Muslimer blev vikingernes overmænd

Frankerriget var springbræt

Emirens desperation over vikingernes angreb blev udløst, da en stor flok skandinaver i 844 forlod deres vante jagtmarker og udså sig Iberien (vore dages Spanien og Portugal) som målet for et angreb. Siden det indledende vikingetogt mod klostret på den engelske ø Lindisfarne i 793 – der anses som starten på vikingetiden – havde især danske og norske vikinger ellers koncentreret sig om at udplyndre De Britiske Øer og Frankerriget.

Begge områder bugnede af kirker og klostre med fristende skatte. Og desuden lå områderne så tæt på Skandinavien, at vikingerne kunne sejle ud og hjem igen på én sæson.

Først i 800-tallet var især de frankiske kyster et slaraffenland for sejlende vikinger, som gjorde plyndringssæsonen længere ved at begynde at overvintre ved mundingen af floder som Loire og Garonne på sydvestkysten af det nuværende Frankrig. Med de nye vinterbaser kom Den Iberiske Halvø inden for vikingernes rækkevidde.

De første til at runde den bretonske halvø i et større plyndringstogt var sandsynligvis en flok vikinger fra Vestfold i Norge, som ifølge krønikeskriveren Ermentarius i 843 angreb den frankiske by Nantes. Efterfølgende sejlede vikingerne videre mod syd og ind ad floden Garonne, hvor de året efter plyndrede Toulouse i det sydlige Frankrig.

Kristne krøniker fortæller, at en del af flåden herefter satte kursen mod Nordspanien.

Omkring 80 langskibe dukkede ifølge muslimske kilder op ved Den Iberiske Halvø. Da 800-tallets vikingeskibe normalt sejlede i mindre grupper, skønner forskere, at flere høvdinge i sommeren 844 forlod Frankerriget med hver deres lille styrke og først senere forenede deres flåder.

Efter at have forladt det sydlige Frankerrige i juli måned sejlede vikingerne langs den lunefulde Biscaya-bugt og ankom til den klipperige spanske nordkyst omkring den 1. august.

Dermed truede vikingerne den asturiske konge, Ramiro 1. Han regerede i årene 842-50 som den mægtigste konge på kysten, der også omfattede det kristne rige Galicien. I de tyndtbefolkede kystområder var kun enkelte havnebyer fra romertiden stadig beboede, blandt dem Gijón i Asturien – et populært stop for handelsskibe, der havde overlevet mødet med Biscayen.

Sandsynligvis oplevede indbyggerne i Gijón det første vikingeangreb på Den Iberiske Halvø. Eftertidens krønikeskrivere forsøgte at nedtone det ydmygende overfald ved at fremstille lokalbefolkningen som helte i deres farverige genfortællinger. Eksempelvis hævder en asturisk krønike fra 900-tallet, at krigsherren Don Teudo Rico fordrev vikingerne, idet han “med sin egen stridskølle dræbte vikingehøvdingen”.

Fortællingen om høvdingedrabet kan nyere historieforskning dog ikke bekræfte, og vikingerne forsvandt heller ikke med det samme. De tog sig god tid i Nordspanien, hvor de opholdt sig 15-20 dage og utvivlsomt var en forfærdelig plage for befolkningen.

Under vikingernes næste store angreb, ved det store Herkules-fyrtårn nær havnebyen A Coruña i Galicien, blev de dog hurtigt jaget tilbage til deres skibe, da der stod en kristen hær klar til at møde dem.

Selvom den kristne kong Ramiro ikke selv deltog i kampene, havde de asturiske krønikeskrivere i 900-tallet ingen kvaler med at give ham æren for succesen:

“Vikingerne, et hedensk og ekstremt grusomt folkefærd tidligere ukendt for os, ankom til vores egn med deres søstyrker. Ramiro samlede en stor hær og kæmpede mod dem ved Herkules-tårnet. Dér ødelagde han mange vikingebander og brændte deres skibe med ild”.

De asturiske krønikeskrivere har formentlig overdrevet sejren, for meget tyder på, at en nogenlunde intakt vikingeflåde slap væk fra A Coruña. Den lagde nordkysten bag sig og begyndte at styre sydover, langs vore dages Portugal. Snart havde vikingerne forladt det kristne Vesteuropa og sejlede nu ind i en helt anden verden.

