 10 år ældre end Knud, men hvad dronningen ikke længere besidder i ungdom, har hun så rigeligt i politisk tæft og gode forbindelser til Englands adel.
Emma er desuden søster til Richard 2. af Normandiet og kan derved skærme Knuds rige mod angreb fra de krigeriske normannere. Og så er hun en handlekraftig kvinde, der i den forudgående krig dygtigt ledede Londons
forsvar under Knuds belejring.
For at sikre sin slægt kræver Emma til gengæld for alliancen, at Knud gør deres førstefødte søn til sin tronarving. Knud har ganske vist allerede to sønner og er gift med Ælfgifu, adelskvinden fra Nordengland, men for en nykronet konge bøjer kirken gerne sine skilsmisseregler.
“Jeg skal betale dig den løn, du har fortjent, men således, at den svigagtighed ikke for fremtiden skal behage dig”. Knud den Store til den forræderiske stormand Eadric Streona.
Knud opgiver dog ikke helt forbindelsen med Ælfgifu, en konges favorit på tronen er ikke nødvendigvis også hans favorit i sengen. Til gengæld sidder Emma ved Knuds side i statsrådet og er hans vigtigste rådgiver. For endegyldigt at sikre sin magtbase gør Knud nu regnskabet op med nogle af de magtfulde adelsmænd, som han ikke mener at kunne stole på.
En af dem er den forræderiske stormand Eadric Streona. Streona møder op på slottet i Winchester med håb om at modtage en belønning for at have foræret Knud sejren ved Ashingdon og for at have medvirket ved de vellykkede forhandlinger mellem Knud og Edmund.
Men kong Knud er “mørk i hu”, fremgår det af “Gesta Cnutonis Regis”, som er dronning Emmas krønike om sin unge ægtemand. Knud ser på Eadric Streona og udbryder:
“Vil du, som har bedraget din Herre med svig, kunne være tro mod mig? Jeg skal betale dig den løn, du har fortjent, men således, at den svigagtighed ikke for fremtiden skal behage dig”.
Knud kalder herefter på sin svoger Erik Jarl og beder ham betale Streona efter fortjeneste, hvorefter Erik ufortrødent hugger stormandens hoved af.
Vikinger betales med tonsvis af sølv
Omsider er Knud klar til at betale sine vikinger, som med våben har placeret ham på Englands trone. Og det er naturligvis englænderne, der må punge ud. Prisen lyder på 82.500 pund sølv – den største sum, England nogensinde har betalt sine krigeriske naboer i såkaldt danegæld.
Lejesoldaterne sejler hjem til Skandinavien. Hos sig beholder Knud kun 40 vikingeskibe og 2.000 krigere som sin personlige livgarde, men takket være giftemålet med dronning Emma holder de engelske adelsmænd sig i ro.
Hardeknud kuoli juomingeissa.
Knuds sønner tabte nordsøimperiet
Efter Knud den Stores død i 1035 arvede hans og Emmas ældste søn, Hardeknud, nordsøimperiet.
Hardeknud var vokset op i Danmark og kunne ikke straks rejse til England, fordi Norge løsrev sig. Det tog Hardeknud fem år at få en ikke-angrebspagt i stand med nordmændene. I mellem-tiden udråbte englænderne Knuds og adelskvinden Ælfgifus ældste søn, Harald Harefod, til konge, men han døde i marts 1040. Efter halvbroderens død sejlede Hardeknud med en stor hær til England for at kræve sin ret.
Englænderne indvilgede i at krone Hardeknud, men fortrød det bittert, for deres nye regent var en brutal, hensynsløs og grådig hersker. Han døde under et drikkegilde i 1042 og blev den sidste danske viking, der kunne kalde sig konge af England.
I 1019 vender Knud tilbage til Danmark for første gange i fire år. Han har modtaget besked om, at hans bror Harald er død året før, og efter triumfen i England vover ingen at udfordre Knuds krav på den danske trone.
Knud er nu konge af både England og Danmark, men har endnu større ambitioner. Hele Norden skal indlemmes i hans imperium, så Nordsøen bliver et indhav i et mægtigt rige, større end noget, vikingerne nogensinde har set.
Olav den Hellige snigløber Knud
I 1025 kommer hans norske rival Olav den Hellige imidlertid Knud i forkøbet og angriber Sjælland. Samtidig overfalder Olavs allierede, den svenske konge, Skåne, som udgør Danmarks østgrænse. Knud må i hast samle en hær og sejle til Danmark.
Det afgørende slag om Norden finder sted i slutningen af 1026 ved Helgeåens udløb i Østersøen. Olav den Hellige bygger en dæmning, der opstemmer vandet, og da Knuds flåde nærmer sig, udløser Olavs mænd en flodbølge ved at hakke hul på dæmningen.
Kaos bryder ud, og Knud er tæt på at tabe slaget, før han får kontrol over situationen og vender det truende nederlag til en sejr. “Her knækkede kong Knud sveerne og holdt landet mod to konger”, sang skjaldene efter sejren.
I 1028 er det endelig tid til erobringen af hele Norge, som Knud invaderer med 50 vikingeskibe og solid opbakning fra norske stormænd, som er utilfredse med Olav den Helliges tvangskristning af landet. Knud er selv kristen, men mere pragmatisk anlagt.
For ham er imperiebyggeriet vigtigst, og så må religionen komme i anden række. Stormændenes støtte sikrer Knud magten over Norge.
Med list, politisk snilde, våbenmagt og enorme bunker af sølv har Knud den Store opbygget et nordsøimperium, der overgår alle andre navnkundige vikingers i både størrelse og rigdom. Han regerer over det til sin død i 1035.