At vikingerne handlede meget med araberne og især var glade for arabisk sølvmønter, dirhams, har historikerne vidst længe.
Et nyt studie af den franske forsker og arkæolog Manar Hammad fra Sorbonne Universitet i Paris afslører dog, hvor utroligt mange sølvmønter det egentlig drejer sig om.
Hammad er kommet frem til, at skandinaviske museer i alt er i besiddelse af næsten 500.000 dirhamer fra middelalderen, flere end nogen anden sted i verden, inkl. de muslimske lande, som mønterne oprindeligt blev slået i.
Arkæologen blev selv “forbløffet” over opdagelsen af, hvor store mængder dirhamer, der befandt sig i Skandinavien og undersøgte årsagerne til, at nordboerne var så interesserede i mønterne.
Skind og slaver blev byttet for sølv
Sølvmønterne stammer fra skatte, der blev gravet ned i vikingetiden mellem 770-1050, men senere blev glemt, sandsynligvis ofte fordi ejerne døde. De fleste begyndte først at blive genopdaget i 1800-tallet, hvor nye større plove betød, at landmænd kom dybere ned i jorden og fandt de gamle skatte.
Dirham-mønter er fundet i de meste af Skandinavien, men det er især langs de svenske kyster, at der er fundet store mængder. Alene på øen Gotland, som var et vigtigt handelscentrum for vikingerne, er der fundet mere end 350 nedgravede skatte fyldt med dirhams.
Udover Skandinavien er der også mange eksempler på, at vikingerne gravede dirhams ned i bl.a. det nordlige Tyskland, Baltikum og nutidens Rusland. Mønterne blev primært præget i Mellemøsten, men også så langt væk som Centralasien og Marokko.
Kort over fund af dirham-skatte, som menes at være relateret til vikingerne. Firkanterne nederst viser minerne, sølvet blev udvundet fra, og pilene indikerer handelsruterne til og fra Nordeuropa.
Vikingerne havde mulighed for at ophobe så mange dirhams, fordi mønterne var en del af et betydeligt handelsnetværk etableret mellem Skandinavien og Mellemøsten allerede i slutningen 700-tallet. Nordboerne eksporterede skind og slaver, og de bragte dirhamerne tilbage med sig.
Netop de muslimske sølvmønter blev anset som de bedste i verden, fordi kaliffen fra Abbaside-kalifatet, der regerede Bagdad, var kendt for ikke at blande sølvet op med andre metaller og dermed gøre værdien lavere. Mønterne var en bredt anerkendt betalingsform, som kunne bruges mange steder i Europa.
Spillingsskatten fra Gotland er det største skattefund fra vikingetiden. Skatten består af bl.a. mere end 14.000 dirhams, men også talrige sølvarmbånd.
Ingen elskede sølv som vikingerne
Hammad understreger, at vikingerne havde et særligt stærk forhold til sølv.
I den islamiske verden blev der også anvendt guldmønter, kaldet dinarer og kobber-mønter, kaldet fals, men dem inkluderede nordboerne sjældent i deres skatte. Vikingerne anså guld for gudernes metal, men det var primært forbeholdt den øverste elite. For den mere almene viking var sølv det altoverskyggende drømme-metal.
“Intet andet europæisk folkefærd havde den samme passion for sølv, og i ingen andre områder blev der samlet dirhams med den samme intensitet”, konkluderer Hammad i sit studie.
Forskeren påpeger, at sølvmønterne gik fra blot at have en økonomisk værdi, som det var tilfældet i den arabiske verden, til at have tydelige kulturelle elementer.
Nordboerne ville bevidst vende tilbage fra lange rejser gennem Østeuropa og Mellemøsten med store mængder af sølvmønter for at vise deres rigdom og magt. På et tidspunkt blev mønterne så begravet i jorden til senere brug – måske til finansiering af fremtidige ekspeditioner.
Da vikingtiden slutter i 1000-tallet, og Skandinavien overgår til et mere klassisk feudalt samfund, falder interessen for arabisk sølv og handlen med Mellemøsten. Ifølge Hammad ses det også tydeligt i de muslimske kalifater, som begynder at udvinde mindre sølv i deres miner, efter den enorme efterspørgsel fra vikingerne forsvinder.