Konge af norden

En vikingekonge turde aldrig holde fri. Fra morgengry til længe efter solnedgang havde han travlt med at skænke mjød til stormænd, planlægge erobringstogter og belønne sine allierede, som holdt ham på magten. Hvis ikke han sikrede folket velstand, stod en rival klar til at dolke ham.

En vikingekonge turde aldrig holde fri. Fra morgengry til længe efter solnedgang havde han travlt med at skænke mjød til stormænd, planlægge erobringstogter og belønne sine allierede, som holdt ham på magten. Hvis ikke han sikrede folket velstand, stod en rival klar til at dolke ham.

Peter Nicolai-Arbo/Nasjonalmuseet For Kunst, Arkitektur Og Design (OSLO), Serge Woodzig, Danielle Keller & Shutterstock

Vikingekongen Svend Tveskæg hæver sit drikkehorn og skåler med de mange stormænd, som er forsamlet i Jelling kongsgård år 987. Før Svend tømmer hornet og sætter sig, erklærer han, at han inden tre år vil drage over havet til England med sin hær.

Svend Tveskægs proklamation indvarsler en ny, ekspansiv epoke i vikingetiden. Mens en konges herredømme førhen har bygget på kontrol med hjemlandet og plyndringer ude i Europa, er enhver konges mål nu at erobre et stort rige.

Denne ambition kulminerer under Svends søn Knud den Store, som i 1028 regerer over et imperium, der omfatter Danmark, Norge og England samt dele af Skotland og Sverige.

Men for at samle så mægtigt et rige skal kongen have diplomatisk snilde, en loyal hær samt en formue til at købe sig allierede med.

Guddommeligt blod flød i årerne

Længe før de nordiske lande blev samlet i tre kongedømmer, var området splittet i et væld af småriger – regeret af stormænd, høvdinge og småkonger.

“Han ville være bedre end alle andre, sådan som han også burde være”. “Olav den Helliges saga” om den stærke norske konge

På bunden af det tidlige vikingesamfund var trællene, der skulle arbejde for de frie bønder. Over bønderne stod stormændene, også kaldet jarler, som ejede store ejendomme og megen jord. Afkas­tet gav dem mulighed for at udruste hære, der kunne bruges til at erobre endnu større landområder.

Bønderne blev ofte pålagt at indgå i jarlens hær, men som oftest var de ganske tilfredse med denne ordning. Stormændene ydede nemlig til gengæld bønderne beskyttelse mod omstrejfende røvere og angribende fjender.

Ifølge historikerne udsprang vikinge­tidens konger sandsynligvis af denne overklasse, men titlen som konge gik ikke nødvendigvis i arv fra far til søn.

Hvis en konge var for travl til selv at tage til et møde, sendte han budbringere med mundtlige beskeder.

© Bridgeman Images

Dagen var fuld af møder

En vikingekonges succes afhang i høj grad af hans evne til at omgås stormændene. For at pleje sine forbindelser inviterede han dem til sin kongsgård, hvor han beværtede dem med mjød og en respektfuld talestrøm.

Vikingetidens samfund byggede i høj grad på personlige relationer – også for kongen. Han skulle sikre, at alle i riget betragtede ham som en såkaldt lykkemand – en person, som stod på særlig god fod med guderne og derigennem kunne garantere befolkningen fred og velstand.

Var folket utilfreds med kongen, risikerede han, at en af rigets stormænd samlede en hær for at skifte ham ud. En jævnlig kontakt med landets stormænd var derfor særdeles vigtig.

Eftersom yderst få mennesker i vikingetiden kunne læse og skrive runer, mødte kongen som oftest folk ansigt til ansigt. På denne måde kunne han også forhindre, at der opstod misforståelser. Kongen brugte en stor del af sin tid på at rejse rundt mellem sine kongsgårde, hvor han bedrev forhandlinger med landets stormænd.

