Baltikum, vikinger, Skandinavien

Østersøens glemte vikinger

Forskerne har i århundreder overset et vikingefolk, der sagtens kan måle sig med havkrigerne fra Skandinavien: Østersøfinnerne! De holdt til i Baltikum og Finland, men bliver konsekvent ignoreret.

Forskerne har i århundreder overset et vikingefolk, der sagtens kan måle sig med havkrigerne fra Skandinavien: Østersøfinnerne! De holdt til i Baltikum og Finland, men bliver konsekvent ignoreret.

Shutterstock

Arkæologer gjorde i 2018 et forbløffende fund i den nordlige del af Estland. Ikke langt fra kysten i et område kendt i oldtiden som Rävala lå en gravplads med resterne af omkring 100 sværd fra vikingernes tid.

Aldrig før havde arkæologerne fundet så mange vikingesværd i Estland. Våbnene stammer fra midten af 900-tallet og er af den såkaldte type H, som var vikingetidens mest udbredte.

I første omgang antog arkæologerne, at sværdene var mindesmærker for vikinger, der mistede livet på vej til Estland fra Skandinavien. Men det billede ændrede sig, da arkæologerne året efter fandt endnu en gravplads få meter fra den oprindelige.

Her dukkede der smykker op, bl.a. en særlig broche, der typisk blev båret af krigere fra det sydvestlige Finland og nordvestlige Estland. Smykkerne stammede fra præcis samme periode som sværdene fra året før.

“Det nye fund giver os god grund til at tro, at resterne af sværdene, vi fandt sidste år, var led i begravelsesritualer for at mindes lokale vikingekrigere fra Rävala – ikke vikinger fra Sverige eller Danmark, der mistede livet på ruten mod øst”, konkluderede arkæologen Mauri Kiudsoo fra Tallinns Universitet i 2019.

Estland, vikingesværd

I 2018 fandt arkæologer resterne af ca. 100 vikingesværd, som viste sig at tilhøre estiske vikinger. Blandt de fundne fragmenter var dele af dekorerede sværdskæfter.

© Mauri Kiudsoo

Nyheden om lokale vikinger i Estland fik dog ikke megen opmærksomhed i medierne uden for det lille land. Tanken om ikke-skandinaviske vikinger var tilsyneladende for absurd, for ifølge den estiske vikingetidsekspert Marika Mägi er billedet af vikingen som en kriger fra Norge, Danmark eller Sverige så fastlåst et “faktum”, at det er tæt på umuligt at trænge igennem med andre budskaber.

Mägi mener nemlig, at de såkaldte baltisk-finske folkeslag i store dele af Baltikum og i det sydlige Finland også var vikinger.

Problemet er bare, at verden virker komplet ligeglad.

Baltikum gav passage mod øst

Marika Mägi ved, hvad hun taler om. Som seniorforsker i middelalderarkæologi ved Tallinns Universitet har hun i mere end 30 år forsket i Baltikums og Finlands glemte vikingetid.

I 2018 udgav hun en bog om vikingetiden i det baltiske område: “In Austrvegr: The Role of the Eastern Baltic in Viking Age Communication across the Baltic Sea”. Bogens emne var indtil for få år siden stort set uudforsket.

De fleste kender fortællingen om vikingerne, der drog mod vest og erobrede England, belejrede Paris og bosatte sig på Island og Grønland. Mindre kendt er vikingernes tilstedeværelse i øst – i Estland samt dele af Letland og Finland.

Baltiske, vikinger, kort

Vikingernes vigtigste handelsruter (røde streger) førte gennem østersøfinnernes områder i Baltikum.

© Shutterstock

Vikingekulturen bredte sig langt mod øst

Skandinaviens vikinger brugte Baltikum og Finland som transitlande, når de drog mod øst og syd for at handle. Det skabte en fælles kultur mellem Skandinavien og samfundene ved den østlige Østersøkyst.

Årtier før vikingerne indledte deres togter mod vest, sejlede især svenske vikinger mod øst for at handle og plyndre. Handelsruterne mod øst og syd gik via floderne i nutidens Rusland.

Alle ruterne i østersøhandlen førte gennem kystregionerne i det sydlige Finland, Estland og halvdelen af Letland, hvor de såkaldte østersøfinner holdt til.

De var knyttet sammen både etnisk og sprogligt, mens balterne længere mod syd i nutidens Litauen og dele af Letland talte et helt andet sprog.