Vikingerne terroriserede Lissabon

Historikere formoder, at vikingerne under deres plyndringstogter mod de kristne lande havde hørt lokkende rygter om et velstående muslimsk rige længere sydpå. I så fald har de kristne fortalt vikingerne en skrøne for at sende dem ned mod deres egne fjender. Og med rigdommene var det så som så. I modsætning til det velstående Frankerrige havde Den Iberiske Halvø i 800-tallet kun yderst få skatte, der kunne friste en begærlig viking.

Som resultat af de muslimske maureres invasion i 711 var Den Iberiske Halvø delt mellem de kristne riger i nord og det muslimske Al-Andalus på resten af halvøen. Emiren, kongerne og lokale krigsherrer havde stadig travlt med at sikre deres territorier og konsolidere deres magt – endnu havde ingen opnået en rigdom af betydning. De prangende templer og stærke fæstninger, som halvøen siden blev kendt for, var end ikke påbegyndt, da vikingerne dukkede op.

Derfor har vikingernes primære plyndringsmål sandsynligvis været mennesker – dvs. slaver, der kunne sælges, eller gidsler, som fortvivlede slægtninge kunne købe fri for dyre løsepenge. Selvom Den Iberiske halvø var fattig, så besad den dog én fordel for vikingerne.

Den evindelige konflikt mellem muslimer og kristne betød nemlig, at begge parters militære ressourcer var udnyttet til bristepunktet – hvilket vikingerne belejligt kunne udnytte til at plyndre løs.

Hver sommer sendte maurernes emir Abd al-Rahman 2. en styrke afsted fra hovedstaden Córdoba for at presse de kristne længere mod nord. I tillæg døjede emiren med oprørere som den mægtige Banu Qasi-klan i nordøst, der længe nægtede at anerkende emiratet. Intet tyder på, at Abd al-Rahman var forberedt på et angreb fra vikinger, der efter maurernes opfattelse måtte komme fra et sted uden for den kendte verden.

Den marokkanske historiker Ibn Idhari, der levede i 1300-tallet, men benyttede sig af ældre kilder, beskrev den rædsel, som muslimerne følte ved synet af langskibene med deres firkantede, røde uldsejl, der mindede om gigantiske fugle:

“Majus (hedningene, red.) ankom i omkring 80 skibe. De fyldte havet med mørkerøde fugle, på samme måde som de fyldte menneskenes hjerter med frygt og bæven”.

I begyndelsen af september 844 sejlede vikingeflåden ind mod Lissabon, der på arabisk hed al-Ushbuna og var en blomstrende handelsby omgivet af et frodigt opland med appelsintræer. Ifølge den mauriske historiker Ahmad al-Razi indtog vikingerne uden skrupler byen, som var den en “adgangsport til, hvad der for dem lignede jagtmarker”.

Vikingerne blev i Lissabon i 13 dage. Tre gange slog de lokale muslimer tilbage, da de prøvede at generobre byen. Mens vikingerne holdt den i et jerngreb og terroriserede indbyggerne, lykkedes det i al hemmelighed den muslimske statholder at sende en budbringer med et brev til emiren i Córdoba for at advare om en forestående invasion.

Inden emiren kunne sende tropper til Lissabon, havde vikingerne dog plyndret alt af værdi. De lagde fra land og stævnede mod syd til det næste bytte.

Snart fandt de den mægtige flod Guadalquivir i det nuværende Sydvestspanien, hvor lokkende mauriske landsbyer lå tæt og ubeskyttet under solen.

Ifølge historikeren Isa al-Razi oprettede vikingerne en base på øen Isla Menor, og allerede den næste morgen angreb de byen Coria på flodens vestbred med fem skibe:

“De hærgede straks området og dræbte dem, der boede her…”.

Efter to dage på Isla Menor var vikingerne blevet selvsikre nok til at sejle op ad Guadalquivir for at ramme maurerne, hvor det gjorde mest ondt – i storbyen Sevilla.

Blodbad i moskéen

For vikingerne var Sevilla en endnu større guldgrube end Lissabon, og den livlige by med flere tusind indbyggere blev i Al-Andalus kun overgået af hovedstaden Córdoba længere oppe ad floden.

