Konge af norden

På bunden af det tidlige vikingesamfund var trællene, der skulle arbejde for de frie bønder. Over bønderne stod stormændene, også kaldet jarler, som ejede store ejendomme og megen jord. Afkas­tet gav dem mulighed for at udruste hære, der kunne bruges til at erobre endnu større landområder.

Bønderne blev ofte pålagt at indgå i jarlens hær, men som oftest var de ganske tilfredse med denne ordning. Stormændene ydede nemlig til gengæld bønderne beskyttelse mod omstrejfende røvere og angribende fjender.

Ifølge historikerne udsprang vikinge­tidens konger sandsynligvis af denne overklasse, men titlen som konge gik ikke nødvendigvis i arv fra far til søn.

Når en konge døde, og en ny skulle vælges, var arvtageren som regel en mandlig slægtning. Kandidaten blev dog ikke valgt alene pga. sin afstamning – det afgørende var hans færdigheder.

Alt tyder på, at de stormænd, som blev valgt til konger, var fysisk imponerende: Om den danske Knud den Store blev det således sagt, at han var “meget stor af vækst og havde mange kræfter”, mens nordmanden Håkon den Gode var “større, stærkere og smukkere end alle andre”.

“Olav den Helliges saga” hylder ligeledes sin norske hovedpersons evner inden for bl.a. svømning, kastevåben og håndværk. Ydermere står der, at “han ville være bedre end alle andre, sådan som han også burde være pga. sin rang og stand”.

Bortset fra fysisk styrke hævdede kongsemner fra den tidlige vikingetid ofte, at de nedstammede fra de nordiske guder.

I dag er flere af disse konger kun kendt fra sagn, men historikerne regner med, at nogle kan have haft et historisk ophav.

Eksempelvis er det muligt, at den danske konge Regnar Lodbrog – som nævnes af den danske krønikeskriver Saxo (1100-tallet) og er hovedperson i den islandske “Regnar Lodbrogs saga” – bygger på en historisk person, der levede i 800-tallet. Regnars slægt hævdede at nedstamme fra visdomsguden Odin.

Ambitioner førte til mordbrand

Muligvis var de første konger altså driftige jarler, der blev accepteret af andre stormænd og bønder som overherrer for afgrænsede områder. De kunne skabe ro og orden, hvilket gav befolkningen mulighed for at koncentrere sig om landbruget.

Et eksempel på vikingetidens mange småkonger findes muligvis i den fynske by Glavendrup, hvor en runesten fra omkring år 900 er fundet. Forskerne er uenige om, hvordan stenens inskription skal fortolkes, men en mulig læsning er, at den er rejst til minde om en konge ved navn “Alle”, der regerede over et folk kaldet “sølverne”.

Hvor Alle sandsynligvis herskede over et lille område, lykkedes det for andre småkonger at udvide deres rige.

Ifølge “Ynglingesagaen” inviterede svenske kong Ingjald i Uppsala omkring år 650 seks kolleger til et stort gilde i sin nybyggede hal. Idet de forsamlede drak en religiøs skål til digterguden Brage, svor Ingjald, at han ville fordoble sin “magt i alle verdenshjørner”.

Derefter forlod han hallen og stak ild til den. Alle hans konkurrenter omkom i flammerne, og det var nu en smal sag for kong Ingjald at overtage deres riger og “opkræve skat”.

Selvom de mange, små kongedømmer efterhånden blev samlet til Danmark, Norge og Sverige, betød det ikke, at magten endegyldigt var centreret i én person. Et rige var afhængigt af en stærk konge til at holde sammen på det. I ustabile perioder var det derfor almindeligt, at riget blev splittet op mellem flere konger.

Således vurderer nogle historikere, at Danmark kan have været et samlet rige, længe inden Harald Blåtand på Jelling­stenen (ca. år 965) hævdede, at han havde “samlet danerne”.

Fx tyder forsvarsvolden Dannevirke fra 400- eller 500-tallet ved rigets sydgrænse på, at der allerede på dette tidspunkt var en stærk centralmagt i området. I Norge var billedet det samme. Efter at Harald Hårfager samlede landet i slutningen af 800-­tallet, hævdede småkonger i Trøndelagen (Midtnorge) og Oplandene (nord for vore dages Oslo) stadig deres selvstændighed flere gange.

De svenske kilder er mere uklare, men Sverige synes længe at have været et kludetæppe af mindre riger. Småkonger i Värmland accepterede fx ikke altid herskeren i det traditionelle kongesæde Upp­sala som deres overhoved.

Alder var et plus

Historikerne ved ikke, præcis hvordan det foregik, når vikingerne skulle vælge en ny konge. Sandsynligvis har alle mandlige slægtninge i den afdøde herskers slægt været potentielle kongsemner.

Når en konge døde, betød det derfor, at såvel sønner som brødre og onkler alle kunne gøre krav på tronen. Ægtefødte sønner stod dog foran de børn, som den afdøde havde fået med sine friller.