I forbindelse med disse møder drak og spiste kongen sammen med sine undersåtter. En veltalende hersker havde – under indtagelsen af rigelige mængder øl og mjød – gode forudsætninger for at løse konflikter og vinde folk for sine synspunkter.

I et stort rige var det dog ikke altid muligt for kongen selv at møde op. I stedet måtte han bruge budbringere, der leverede mundtlige beskeder til stormændene. Sendebuddene medbragte sandsynligvis runestave eller lignende for at bevise, at de kom fra kongen.

Når en konge døde, og en ny skulle vælges, var arvtageren som regel en mandlig slægtning. Kandidaten blev dog ikke valgt alene pga. sin afstamning – det afgørende var hans færdigheder.

Alt tyder på, at de stormænd, som blev valgt til konger, var fysisk imponerende: Om den danske Knud den Store blev det således sagt, at han var “meget stor af vækst og havde mange kræfter”, mens nordmanden Håkon den Gode var “større, stærkere og smukkere end alle andre”.

“Olav den Helliges saga” hylder ligeledes sin norske hovedpersons evner inden for bl.a. svømning, kastevåben og håndværk. Ydermere står der, at “han ville være bedre end alle andre, sådan som han også burde være pga. sin rang og stand”.

Bortset fra fysisk styrke hævdede kongsemner fra den tidlige vikingetid ofte, at de nedstammede fra de nordiske guder.

I dag er flere af disse konger kun kendt fra sagn, men historikerne regner med, at nogle kan have haft et historisk ophav.

Eksempelvis er det muligt, at den danske konge Regnar Lodbrog – som nævnes af den danske krønikeskriver Saxo (1100-tallet) og er hovedperson i den islandske “Regnar Lodbrogs saga” – bygger på en historisk person, der levede i 800-tallet. Regnars slægt hævdede at nedstamme fra visdomsguden Odin.

Ambitioner førte til mordbrand

Muligvis var de første konger altså driftige jarler, der blev accepteret af andre stormænd og bønder som overherrer for afgrænsede områder. De kunne skabe ro og orden, hvilket gav befolkningen mulighed for at koncentrere sig om landbruget.

At sikre kongens sikkerhed var hirdmændenes vigtigste opgave.

© Shutterstock

Privat livvagt beskyttede kongen

Hirden var kongens private livvagt. Den bestod af op til 60 veltrænede, våbenføre unge mænd, der døgnet rundt skulle sørge for herskerens sikkerhed. Mændene blev udvalgt fra landets ledende slægter – efter alt at dømme af kongen selv. Hver eneste mand måtte personligt aflægge en troskabsed til kongen.

Ved vikingetidens begyndelse omkring år 800 var det ikke ualmindeligt, at unge mænd drog på plyndringstogter for at få erfaringer i kamp. Når en mand først var optaget i hirden, måtte han nemlig ikke længere vige fra kongens side, og hans liv var strengt reglementeret.

Hirden deltog fx i regentens måltider og fulgte ham overalt på hans rejser for at besøge rigets stormænd.

Hirdmændene blev rigt belønnet for deres indsats. Kongen forærede dem guldsmykker og gav dem også del i krigsbyttet.

Efter endt tjeneste gav kongen dem gerne en ejendom. Jobbet i hirden var derfor eftertragtet, og det har antageligvis været en stor ære at blive udvalgt.

Et eksempel på vikingetidens mange småkonger findes muligvis i den fynske by Glavendrup, hvor en runesten fra omkring år 900 er fundet. Forskerne er uenige om, hvordan stenens inskription skal fortolkes, men en mulig læsning er, at den er rejst til minde om en konge ved navn “Alle”, der regerede over et folk kaldet “sølverne”.

Hvor Alle sandsynligvis herskede over et lille område, lykkedes det for andre småkonger at udvide deres rige.

