Poetisk viking digtede sig ud af dødstraf

Digterkunsten var en gave fra Odin

Skjalden Egil Skallagrímsson blev født på gården Borg i det vestlige Island omkring år 904. Faren, Skallagrím, var flygtet dertil fra Norge, fordi han havde nægtet at acceptere Harald Hårfager som konge.

Ifølge den islandske sagaberetning “Egil Skallagrímssons saga” arvede Egil sin fars bistre udseende, hans kampvilje og evnen til at improvisere kvad, når noget gik ham på. Egil var et vidunderbarn, der allerede som tre-årig kunne fremsige lange og indviklede strofer.

Sagaen fortæller, hvordan den unge knøs lavede sit første kvad i raseri over, at han ikke måtte komme med til fest. Egil sneg sig ind i gildesalen, hvor han rejste sig og råbte til værten:

“Du glade giver af gaver til vennerne har ej hørt tre-årig herligere kvæde!”

For denne hyldest fik Egil sin første skjaldeløn – tre sneglehuse og et andeæg.

Vikingerne mente, at skjaldekunsten var en gave, som kun var de færreste forundt.

Ifølge en myte fik skjaldene deres evne ved at drikke af skjaldemjøden – en magisk drik, som Odin havde stjålet fra jætten Suttung. Iklædt ørneham fløj Odin bort med maven fuld af den kostbare mjød, som han gylpede op og skænkede til de andre guder – og til skjaldene.

Beretningen skulle vise, at evnen til at digte kom fra Odin selv. Hvis en skjald digtede dårligt, blev det sagt, at han havde drukket af de fugleklatter, som guden slap under sin flugt fra Suttung.

Dygtige digtere tjente kassen

Skjaldekunsten var udbredt blandt såvel høj som lav i vikingernes Skandinavien. De fleste med tid og talent til at digte kom dog fra samfundets øverste lag.

Sagaerne beretter om flere konger, høvdinge og driftige storbønder, der forsøgte sig som amatørdigtere.

De få, der blev professionelle, havde som Egil et usædvanligt talent og viljen til at knokle for at blive bedre. Skjaldene var ofte motiveret af den rigdom og berømmelse, der ventede dem hos mægtige herskere.

De betalte nemlig gerne rundhåndet for svulstige hyldestkvad, som kunne sikre deres eftermæle.

Ved fyrstens hof reciterede skjaldene efter hukommelsen uden brug af melodi eller instrumenter. Medmindre der var gæster at underholde på kongsgården, udgjorde fyrsten, hans familie og hirden det eneste publikum.

Endskønt dygtige skjalde som Egil havde lært at riste runer, var det ikke almindeligt at skrive kvadene ned.

Skjaldene digtede i hovedet, og de bedste kvad blev husket og videregivet til næste generation i den snævre kreds af digtere.

Først efter vikingetidens afslutning blev kvadene foreviget på skrift – med latinske bogstaver.

Island producerede skjalde til Europa

Ligesom Egil var de fleste aspirerende skjalde unge, islandske mænd. Da det oldnordiske sprog mindede om andre germanske sprog – såsom oldtysk og oldengelsk – kunne de islandske digtere bruge deres eget sprog til at underholde fyrster i hele Nordeuropa.

Når en skjald var på udkig efter et job, havde han som regel forberedt et kvad om den fyrste, han ville arbejde for.

Da mægtige herskere som regel havde flere skjalde i deres tjeneste, måtte jobsøgeren ofte kæmpe for at gøre sig bemærket.

Eksempelvis nægtede den norske kong Olav den Hellige i 1015 at lytte til islændingen Sigvats hyldestkvad.

Som en ægte diva ignorerede Sigvat afvisningen og fremførte alligevel sit digt for kongen.

Satsningen gav pote. I sidste ende belønnede Olav ham med en stor, tung guldring samt fastansættelse.

