Normannere

Normannerne brugte riddere som stormtropper på deres togter og udbredte på den måde rytterangreb med fællede lanser.

© Osprey Publishing
Civilisationer - Vikinger

Normannerne skabte skræk i Europa

Normannerne glemte deres forfædres traditioner og sprog i løbet af få år. Til gengæld bevarede de tørsten efter rigdomme og erobringer. Fra Nordfrankrig stormede de gennem Europa med sværdet i hånden.

Englands græsklædte kyst rejste sig op af havet ret forude – et bælte af grønt, der tændte Vilhelm Erobrerens begær, som intet havde gjort før i hans omtrent 38 år lange liv.

Normannernes hertug var ikke alene på havet denne september-morgen i 1066. Så langt øjet rakte, kunne han se sejl – næsten 700 – og de bevægede sig alle i retning af England.

På skibenes gyngende dæk fandtes en invasionshær på 7.500 sværtbevæbnede krigere. De stammede fra hele Nordfrankrig, men flertallet var Vilhelms egne normannere – dette sær­egne folk, der kombinerede franske skikke med vikingernes vovemod.

Intet angreb var for risikabelt, og ingen handling for brutal for en normanner, når han havde fået færten af et værdifuldt bytte. Vilhelm var langtfra den første til at rejse ud fra Normandiet for at skabe sin lykke med våbenmagt. Store len i Syditalien var allerede på normanniske hænder, og hvert år voksede deres rigdom på naboernes bekostning.

Krigerfolket skulle sætte et varigt aftryk på verden – fra Skotlands lyngklædte højder til kristendommens vugge i Det Hellige Land. Da Vilhelm satte sin fod på Englands kyst og indtog en plads i historiebøgerne, var det blot kulminationen på begivenheder, der havde udspillet sig 150 år tidligere i Frankrig.

Dødsfælde slog fejl

En vikingeflåde var i 911 sejlet op ad floden Eure fra Den Engelske Kanal. De rovlystne krigere hærgede landskabet til begge sider, og 150 km inde i landet gav de sig til at belejre byen Chartres.

Vikingerne blev anført af en erfaren høvding. De islandske sagaer kalder ham Ganger-Rolf, søn af jarl Ragnvald i Vestnorge, mens andre middelalder-kilder omtaler ham som dansk.

Blandt kristne hed vikingen Rollo, og han var en velkendt plage på de franske floder. Han havde plyndret byen Rouen og været med i den hedenske hær, der i 885 næsten erobrede Paris. I 911 satte franskmændene derfor alle kræfter ind for at blive fri for plageånden.

Mens Rollo var optaget af at belejre Chartres, samlede franske stormænd deres tropper og marcherede mod byen. Vikingerne nåede ikke at stikke af, inden den kristne hær gik til angreb, og da solen gik ned efter en blodig dag, var de omringet på en bakketop.

Sejrssikre valgte franskmændene at udsætte massakren på Rollos mænd til daggry. Vikingerne skulle have lov til at tilbringe en vågen nat på bakken, mens de ventede på den uundgåelige død.

Rollo havde dog ikke tænkt sig at være offerlam. I ly af mørket samlede han sine mænd omkring sig og rykkede frem mod fjendens lejrbål.

Hornblæsere førte an i stormløbet, og gjaldende signaler blandede sig med vikingernes kampråb, da de kastede sig fremad. Rollos mænd stoppede ikke op for at kæmpe mod de overrumplede franskmænd, men styrtede i stedet ned til Eure-floden.

Her lå vikingernes skibe trukket op på bredden, og med øvede tag fik krigerne dem ud i vandet. Rollo var undsluppet døden og kunne ubekymret fortsætte op ad floden.

Rollos vikinger flyttede ind som ny overklasse i Nordfrankrig. Skandinaverne forblev dog en minoritet blandt den franske bondebefolkning.

© Bridgeman

Høvding skulle købes med jord

Det var mislykkedes at udslette Rollos vikinger eller blot drive dem tilbage mod havet. I situationer som denne, hvor våbenmagt var slået fejl, købte franskmændene sig normalt til fred.