Ifølge “Ynglingesagaen” inviterede svenske kong Ingjald i Uppsala omkring år 650 seks kolleger til et stort gilde i sin nybyggede hal. Idet de forsamlede drak en religiøs skål til digterguden Brage, svor Ingjald, at han ville fordoble sin “magt i alle verdenshjørner”.

Derefter forlod han hallen og stak ild til den. Alle hans konkurrenter omkom i flammerne, og det var nu en smal sag for kong Ingjald at overtage deres riger og “opkræve skat”.

Selvom de mange, små kongedømmer efterhånden blev samlet til Danmark, Norge og Sverige, betød det ikke, at magten endegyldigt var centreret i én person. Et rige var afhængigt af en stærk konge til at holde sammen på det. I ustabile perioder var det derfor almindeligt, at riget blev splittet op mellem flere konger.

Således vurderer nogle historikere, at Danmark kan have været et samlet rige, længe inden Harald Blåtand på Jelling­stenen (ca. år 965) hævdede, at han havde “samlet danerne”.

Skjoldet var en symbolsk gave, der illustrerede kongens rolle som sit folks beskytter.

© Museum Skanderborg

Fx tyder forsvarsvolden Dannevirke fra 400- eller 500-tallet ved rigets sydgrænse på, at der allerede på dette tidspunkt var en stærk centralmagt i området. I Norge var billedet det samme. Efter at Harald Hårfager samlede landet i slutningen af 800-­tallet, hævdede småkonger i Trøndelagen (Midtnorge) og Oplandene (nord for vore dages Oslo) stadig deres selvstændighed flere gange.

De svenske kilder er mere uklare, men Sverige synes længe at have været et kludetæppe af mindre riger. Småkonger i Värmland accepterede fx ikke altid herskeren i det traditionelle kongesæde Upp­sala som deres overhoved.

Alder var et plus

Historikerne ved ikke, præcis hvordan det foregik, når vikingerne skulle vælge en ny konge. Sandsynligvis har alle mandlige slægtninge i den afdøde herskers slægt været potentielle kongsemner.

Når en konge døde, betød det derfor, at såvel sønner som brødre og onkler alle kunne gøre krav på tronen. Ægtefødte sønner stod dog foran de børn, som den afdøde havde fået med sine friller.

Kongsemnet skulle også have nået myndighedsalderen. I vikingetiden var denne antageligvis 12 år – tidspunktet, hvor en dreng kunne udstyres med våben og deltage i krigstræning. Var der flere om buddet, tilfaldt riget ofte den ældste kandidat – nok fordi han havde mest livserfaring.

“De lod tre mands forstand trylle ind i hunden; så den gøede to ord og talte det tredje”. Sagaen “Heimskringla” om et usædvanligt kongevalg i Norge

Var to kongsemner lige gamle og lige kvalificerede, kunne det medføre en blodig fejde mellem dem. For at undgå, at en arvestrid skulle svække riget, kunne en konge selv udpege sin tronfølger, mens han endnu var i live.
En anden mulighed var at dele magten.

Kong Magnus den Gode valgte således at gøre sin farbror Harald Hårderåde til medkonge, beretter islændingen Snorri Sturluson i sagasamlingen “Heimskringla” fra 1200-tallet.

Hund besejrede træl i valgkamp

Eftersom stormændene lettere end bønderne kunne vælte en konge med militær magt, har de sandsynligvis haft stor indflydelse på valget af konge. Ifm. sin tiltrædelse sørgede den norske konge Olav Tryggvason (ca. år 995) for at give stormændene rigelige gaver, samtidig med at han lod sig udråbe til konge på flere af Norges tingsteder.

Det forgyldte pyntebeslag blev fundet i vikingegraven ved Aarhus.

© Museum Skanderborg

Venskaber blev købt med skibe og guld

Mjød og overdådige gæstebud var ikke nok til at holde kongens undersåtter tilfredse. Stormændene forventede også, at han viste dem sin taknemmelighed gennem kostbare gaver.