Få år før langskibenes ankomst stod Sevillas imponerende hovedmoské færdig. Det fortaltes, at emir Abd al-Rahman 2. i et drømmesyn havde set profeten Muhammed indhyllet i et ligklæde i moskéens bede-niche. Hans rådgivere tolkede drømmen som et varsel om en nært forestående invasion af vantro.

Drømmen blev til virkelighed den 2. oktober 844, hvor vikingernes flåde ifølge Ahmad al-Razi kom til syne på floden:

“Skib efter skib med majus – må Gud forbande dem! – dukkede op foran Sevilla og hærgede byen i syv dage; mændene blev dræbt og børn og kvinder fanget”.

Alle kilder beretter, at angrebet kom fuldstændig bag på sevillanerne. De først ankomne langskibe sendte byger af pile ind over den ubeskyttede by, hvor skrækslagne kvinder, mænd og børn spænede i alle retninger. Lige så snart de første vikinger var hoppet i land, gik de til angreb på civilbefolkningen.

Mænd, der satte sig til modværge, blev hugget ned, mens grupper af vikinger løb gennem byens gader for at indfange flygtende kvinder og børn. De blev bundet og taget med ned på skibene som gidsler.

Døre blev sparket ind og hjem endevendt, og vikingerne var bedøvende ligeglade med, om indbyggerne var muslimer, jøder eller kristne – “end ikke lastdyrene blev skånet”, skrev den egyptiske historiker Al-Nuwayri.

I panikken lykkedes det ikke maurerne at stable et ordentligt forsvar på benene, og byens guvernør flygtede ifølge Isa al-Razi til landsbyen Carmona øst for Sevilla.

Efter en uges brutal plyndring trak vikingerne sig tilbage til deres base på Isla Menor med skibene fulde af slaver og plyndringsgods.

Men vikingerne var ikke færdige endnu – få dage senere vendte de tilbage. Byen virkede forladt, gaderne lå fuldstændig øde hen. De snu skandinaver opdagede dog snart, at en gruppe sevillanere havde gemt sig i byens store moské. Hjemmefra kendte vikingerne en effektiv metode til at håndtere en fjende, der havde barrikaderet sig i fx et langhus – de skulle brændes inde.

Derfor satte vikingernes bedste bueskytter ild til deres pile og skød dem ind i moskéens trætag. Men det skulle vise sig, at en muslimsk stormoské var langt sværere at antænde end et skandinavisk træhus.

De spredte flammer på moskétaget døde ud uden at gøre større skade, men vikingerne gav ikke op. De trængte i stedet ind i en af moskéens fløje, hvor de stak ild til en stor bunke af træ og stråmåtter.

Moskéen brændte ikke ned, men de ubevæbnede muslimer, der havde barrikaderet sig i dens indre, forsøgte alligevel at flygte – muligvis fordi røg havde fyldt lokalet og tvang dem ud. Under alle omstændigheder blev muslimerne dræbt af de mordlystne vikinger, lige så snart porten blev åbnet.

I mange år efter udåden blev den blodplettede moské kaldt “Martyrernes Moské”.

Sevilla var nu fuldstændig kontrolleret af vikinger, der med byen som base hærgede langs Guadalquivir helt op til byen Constantina nordvest for Córdoba. I landsbyerne langs floden turde kun de færreste gå til modangreb på de morderiske sørøvere – ifølge historikeren al-Qutiya var folk i hele det vestlige Al-Andalus som lammede.

I hovedstaden Córdoba var Abd al-Rahman 2. rasende over moskéangrebet i Sevilla, og hans spejdere kunne berette, at grupper af hærgende barbarer rykkede stadig nærmere.

Emiren beordrede sine ministre til at stable et forsvar på benene, men pga. de vilde rygter om vikingernes brutalitet var det meget svært at finde frivillige, der havde lyst til at udfordre skandinaverne.

Derfor måtte emirens førsteminister sende budbringere ud til alle rigets guvernører for at bede dem om “at sende en opfordring om hjælp til alle muslimer, der kunne kæmpe imod så uventede tyranner, da de befandt sig i en situation uden fortilfælde”.

Snart ankom muslimske krigere fra nær og fjern til emirens nyoprettede militærlejr nær Sevilla.

