Købmanden førte Norden ind i en ny tid
I løbet af 800-tallet ebbede vikingernes brutale plyndringer ud. I stedet skabte vikingekøbmænd lukrative handels-imperier, og nye storbyer knopskød over hele Skandinavien.

Mod øst købte de svenske vikinger sølv og silketæpper, som de bragte til hjem-landenes voksende markeder.
I året 890 gæstede en norsk viking den engelske kong Alfred den Stores residens. Ottar – som var vikingens navn – berettede indgående om sit land, En sekretær noterede omhyggeligt hvert et ord ned, mens Ottar fortalte om geografi, sejlforhold og ikke mindst de mange varer, hans land højt mod nord havde at byde på.
Ottar kender vi kun fra de linjer, som kong Alfreds sekretær noterede ned, men vi får nok at vide om ham til at forstå, at nordboen ikke havde meget til fælles med de skandinaver, der 100 år tidligere havde plyndret og hærget klosteret ved Lindisfarne. Ottar var nemlig ikke kriger, men handelsmand – en ny type viking, som langsomt afløste de barske krigere. Driftige høvdinge opdagede nemlig i midten af 800-tallet de enorme indtægter, der lå gemt i handel med eksotiske varer, og sendte handelsfolk ud i hele den kendte verden.
De rejsende fulgte i kølvandet på langskibe over Nordsøen til De Britiske Øer og roede ad østeuropæiske floder dybt ind i Rusland. De varer, vikingekøbmændene byttede sig til undervejs, bragte de hjem til handelspladser, som var skudt op centrale steder langs Skandinaviens kyster. Med den øgede handel blev handelspladserne til byer, hvor købmænd fra hele verden mødtes for at udveksle varer.
Alle ville have hvalros
Som gave til Alfred medbragte Ottar hvalrostænder, han havde skaffet sig på én af sine mange rejser til Nordnorges øde egne. “Hvalrossen har meget fine ben i tænderne...og deres huder er meget velegnede som reb til skibe”, noterede kong Alfreds sekretær.
Bestanden har åbenbart været rigelig på Ottars tid, for købmanden beretter, at han på to dage havde nedlagt hele 60 eksemplarer. Efterspørgslen har sandsynligvis været tilsvarende stor. Særligt hvalrostænder var eftertragtede blandt Europas velhavende, der brugte tanden til at lave smykker, spillebrikker eller dekorativt udskårne figurer.
På rejsen til Nordnorge skaffede Ottar sig også – ifølge beretningen – værdifulde dyreskind, hvalknogler og fuglefjer. Sandsynligvis edderdun, som kunne sælges dyrt over hele Europa.
Hvor Ottar rejste hen for at afsætte sine varer – bortset fra England – ved vi ikke. De fleste af hans kolleger søgte imidlertid mod én af de tre store markedspladser i Norden; Hedeby i Danmark, Birka i Sverige og Kaupang i Norge.
Til Kaupang ved Oslofjorden valfartede købmænd og byttede deres pelsværk, huder og reb for arabisk sølv, proviant og luksusvarer. Byen havde desuden en lukrativ eksport af jernarbejder og sæbesten, som blev solgt til danskerne mod syd. Kaupang-markedet, der fandt sted hver sommer, havde hård konkurrence. De fleste nordmænd foretrak nemlig at sælge deres varer på De Britiske Øer, hvor især det store marked i Dublin trak handlende til.
Kongen kidnappede købmændene
Birka i Sverige var både bedre besøgt og mere velorganiseret end det norske marked. Byen blev anlagt midt i 700-tallet, antagelig ved kongelig forordning, og var styret af en kongelig embedsmand. I modsætning til Kaupang var Birkas marked aktivt hele året. Om vinteren valfartede pelsjægere og fangere til byen nær det nuværende Stockholm. Her gjorde de klar til sommeren, hvor handelsfolk fra nær og fjern kom sejlende til og fik Birka til at blomstre af liv. En af svenskernes vigtigste indtægtskilder var den jernmalm, arbejdere hentede i minerne i nord og vest. Den blev primært solgt til danske handelsfolk og fragtet til Nordeuropas vigtigste handelsplads i Hedeby i det sydlige Danmark. Byen blev grundlagt omkring år 810 af den danske kong Godfred. Ifølge frankiske historieskrivere efter at Godfred havde ladet den saksiske handelsby Reric – som historikere mener er Rostock – ødelægge og dens købmænd flytte længere nordpå. Ved floden Sliens udmunding oprettede Godfred sin nye handelsplads, der hurtigt sikrede de danske konger store skatteindtægter.