Munken Alcuin fra York var chokeret. Den fromme mand havde ellers set mangt og meget og gik for at være en lærd kristen, men beretningerne om de frygtelige vikingeangreb på klosteret i Lindisfarne rystede ham alligevel. Indigneret satte munken sig ned og forevigede angrebet for eftertiden:
“Aldrig før er De Britiske Øer blevet udsat for et sådant rædselsregimente, som det vi nu oplever fra en hedensk race”, skrev Alcuin til sin herre, Karl den Store af Frankrig, og fortsatte: “Heller aldrig havde vi troet, at et angreb af den art kunne komme fra søsiden. St. Cuthbert-kirken, det mest hellige sted på De Britiske Øer, er givet som bytte for hedningene”.
Det angreb, som munken Alcuin beskrev, fandt sted den 8. juni 793.
På denne dag gled nordboernes smidige langskibe ind til kysten ud for Lindisfarne i det sydøstlige England. Her landsatte de en ny tids krigere, der i kampduelighed og -gejst overgik alt, hvad europæerne hidtil havde set.
Som en stormvind plyndrede nordboerne klosterets sølvskatte, myrdede munkene og skændede bygningerne, før de igen forsvandt over havet.
Angrebet var ikke det første i England, for vikingerne havde længe givet sig af med sporadisk hærgen af landets kyster, men plyndringen af Lindisfarne regnes som vikingernes første større krigstogt på De Britiske Øer.
Klosternedbrændingen blev begyndelsen til et hundredårigt rædselsregimente, hvor vikinger hærgede, plyndrede, bortførte og myrdede over hele Europa.
Hele den europæiske kristenhed var truet af de blonde barbarkrigere, og en overgang så det ud, som om endda kirken selv skulle bukke under for sværmen fra nord.
Børnene blev trænet til krig
Vikingernes succes med at undertvinge alle, der stod i vejen for deres jagt på gods og guld, var ikke nogen tilfældighed. Krigskunst og krigermentalitet var en fast del af vikingernes hverdag gennem hele livet.
Skandinavien var i 700-årene tyndt befolket.
Nordboerne levede i små stammesamfund, hvor slægten og familien udgjorde tilværelsens absolutte omdrejningspunkt. Blev vikingens nærmeste angrebet af rivaliserende familier eller nabostammer, stod han klar til at forsvare sin slægt med alle midler.
Og de bønder, der udgjorde rygraden i vikingesamfundet, havde ret til at bære våben og pligt til at bruge det, for som den senere krønikeskriver Saxo Grammaticus fastslår, var det “mere ærefuldt at slås end at mundhugges”.
Derfor vidste drengebørn, at kun gennem krig kunne de blive til mænd. Ifølge digtet “Rigs vandring” lærte børnene en lang række teknikker og færdigheder, der kunne hjælpe i kamp: Digtet fortæller om drengen Jarl, der “lærte at sno strengen, bøje buen og skæfte pile, at skyde med spyd, jage med hunde og at svinge sværd”.
Navnet Jarl tyder på, at barnet har været af høvdingeslægt, men alle bondebørn har formentlig leget krigslege. Historikere mener, at selv helt små drenge på tre år har svunget træsværd og kastet træspyd. Spidsen af spyddet har dog været dækket af et stykke læder, så børnene ikke kunne gøre skade på sig selv og hinanden.
Så snart drengene blev lidt større, kunne de være heldige at få et rigtigt våben af jern, smedet i børnestørrelse.
Arkæologer har fundet flere af disse våben, blandt andet et lille sværd og en økse, i en børnegrav i Norge. Ud over leg med våben var brydning en af de mest populære lege, som børnene med glæde kastede sig ud i året rundt.
Om sommeren tumlede drenge og unge mænd rundt på græsset, og om vinteren forlystede de sig med at “holde julebrydning”, som legen til højtiden blev kaldt.
Brydekampene var perfekte til at indøve hurtighed og overraskelsesteknikker, og de mange timers træning hjalp siden i nærkampe, hvor krigerne nogle gange smed sværdene og brødes med fjenden.
Derudover havde brydningen et socialiserende formål, for vikingen lærte også at holde sig til kampens regler og dermed indordne sig vikingekrigernes disciplin.