Snedig fælde blev vikingernes ende

De mere end tusind muslimske krigere kom fra hele riget og omfattede alt fra nordafrikanske lejetropper til egensindige klanfolk fra det nordligste Al-Andalus, der var vant til at kæmpe mod de kristne.

Som de sidste tilsluttede medlemmerne af den oprørske Banu Qasi-klan sig hæren. Dermed var det lykkedes emiren at få opbakning fra selv sine mest indædte modstandere, og han var klar til at møde vikingerne.

Angiveligt lykkedes det emirens kommandanter – blandt dem en højt rangerende eunuk ved navn Nasr (arabisk for Sejr) – at lokke vikingerne ud af Sevilla ved at sende små hærafdelinger helt tæt på byen.

I overmod gav vikingerne sig til at forfølge de muslimske krigere, der ifølge kilderne enkelte gange havde held med at lokke grupper af vikinger i baghold og tage livet af dem.

Ifølge Isa al-Razi blev vikingerne mere og mere irriterede på de mauriske provokatører. Da de i forvejen var ved at forlade Sevilla, hoppede størstedelen til sidst op i langskibene og sejlede afsted for at gøre en ende på bagholdene og finde nye steder at plyndre.

På denne måde blev et større antal vikinger den 11. november 844 lokket til Talyata, der lå nogle km syd for Sevilla. Her gik de fra borde for at udslette, hvad de forestillede sig var en svag fjende. Men kommandant Nasr havde samlet de fleste af maurernes tropper, og da først vikingerne opdagede den store muslimske rytterhær, var det for sent.

Vikingerne var talmæssigt underlegne og stod over for en veludrustet fjende. Nutidige forskere regner med, at maksimalt 1.000 vikinger kan have deltaget i slaget ved Talyata, og ifølge de muslimske skrifter mistede mindst 500 af dem livet på slagmarken.

Nasr beslaglagde en række langskibe og antændte efter sigende 30 skibe med ildkugler slynget fra katapulter. Muslimerne gik så grundigt til værks, at en flok undslupne vikinger fire dage senere blev slagtet i Tejada nær Guadalquivir-flodens munding, i hvad kilderne beskriver som “et blodbad”.

De sidste vikinger flygtede nu fra Sevilla med slaver ombord i deres skibe forfulgt af maurerne, som havde held til at tilintetgøre yderligere to langskibe.

I Sevilla hængte maurerhæren 400 tilfangetagne vikinger i byens palmetræer. Vikingernes anfører og 200 af de ædleste krigere blev ifølge kilderne halshugget, og emir Abd al-Rahman 2. lod de afhuggede hoveder sende som trofæer til lederne af emirens vasalstater i Nordafrika. Hovederne skulle demonstrere emirens magt og cementere hans overhøjhed over for vasallerne.

Sejren blev fejret i hele riget

Nyheden om sejren blev spredt med budbringere til alle hjørner af Al-Andalus. Der blev arrangeret offentlige fejringer af bl.a. eunukken Nasr, som en digter hyldede med lovsang:

“Når dit sværds stemme høres i landet/skælver selv de mest klippefaste bjerge/spørg bjørnene og gribbene om Talyata!”

Den store vikingeflåde, der var dukket op ved de nordspanske kyster, var tilintetgjort blot 42 dage efter indsejlingen i Sevilla. Enkelte langskibe med overlevende vikinger slap dog ud på åbent hav, og kilderne beretter, at de fortsatte til Portugal, hvor de i en periode plyndrede landsbyerne langs kysten.

Den nordafrikanske historiker Ibn Idhari skrev om vikingernes videre skæbne: “De, der undslap blodbadet, sejlede væk. De tog til Niebla og så til Lissabon, og ingen hørte mere fra dem”.

Om togtets sidste vikinger nåede tilbage til deres vinterbase ved Garonne-floden i Frankerriget og derfra videre hjem til Skandinavien, er uvist.

Aldrig havde en vikingeekspedition oplevet så sviende et nederlag, og de overlevende har næppe haft travlt med at fortælle om deres ydmygende oplevelser, da de nåede hjem.

Men et enkelt nederlag var ikke nok til at holde vikingerne væk. Sejlruten til en eventyrlig ny verden var blevet åbnet, og få år senere satte den næste flok dødsforagtende skandinaver kursen mod Al-Andalus – hvor muslimerne ventede med spidse sabler.