I 2017 udgravede arkæologer en vikingegrav fra ca. år 950 nær Fregerslev ved Aarhus. Graven kan have tilhørt en af Gorm den Gamles stormænd, mener arkæologerne, der bl.a. fandt et forgyldt pyntebeslag til en hest.

To lignende beslag kendes fra grave nær vikingebyen Hedeby ved Slesvig. Arkæologerne gætter derfor på, at de ensartede beslag må være lavet til den samme rigmand – fx en konge, der skulle bruge dem som alliance­gaver til sine stormænd.

Selvom der ikke fandtes eksplicitte regler for gavegivning, blev det forventet, at en vikingekonge regelmæssigt belønnede stormænd, hirdmænd og skjalde for deres indsats. De kongelige gav også diplomatiske gaver til hinanden.

Fx skænkede Halfdan, bror til danerkongen Sigfred, angiveligt den tyske kong Ludvig et sværd med guldfæste i forbindelse med et besøg hos ham i 873.

Var en konge ikke gavmild nok, risikerede han at miste indflydelse. I værste fald kunne nærigheden ende med, at han blev vraget af sine stormænd til fordel for en mere rundhåndet rival.

Gavernes størrelse varierede ift. modtagerens status. I en scene fra “Harald Hårdrådes saga” går kong Magnus den Gode af Norge ind i et telt, hvor hans slægtning Harald Hård­råde sidder blandt sine mænd:

“Så gik kongen hen til manden, der sad yderst, og gav ham et godt sværd; den næste fik et skjold, og derefter gav han klæder eller våben eller guld – jo større gaver, des mere fornemme var folk”.

Ud over våben, guldsmykker og tøj kunne kongen også forære sine folk skibe eller ejendomme eller hjælpe med at arrangere ægteskaber mellem indflydelsesrige slægter.

Våben og ringe var skattede gaver

I mange egne nød de frie bønder så meget respekt, at de også havde noget at skulle have sagt. Da Håkon den Gode blev valgt ca. år 933, var de norske bønder således modstandere af hans kristendom og bød ham ifølge “Håkon den Godes saga” velkommen med ordene:

“Hvis du holder så hårdt på denne sag (kristendommen, red.), at du vil bruge vold og overgreb imod os, så har vi bønder besluttet alle at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som vil godtage, at vi i frihed kan have den tro, som vi ønsker”.

De kontante ord fik Håkon til at vakle, så han opgav at tvangskristne bønderne.

Taberne i kampen om kongemagten valgte ofte at tage på togt i udlandet. Her kunne de plyndre i årevis, mens de vandt ry, venner og erfaringer – og samlede en formue, som kunne bruges, når en ny chance for at gribe ud efter magten bød sig.

Kongernes strid var ofte uvedkommende for vikingetidens almindelige mennesker, der befandt sig langt fra magtens centrum og blot kæmpede for at overleve. Hvor absurd magtspillet kunne udarte sig, fremgår af “Heimskringla”, hvor kong Øistein af Oplandene flere gange hærger i Trøndelagen.

Den første gang indsatte Øistein sin søn som lydkonge i Trondheim, men de lokale bønder slog deres nye hersker ihjel. Da hans krigere igen angreb området, tvang kongen bønderne til at vælge, hvem de helst ville have som konge: en træl eller hans hund ved navn Saur.

Bønderne valgte hunden, der fik et højsæde og et halsbånd af sølv og guld.

Vikingetiden myldrede med små og store konger. Enkelte af dem blev så mægtige, at de satte uudslettelige spor i historiebøgerne.

© Bridgeman Images

Kongen med det smukke hår erobrede det norske rige

Harald Hårfager
Regeringstid: ca. 872-932

Oprindeligt var Harald en sydnorsk småkonge, som fik sit tilnavn pga. en særlig fager (smuk) hårpragt. Ifølge værket “Heimskringla” svor Harald, at han hverken ville klippe hår eller skæg, før han havde samlet Norge. Det skete angiveligt efter slaget i Hafrsfjord i slutningen af 800-tallet, hvor han besejrede en række andre småkonger. Om Harald reelt set regerede over hele Norge, er dog usikkert.