Vikingerne skulle fx love ikke med vilje at skade hinanden under legen.
Disse regler blev taget meget alvorligt og håndhævet med hård hånd. Overholdt en viking ikke reglerne, begik han nid og kunne kaldes en nidding – ét af vikingetidens værste skældsord.
Sneboldkampe trænede krigstaktik
Om vinteren når sneen faldt, byggede børnene volde og fæstninger, som de derefter kappedes om.
Ud over at være underholdende var sneboldkampene også effektiv træning i belejringsteknikker og til at træne de stenkast, der ofte udgjorde indledningen til et vikingeslag. Vigtigst af alt skulle den opvoksende viking dog lære om krigersamfundets æresbegreb.
Nordboerne var overbevist om, at en række af gudinder – de såkaldte norner – spandt livets tråde, og at ethvert menneskes liv var bestemt på forhånd. Ingen mand kunne derfor ændre sin skæbne, og kun den heltemodige kriger ville komme i Valhal. En viking måtte derfor slås som en mand og, hvis guderne ønskede det, dø som en mand:
“I ethvert slag vil én ud af to ting ske – enten vil du falde, eller du vil overleve. Vær derfor modig, for alt er bestemt på forhånd. Intet kan dræbe en mand, hvis ikke hans tid er kommet, og ingen kan redde den, der er dømt til at dø”, formaner en bonde i Sverris saga sin søn, mens de sammen går ned mod langskibet, der venter ved kysten.
Og ligesom døden i kamp var det mest ærefulde, en viking kunne opnå, var evnen til plyndring også højt respekteret. I modsætning til simple tyverier, som blev anset for kujonagtige.
Sådan tænkte også vikingekrigeren Egill Skallagrimson. Ifølge sagaer var Egill ved at plyndre en bondegård, da gårdens ejere pludseligt kom hjem.
Egill og hans mænd blev bundet og efterladt i et rum. I løbet af natten lykkedes det plyndringsmændene at slide sig fri af rebene og at stikke af mod skibene med bondens værdier i hænderne. Men på vej mod stranden blev Egill grebet af dårlig samvittighed:
“Denne rejse er en katastrofe og helt upassende for en kriger. Vi har stjålet hans penge, uden at han ved det. Sådan en skam kan vi ikke lade falde over os”.
Resolut løb Egill og hans folk tilbage til gården, hvor de stak ild til bygningerne.
Da den skrækslagne bondefamilie tumlede ud af det brændende hus, blev de brutalt hugget ned. Herefter, fortæller sagaen, kunne Egill og hans følge vende tilbage til skibet med både rovet og æren i behold.
Fra plyndring til professionel hær
Vikingernes fladbundede skibe kunne sejle helt tæt på kysterne.
Vikingernes fysiske træning og ikke mindst deres indstilling gjorde dem til frygt- og kompromisløse krigere. Efter plyndringen af Lindisfarne fulgte angreb på andre byer og klostre, og proceduren var den samme hver eneste gang.
Tyst og lynende hurtigt sneg de store fladbundede langskibe sig tæt op mod kysterne, hvor krigerne sprang i land. Før beboerne kunne nå at samle et forsvar, havde vikingerne overfaldet og overmandet dem, grebet byttet – ofte de store sølvskatte, som klostrene gemte – og var stukket af igen.
På vej mod nye byer, med nye skatte. Sådan forløb hele sommerhalvåret, indtil vikingerne om efteråret igen rejste tilbage over havet i tide til at passe hjemmet og høsten. Med tiden blev vikingeangrebene mere professionelle og velorganiserede. I stedet for tilfældige plyndringer dannede lokale stormænd og ambitiøse konger nu regulære hære, der kunne angribe større og bedre udrustede fjender.
Sandsynligvis har samlingen af hærene foregået gennem et slags tidligt ledings-væsen, hvor de forskellige gårde var forpligtet til at stille med et allerede forudbestemt antal krigere og skibe.
Med de mere professionelle hære fulgte også bedre disciplin. I kampe mod stærkere fjender var vikingernes taktik som regel nøje planlagt.
