I slutningen af 700-tallet begynder indbyggere­ fra Norge, Sverige og Danmark­ at drage “i viking” – de hærger,­ handler og bosætter sig adskillige steder.­ Også Grønland bliver­ i slutningen­ af 900-tallet del af vikingernes verden. Her hører­ Leif Eriksson­ om et ukendt land længere mod vest og drager afsted.

© Yale University Press, Istock & Magnolia Pictures

Leif den Lykkelige gjorde vikingerne til amerikanere

Da Leif den Lykkelige slog sig ned på Nordamerikas kyst, begyndte et sandt handelseventyr for vikingerne. 500 år før Columbus' landgang tjente de styrtende på at eksportere eksotisk skind og horn fra “enhjørninger” til de europæiske fyrstehuse.

14. januar 2019 af Hans Henrik Fafner

Sommeren var ved at gå på hæld, da Thorvald Eiriksson var på vej hjemover. Skibet bevægede sig støt op langs den amerikanske østkyst. 

Vinland, som vikingerne kaldte den grønne kyst, gled langsomt forbi, og mændene vidste, at når landskabet længere mod nord skiftede til klippekyst med dybe skove bagved, var det tid til at sætte over havet – over til Grønland, hvor de var kommet fra.

Thorvald og hans besætning på 30 mand havde tilbragt denne og den foregående sommer med at udforske landet omkring Leifsbúdir, den lille vikingeboplads et sted på kysten. 

Det havde været to gode somre, og den milde vinter indimellem havde ikke budt på de samme vanskeligheder som klimaet hjemme i bygderne på den grønlandske vestkyst. Thorvald var glad og tilfreds. 

Han trak tiden ud, selv om han vidste, at det gjaldt om at komme over havet, inden efterårets storme med isnende blæst fra nordøst satte ind. Da skibet derfor passerede en vig på kysten, besluttede han at gå i land. Et sidste, kort besøg inden hjemrejsen.

Inde i vigen var nogle små både trukket op på stranden. De vendte bunden i vejret, og ved siden af lå otte mænd. Thorvald så, at det var sovende “skrællinger”. Navnet betød vilde eller fremmede – vikingerne brugte fx ordet om inuitbefolkningen i Grønland. 

Men disse skrællinger var anderledes. Thorvald Eiriksson og hans mænd havde tidligere mødt fem af dem nede ved Leifsbúdir, og dem havde han og hans folk slået ihjel med det samme.

Thorvald besluttede at gøre samme korte proces her, så vikingerne angreb straks de sovende mænd. Syv af dem blev hurtigt hugget ned, men den ottende havde held til at slippe væk, få sin kano i vandet og padle med rasende fart mod en stor boplads, vikingerne kunne se inde i bunden af vigen.

Thorvald Eiriksson havde stadig intet hastværk. Med sine mænd gik han op på et højdedrag, hvor han talte om at bygge en permanent vikingekoloni på stedet. Imens nåede adskillige både med bevæbnede mænd frem. De kastede sig over vikingerne.

“Jeg synes stadig, dette er så skønt et land, at jeg vil bosætte mig her, og jeg ønsker ikke at skabe flere fjender ved denne kamp”, udbrød Thorvald. Han beordrede sine folk til at kæmpe defensivt. Ikke desto mindre blev flere indianere og et par vikinger dræbt. 

Da angriberne trak sig tilbage, var Thorvald Eiriksson dødeligt såret af en pil i armhulen. Senere på dagen efterlevede vikingerne hans ønske om at blive begravet på stedet, hvorpå de satte kursen hjem til Grønland.

Vikingernes fartøjer var uhyre sødygtige, viser flere nutidige rekonstruktioner­. Men livet om bord i åben båd var barskt.

© Getty Images

Sagaerne fortæller historien

Vikingeforskningen har beretningen om Thorvalds møde med skrællingerne fra den af de islandske sagaer, som kaldes Grønlændernes saga. 

Teksterne indeholder ifølge forskerne en kerne af historisk sandhed, men er også en kulørt, ufuldstændig version af historien. Alligevel er sagaerne en uvurdelig kilde til eftertidens viden om vikingernes udforskning af Nordamerika. 