© Imageselect

Magtbegærlig søn kuppede sin far

Svend Tveskæg
Regeringstid: ca. 987-1014

Efter at have erobret kongemagten fra sin far, Harald Blåtand, rettede Svend blikket mod Norge og England. I år 999 besejrede han sin tidligere allierede Olav Tryggvason af Norge under slaget ved Svold. De næste 14 år var han konge over hele Norge, der dog blev styret af lokale jarler. I 1013 sejlede Svend til England med en erobringshær og underlagde sig landet.

© Nidarosdomen

Vikingekrigeren endte som helgen

Olav den Hellige
Regeringstid: 1015-1028

Efter flere års vikingetogter ude i Europa vendte Olav, tipoldebarn af Harald Hårfager, i 1015 tilbage til Norge. Med sig havde han sin kristne tro og en ambition om at erobre landet. Året efter sejrede han i et søslag over rigets mægtigste fyrster og blev hyldet som konge. Efterfølgende erklærede Olav kristendommen for rigets eneste tilladte religion. Kongens styrkelse af det norske rige og kristendommen skaffede ham mange modstandere – både i udlandet og blandt de norske asatroende. I 1030 blev han dræbt af sine fjender under slaget ved Stiklestad. Efter hans død rapporterede folk om mirakler, og kun ét år senere blev Olav helgenkåret. Middelalderens kristne valfartede herefter til den døde konges grav i Trondheim.

© Serge Woodzig

Splittet land blev samlet under kristen konge

Olof Skötkonung
Regeringstid: ca. 995-1022

Som søn af kong Erik Sejrssæl og Sigrid Storråde, en af Sveriges mægtigste kvinder, havde Olof de bedste forudsætninger for at blive konge. Ifølge traditionen var han den første konge, som regerede over både Svealand og Göta-land – Sveriges to hovedområder. Olof lod sig døbe, hvorved han blev landets første kristne konge såvel som den første til selv at præge mønter. Olof styrkede også riget militært – han indgik bl.a. en alliance med danske Svend Tveskæg.

© Imageselect

England var centrum i det mægtigste vikingerige

Knud den Store
Regeringstid: 1016-1035

Med konkurrenten Edmund Jernsides død i 1016 blev Knud enekonge i England. Bortset fra en rejse til Danmark tre år senere, hvor han overtog magten efter broren Harald, regerede han sit rige fra England. Herfra udvidede Knud sit imperium. I 1027 anerkendte skotterne ham som konge, og året efter underlagde han sig Norge. Historikerne regner også med at dele af Sverige blev opslugt af Knud den Stores Nordsøimperium. Riget smuldrede imidlertid efter vikingekongens død.

“De lod tre mands forstand trylle ind i hunden; så den gøede to ord og talte det tredje”, beretter sagaen.

Uheldigvis fik bønderne ikke megen glæde af deres talende hund. Kort tid efter sin indsættelse døde den nye konge i en kamp mod ulve.

Ofringer skulle sikre velstand

I Uppsala levede ifølge “Ynglingesagaen” i forhistorisk tid en mytisk svensk vikingekonge ved navn Domalde. Efter at folk i flere år havde sultet pga. svigtende høst, og ofringer af okser ikke havde hjulpet, blev kongen selv ofret til guderne. Straks vendte de gode tider tilbage.

Den dræbte, Domalde, havde ikke opfyldt sin mest grundlæggende funktion som vikingefyrste – at være en hamingjumaðr (lykkemand), der stod på god fod med de gamle guder og bragte sit folk velstand og fred. At levere disse to goder var alfa og omega for en vikingekonge. Et eksempel på en succesfuld lykkemand kendes fra Saxo.