Slaget blev indledt med stenkast, hvor vikingerne kunne se fjenden lidt an og forberede sig til nærkamp. Herefter angreb vikingerne med sværd, spyd og økser snart den ene og snart den anden gruppe af modstandernes flanker. De små nålestiksangreb skulle forskyde fjendens linjer og udmatte de mindre trænede bondesoldater, som vikingerne ofte mødte.
Når modstanderne var svækket, stormede vikingehæren mod fjendens linjer i en kileformation.
Høvdingen løb forrest med sin livvagt helt tæt på. Denne mur af mænd hamrede ind i fjendens linjer, mens nye krigere kom tromlende bagfra, opløste modstandernes formationer og banede vejen for nærkampe.
Høvdingen var som regel den mest drevne kriger og slog indædt enhver, der kom inden for rækkevidde, til jorden.
Under kampen blev høvdingen beskyttet af sin livvagt, som oftest 12 af klanens dygtigste og mest betroede krigere. I den udmattelseskrig, som nærkampene var, blev krigerens udholdenhed og kampmoral afgørende, og de veltrænede vikinger kom derfor som oftest ud som sejrherrer.
I slag mellem to vikingehære forsøgte parterne ofte at afgøre slaget hurtigt ved at udse sig fjendens høvding, storme mod ham og forhåbentlig slå ham ihjel med et af de første slag og på den måde sende modstandernes hær i opløsning.
Frankrig mærker vikingernes styrke
Vikingernes voksende styrke fik dem til at rette blikket bort fra De Britiske Øer for en tid. I stedet så de nu mod et endnu bedre bytte, det mægtige frankiske rige på den anden side af Den Engelske Kanal.
Her i det frugtbare og rige land havde kong Karl den Store hersket, men efter den mægtige krigerkonges død blev Frankerriget svækket af intern splid, hvilket gav vikingerne let spil. Nordboerne skyllede ind over strandene, op ad floderne og ind over landet.
I 841 sejlede vikingerne for første gang op ad Seinen, hvor de plyndrede Rouen og angreb klostret Jumièges.
Året efter vendte de tilbage for at afkræve danegæld, beskyttelsespenge, fra byerne langs floden. De, som nægtede, blev plyndret.
De følgende tyve år var ingen flod i det vestfrankiske rige sikker for
vikingerne. Frankerriget, Europas mægtigste nation og kristenhedens højborg i nord, var sendt i defensiven.
Efter sejrene i Frankrig rettede vikingerne blikket mod de store byer i England.
I år 867 angreb en “hedensk hærskare” under ledelse af Ivar Benløs storbyen York.
I kraft af sin kampvilje, sit intellekt og sin store styrke blev han regnet som en af vikingetidens dygtigste krigere, og en formidabel hærfører. Med sine styrker indtog han York og erobrede siden en stor del af det nordøstlige England – i mere end 100 år var området under den såkaldte Danelaw styret af skiftende vikingekonger.
Høvding indtog Italien med list
Med tiden blev vikingerne mere og mere ambitiøse. Bjorn Ragnarsson, en dansk høvdingesøn, som havde plyndret de vestfrankiske kyster, ville ikke lade sig nøje med Nordeuropa.
På den anden side af Frankerriget, ved Middelhavet, lå byer og havne, der var endnu rigere end de steder, vikingerne hidtil havde kendt til.
Derfor samlede Bjorn 632 skibe og satte med en hær på mere end 6000 mand kursen mod Middelhavet og det mægtige Rom.
På sit togt plyndrede og hærgede han og fyldte sine skibe med guld, sølv og slaver, som skulle sættes til salg på markederne i Skandinavien. Efter et år vendte flåden hjem – godt nok uden at have nået Rom – men alligevel til stor hyldest.
Ragnarssons togt skulle blive det sidste store togt i Middelhavet, og i slutningen af 800-tallet lykkedes det også frankerne at dæmme op for den nordiske trussel.
I stedet vendte vikingerne langsomt krigerkulturen ryggen, og en ny slags nordbo begyndte at sejle mod de fremmede kyster. Nu ikke klædt i brynje og med økse, men bevæbnet med handelsvarer og sølv.