Grønlændernes saga beskriver seks forskellige rejser, hvor Thorvald Eirikssons fatale møde med den indianske befolkning indtraf på den tredje vikingerejse. Thorvald Eiriksson var formentlig på farten i årene 1002 og 1003.

For vild – og opdagede Amerika

Vikingernes første møde med Nordamerika kom som noget af en tilfældighed. Sent på efteråret i 986 vendte Bjarni Herjolfsson hjem til den veletablerede koloni på Island med skibet fuldt af varer fra Norge. 

Som altid ville han som det første besøge sin far, men erfarede, at faderen samme sommer var rejst til Grønland for at slutte sig til Erik den Røde. De første vikinger var rejst derop otte år tidligere, og nu var den sydligste del af den grønlandske vestkyst tidens store vækstområde.

Bjarni besluttede, efter en kort rådslagning med sin besætning, at rejse videre fra Island til Grønland. 

Men hverken han eller nogen anden om bord havde gjort turen før, så da de midtvejs løb ind i tæt tåge, kunne de ikke længere navigere efter solen og for vild på oceanet. 

De har formentlig sejlet omkring i tågen i et par uger, og da det atter blev klart vejr, fandt de ud af, at de var kommet for langt mod syd. De var altså sejlet syd om Grønland og befandt sig nu ved en ukendt kyst med store skove.

Bjarni gjorde kun kort ophold. Ifølge sagaen gik han end ikke i land, men da han omsider ankom til Grønland, vakte hans opdagelse øjeblikkelig sensation. 

Flere bebrejdede ham for ikke at have udforsket det nye land grundigere, for var historien om de store skove sand, kunne dette være løsningen på et af Grønlands-koloniernes store problemer: mangelen på træ. 

Alt tømmer skulle sejles op fra Norge, via Skotland, Færøerne og Island, en lang og farlig rejse. Det nye land måtte ligge tæt på, for Bjarni havde klaret overfarten på fire dage.

“Landet med de store stenplader”

Den første europæer, som satte foden på amerikansk jord, blev Leif Eriksson. Leif fik overtalt Bjarni til at sælge ham sit skib og drog så – omkring 14 år efter Bjarnis ankomst – ud med en besætning på 35 vikinger fra de grønlandske kolonier. Han fulgte Bjarni Herjolfssons beskrivelse af ruten.

Leif kom snart til et land, som han kaldte Helluland. Navnet betyder “Landet med de store stenplader”, en beskrivelse, som passer med kysten af nutidens Baffin Island. Herfra sejlede han sydpå til den kyst med de store skove, som Bjarni havde set. 

Den kaldte han Markland, “Skovlandet”. Området er blevet identificeret som det sydlige Lab-rador og Newfoundland. Leif gik stadig ikke i land. Han ville længere mod syd, til varmere egne af det nye land, og dem fandt han efter endnu nogle dages sejlads. 

En dag i foråret 1000 nåede han en kyst med store enge og skov. Her gik han i land og besluttede at kalde stedet for Vinland.

“Det er lavt og skovklædt, med mange klitter”, fortalte han senere.

På et næs ved en vig rejste Leif en klynge såkaldte boder. Det var de rejsende vikingers midlertidige indkvartering; små hytter med tørve- eller stenvægge med et tag af grene og tørv. Leif kendte byggemetoden fra Island. 

Han kaldte sin nye boplads Leifsbúdir, “Leifs Boder”. Navnet angav, at bosættelsen var midlertidig, men Leif og hans folk blev dog på stedet vinteren over og rejste først hjem til Grønland det følgende forår. 

Da medbragte han en skibsladning tømmer, og det fortælles, at han også havde noget om bord, der kunne minde om vinranker. Det sidste er muligvis ønsketænkning. 

For ordet vín (udtalt med langt i) betød ganske rigtigt vindrue, mens vin (udtalt med kort i) på vikingernes sprog betød de store, vidtstrakte enge, som Leif lige så godt kan have haft i tankerne.

