Loke: 10 myter om den nordiske gud
1. Loke var Asgårds ballademager
Loke var Thors følgesvend og Odins blodsbroder, men derudover er han et mysterium. Han levede blandt guderne, men var sjældent deres ven.
Den islandske forfatter Snorri Sturluson nedskrev i 1200-tallet værket Den yngre edda, der omhandler den nordiske mytologi.
“Loke er kvik og smuk at se på, men har en ondsindet og meget omskiftelig natur”, beretter han deri.
Sammen med Den ældre edda (ukendt forfatter) er Snorris værk vores vigtigste kilde til vikingernes forestillinger om den mystiske guddom.
Afbildninger af Loke er blevet fundet på sten fra vikingetiden nær byer i Danmark (Snaptun) og England (Gainford og Kirkby Stephen), hvilket viser, at han var en vigtig figur i vikingernes verden.
Ifølge myterne var Loke søn af jætten Farbaute og hans kone, Nål. Loke blev gift med gudinden Sigyn, der var mor til hans sønner Vale og Narfe.
Sit mest uhyrlige afkom – Fenrisulven, Midgårdsormen og dødsgudinden Hel – fik Loke imidlertid med jættekvinden Angerboda.
Til trods for sin jætteafstamning levede Loke blandt guderne i Asgård – måske fordi han havde blandet blod med Odin, gudernes konge.
I fortællingerne fremstår Loke som snu og selvoptaget. Han bringer konstant guderne i vanskeligheder, som han siden selv løser for at redde sit eget skind.
Mange forskere betragter ham derfor som en såkaldt trickster – en ballademager, der narrer andre og skaber forandring ved at overtræde samfundets regler.
Loke bryder fx både vikingernes normer og naturens love ved at skifte køn og forvandle sig til forskellige dyr.
Dermed skaber han en konstant uro i gudernes verden, der driver myterne fremad og gør dem til spændende fortællinger.
Fra at have været en irriterende urostifter udvikler Loke sig i eddaerne til en af gudernes værste fjender.
Brudepige for Thor
Netop fordi han fungerer som en drivkraft for historierne, optræder Loke mange gange i både Den ældre edda, Den yngre edda og i forskellige skjaldekvad.
Her optræder han som brudepige for Thor, klipper alt håret af tordengudens kone, Sif, og sviner mange af guderne til under en stor fest hos jætten Ægir.
2. Loke var lynets søn
Ligesom Thor repræsenterede torden, kan hans følgesvend, Loke, også have haft en forbindelse til naturelementerne.
Jætterne blev nemlig ofte set som repræsentanter for netop naturens kræfter, og et islandsk ordsprog knytter ligefrem Loke til lynglimtene på himlen: “Loke og Thor går længe, uvejret hører ikke op”.
Eftersom Lokes forældre hed Farbaute (Hårdtslående) og Nål (som i nåleskov), har visse historikere forestillet sig, at Loke blev skabt gennem et lynnedslag – for i Nordens nåleskove har lynafbrændte nåletræer ikke været ualmindelige.
Ifølge vikingernes mytologi afhang alt af, at guder og jætter holdt hinanden i skak.
Med en fod i begge lejre var det ofte Loke, der både forstyrrede og genoprettede magtbalancen.
Vikingerne så måske derfor Loke som et symbol på den naturlige balance imellem uregerlige jætter og ordensskabende guder.
Pariteltuaan orin kanssa Loki synnytti Sleipnirin, Odinin kahdeksanjalkaisen hevosen.
3. Loke symboliserede kvindelighed
Mens den stærke og ordknappe Thor til fulde levede op til vikingernes mandeideal, skildres Loke som svag og snakkesalig – begge egenskaber, som vikingerne fandt kvindelige.
Sin umandige rolle fik Loke, bl.a. fordi han i en historie forvandlede sig til en hoppe for at lokke en arbejdshest væk fra byggeriet af Asgårds mure.
Herefter lod Loke sig på skammelig vis bedække og befrugte af hingsten. Hestens ejer, en jætte, kunne dermed ikke blive færdig med muren til tiden, og guderne slap for at betale ham den aftalte pris.
I et andet sagn er Loke tæt på at kastrere sig selv, fordi han binder en snor om sine testikler og tovtrækker med en ged.
Vikingerne brød sig ikke om feminine mænd, og Loke kan derfor meget vel have symboliseret alt det, som en mand bestemt ikke skulle være.
Ingen skulle kalde en viking for homoseksuel
Vikingernes samfund var kønsopdelt. De fleste kvinder udførte huslige opgaver, mens mændene tog på togt.
En kvindagtig mand som Loke kunne en ung vikingekriger derfor ikke se op til, for han afspejlede ikke det mandlige ideal:
4. Loke endte under jorden ligesom Lucifer
I en af vikingernes mest kendte myter lokker Loke den blinde gud Høder til at dræbe Balder, den mest elskede af alle guderne.