Egil higede imidlertid ikke efter rigdom og flygtig ros fra en fyrste. Den unge islænding havde bare lyst til at digte.

Derudover var han drevet af en stærk retfærdighedssans. Når han følte sig dårligt behandlet, faldt det ham naturligt at hævne sig med både ord og våben.

Som syv-årig plantede Egil fx en økse i hovedet på en dreng, som havde mobbet ham under et boldspil. Egils mor, Bera, bemærkede tørt, at hendes søn måtte være lavet af ægte vikingemateriale.

Og Egil digtede efterfølgende dette kvad:

“Da mælte min moder,

at mig skulle købes

fartøj og fagre årer

til fart med vikinger.

At stå i stævnen

og styre det prægtige fartøj

over hav og ind i havn,

hugge mand efter mand”.

Spådommen gik i opfyldelse, da Egil var omkring 20 år gammel. Her fik han overtalt sin storebror Thorolf til, at han måtte drage med over havet til slægtens hjemstavn i det vestlige Norge, som deres far i sin tid var flygtet fra.

I Norge havde Harald Hårfagers søn Erik Blodøkse overtaget tronen. Den nye konge syntes godt om Thorolf, som han kendte, og var derfor villig til at glemme de to familiers gamle stridigheder.

Thorolf og Egil besøgte først to af deres fars gamle venner i det vestlige Norge – Bjørn Huld og Thorir. Brødrene fik begge et godt øje til Bjørns datter Asgerd, men skjalden var for en gangs skyld mundlam.

Det var derfor Thorolf, som bad Bjørn om giftermål. Brødrene boede efterfølgende hos Thorir, hvis søn Arinbjørn blev en af Egils nære venner.

Få dage inden brylluppet skulle stå i 923, fik Egil et ildebefindende. Han undlod derfor at sejle med til Bjørn Hulds gård, hvor gildet skulle stå.

Det betød, at han i stedet fik muligheden for at møde det norske kongepar.

Egil myrdede kongens mænd

Mens Thorolf og Asgerd blev gift, sejlede Egil i kedsomhed med Thorirs skatteopkræver ud til en ø, hvor Erik Blodøkses ven Bård havde sin herregård.

Pludselig dukkede kongen og hans dronning, Gunhild, op i hallen, hvor Egil sad og surmulede over, at han endnu ikke var blevet beværtet med øl.

Ved synet af de kongelige gæster fik Bårds tjenere travlt med at hente øltønderne frem.

Og selvom Egil også fik et drikkehorn, kunne han alligevel ikke dy sig for at fremsige en nidvise, hvori han hånede værtens dobbeltmoral.

De stærke ord blev for meget for Bård, der sammen med dronningen dryppede gift i Egils næste ølhorn.

Men den årvågne skjald lagde mærke til forsøget på at forgive ham. Han kvad derfor endnu en nidvise, kylede hornet fra sig og drog sit sværd. Inden Bård nåede at reagere, stak Egil ham ned og tog så benene på nakken.

I nattens mulm og mørke svømmede den flygtende skjald over til en holm, hvor gårdens får græssede.

Da ni hirdmænd gik i land for at pågribe ham, lykkedes det Egil at snige sig forbi dem og myrde tre mænd, der passede på båden.

Derpå roede skjalden hele vejen tilbage til Thorir, hvor han ventede på Thorolf og Asgerd. Da de kom tilbage, lyttede Thorolf til sin bror og besluttede, at det var bedst at lade Asgerd alene en stund.

Han og Egil drog udenlands for en tid, indtil kongens vrede var stilnet af.

Thorolf faldt i krig mod skotterne

Efter et års omflakkende krigerliv i Baltikum og Sverige, hvor Egil på vers bejlede til en smuk jarledatter, fandt skjalden i 924 omsider en velynder – den engelske konge Athelstan.

England var på randen af borgerkrig, og kongen søgte udenlandsk hjælp til at få bugt med rebelske høvdinge – og med de invaderende skotter.