På vejen hjem til Grønland det forår reddede Leif 15 andre vikinger, hvis skib var gået til grunde på et klippeskær. Redningsoperationen gav ham det siden hen verdensberømte tilnavn. Leif Eriksson blev kendt som vikingen Leif den Lykkelige.

Vikingernes ankomst til Amerika betød voldelige­ sammenstød med kontinentets oprindelige indbyggere.

© National Geograhic

Grønlands forrådskammer

De seks rejser, som Grønlændernes saga nævner, fandt sandsynligvis sted i slutningen af 900-tallet og de første årtier af 1000-tallet. 

Ud over de rejser, sagaerne nævner, har mange andre skibe sandsynligvis været på farten, for allerede i disse år var der nemlig en stor trang i de grønlandske kolonier til at komme videre ud i verden.

Tilværelsen i Grønland var ellers god. Så god, at arkæologerne har fundet ud af, at Grønlands-vikingerne blev gennemsnitligt to cm højere end dem hjemme i Skandinavien. 

Grønland blev med andre ord en magnet, og allerede i første halvdel af det 11. århundrede nåede befolkningen op omkring de 5000. 

Den enorme ø havde naturligvis masser af plads til endnu flere. Men 5000 munde, der skulle mættes, var den øvre grænse for, hvad det grønlandske landbrug kunne brødføde. Vikingerne havde derfor to alternativer. 

De kunne hente ekstra forsyninger i Skandinavien og Europa, hvilket de også gjorde, når de rejste dertil for at sælge deres varer. Men rejsen var både lang og farefuld. Den anden mulighed var at hente de nødvendige forsyninger i Vinland.

Ny bosættelse var derfor hensigten, da Thorfinn Karlsefni drog på togt i begyndelsen af 1000-tallet. Han havde giftet sig med Gudrid, enke efter Leif den Lykkeliges lillebror. 

På grund af slægtsforholdet fik han lov til at låne det samme gamle skib, og han fik også lov til at slå sig ned og overvintre i Leifsbúdir. Men han måtte samtidig give højtideligt løfte om ikke at gøre ejerkrav på noget som helst – så tæt var familiebåndet heller ikke!

Med på sin rejse, som var den femte i sagalitteraturen, medbragte Karlsefni 60 mand, fem kvinder, husdyr og udstyr til at anlægge marker ved Leifsbúdir. 

Det gjorde han, og af hensyn til egen sikkerhed byggede han en palisade omkring bopladsen, der af strategiske grunde lå yderst på et næs i stedet for inde i vigen. De lokale indianere kom nysgerrigt nærmere. 

En enkelt blev dræbt ved det første møde, men da de senere mødte frem, bevæbnede og talstærkt, brølede Karlsefnis store tyr, hvorpå indianerne forskrækket opgav enhver tanke om krig. Således skriver i hvert tilfælde sagaerne.

Trods begyndervanskelighederne fik vikingerne snart en blomstrende handel i gang. Indianerne byttede sig til vævede uldstoffer og mælkeprodukter, og da Karlsefni efter en overvintring i Leifsbúdir rejste fra Vinland, havde han skibet tungt lastet med nordamerikanske skind og pelse, som ingen kendte i Europa. Han fortsatte direkte til Norge, hvor han kunne sælge de eksotiske varer for en formue.

År senere, da Karlsefni var død som en holden mand på Island, rejste enken Gudrid til Rom, hvor hun fortalte paven hele historien. Så allerede dengang fik Vatikanet underretning om, at vikingerne havde opdaget et ukendt land.

Vikingernes servicestation

Gudrid kunne berette om barske rejser. Selv om vikingernes skibe var de bedste for deres tid, er mange uden tvivl gået tabt undervejs over havet. 

Mændene sad tæt sammen, og den åbne båds lave ræling ydede ringe beskyttelse mod elementerne. Alle var dyngvåde af koldt havvand, og en isnende blæst jog ind over skibet. Fordi alt om bord var af træ, var det risikabelt at tilberede varm mad, og blot det at sikre frisk drikkevand til overfarten var en udfordring. 

