For enden af en forblæst odde på Newfoundlands vestkyst har den prisbelønnede arkæolog Sarah Parcak gjort et spændende fund, der kan betyde, at verdenshistorien skal skrives om.
Point Rosee hedder stedet, som måske rummer resterne af en vikingeboplads fra begyndelsen af 1000-tallet.
Parcak og et hold arkæologer brugte avanceret satellit-teknologi til at scanne Newfoundlands vestkyst for spor af vikinge-aktivitet.
Da billederne viste mystiske mørke pletter dybt i jorden, begyndte forskerne en mindre test-udgravning på Point Rosee.
Udgravningerne har indtil nu afsløret en væg af græstørv - en byggeteknik som hverken Amerikas indianere eller 1600-tallets europæiske indvandrere benyttede sig af.
Nær væggen lå en masse små klumper myremalm (28 pund i alt) - et jernholdigt materiale som vikingerne smeltede om til redskaber og våben. Hvis det altså var vikinger, der beboede Point Rosee.
Kun vikingerne smeltede jern på den måde
Parcak er overbevist om, at der må være tale om vikinger:
"Dette nye fund kan afsløre mange af vikingernes hemmeligheder – fx at de vovede sig langt længere ind i Den Nye Verden, end vi hidtil har troet, udtaler hun.
Og Parcak bakkes op af vikinge-eksperten Douglas Bolender:
"Vi kender ingen andre kulturer end vikingerne, der kunne have gravet efter myremalm på Newfoundland og opvarmet det”, understreger han.
Måske boede vikingerne længe i Amerika
Hidtil har vikingebopladsen på L'Anse aux Meadows 600 km længere mod nord på Newfoundland været arkæologernes eneste bevis på, at vikingerne nåede helt til Nordamerika.
Og bopladsen var kun et midlertidigt hjem for vikingerne, der få år efter deres ankomst forlod stedet for evigt.
Det har historikere tolket som et tegn på, at vikingerne hurtigt blev fordrevet af indianere eller selv valgte at rejse hjem efter kort tid.
Fundet på Point Rosee kan betyde, at historikerne nu må tænke i helt nye baner:
“Hvis Point Rosee-bopladsen stammer fra en anden tid end L'Anse aux Meadows, kan det ændre historien. Måske viser det sig, at vikingerne var i Den Nye Verden betydeligt længere, fortæller Susan Parcak, der nu fortsætter udgravningerne på stedet.