Historikere anslår, at i vikingetiden gik omkring en femtedel af alle franske guld- og sølvmønter til bestikkelse af plyndrende skandinaver. Men i 911 var rigets skatkammer tomt.

Kong Karl den Enfoldige fandt på en anden løsning, som var listig, men også risikabel: Han ville give Rollo kysten omkring Rouen, hvis vikingehøvdingen lod sig døbe, svor troskabsed og sørgede for, at ingen andre vikinger trængte op ad floderne i hans område.

Tilbuddet var for godt til, at Rollo kunne afslå. Ifølge overleveringen brød han sig dog ikke meget om den del af eds­aflæggelsen, hvor han skulle kysse sin nye herres fod. Vikingen overlod opgaven til en af sine mænd – en tårnhøj kriger, der løftede Karls fod op til sine læber, så kongen trimlede bagover.

Herefter bosatte vikingerne sig ved Rouen, hvor Rollo tog det kristne navn Robert og loyalt forhindrede vikinger i at sejle op ad den store Seine-flod.

Han giftede sig med datteren af en fransk greve, og hans mænd slog sig også til ro med lokale kvinder. Af mødet mellem de to kulturer opstod normannerne, der 100 år senere skulle bryde ud fra deres nordfranske hjem og erobre en plads i historiebøgerne med vovemod og en komplet mangel på skrupler.

Normannerne var til mange damer

Rollo og hans krigere var endnu ved at vænne sig til skikkene i Frankrig, da den gamle høvdings liv nærmede sig sin afslutning i 932. Med udsigt til snart at skulle videre til efterlivet valgte den tidligere hedning at tilgodese både sin gamle og sin nye tro.

Kirken fik 100 pund guld foræret, mens 100 krigsfanger blev givet som offergave til Odin.

Efter at den første generation af vikinger var borte, blev deres efterkommere hurtigt franske – i det mindste på overfladen. Vikingerne havde aldrig udgjort mere end en minoritet i deres nye land, og senere indvandring fra Skandinavien ændrede ikke stort ved balancen.

Derfor rummer Normandiet, som franske naboer døbte det afståede landområde, få nordiske stednavne sammenlignet med fx området Danelagen omkring York i det nordøstlige England.

Folk i resten af Frankrig betragtede længe normannerne med den største mistro og forudså, at de når som helst kunne genoptage deres forfædres vaner. Især paven og den katolske kirke holdt nidkært øje med, hvad de forhenværende hedninge foretog sig.

Trods deres overgang til kristendommen blev normannerne nemlig ved med at se afslappet på hellige ubrydelige bånd.

Når præsterne protesterede over normanniske adelsmænds elskerinder, lød svaret, at de blot fulgte deres forfædres skik med at tage sig “danske koner”.

Alligevel lykkedes det med tiden for Rollos arvinger at opbygge et godt forhold til kirken, ikke mindst takket være donationer til opførelse af kirker og klostre.

De gjorde sig også nyttige for kongemagten, og som belønning voksede deres territorium sig langt større end det oprindelige len omkring Rouen. Høvdingene begyndte at kalde sig hertuger, og de gjorde deres provins til Frankrigs stærkeste og bedst organiserede.

Erobrertrang lå i blodet

Rollos lille rige overlevede og voksede, selvom det havde fjender til alle sider. Andre vikinger plagede kysterne, og grænserne var truet af naboer, der ikke brød sig om de skandinaviske bosættere. Flere franske konger forsøgte endda at trække den gave, Karl den Simple havde givet Rollo, tilbage.

Dygtige herskere og en meget slagkraftig hær gjorde Normandiet i stand til at modstå alle fjender. Hvor vikinge-forfædrene havde kæmpet til fods med skjold, sværd og økse, blev pansrede ryttere eliten i den normanniske hær. Krigerne udviste så store evner i sadlen, at de blev eftertragtede som lejetropper.

I det tidlige 1000-tal kunne unge normannere derfor strømme ud i Europa, hvor de solgte deres kampfærdigheder til højestbydende. Uforfærdede og med brændende ambitioner rejste mange til Syditalien, hvor konflikt mellem byzantinere, arabere og longobardiske fyrster sikrede fast arbejde.