Det kunne ske, at en mand mistede balancen og faldt overbord, mens han forrettede sin nødtørft ud over rælingen. En enkelt, forkert sø kunne udløse katastrofen for hele skibet.

Farvandet mellem Island og Grønland, der i dag hedder Danmarkstrædet, har altid været frygtet. Også blandt vikingernes bedste søfarere. 

Derfor virkede turen til Vinland som et attraktivt alternativ, når folkene først havde nået Grønland. Men også Danmarkstrædet bød på udfordringer, viser fundene i L’Anse aux Meadows.

Stedet er foreløbig den eneste vikingeboplads, som arkæologerne har lokaliseret i Nordamerika. Selv om her ikke er tale om en by eller borg, giver stedet et godt indblik i vikingernes rejser. Mens bopladser som Leifsbúdir formentlig aldrig fik blivende karakter, var L’Anse aux Meadows en permanent bebyggelse. 

Stedet kunne give husly til omkring 200 mennesker, og udgravningerne viser, at den var i brug fra år 1000 og cirka 25 år frem. Forskerne mener, at bopladsen både gav midlertidigt husly og var servicestation for vikingeskibe. 

Her kunne skibe på rejse lægge ind og få udbedret skader på stedets værft udstyret med smedje og tømrerværksted. Vikingerne havde også mulighed for overvintring under sovesalslignende forhold, hvis et skib ikke kunne nå over havet, inden vinterstormene satte ind. 

Men L’Anse aux Meadows blev aldrig betragtet som et hjem, mener forskerne, som drager dén konklusion, fordi de ikke har gjort et eneste skeletfund på stedet. 

Det er ikke troligt, at vikinger kunne komme og gå på et sted i 25 år uden ét dødsfald. Og vikingetraditionen foreskrev, at en afdød ikke blev begravet undervejs, men at liget blev taget med hjem.

De skovrige områder i Nordamerika var et skatkammer for vikingerne i Grønland, hvor tømmer var en mangelvare.

© National Geographic

Vikingerne blev hvalfangere

Sporene efter vikingerne er fundet andre steder i det nordamerikanske. Små grupper vikinger byggede bopladser i bunden af Hudson Bay i arktisk Canada, og de mest hårdføre af dem slog sig ned på Ellesmere Island, den nordligste af Canadas øer. 

Stedet er en såkaldt arktisk ørken. Den årlige nedbørsmængde er under fem mm – mindre end i Sahara – og den sne, som falder, fyger hurtigt bort med den skarpe vind. 

Ud over de store gletsjere er landskabet derfor snefrit, og gennem midnatssolens sommer giver en lav bevoksning føde til et rigt dyreliv. Vikingerne fandt ud af, at Ellesmere Island var et bedre jagtrevir end Grønland, og at de kunne samle bær for at variere føden.

På grund af varme havstrømme er øens sydkyst isfri året rundt, og havet indeholder usædvanligt store mængder af fisk, hvilket tiltrækker hvaler. Vikingerne blev fiskere i stor stil, og efterhånden som de fik lært sig teknikken, blev de også hvalfangere.

Vikingerne havde ikke teknologi til at gå efter de store blåhvaler, og grønlandshvalerne var også uden for rækkevidde. Men belugahvalerne var en mulighed. De er mindre – godt fem m – og de går tæt på kysten, hvor de lever af småfisk. Belugaerne blev heller ikke skræmt af vikingernes små både, der kunne komme helt tæt på og gennemføre drabet.

Vikingerne kendte ikke til harpunen, men brugte almindelige spyd, så det var vigtigt at kunne komme helt hen til målet. 

Og så havde belugaen en anden egenskab, der gjorde den velegnet som mål: Den sank ikke, efter at døden var indtrådt, men blev liggende i overfladen, hvorpå det var relativt enkelt at bugsere hvalen til partering inde på landjorden.

Vikingerne byggede så velisolerede huse, at de var i stand til at overvintre i det nuværende Canada. Rekonstruktionen ligger i L'anse aux Meadows.