Kongsemnet skulle også have nået myndighedsalderen. I vikingetiden var denne antageligvis 12 år – tidspunktet, hvor en dreng kunne udstyres med våben og deltage i krigstræning. Var der flere om buddet, tilfaldt riget ofte den ældste kandidat – nok fordi han havde mest livserfaring.

Var to kongsemner lige gamle og lige kvalificerede, kunne det medføre en blodig fejde mellem dem. For at undgå, at en arvestrid skulle svække riget, kunne en konge selv udpege sin tronfølger, mens han endnu var i live.
En anden mulighed var at dele magten.

Kong Magnus den Gode valgte således at gøre sin farbror Harald Hårderåde til medkonge, beretter islændingen Snorri Sturluson i sagasamlingen “Heimskringla” fra 1200-tallet.

Hund besejrede træl i valgkamp

Eftersom stormændene lettere end bønderne kunne vælte en konge med militær magt, har de sandsynligvis haft stor indflydelse på valget af konge. Ifm. sin tiltrædelse sørgede den norske konge Olav Tryggvason (ca. år 995) for at give stormændene rigelige gaver, samtidig med at han lod sig udråbe til konge på flere af Norges tingsteder.

I mange egne nød de frie bønder så meget respekt, at de også havde noget at skulle have sagt. Da Håkon den Gode blev valgt ca. år 933, var de norske bønder således modstandere af hans kristendom og bød ham ifølge “Håkon den Godes saga” velkommen med ordene:

“Hvis du holder så hårdt på denne sag (kristendommen, red.), at du vil bruge vold og overgreb imod os, så har vi bønder besluttet alle at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som vil godtage, at vi i frihed kan have den tro, som vi ønsker”.

De kontante ord fik Håkon til at vakle, så han opgav at tvangskristne bønderne.

Taberne i kampen om kongemagten valgte ofte at tage på togt i udlandet. Her kunne de plyndre i årevis, mens de vandt ry, venner og erfaringer – og samlede en formue, som kunne bruges, når en ny chance for at gribe ud efter magten bød sig.

Kongernes strid var ofte uvedkommende for vikingetidens almindelige mennesker, der befandt sig langt fra magtens centrum og blot kæmpede for at overleve. Hvor absurd magtspillet kunne udarte sig, fremgår af “Heimskringla”, hvor kong Øistein af Oplandene flere gange hærger i Trøndelagen.

Den første gang indsatte Øistein sin søn som lydkonge i Trondheim, men de lokale bønder slog deres nye hersker ihjel. Da hans krigere igen angreb området, tvang kongen bønderne til at vælge, hvem de helst ville have som konge: en træl eller hans hund ved navn Saur.

Bønderne valgte hunden, der fik et højsæde og et halsbånd af sølv og guld.

“De lod tre mands forstand trylle ind i hunden; så den gøede to ord og talte det tredje”, beretter sagaen.

Uheldigvis fik bønderne ikke megen glæde af deres talende hund. Kort tid efter sin indsættelse døde den nye konge i en kamp mod ulve.

Ofringer skulle sikre velstand

I Uppsala levede ifølge “Ynglingesagaen” i forhistorisk tid en mytisk svensk vikingekonge ved navn Domalde. Efter at folk i flere år havde sultet pga. svigtende høst, og ofringer af okser ikke havde hjulpet, blev kongen selv ofret til guderne. Straks vendte de gode tider tilbage.

Den dræbte, Domalde, havde ikke opfyldt sin mest grundlæggende funktion som vikingefyrste – at være en hamingjumaðr (lykkemand), der stod på god fod med de gamle guder og bragte sit folk velstand og fred. At levere disse to goder var alfa og omega for en vikingekonge. Et eksempel på en succesfuld lykkemand kendes fra Saxo.

Ifølge den danske krønikeskriver herskede der under den mytiske danerkonge Frode Fredegod så fredelige forhold, at det var muligt at efterlade en guldring på landevejen, uden at den blev stjålet.

Sagahistorier som den om Domaldes liv og død tyder på, at en af vikingekongens allervigtigste opgaver var at sikre succesen af de blot­-ritualer (offer-ritualer), der skulle vinde gudernes velvilje i form af god høst og rigt bytte.

En anden af kongens opgaver var at beskytte riget militært. Han skulle samle mænd til hæren, anføre dem i kamp og belønne dem rundhåndet. Derudover var han ansvarlig for byggeriet af grænsevolde, borge, hærveje og bavneanlæg – et alarmsystem af højtliggende signalbål, der i krigstid kunne antændes og hurtigt advare om fjendtlige angreb.

Kongen skulle også være en god diplomat. Han modtog fjender såvel som frænder til gæstebud, hvor de løste problemer og indgik alliancer under indtagelse af rigelige mængder øl, mjød og vin.

De danske konger Harald Blåtand og Svend Tveskæg indgik sågar giftermål med slaviske prinsesser, hvilket sikrede dem et godt forhold til folkeslagene langs Østersøens sydlige kyster.