Drabet udføres med en pil af mistelten – der som den eneste ting i verden ikke har aflagt ed på at skåne Balder.
Balder kunne vende tilbage til livet, hvis alle væsener ville græde for ham. Loke nægtede.
Eftersom de nordiske myter blev nedskrevet af kristne efter vikingetidens slutning, er det svært at afgøre, hvor stor den nye tros påvirkning har været.
Forskere har fortolket den gode Balder som Jesus og Loke som Lucifer, fristeren, der bringer ondt ind i verden.
Da guderne siden fanger Loke og binder ham fast i en hule, havner han da også under jorden – præcis som den kristne djævel.
På Island er ordet lokadaun, Lokes lugt, blevet brugt om den stank af underjordisk svovl – bl.a. ved varme kilder – der forbindes med kristendommens helvede.
På en sten fra 700-tallets England afbildes også en bundet, hornet skikkelse, som forskerne har tolket som både Loke og Lucifer.
5. Lørdag var Lokes dag
Ugens næstsidste dag var speciel, fordi den som den eneste af vikingernes dage ikke blev opkaldt efter en guddom.
Enkelte historikere har dog siden starten af 1800-tallet påstået, at lørdagen oprindeligt hed Lokadagr (Lokes dag).
Det oldnordiske ord laugardagr (badedag) kom nemlig muligvis først sammen med kristendommen – der krævede, at folk tog et bad, dagen før de skulle til gudstjeneste.
Hvis vikingerne opkaldte en dag efter Loke, må han have været vigtigere i deres verdensbillede, end forskerne hidtil har antaget.
6. Loke var en edderkop
Når vikingerne var på rejse, lyttede de til trubadurer og historiefortællere fra mange forskellige kulturer.
Ifølge etnologen Anna Birgitta Rooth er de overleverede myter om Loke blevet påvirket af en række fremmede fortællinger.
Hvis Loke oprindeligt var en edderkop, giver det mening, at han ifølge vikingerne skabte verdens første net.
Ved at skrælle alle “fremmedelementerne” fra nåede Rooth i 1961 frem til en opsigtsvækkende konklusion: Loke havde oprindeligt været en edderkop i vikingernes mytologi! Påstanden støttes af Lokes rolle som en ballademager, da fortællinger om net-spindende, ballade-skabende edderkopper kendes fra bl.a. Vestafrika og Amerika.
Teorien bakkes yderligere op af navnet Locke, som Loke hed i folkeviser fra 1500-tallet. Ordet var på middelaldersvensk nemlig en betegnelse for en edderkop.
7. Ildgud overlevede frem til 1800-tallet
Ligesom vikingernes ild kunne Loke både være en varmegivende ven og en fjende, der bragte brand og død. Hans navn minder også om det oldnordiske logi – der betyder lue (flamme).
Ifølge den arabiske rejsende at-Tartuschi tilbad vikingerne i Slesvig omkring år 950 den klare stjerne Sirius, der på oldnordisk hed Lokabrenna – Lokes ild.
Enkelte myter sammenkæder ligeledes Loke med det varme element. Da han gemmer sig for de andre aser efter at have forårsaget guden Balders død, bliver han afsløret af røgen fra sit bål.
Under et besøg hos jætten Udgårdsloke – sammen med Thor – taber Loke en ædekonkurrence mod ildjætten Lue, hvilket af visse historikere er blevet tolket som en dyst mellem den nyttige og den destruktive ild.
Nær Snaptun ved Horsens Fjord i Danmark har arkæologer også fundet Loke afbildet på en blæsebælgbeskytter – en sten med et hul igennem, som vikingerne stillede foran bålet, så de kunne puste liv i flammerne, uden at der gik ild i selve blæsebælgen.
Efter vikingetiden fortsatte skandinaverne med at associere navnet Loke med ild. I 1800-tallet omtalte danske og norske bønder således et båls knitren med ordene “Loke slår sine børn”, mens svenske børn smed deres mælketænder i brændeovnen som en gave til “Locke”, og folk i Jylland kaldte de flammeagtige luftspejlinger på varme sommerdage for “Lokes havresæd”.
I dag mener mange forskere, at forestillingen om Loke som en form for ildgud først er opstået efter vikingetiden pga. ligheden mellem de oldnordiske ord logi (lue) og navnet Loki (Loke) – hvis oprindelige betydning er forskerne ukendt.
- VINDGUD: Loke er også blevet betragtet som en vindgud pga. sit alternative navn, Loptr, der kan oversættes med “Den Luftige”.
- VANDGUD: I en myte kæmper Heimdal og Loke – i sælskikkelse – om Frejas gyldne smykke, Brisingamen, ude ved havet. Det har fået visse historikere til at hævde, at Loke var en vandånd.