Under deres gennemrejse kom skandinaverne i tæt kontakt med østersøfinnerne, som kopierede vikingernes levevis og våben. Ifølge den estiske arkæolog Marika Mägi kan fænomenet beskrives som en “delt kultursfære” eller “kolonialisme uden kolonier”. Men kulturudvekslingen gik muligvis begge veje:

“Vi går automatisk ud fra, at de skandinaviske vikinger spredte deres kultur til de baltiske lande. Men måske gik kulturudvekslingen også den anden vej?”

I vikingetiden var disse områder befolket af to etniske grupper: Balterne befolkede Litauen og halvdelen af Letland, mens de såkaldte baltiske finner – også kaldet østersøfinner – levede i Estland, halvdelen af Letland og Finland, som alle lå ud til Østersøen.

Kysterne her var vigtige anløbssteder for de skandinaviske vikinger, når de skulle ned gennem Rusland for at handle varer fra fx kalifatet i Baghdad eller Konstantinopel.

Hvis vejret var for barskt til at sejle videre, gjorde vikingerne holdt ved den finske og baltiske kyst. Her kunne de opholde sig i ugevis, indtil vejrforholdene blev bedre, forklarer Marika Mägi.

“Når man kigger på kortene over de russiske floder, så fører alle de største sejlruter gennem Baltikum – primært Estland og Letland – og Den Finske Bugt”, påpeger Mägi og stiller et indlysende spørgsmål:

“Hvorfor er det, at disse regioner sjældent nævnes i forbindelse med vikingetiden?”

Hun mener, at mange af de begivenheder, som ifølge de gamle sagaer foregik i Rusland, i virkeligheden fandt sted i Baltikum og Finland.

Marika Mägi, arkæolog, Estland

Marika Mägi har i over 30 år forsket i vikingetiden i Baltikum og håber på et opgør med myten om vikingen som rent skandinavisk.

© Marika Mägi

DNA har givet nyt syn på vikingen

Der er da også god grund til at nærstudere Baltikum for at få en dybere forståelse af vikingetiden.

Ud over de seneste fund af sværd og smykker i Estland udgravede arkæologer i 2008 og 2010 to klinkbyggede skibe af skandinavisk oprindelse på Estlands største ø, Saaremaa (Øsel).

I skibene lå skeletterne af 41 vikinger, der var faldet i kamp – muligvis mod andre vikinger. Analyser viste, at de blev dræbt omkring år 750. Der er derfor ikke tvivl om, at de skandinaviske vikinger fra den allertidligste tid lagde vejen forbi de baltiske lande og Finland.

Vikingekrigere, Saaremaa

På den estiske ø Saaremaa fandt arkæologerne i 2008 og 2010 to vikingeskibe og 41 dræbte krigere. Fundet viser, at skandinaverne færdedes i regionen helt tilbage omkring år 750.

© Anti Poolamets/AFP/Ritzau Scanpix

Det faktum er beskrevet i bl.a. de nordiske sagaer, som nævner skandinavernes togter til Finland og Austrvegr – den oldnordiske betegnelse for Baltikum.

Men fundene af lokale smykker og markante udsmykninger på våbnene beviser ifølge Marika Mägi, at den skandinaviske vikingekultur bredte sig til østersøfinnerne, som efter alt at dømme drog på togter og dermed også var vikinger.

“Vi skal holde op med at se på vikinger som en særlig etnicitet fra Skandinavien”. Arkæolog Marika Mägi.

I de islandske sagaer omtales esterne da også som “vikingr frá Estland”, og i den såkaldte Livlandske rimkrønike fra 1200-tallet fortælles det, at indbyggerne på den estiske ø Saaremaa ingen frygtede, fordi de havde skibe, som “de undertvinger de omgivende lande med ved at plyndre både kristne og hedninge”.

“Vi skal holde op med at se på vikinger som en særlig etnicitet fra Skandinavien. Vikinger var ikke noget, man var, men noget, man gjorde”, forklarer Marika Mägi.

“Man drog i ‘viking’. Vikinger var en særegen blanding af krigere, pirater og handelsmænd. Denne levevis prægede kulturen ikke blot i Skandinavien, men altså også i varierende grad i Finland, Estland og Letland fra omkring år 800”, påpeger hun.

At vikinger ikke var bundet op på en specifik skandinavisk etnicitet, men mere skal ses som en profession og en levevis, blev også slået fast i 2020.

Her offentliggjorde internationale forskere med den danske DNA-forsker Eske Willerslev i spidsen en omfattende DNA-kortlægning af flere hundrede skeletter fra vikingegrave rundtom i Europa.

Undersøgelsen viste, at vikingerne langtfra var et homogent og etnisk afgrænset folk. De var snarere en sammensat gruppe af mange etniciteter.

