Odin sad ifølge vikingernes tro på sin trone i Valhal.
Odin havde nok at lave
I vikingernes mytologi var Odin gudernes konge. De nordiske myter beskriver ham som alvidende, og vikingerne regnede Odin for at være en af de fremmeste krigere – også blandt de andre guder.
I “Den yngre edda” – en samling af beretninger skrevet af den islandske forfatter Snorri Sturluson – skildres det, hvordan Odin under ragnarok vil føre an på sin ottebenede hest, Sleipner, i gudernes sidste krig mod jætterne:
“Forrest rider Odin med guldhjelm og en prægtig brynje og sit spyd, der hedder Gungner (det rystende, red.)”.
Vikingerne anså med andre ord Odin for at have den højeste status blandt guderne i Asgård. Krig var dog langtfra det eneste, guden var ferm til.
“Odin får de faldende jarler, mens Thor får trællene blot” Eddadigt om foredelingen af døde vikinger mellem de to guder.
Han var også en fremragende skjald, en betvinger af naturens elementer samt en god hamskifter og troldmand. Oveni var han far til flere andre Nordiske guder, deriblandt Balder og Thor.
De mange aspekter af Odins guddommelighed betød, at snart sagt enhver viking havde grund til at anråbe ham.
Men selvom vikingerne respekterede Odin, var han ikke den populæreste gud – i hvert fald ifølge en passage fra eddadigtet “Sangen om Harbard”:
“Odin får de faldende jarler, mens Thor får trællene blot”.
Ordene fortæller, bakket op af nutidig forskning, at Odin fortrinsvis var en gud for vikingetidens overklasse – stormænd, jarler og konger. Den jævne vikingebondes yndlingsgud var Thor.
HISTORIE har gransket de gamle nordiske skrifter for at se, om de bekræfter denne udlægning af Odins rolle.
Vikingerne troede på, at Odins valkyrier fragtede døde krigere fra slagmarken til Valhal.
Krigsgud: Offergaver skulle sikre sejren
Størstedelen af Odins ca. 200 kendte tilnavne er knyttet til kamp og krig – eksempelvis Valfader, “slagmarkens far”. Antallet fortæller, at vikingerne primært betragtede ham som en krigsgud.
Inden en kamp var det almindeligt, at hærføreren red frem og kastede et spyd – Odins våben – ind over fjendens rækker, mens han råbte: “Odin eje jer alle!”
På den måde blev slagets faldne på forhånd viet til Odin og fjendens hær udpeget som en offergave.
Inden en kamp var det også normal praksis at blote (ofre) til Odin. Et offer garanterede dog ingenlunde sejren.
Guden var kendt for sin lunefuldhed, og Odin kunne finde på at skifte side i sidste øjeblik.
KONKLUSION
Odin valgte side og blev primært dyrket som krigsgud af den militære elite.
Dødsgud: Svenskerne hængte dyr til gudens ære
I digtet “Balders drømme” vækker Odin en død spåkvinde (vølve) til live for at udspørge hende om fremtiden. Scenen viser en nær forbindelse mellem guden og døden.
Visse forskere mener, at Odin var en dødsgud, før han blev en krigsgud. I den sene vikingetid var Odin kendt som Hángatýr (De hængtes gud).
Ifølge munken Adam af Bremen (ca. 1040-1081) ofrede vikingerne i Uppsala mennesker og dyr til guden ved at hænge dem fra træer.
Odins to ravne (Hugin og Munin) samt hans to ulve (Gere og Freke) knytter ham også til døden. For vikingerne var ravne og ulve kendt som dyr, der åd lig på slagmarken.
KONKLUSION
Som dødsgud skelnede Odin ikke mellem høj og lav. Der findes beretninger om både konger og trælle, som blev ofret til ham.
Odin opnåede sin visdom ved at drikke af Mimers brønd, der ifølge mytologien lå ved verdenstræet, Yggdrasil.