Kongen rejste land og rige tyndt

Jo større riget blev, desto sværere blev det for kongerne at hævde deres magt. Fyrsterne blev derfor afhængige af stormænd, der kunne fungere som deres stærke lokale repræsentanter.

Der var imidlertid altid en fare for, at en stormand selv fik ambitioner om at regere. Kongen levede derfor et travlt liv, hvor han nærmest konstant var på farten. Han drog rundt mellem sine kongsgårde, som husede ham og hans følge, for at mødes med de lokale stormænd og sikre sig deres opbakning.

Nogle gange kunne rejsen tage flere dage – eksempelvis varede sejladsen fra Danmark til besiddelserne i England gerne tre-seks døgn afhængigt af vind og vejr på overfarten.

Fra tid til anden blev der afholdt stormøder, hvor alle rigets magtfulde mænd var kaldt sammen. Her blev store krigstogter planlagt, og kongen købte sine jarlers fortsatte loyalitet med gaver såsom guldringe, ejendomme, prægtige klæder, skibe og våben.

Gaverne skulle få stormændene til at sværge kongen troskab, hvilket fungerede som et perfekt regeringsredskab. Ifølge vikingernes æresbegreb var edsbrydere at betragte som det værste afskum – ingen kunne have tillid til en mand, der havde brudt sin ed.

Norske Harald Hårfager skal have været særlig god til at gøre sine stormænd tilfredse. Efterhånden som han underlagde sig Norge, indsatte kongen jarler i de erobrede fylker (regioner). Han lod jarlerne beholde en tredjedel af skatterne, som de inddrev på hans vegne, mod at de hver bidrog med 60 krigere til hans hær.

Skatteindtægterne gjorde jarlerne rigere og mere magtfulde, end de havde været som småkonger. Mange af dem støttede derfor gladeligt Harald.

Kongen var dog klar over, at deres loyalitet kun var sikret, så længe han havde energi til at rejse rundt i riget og dele gaver ud. Som 80-årig overlod den aldrende Harald derfor magten til sin søn Erik.

Oprør truede altid magthaveren

Livet som vikingekonge var stresset og fuld af farer. Ud over de mange rejser, ceremonier og forhandlinger vidste kongen også, at hans regeringstid kunne ende brat. Ifølge sagaerne måtte svenske Erik Sejrssæl i 985 eksempelvis udkæmpe et tre dage langt slag mod nevøen Styrbjørn, der forsøgte at vælte ham af pinden.

Opgøret havde en tragisk baggrund: Omkring 10 år før var Styrbjørns far, Olof, som var Eriks bror og medkonge, faldet død om ved middagsbordet i Uppsala. Rygterne svirrede om, at Erik havde forgiftet ham. Da Erik kort tid efter valgte at gøre sin ufødte søn til svensk tronarving – på bekostning af Styrbjørns krav – var kimen til en krig lagt.

På trods af at positionen som vikingekonge kunne være direkte farlig, må den alligevel betegnes som yderst attraktiv. Ud over retten til at indkræve skatter besad kongen en række ejendomme, skove og jagtområder.

Når han træt og udkørt ankom til sin kongsgård efter en lang rejsedag, kunne han nyde et luksusliv, hvor han blev opvartet med den bedste mad og drikke, mens hans skjalde stod for smiger og underholdning.

Derudover manglede vikingekongerne aldrig kvinder. Ifølge “Heimskringla” havde især den norske hersker Håkon jarl – der trods sin titel i praksis fungerede som Norges konge i årene 970-995 – et ganske betragteligt forbrug af kvinder:

“Det kom så vidt, at jarlen lod tage mægtige mænds døtre og bringe hjem til sig, hvorpå han lå med dem i en uge eller to for derefter at sende dem hjem; af den grund pådrog han sig stort uvenskab fra kvindernes slægtninge”, noterer “Heimskringlas” forfatter, Snorri Sturluson, om jarlen.

England var kronen på værket

Heldigvis for Håkon jarl – og alle andre vikinge­fyrster med fjender – havde de en personlig livvagt til at beskytte sig. Den såkaldte hird skulle bevogte de kongelige dag og nat. Hirdmændene sad med til bords og drog med på rejserne. Til gengæld for deres troskab belønnede kongen dem med rige gaver og krigsbytte fra plyndringstogterne.

Udsigt til krigsbytte havde også Svend Tveskægs hirdmænd, efter at han i 987 svor at ville sejle til England. Kongen udførte flere plyndringstogter i årene efter, og endelig i 1013 blev Svend udråbt til konge af England – det endegyldige bevis på hans triumf som hersker.

Riget nåede sin største udbredelse under hans søn Knud den Store, der herskede over England og det meste af Norden – det såkaldte Nordsøimperium.

Men Knuds sønner kunne ikke løfte arven, og med hans død i 1035 var de store vikingekongers tid forbi. De nordiske lande blev nu en del af det kristne Europa, og togterne ebbede ud. Norden trådte ind i middelalderen.