Pariserne lærte de morderiske vikinger at kende i 845. Anført af en høvding kaldet Regnar Lodbrog plyndrede en flåde sig vej op ad Seinen.
“Rådnende lig af utallige kristne” fyldte floden ifølge de vestfrankiske krøniker.
Regnars flåde talte angiveligt 120 skibe, som medbragte tusindvis af mænd. For dem udgjorde den rige by Paris et fristende bytte. Da normannerne, som vikingerne blev kaldt, nåede frem, var indbyggerne dog flygtet og havde taget alt af værdi med sig.
I vrede gav vikingerne sig til at brænde huse af og smadre kirkerne.
For at frelse sin by fra flammerne måtte vestfrankernes konge, Karl den Skaldede, bestikke Regnar med 3,5 tons sølv. Paris var reddet, men snart vendte de grådige udbyttere tilbage.
Vikingerne var Guds straf
Hvert år ankom nye flåder af plageånder fra havet, og blandt frankerne bredte sig en følelse af, at plyndringerne var Guds straf for deres synder:
“Herren gav os til vores fortjenester de grusomme og højst umenneskelige forfølgere af kristenheden”, fastslog deltagerne i et kirkemøde i 845.
Efter det første angreb på Paris vendte vikingerne tilbage i 856 og 861. Plyndringerne var en god forretning, og antallet af vikinger på floderne voksede støt.
Den vestfrankiske konge måtte gøre noget for at forsvare sit rige. Karl den Skaldede udsendte i 864 Pistres-ediktet med hans strategi mod vikingerne.
Uden skibe til at tage kampen op på vandet skulle rytterstyrker i stedet rykke hurtigt frem og angribe, når vikingerne vovede sig i land for at plyndre. Samtidig blev det forbudt handle med de fremmede – salg af våben og heste gav dødsstraf.
Ediktet befalede også, at befæstede broer skulle anlægges over de store floder og spærre vejen for vikingeskibene. Af alle kongens ordrer skulle denne vise sig at få størst effekt, for 21 år senere bremsede broer en invasion.
I 800-tallet var Paris ikke større, end at hele byens befolkning kunne leve på øen île de
la Cité midt i Seinen. Befæstede broer gav adgang til fastlandet mod både syd og nord.
Paris fik igen besøg
I 885 førte vikingen Sigurd Orm-i-Øje en flåde op ad Seinen. Han var søn af Regnar Lodbrog, som 40 år tidligere havde udplyndret frankerne langs floden.
Sigurds tilnavn skyldtes angiveligt, at pupillen i hans venstre øje var omkranset af en misfarvning med form som en slange.
Sigurd var høvding for en stor hær.
Benediktinermunken Abbo Cernuus, der var øjenvidne til vikingernes angreb, beskrev siden, hvordan vikingernes skibe “fyldte en strækning på over to mil, hvor de var pakket så tæt, at man ikke kunne se flodens vand”.
Ud over krigere talte Sigurds hær også kvinder og børn, for han planlagde et længere ophold.
Vikingernes dristige plan gik ud på at sejle ad Seinen langt ind i landet og overvintre her.
Tidspunktet kunne ikke havde været valgt bedre, for interne konflikter plagede Det Vestfrankiske Rige. Østfrankernes konge, Karl den Fede, havde vundet den vestfrankiske krone, men hans magt over de lokale stormænd var svag.
Den 25. november 885 nåede Sigurds flåde frem til Paris, hvor broer spærrede for den videre sejlads. Vikingehøvdingen forventede dog ikke, at byens lille styrke af krigere ville gøre modstand mod hans mægtige hær.
Storsindet ville han lade være med at plyndre byen, hvis pariserne lod flåden passere. Til Sigurds store overraskelse blev tilbuddet pure afvist:
“Byen blev betroet os af kong Karl, for at riget kunne blive frelst og nyde uforstyrret ro”, erklærede grev Odo af Paris højtideligt ifølge Abbo Cernuus. Ville vikingerne forbi Paris, måtte de bane sig vej med våbenmagt.
Kampene ved tårnet kostede
Ved solopgang den 26. november stormede vikinger frem mod tårnet, som forsvarede nordbroen ved Paris.