Den banebrydende DNA-forskning er endnu et bevis for, at vikingen ikke udelukkende var en blåøjet kriger med rødder i Skandinavien.

Nationalromantik, viking, Skandinavien

Nationalromantikken skabte billedet af den barske skandinaviske viking med fjer på hjelmen.

© The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Nationalromantikken stjal vikingen

Idéen om den rent skandinaviske viking er udsprunget af 1800-tallets nationalromantiske bevægelse. Her lykkedes det at etablere vikingerne som skandinaviske, mens de østersøfinske vikinger blev glemt.

Årsagen til, at vikingerne i dag udelukkende regnes som skandinaver, skal findes i nationalromantikken.

Den skyllede i 1800-tallet ind over Europa, hvor kunstnere og intellektuelle gik på jagt i de enkelte folkeslags tidlige historie for at finde netop de karaktertræk, som mentes at have formet nationens helt særlige ånd.

I Skandinavien greb mange fat i vikingen, der i sit langskib havde udforsket verden og undertvunget nogle af Europas stærkeste folkeslag.

“For at skabe en styrke i befolkningen konstruerede man vikingetiden som en historisk periode og vikingen som et begreb, der uløseligt blev knyttet sammen med det stærke skandinaviske folk”, forklarer historikeren Kasper H. Andersen, der er ekspert i vikingernes etnicitet og identitet.

Uheldigvis for Baltikums befolkninger var de på samme tid underlagt det russiske zar-rige, og da de endelig blev uafhængige over 100 år senere, var øjeblikket forpasset: Vikingen var eksklusivt blevet skandinavisk.

Estiske vikinger ignoreres

Ifølge Marika Mägi er det på høje tid, at forskerne begynder at interessere sig mere for østersøfinnernes rolle i vikingetiden.

Den holdning deler Kasper H. Andersen, der er historiker ved Moesgaard Museum i Aarhus og ekspert i vikingernes etnicitet og identitet.

“Vikingen er ikke noget, vi har patent på i Norden, og derfor ligger der også en åbning for esterne og finnerne til at optage vikingetiden i deres historie. Set fra mit perspektiv er de i hvert fald fuldt berettigede til også at kalde sig vikinger”, siger han.

Skal vikingetiden for alvor udfoldes i de finske og baltiske historiebøger, kræver det dog, at flere forsker i emnet, erkender Marika Mägi.

“De fleste arkæologer i Estland er mere interesserede i tiden efter vikingetiden. Det var først da, vi for alvor begyndte at have artefakter i vores grave, hvilket betyder, at der også er mere materiale at analysere”, forklarer hun.

“Det er ikke sådan, at mine kolleger i Skandinavien, England og Frankrig benægter vikingernes eksistens i Østeuropa – de er bare ikke særlig interesserede i at høre om det”. Arkæolog Marika Mägi.

Et andet problem er at få samlet al forskningen og gjort den tilgængelig for alle. Det arbejde er Marika Mägi begyndt på. Hun har fået finansiering til at lave et digitalt katalog over alle de fund, der er gjort på den estiske ø Saaremaa.

“Jeg ved ikke, om jeg kommer til at se et gennembrud i min levetid, men fundamentet for at fortælle de baltiske landes historie i vikingetiden er i hvert fald ved at blive lagt”, siger hun.

Mägi erkender dog, at det bliver et kæmpestort arbejde at nuancere billedet af vikingerne.

“Det er ikke sådan, at mine kolleger i Skandinavien, England og Frankrig benægter vikingernes eksistens i Østeuropa – de er bare ikke særlig interesserede i at høre om det”, siger hun.

Forsker: Kritik er berettiget

Kasper H. Andersen fra Moesgaard Museum forstår Marika Mägis frustration og giver hende ret i kritikken.

“Der er ingen tvivl om, at skandinaverne – og verden generelt – har ignoreret finnerne og balterne i spørgsmålet om vikingerne. Det billede, de fleste har af vikingen, udspringer af 1800-tallets forherligelse af de danske, norske og svenske vikingers bedrifter. Og det billede er svært at rokke ved”, siger han.

Alligevel vil hans arbejdsplads på Moesgaard Museum gøre et forsøg. I 2022 åbner det danske museum en ny særudstilling ved navn “Rus – Vikinger i Øst”.

“Udstillingen går i dybden med det, vi ved om vikingetiden i Estland og det sydlige Finland samt det nuværende Rusland og Ukraine og helt ned til arabiske og byzantinske områder. Så vi gør i hvert fald vores til at give vikingens rolle i Østeuropa en større bevågenhed”, siger han.