- DØDSGUD: Forskningen har også foreslået, at Loke var en anden udgave af dødsguden Odin. Ligesom Odin kunne Loke både skabe og destruere, og han var far til dødsgudinden Hel.
I en fortælling får Loke syet sin mund sammen, hvilket gengives på Snaptun-stenen fra Danmark.
Den hullede sten skulle beskytte en smedjes blæsebælg mod gløder fra ilden.
8. Ingen ofrede til Loke
“Der er intet, der tyder på, at Loke nogensinde blev tilbedt”, skrev den engelske filolog Turville-Petre – en af flere forskere, som mener, at jætten Loke først fik sin guddommelige status efter vikingetiden.
I modsætning til gudenavne som Thor (Thorshavn) og Odin (Odense) optræder Loke nemlig ikke i et eneste stednavn.
Det er heller ikke lykkedes arkæologerne at finde Loke-figurer eller andre fysiske rester af en kult for den gådefulde karakter.
Efter at eddaerne i 1200-tallet introducerede Loke som gud, begyndte han imidlertid at dukke op i folketroen og folkedigtningen.
“Father, Son, and Holy Ghost, Nail the devil to this post. With this mell I thrice do knock, One for God, And one for Wod, And one for Lok”.
I middelalderens islandske heksekunst var der således en særlig amulet kaldet en kaupaloki (købe-Loke). Den kunne folk bære på kroppen for at få held med deres forretninger.
I en færøsk folkevise optræder han desuden som en gud, bønderne kan påkalde, sammen med Odin og Høner, og hans navn findes ydermere i en engelsk trylleformular fra 1800-tallet.
Oplysningerne fortæller dog intet konkret om, hvilken funktion vikingerne selv tillagde Loke.
Trylleformular kurerede sygdom
I bogen Folkore (1898) beretter den britiske præst Robert M. Keanley om en trylleformular, der blev brugt til at helbrede syge, sengeliggende mennesker i 1800-tallets Lincolnshire.
Ved sengens fodende hang en hammer over tre hestesko. En kone tog den og slog på hver hestesko, mens hun sagde: “Father, Son, and Holy Ghost, Nail the devil to this post. With this mell I thrice do knock, One for God, And one for Wod, And one for Lok”.
Selv i dag er den gådefulde Loke et mysterium for forskerne.
9. Ingen ved, præcis hvem Loke var
Endnu har ingen forsker bevist Lokes egentlige funktion i vikingetiden. De skriftlige kilder stammer fra århundrederne efter asatroens uddøen, og vi ved ikke, om han reelt blev tilbedt af vikingerne.
Med sin komplekse personlighed kan Loke på en og samme tid have fungeret som drilsk urostifter, en skabende og ødelæggende naturkraft samt været et skræmmebillede på de ting, vikingerne frygtede – deriblandt sejdkunst og afvigende seksualitet.
Han har dog næppe haft noget med den kristne djævel at gøre oprindeligt, selvom koblingen kan være opstået i vikingetiden, og edderkoppeteorien er nærmest umulig at bevise.
Muligvis var Loke hverken god eller ond. Han var en katalysator, som gav vikingernes fortællere noget at berette.
Uden ham ville Balder ikke være blevet dræbt, og der ville ikke være opstået den uro, som førte til ragnarok og skabelsen af en ny og bedre verden.
10. Loke var vikingernes tryllekunstner
I et gammelt færøsk folkesagn nedskrevet i bogen Færøiske qvæder (1822) forvandler Loke sig på skift til alverdens forskellige dyr.
Hans mål er at finde ud af, hvilken art der har det værste liv.
Også i vikingetiden var Loke en berygtet hamskifter, som på et splitsekund kunne ændre ikke blot skikkelse, men også køn.
Ifølge eddaerne forvandlede Loke sig ved flere lejligheder. Han transformerede sig bl.a. om til en tjenestepige, en hoppe, en flue, en loppe, en laks, en sæl og sågar en gammel kone. I en episode tryller han desuden en anden karakter – gudinden Idun med de magiske æbler, som holdt guderne unge – om til en nød.
Loke kunne forvandle sig til en smuk, ung tjenestepige såvel som en flue, hvis han ønskede det.
Alle disse tryllerier knytter Loke til vikingetidens magi, sejd. Sejdkunsten, der både kunne være godartet og ondartet, blev typisk udøvet af vølver – omrejsende troldkvinder.
Når først vølven gik i trance, troede vikingerne på, at hun kunne rejse mellem forskellige verdener samt modtage råd og varsler fra ånder.
Ligesom Loke blev vølverne mødt med lige dele ærefrygt og foragt hos almindelige mennesker.
Hans funktion kan derfor muligvis have været at repræsentere og forklare vikingernes blandede følelser over for sejdmagi, der som Loke selv kunne være enten hjælpsom eller farlig.