© Polfoto/Corbis

Enhjørningehorn fra Arktis

Hvalolie blev en stor handelsvare for vikingerne, snart suppleret af en anden slagvare: hornet fra narhvalen. Den art var vanskelig at fange. De var mere sky og levede længere ude, så den døde hval skulle bugseres længere for at nå land.

De bedste besætninger vovede at partere hvalen, mens de var til søs, men arbejdet var farligt, fordi en så tung vægt på siden af skibet øgede faren for kæntring i det kolde vand. Men arbejdet var risikoen værd, for ud over hvalens sædvanlige tranolie og spæk var hornet stærkt eftertragtet i Europa.

Vikingerne skabte mode blandt tidens fyrster, som alle ønskede at eje et “enhjørningehorn”. Vikingerne lod kunderne blive i troen om sagndyrets horn, for der var gode penge i handelen. “Man kan købe en halv by for værdien af et helt enhjørningehorn”, lød det i Europa i den sene vikingetid.

Forskerne ved ikke, om vikingerne overvintrede på Ellesmere Island. Afstanden over strædet til den grønlandske kyst er kun 35 km, hvorfra de kunne sejle videre ned til kolonierne længere mod syd. 

Men selv denne rejse var farefuld, så de kan have foretrukket at samle forråd, der satte dem i stand til at blive boende gennem vinteren.

Genetiske spor af vikingerne

Trods bestræbelserne på at få det bedste ud af det barske nordamerikanske kontinent forsvandt vikingebosættelserne efterhånden. Forskerne søger stadig forklaringen, men peger på flere forhold, som spillede ind.

Vikingerne mistede gradvist kontakten til deres oprindelige hjemlande. De så i stigende grad danske magthavere og skiftende norske konger som griske udbyttere, der ikke gjorde andet end at opkræve skatter.

Samtidig knækkede den kæde af mellemstationer i Nordatlanten, som var forudsætningen for kolonialiseringsprojektet. I 1300-tallet ebbede den regelmæssige kontakt mellem Norge og Grønland ud, og i 1400-tallet forsvandt de sidste rester af vikingernes kolonier i Grønland.

Forskerne ved ikke, om nogle af vikingerne på Grønland nåede at bosætte sig permanent i Vinland. Men genetisk materiale ser ud til at have overlevet. 

For da de europæiske nybyggere ankom til Nordamerika et par århundreder senere, døde indianerne i stort tal af den tuberkulose, som europæerne bragte med sig. Sygdommen var naturligvis også livsfarlig for europæerne, men ikke sammenlignet med indianernes dødsrate.

De eneste, som gik fri af de smitsomme sygdomme, var Narragansett-indianerne. Åbenbart var de lige så immune som de nytilkomne.

Videnskaben har i moderne tid påvist, at stammen, der lever i det nordøstligste USA, bærer europæiske gener.

Bliv HISTORIE-abonnent med den ikoniske samlemappe

Med et tryk på en knap kan du nemlig vække fortiden til live, når HISTORIE tager dig med tilbage til 2. verdenskrigs frontlinjer, vikingernes togter og egypternes gudedyrkelse.

Slår til nu får du tilmed vores ikoniske samlemappe, der er designet specielt til HISTORIEs abonnenter. Med samlemappen følger et sæt klistermærker med årstal, så du let kan holde orden i dine magasiner.

Kan du ikke vente til bladet lander i din postkasse?

Frygt ej! Med vores populære abonnementsløsning får du med det samme adgang til vores digitale HISTORIE-arkiv, hvor du kan fordybe dig i de sidste 12 numre af HISTORIE.

Vil du være en del af vores HISTORIE-univers? Slå til nu!

Læs mere

Richard Hall, I vikingernes vide verden, Nyt Nordisk Forlag, 2007. Graeme Davis: Vikings in America, Birlinn, 2009. Fred N. Brown: Rediscovering Vinland – Evidence of Ancient Viking Presence­ in America, Universe, 2007. Erik Wahlgren: The Vikings and America, Thames & Hudson, 2000.

Måske er du interesseret i...

Læs også