Birgit Maixner, NTNU Science Museum

Norsk vikingeskat skulle bruges til shopping

En viking fra Norge gemte sin rejsevaluta under gulvplankerne for 1.100 år siden, viser nærmere undersøgelser af det såkaldte Stjørdalfund.

Norske arkæologer har offentliggjort deres rapport om den skat fra vikingetiden, der blevet fundet i Stjørdal nær Trondheim i 2021.

Skatten består af ikke færre end 46 genstande fremstillet af vikingernes højt elskede sølv.

Hals- og armringe i sølv samt sølvmønter udgør hovedparten af fundet. Ejermanden har sandsynligvis været en rig købmand eller en af vikingernes stormænd, der har gravet formuen ned under sine gulvplanker i urolige tider.

Armringe af sølv var vikingernes mest gangbare valuta. Ringene blev knækket over i mindre stykker, så sølvet kunne vejes på en vægt. Og skatten består netop af mange brudte smykker. Faktisk er kun to af de 46 genstande hele.

Klipsølv var vikingernes dollars

Opdelingen af skatten i mindre bidder, såkaldt haksølv eller klipsølv, kan være foregået forud for en længere handelsrejse, mener eksperterne:

“Vi kan forestille os, at ejeren har forberedt sig på at handle ved at dele sølvet i de rette vægtenheder”, forklarer arkæolog Birgit Maixner fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet.

Vikingerne betalte med sølv. Når prisen på en vare var aftalt, klippede vikingen et passende stykke af fx en udenlandsk sølvmønt og betalte med stumpen.

© Birgit Maixner, NTNU Science Museum.

Skattens særligt brede armbånd tyder på, at ejermanden har opholdt sig i udlandet i kortere eller længere tid:

“En primært dansk type af objekter, der kan indikere, at ejeren har været i Danmark før personen rejste til Stjørdal-området” tilføjer Maixner.