Ifølge den danske krønikeskriver herskede der under den mytiske danerkonge Frode Fredegod så fredelige forhold, at det var muligt at efterlade en guldring på landevejen, uden at den blev stjålet.

Sagahistorier som den om Domaldes liv og død tyder på, at en af vikingekongens allervigtigste opgaver var at sikre succesen af de blot­-ritualer (offer-ritualer), der skulle vinde gudernes velvilje i form af god høst og rigt bytte.

En anden af kongens opgaver var at beskytte riget militært. Han skulle samle mænd til hæren, anføre dem i kamp og belønne dem rundhåndet. Derudover var han ansvarlig for byggeriet af grænsevolde, borge, hærveje og bavneanlæg – et alarmsystem af højtliggende signalbål, der i krigstid kunne antændes og hurtigt advare om fjendtlige angreb.

Kongen skulle også være en god diplomat. Han modtog fjender såvel som frænder til gæstebud, hvor de løste problemer og indgik alliancer under indtagelse af rigelige mængder øl, mjød og vin.

De danske konger Harald Blåtand og Svend Tveskæg indgik sågar giftermål med slaviske prinsesser, hvilket sikrede dem et godt forhold til folkeslagene langs Østersøens sydlige kyster.

Kongen rejste land og rige tyndt

Jo større riget blev, desto sværere blev det for kongerne at hævde deres magt. Fyrsterne blev derfor afhængige af stormænd, der kunne fungere som deres stærke lokale repræsentanter.

Der var imidlertid altid en fare for, at en stormand selv fik ambitioner om at regere. Kongen levede derfor et travlt liv, hvor han nærmest konstant var på farten. Han drog rundt mellem sine kongsgårde, som husede ham og hans følge, for at mødes med de lokale stormænd og sikre sig deres opbakning.

Nogle gange kunne rejsen tage flere dage – eksempelvis varede sejladsen fra Danmark til besiddelserne i England gerne tre-seks døgn afhængigt af vind og vejr på overfarten.

En vikingefyrste kunne indkalde sine undersåtter til en såkaldt ledingsflåde, når han ønskede at drage på krigstogt.

© Imageselect

Fra tid til anden blev der afholdt stormøder, hvor alle rigets magtfulde mænd var kaldt sammen. Her blev store krigstogter planlagt, og kongen købte sine jarlers fortsatte loyalitet med gaver såsom guldringe, ejendomme, prægtige klæder, skibe og våben.

Gaverne skulle få stormændene til at sværge kongen troskab, hvilket fungerede som et perfekt regeringsredskab. Ifølge vikingernes æresbegreb var edsbrydere at betragte som det værste afskum – ingen kunne have tillid til en mand, der havde brudt sin ed.

Norske Harald Hårfager skal have været særlig god til at gøre sine stormænd tilfredse. Efterhånden som han underlagde sig Norge, indsatte kongen jarler i de erobrede fylker (regioner). Han lod jarlerne beholde en tredjedel af skatterne, som de inddrev på hans vegne, mod at de hver bidrog med 60 krigere til hans hær.

Skatteindtægterne gjorde jarlerne rigere og mere magtfulde, end de havde været som småkonger. Mange af dem støttede derfor gladeligt Harald.

“Han lå med dem en uge eller to for derefter at sende dem hjem”. Sagaen “Heimskringla” om Håkon jarls appetit på kvinder

Kongen var dog klar over, at deres loyalitet kun var sikret, så længe han havde energi til at rejse rundt i riget og dele gaver ud. Som 80-årig overlod den aldrende Harald derfor magten til sin søn Erik.

Oprør truede altid magthaveren

Livet som vikingekonge var stresset og fuld af farer. Ud over de mange rejser, ceremonier og forhandlinger vidste kongen også, at hans regeringstid kunne ende brat. Ifølge sagaerne måtte svenske Erik Sejrssæl i 985 eksempelvis udkæmpe et tre dage langt slag mod nevøen Styrbjørn, der forsøgte at vælte ham af pinden.