Visdomsgud: Prisen for visdom var et øje
Vikingernes tillid til Odin skyldtes rygterne om hans visdom. Men gudekongen havde betalt en høj pris for sin kløgt.
I digtningen skildres Odin som en gud, der til stadighed er på jagt efter viden. Så besat af kundskabstørst var guden, at han ofrede sit ene øje for at få lov til at drikke af jætten Mimers brønd.
Vandet her var magisk, og det skænkede Odin en guddommelig visdom. Da vanerne (gudeslægt) senere halshuggede Mimer, vedblev Odin ifølge digtet Voluspá (Vølvens spådom) at spørge Mimers vise hoved til råds.
Odins begær efter at vide alt fremgår også af hans trone, Lidskjalv (medlidenhedsstolen), hvorfra han kunne skue ud over hele verden.
Guden sendte desuden sine to ravne Hugin (Tanken) og Munin (Erindringen) ud hver dag ved daggry for at indsamle nyheder om verdens tilstand.
Forskerne ved ikke, om Odin rent faktisk blev tilbedt som en visdomsgud. Kilderne knytter dog Odins visdom til sejd, vikingetidens magi, der normalt kun blev udøvet af spåkvinder kaldet vølver.
I digtet “Loketrætten” driller Loke Odin med hans sejd, der blev opfattet som umandig.
KONKLUSION
Sandsynligvis var Odins indsigt nyttigst for eliten – og for vølverne.
Vindgud: Vinden krævede et offer
Nogle forskere mener, at Odin også er blevet tilbedt som en vind- og stormgud. Et eksempel på hans forbindelse til vinden findes i “Gautreks saga”, hvor et vikingeskib blæses ud af kurs nær kysten ved Hordaland i Norge.
For at få bedre bør trækker mændene lod om, hvem af dem der skal ofres. Valget falder på deres konge, Vikar.
Kort før løkken strammes om kongens hals, udbryder manden, som skal hænge ham: “Nu giver jeg dig til Odin!”
Mange forskere er dog skeptiske over for fortolkningen af Odin som en egentlig vindgud.
KONKLUSION
En vindgud for alle: Til søs var vikingerne underlagt vejrets luner, og den jævne befolkning udgjorde flertallet.
Det siges, at to dværge myrdede Kvaser for at brygge skjalde-mjød.
Skjaldekunstens gud: Gudernes konge stjal den magiske mjød
Ifølge vikingerne opbevarede jætten Suttung en helt vidunderlig mjød i bjerget Hnitbjerg.
Drikken bestod af honning og blodet fra Kvaser – verdens klogeste skabning – og den skænkede enhver, som drak af den, store poetiske evner.
Ved list lykkedes det Odin at trænge ind i Hnitbjerg, hvor han drak al mjøden. I skikkelse af en ørn flygtede han derefter fra bjerget.
På vej hjem til Asgård med den værdifulde last i maven tabte Odin dog noget af mjøden i form af fugleklatter. Ifølge myten er disse klatter oprindelsen til alverdens dårlige digtere.
Idéen om Odin som skjaldekunstens fader var så udbredt, at dét at fremsige digte ifølge visse forskere blev betragtet som et offer til guden.
KONKLUSION
Som regel kom skjaldene fra rige familier, for andre var faget en vej ud af fattigdom.
For at lære runekunsten hang Odin angiveligt ni nætter i et træ, gennemboret af et spyd.
Guden for runemagi: Ord kunne helbrede
Digtet “Hávamál” (Den højes tale) beskriver opfindelsen af runerne: “Odin skar runer/da ingen var til”.
På oldnordisk var ordet rune beslægtet med rún – hemmelighed. Det tyder på, at kun særlig indviede beherskede den magi, der kunne udøves vha. runer.
I “Egil Skallagrímssons saga” helbreder den islandske stormand Egil en pige, der er blevet forhekset af runemagi.
