Vikinger skildres ofte i store mørke haller kun oplyst af skæret fra buldrende fakler. Men den opfattelse skal vi måske til at kaste i graven.
Ny forskning fra Nationalmuseet i København tyder på, at vikingernes øverste elite sad i rum, som var delvist oplyst af lysindfald fra glasvinduer – muligvis af samme type, som blev brugt i middelalderens kirker.
“Der er fundet adskillige fragmenter fra glasvinduer på vigtige vikingetidspladser i Sydskandinavien, og det fik os til at tænke, om det virkelig bare var en tilfældighed. Det var det ikke. Glasset kan dateres til vikingetiden og har efter al sandsynlighed også været i brug i den periode”, fortæller glasspecialist Torben Sode, som først bemærkede de specielle fund.
Hidtil har forskerne ellers ment, at vinduesglas først blev udbredt blandt nordboerne fra omkring 1100-tallet i forbindelse med middelalderens kirkebyggeri og slotte. Den nye datering af vinduesglasset indikerer dog, at det fandtes allerede mellem årene 800-1100. Og det tyder endnu engang på, at vikingerne var langt mere avancerede, end de ofte fremstilles.
“Det fører os endnu et skridt væk fra forståelsen af den simple, barbariske viking, der svinger rundt med sit sværd. I stedet er der tale om en sofistikeret vikingeelite med en kongemagt på lige fod med fx Frankerrigets Karl den Store. Det glemmer man ofte i de forsimplede Hollywood-portrætter af vikinger”, siger Nationalmuseets seniorforsker Mads Dengsø Jessen til Ritzau.
Glasset har ikke været analyseret før nu
Resultatet den nye analyse er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Danish Journal of Archaeology og udført af konservator og glasspecialist Torben Sode, forskningschef Bernard Gratuze fra Universitetet i Orleans i Frankrig og seniorforsker Mads Dengsø Jessen fra Nationalmuseet.
Deres forskning er baseret på analyser af 61 fragmenter af glasruder, som de sidste 25 år er fundet ved seks forskellige udgravninger – fem i Sydskandinavien og et i Hedeby i Slesvig.
Glasset har altså været kendt i mange år, men ikke været analyseret før nu. Det skyldes, at man udelukkende har forbundet tidligt vinduesglas med middelalderen og derfor har antaget, at glasset ikke kunne stamme fra vikingetiden. Opfattelsen var, at glasset måtte stamme fra senere perioder og var endt tilfældigt blandt vikingegenstandene.
Denne nye kemiske isotopanalyser af glasset viser dog, at det kan dateres til betydeligt før 1100-tallet.
En samling glasstykker fra vinduer fundet på forskellige udgravningssteder fra vikingetiden. Glasstykker er bl.a. fundet på Sjælland, Bornholm og i Uppåkra i Sverige.
Glasset kom langvejs fra
Det bør understreges, at intet tyder på, at vikingerne selv kunne producere vinduesglas. Men de har kendt materialet fra Europa, hvor vinduesglas blev anvendt i kirker og i konger og kejseres haller, bl.a. hos angelsaksere og karolingere. Forskerne ved med sikkerhed, at disse folkeslag benyttede præcis samme type glas, som nu er konstateret hos vikingerne.
En nærliggende tanke er, om vikingerne kan have røvet vinduesglasset fra klostre og kirker under plyndringstogter. Men det er ifølge forskerne mindre sandsynligt, da den kemiske signatur viser, at glasruderne stammer fra forskellige egne af Europa og den Nære Orient.
Derfor er det mest sandsynligt, at vikingerne har handlet sig til det. Ligesom de gjorde med meget andet glas, fx perler, som de flittigt brugte som smykker.
Hos vikingerne var glasvinduer forbeholdt eliten og religiøs brug, ligesom i resten af Europa. Derfor har der muligvis været vinduesglas i vikingernes ikoniske halbygninger, mener Mads Dengsø Jessen.
Ikke store, gennemsigtige vinduer, som vi har i dag, men antageligt mindre vinduer, som eventuelt har været sammensat af mindre stykker rudeglas i forskellige grønne og brune nuancer. Formålet var ikke at kunne kigge ud, men at få et farverigt lysindfald i bygningen.