Opgøret havde en tragisk baggrund: Omkring 10 år før var Styrbjørns far, Olof, som var Eriks bror og medkonge, faldet død om ved middagsbordet i Uppsala. Rygterne svirrede om, at Erik havde forgiftet ham. Da Erik kort tid efter valgte at gøre sin ufødte søn til svensk tronarving – på bekostning af Styrbjørns krav – var kimen til en krig lagt.

På trods af at positionen som vikingekonge kunne være direkte farlig, må den alligevel betegnes som yderst attraktiv. Ud over retten til at indkræve skatter besad kongen en række ejendomme, skove og jagtområder.

Når han træt og udkørt ankom til sin kongsgård efter en lang rejsedag, kunne han nyde et luksusliv, hvor han blev opvartet med den bedste mad og drikke, mens hans skjalde stod for smiger og underholdning.

Vikingernes dronninger bestemte i hjemmet.

© Bridgeman Images

Vikingekongens hustru havde stor magt

Meget tyder på, at vikingetidens dronninger skilte sig ud fra mængden. Den svenske dronning Sigrid Storråde var fx en af Sveriges rigeste kvinder, og det lykkedes hende at blive gift med hele to konger – landsmanden Erik Sejrssæl og danske Svend Tveskæg.

I overensstemmelse med vikingetidens øvrige kvinder skildres dronningerne som handlekraftige damer, der nød stor magt i hjemmet. Ifølge digtet “Beowulf” (ca. år 1000) var det almindeligt, at dronningen under et
gilde sendte drikkehorn rundt til gæsterne, når der skulle skåles.

“Olav Tryggvasons saga” nævner, at dronning Thyra havde lige så mange hirdmænd som sin mand, kong Olav, hvilket tyder på, at dronningen har haft en relativt fremtrædende position. Historikerne er imidlertid usikre på, hvor stor politisk magt kongens bedre halvdel reelt havde.

Fx er det uklart, om hun deltog i møder med landets stormænd, når alliancer og fremtidige aftaler skulle forhandles.

Blev kongen til gengæld fordrevet fra riget, måtte dronningen pænt følge med. Samtidig forventedes det, at hun var kongen tro, selvom han selv var sammen med andre kvinder.

Derudover manglede vikingekongerne aldrig kvinder. Ifølge “Heimskringla” havde især den norske hersker Håkon jarl – der trods sin titel i praksis fungerede som Norges konge i årene 970-995 – et ganske betragteligt forbrug af kvinder:

“Det kom så vidt, at jarlen lod tage mægtige mænds døtre og bringe hjem til sig, hvorpå han lå med dem i en uge eller to for derefter at sende dem hjem; af den grund pådrog han sig stort uvenskab fra kvindernes slægtninge”, noterer “Heimskringlas” forfatter, Snorri Sturluson, om jarlen.

England var kronen på værket

Heldigvis for Håkon jarl – og alle andre vikinge­fyrster med fjender – havde de en personlig livvagt til at beskytte sig. Den såkaldte hird skulle bevogte de kongelige dag og nat. Hirdmændene sad med til bords og drog med på rejserne. Til gengæld for deres troskab belønnede kongen dem med rige gaver og krigsbytte fra plyndringstogterne.

Udsigt til krigsbytte havde også Svend Tveskægs hirdmænd, efter at han i 987 svor at ville sejle til England. Kongen udførte flere plyndringstogter i årene efter, og endelig i 1013 blev Svend udråbt til konge af England – det endegyldige bevis på hans triumf som hersker.

Riget nåede sin største udbredelse under hans søn Knud den Store, der herskede over England og det meste af Norden – det såkaldte Nordsøimperium.

Men Knuds sønner kunne ikke løfte arven, og med hans død i 1035 var de store vikingekongers tid forbi. De nordiske lande blev nu en del af det kristne Europa, og togterne ebbede ud. Norden trådte ind i middelalderen.