Han klarer opgaven ved at riste en besværgelse på en træstav, som han gemmer under pigens hovedpude.
KONKLUSION
Runemagi var knyttet til overklassen, men den kunne også udøves af andre.
Symbolet med de tre låste trekanter findes bl.a. på runesten.
Bersærkens gud: Krigere og digtere kom i trance
Navnet Odin stammer fra det oldnordiske ord óðr, der kan betyde både “raseri” og “ekstase”.
Forskerne mener derfor, at Odin repræsenterede den trancelignende tilstand, som skjalde og krigere kunne komme i: Skjaldene, når de blev grebet af inspiration, og krigerne, når de gik bersærk på slagmarken.
I 1000-tallet beskrev munken Adam af Bremen ligeledes Odin som “den rasende, en krigsmager, der indgyder mænd styrke, når de står over for deres fjender”.
En yderligere kobling mellem Odin og ekstasen findes i de arkæologiske fund fra vikingetiden, bl.a. en sengestolpe fra Osebergskibsgraven i Norge og to billedsten fra Gotland, der er udsmykket med en valknude.
Dette symbol består af tre sammenlåste trekanter, der er blevet tolket som Odins evne til at løse og binde folk.
Når Odin bandt mænd på slagmarken, blev de lammet af frygt, men når han løste dem, oplevede de et hæmningsløst raseri.
KONKLUSION
Uafgjort: Odins trance kunne komme over alle – krigere, skjalde og vølver.
Blot et menneske: Odin kom vandrende fra byen Troja
Efter vikingetiden opstod der en teori om, at Odin blot havde været et menneske, der blev tilbedt som en gud.
I digtsamlingen “Den yngre edda” fra 1200-tallet hævder islandske Snorri, at Odin kom fra Troja i det nuværende Tyrkiet og ganske enkelt havde bildt de lokale ind, at han var en gud.
Den danske krønikeskriver Saxo var stort set enig: I værket “Gesta danorum” fra 1208 påstod han, at gudernes hjem, Asgård, lå i Lilleasien. Odin var derfor blot en jordisk konge.
Historikere i dag vurderer, at de to kristne forfattere med vilje forvrængede billedet af Odin. Deres mål var muligvis at få de sidste rester af asatroende i de nordiske lande til at gå over til kristendommen.
Kilderne antyder nemlig på ingen måde, at vikingerne selv betragtede Odin som et almindeligt menneske.
Guden Thor var mere populær blandt bønder og håndværkere end sin far, Odin.
Konklusionen: Samfundets top stolede på Odin
Størstedelen af de arkæologiske fund og skriftlige kilder knytter Odin til vikingernes elite.
Nogle af de tidligste afbildninger af guden – som en kriger fulgt af ravne – kendes fra fornemme guldsmykker lavet kort før vikingetiden (vendeltiden, 600-700-tallet). Kun rige mennesker kan have ejet dem.
Blandt vikingerne var Odin alment respekteret, hvilket bl.a. fremgår af ugedagen onsdag, der på flere germanske sprog hedder “Odins dag”.
En analyse af nordiske stednavne tyder dog på, at Thor var den mest afholdte af de to: Langt flere steder i Norden er således opkaldt efter Thor.
Ligeledes findes der mange eksempler på vikinger, der blev navngivet efter tordenguden, mens historikerne kun kender ganske få ved navn Odinkar – og de er alle af fornem æt.
På Island, hvor der ikke fandtes konger, bekræfter sagaerne, at Thor blev dyrket i langt højere grad end Odin.
Ligesom vikingernes konger og jarler havde en anden livsførelse end den jævne befolkning, gjorde de fleste aspekter ved asernes konge – fx hans visdom, magi og mystik – ham til en fjern og ophøjet figur for den gennemsnitlige viking.
Kilderne vidner altså om, at Odin var den herskende klasses gud i vikingetiden.