Stentårnet var omgivet af en voldgrav, men det var ikke bygget færdigt, så angriberne regnede med en nem sejr.
Pile, spyd og sten regnede ned over forsvarsværkerne, og så rykkede Sigurds mænd frem med sværd og økser.
Kampen stod på i flere timer, men selv om de var i undertal, lykkedes det frankerne at holde stillingen. Vikingerne måtte slukørede vende tilbage til deres skibe.
Næste morgen ville Sigurds mænd forsøge igen. Til deres overraskelse var tårnet dog blevet højere i nattens løb, for tømrere havde sat en etage mere på. Vikingerne opgav at komme op.
Målet for dagens angreb blev i stedet stenfundamentet. Selv om frankerne hældte skoldende olie og beg ned over vikingerne, lykkedes det at slå et hul.
Angriberne skulle til at trænge ind, da grev Odo sendte et helt tungt vognhjul ned over dem fra tårnets top. Seks mand blev dræbt, og hullet var helt blokeret. Vikingerne trak sig igen tilbage.
Efter to dage med høje tab stod det klart for Sigurd, at vikingerne måtte gå mere metodisk til værks.
Han gav ordre til at anlægge en befæstet lejr og sendte krigere ud for at samle forsyninger. De frankiske bønder betalte nu en høj pris for parisernes modstand:
“Der findes ikke en vej i riget, som ikke er fyldt med døde præster, mænd, kvinder, børn og nyfødte”, berettede en vestfrankisk krønike.
Med en sikker base og proviant i rigelige mængder kunne vikingerne gå i gang med at forberede en hel serie af angreb.
Belejringsmaskiner hamrede løs på murene, og brændende skibe blev sendt ned ad floden for at sætte ild til broerne. Én gang lykkedes det endda for vikinger at trænge ind i selve Paris, og de blev først drevet ud igen efter et desparat modangreb anført af grev Odo.
“Vi havde ikke så meget jord inde i byen, at vi med vores hænder kunne få de dødes legemer begravet”, skrev Abbo om belejringen, som hver dag kostede forsvarerne nye ofre.
Samtidig begyndte sulten at gnave, for vikingerne sørgede for, at ingen fødevarer nåede Paris.
Rolf påtog sig at forsvare Det Vestfrankiske Rige mod andre vikinger.
Kongen svigtede pariserne
Mens byen sultede, samlede kong Karl den Fede langsomt en undsætningshær. Først fire måneder efter, at belejringen var begyndt, nåede en østfrankisk styrke under hertug Henrik af Sachsen frem og gik til angreb på vikingernes lejr.
Selv om mange af Sigurds mænd var væk på plyndringstogter, lykkedes det ikke alene for resten at stoppe angrebet. De drev også hertugens mænd ind i Paris, som fik flere munde at mætte.
Kongen besluttede nu selv at gribe ind for at frelse byen. Efter næsten et års belejring ankom Karl den Fede i oktober 886 i spidsen for en mægtig hær.
Vikingerne trak sig tilbage om bord på deres langskibe, og kongen kunne marchere ind i byen, hvor kirkeklokkerne ringede og befolkningen jublede.
Hyldesten forstummede dog snart. For vikingerne var stadig i nærheden, og i stedet for at angribe Sigurd indgik kongen en studehandel.
Vikingerne fik sølv og endda lov til at sejle forbi Paris til Burgund. Burgunderne anerkendte nemlig ikke kongens overherredømme. Karl krævede blot, at vikingerne bagefter sejlede bort og lod Paris være.
“Begge folkeslag så med forundring, at de var blandet med hinanden”, skrev Abbo om den mærkværdige situation, da byens porte blev slået op for vikingerne, inden de fortsatte op ad floden.
Pariserne var rasende, for Karl havde nu givet Sigurd det, som han havde krævet fra begyndelsen.
Et helt års prøvelser og talrige ofre havde været forgæves. Burgund blev alligevel udplyndret – med Karls velsignelse.
I 887 afsatte de rasende vestfrankere Karl den Fede og valgte grev Odo til ny konge. Han grundlagde et nyt kongedynasti, som skulle sidde på tronen helt til den franske revolution.
Vikingehøvdingen Sigurd vendte aldrig tilbage til byen. Han blev dræbt under et plyndringstogt mod friserne.