Her ankom normannere som lejesoldater, men de blev snart en selvstændig og langt overlegen fjerde part i det komplicerede spil.

Ligesom deres forfædre i Normandiet opsnappede de unge krigere bidder af den lokale kultur, og de tog lokale kvinder som koner og elskerinder. Resultatet blev en ny blandingskultur, der fik Syditalien til at blomstre.

Det aftryk, normannerne efterlod sig i Middelhavet, er dog blegnet i historiebøgerne sammenlignet med det store militære eventyr, der fulgte: erobringen af det mægtige rige England.

Stridsheste og vikingeskibe var den kombination, der gjorde Syditalien normannisk.

© Osprey

Hertug opfandt et arvekrav

Spirerne til normannernes invasion blev sået i 1035, da Rollos tipoldebarn Robert overraskede alle ved at overlade hertugdømmet til en otteårig dreng. Hertugen havde besluttet sig for at rejse til Jerusalem, hvor han håbede at opnå Guds tilgivelse for sine mange synder.

Normandiets nye herre hed Vilhelm og var produktet af en affære mellem Robert og en simpel garverdatter. Han blev derfor kaldt “Bastarden”, indtil det senere lykkedes ham at vinde det mere respektable tilnavn “Erobreren”.

Vilhelms slægt havde smedet en tæt forbindelse til det engelske kongehus. Alliancen var begyndt med et royalt ægteskab, og den blev styrket i 1013, hvor kong Æthelred måtte flygte fra vikinger og søgte asyl i Normandiet. Danskerkongen Svend Tveskæg havde erobret England med en mægtig hær.

Æthelred bragte sine børn med sig, og de voksede op ved det normanniske hertughof. En af dem hed Edward, og han var omkring 38 år gammel, da han i 1042 kunne overtage sin fars tabte engelske trone, der igen var blevet ledig.

Edward havde ingen stærk karakter, og årene i landflygtighed åbnede op for, at normannerne kunne påvirke ham. En hel skare af ambitiøse adelsmænd rejste med den kommende konge til England, og her fik de magtfulde embeder trods lokale protester.

Vilhelm Bastarden blev hjemme og regerede sit hertugdømme, men han fulgte nysgerrigt med i forholdene på den anden side af Den Engelske Kanal. Edward forblev nemlig barnløs, og

Normandiets hersker øjnede formentlig tidligt en mulighed for, at han selv kunne vinde tronen. Vilhelm bearbejdede metodisk Englands konge, indtil målet lod til at være nået.

Historikerne er enige om, at Vilhelm på et tidspunkt i 1050’erne modtog en eller anden form for tilsagn om, at han ville arve Edwards trone. Ifølge Bayeux­tapetet blev budskabet afleveret af en engelsk jarl ved navn Harold Godwinson – men det kan være udtryk for normannisk historieforfalskning.

Da Edward omsider lå for døden i januar 1066, var det nemlig selvsamme Harold, han pegede på som sin efter­følger. I Normandiet fyldte nyheden om tronskiftet Vilhelm Bastarden med

iskoldt raseri, og han svor at hævne sig på “edsbryderen” Harold. Byer og lensherrer fik besked på at bygge skibe, som kunne fragte en hær til England.

Sykoner lavede propaganda. Tapetet blev sandsynligvis bestilt af Vilhelm Erobrerens bror biskop Odo. Anledningen var måske ind­vielse af Bayeux’ katedral i 1077. Tapetet er udstillet i den normanniske by Bayeux.

© Corbis/All Over

Riddere vandt over vikinger

Efter et halv års grundige forberedelser kunne hertug Vilhelm samle sin mægtige flåde ved Den Engelske Kanal. Skibene var bygget på samme måde som forfædrenes langskibe. Den 27. september blæste en gunstig søndenvind op, og armadaen på næsten 700 skibe kunne stå til søs. Næste morgen gik 7.500 mand i land uden at møde modstand.

Den nykronede Harold var kort for­inden ilet til Nordengland for at slås mod en norsk vikingehær. De to styrker tørnede sammen ved Stamford Bridge, hvor englænderne besejrede det, der blev den sidste store vikingeinvasion. Men i mellemtiden havde normannerne fået fodfæste i Sydengland.

Harold vendte tilbage med en hastigt sammenskrabet hær på 6.000-7.000 mand, som han stillede op til slag på en bakkekam nær byen Hastings. Vilhelm tog imod udfordringen, og den 14. oktober begyndte kampen, der skulle afgøre et kongeriges fremtid.

Englænderne kæmpede på samme måde, som vikingerne havde gjort i århundreder. Krigere til fods dannede en tæt mur af skjolde, og de svang store “dansker-økser”, som de havde lært at bruge af skandinaverne.

Deres normanniske modstandere havde derimod lagt forfædrenes taktik bag sig. Vilhelms vigtigste våben var hans riddere, som kæmpede med lanse og sværd fra hesteryg.

I slagets første fase lod skjoldmuren til at være for stærk til, at normannerne kunne bryde igennem. Angreb efter angreb brød sammen mod de engelske krigeres slagorden på bakketoppen, og normannernes bueskytter kunne ikke skabe huller i rækken med deres pile.

Men udmattelse og en engelsk tåbelighed vendte billedet. Nogle af Harolds krigere indledte et angreb på eget initiativ, og dermed fik Vilhelms ryttere det hul, de havde brug for. Inden englænderne kunne nå at gendanne deres slagformation, var heste og mænd inde blandt dem.

Normannerne huggede løs omkring sig og beviste deres over­legenhed over krigere til fods, når først forvirringen var sat ind. Kampen nærmede sig allerede sin afgørelse, da Harold blev fældet af en pil, og resterne af hans hær tog flugten.

Når normannerne havde underlagt sig et område, slog de hårdt ned på ulydige bønder. Landbefolkningen skulle slide, for at ridderne kunne bevare deres rigdom.

© Bridgeman

Normannerne kendte ikke til nåde

Juledag 1066 lod Vilhelm sig krone i London, og ligesom sin forfader Rollo i 911 svor han at følge sit nye lands skikke. Normannerne havde lært, at tilpasning ofte er den korteste vej til magten.

Englands love ændrede sig ikke over en nat, men magt og jord skiftede hænder. 20 år efter normannernes invasion havde de stort set fortrængt den hidtidige adel, og almindelige bønder led også en hård medfart.

Historikere har anslået, at op mod hver femte englænder omkom i årene efter invasionen – enten for normanneres våben, eller fordi deres jord blev beslaglagt, og de sultede ihjel.

Skovområder blev tømt for mennesker og gjort til kongelige jagtrevirer, mens hele bykvarterer i bl.a. Winchester og Cambridge blev jævnet med jorden, så Vilhelm fik plads til at rejse store borge af sten. Den nye konge udplyndrede sine undersåtter så grundigt, at han endnu i dag har en plads i top-fem over de rigeste personer nogensinde.

Da han døde i 1087, var han så fed, at låget ikke kunne lukkes over kisten.

Fra England bredte normannernes magt sig videre til Wales, Skotland og Irland. Og i Middelhavet drog syditalienske normannere på korstog for at vinde sig en bid af Det Hellige Land.

Overalt, hvor normannerne trængte frem, fejede de enhver modstand til side med deres overlegne våbenevner. Bagefter tog de for sig af krigsbyttet og viste ingen nåde mod deres fjender.

Store stenborge knejser endnu som monumenter over middelalderens største krigerfolk. Men deres kultur er stort set væk. Fra Rollo lagde sit vikingeliv bag sig i 911, til normannere indtog Irland 200 år senere, var normannerne mestre i at assimilere sig i den lokale kultur.

De følte intet savn ved at opgive forfædrenes sprog, skikke og klædedragt. Ridderne lod sig opsluge af den befolkning, de slog sig ned iblandt.

Læs også:

Vikinger

21-årig viking blev Europas mægtigste hersker

5 minutter
Sværd, vikinger, Estland
Vikinger

Forbløffende vikingefund i Estland

2 minutter
Vikinger

Vikinger blev slagtet i brutalt angreb

12 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!