Den udfordring var lige noget for de islandske brødre og de 360 mand, som de to succesrige krigere havde med sig.

Ifølge sagaen blev brødrene sat i spidsen for en kæmpe hærstyrke, der marcherede afsted mod Northumberland.

Her plyndrede de vilde skotter, ledet af kong Olaf den Røde, på deres vej mod de sydligere egne af England.

De to hære stødte ifølge sagaen sammen på den såkaldte Vinhede i 925. Det voldsomme slag endte med, at skotterne blev jaget på flugt – og kostede den skotske konge og Thorolf livet.

Nu trådte Egil i karakter som en skjald, der kunne mere end blot håne og spotte.

Efter at have begravet sin bror i en skov adspredte han sine trætte soldater med mindekvad om Thorolf og de andre faldne – også fjenden kong Olaf.

Dernæst opsøgte Egil kong Athelstan i hans hal, hvor skjalden tavst satte sig og stirrede på kongen.

Først da Athelstan tog en guldring af armen og rakte den over ildstedet med sit sværd, kom der liv i islændingen, som kvad:

“Med sværd strakte kongen strålende guld mod mig for at ære armen, der angreb bravt i slag”.

Kongen lod nu to kister fulde af sølvpenge slæbe ind til Egil som erstatning for Thorolf. Egil kom da i godt humør og digtede en hyldest til kongen.

På trods af den rigelige løn, samt Athelstans opfordring om at blive og arbejde som hans personlige skjald, valgte islændingen om foråret at udfordre skæbnen.

Han forberedte en rejse til Norge for at møde Thorolfs enke – hans frygt for Blodøkse var mindre end begæret efter Asgerd.

Skjaldene forevigede store slag

Som sagaen fortæller, kunne skjaldene mere end underholde. De markerede vigtige livsbegivenheder, og de havde en fremtrædende rolle i krigstid.

Forud for slaget ved Stiklestad i Norge i 1030 styrkede skjalden Tormod Kolbrunarskald således kampgejsten blandt Olav den Helliges krigere ved at fortælle om sagnhelten Rolf Krake.

Skjaldene fungerede også som krigs­reportere, der huskede alle detaljer i et slag og efterfølgende kunne berette om deres parts heltemodige indsats.

Enkelte skjalde blev så uundværlige propagandister, at deres herre skænkede dem store rigdomme og beføjelser, der lå langt uden for selve digtergerningen.

Fx endte skjalden Sigvat med at arbejde som international diplomat for Olav den Hellige.

Eftersom magtbalancen i Nordeuropa hele tiden ændrede sig, var mange skjaldes liv præget af uro og hyppige rejser efter nye arbejdsgivere.

Det gjaldt især en “freelancer” som Egil Skallagrímsson. I stedet for at følge en almindelig karriere som fastansat hirdskjald fartede han rundt – plyndrede, kæmpede og høstede skjaldeløn, hvor muligheden bød sig.

Arvestrid førte til drab

Straks efter afskeden med Athelstan sejlede Egil afsted for at besøge enken Asgerd, der til hans store glæde havde født en datter efter den afdøde Thorolf.

Datteren betød nemlig, at Egil som Thorolfs bror kunne arve Asgerds slægtsgård, når hendes gamle far, Bjørn Huld, en dag døde.

Egil bad om Asgerds hånd, hvilket Bjørn for gammelt venskabs skyld accepterede – selvom skjalden var en omstridt person i Norge. Efter brylluppet sejlede Egil i 926 med Asgerd og niecen til sin gård på Island.

Otte år senere døde Bjørn Huld, men arven fik Egil ikke. Gården i Norge var i stedet blevet overdraget til Ønund – gift med Asgerds halvsøster og medlem af Erik Blodøkses inderkreds.

Skjalden blev rasende og sejlede omgående mod Norge, hvor et nyt sammenstød med det stridbare kongepar ventede.

Vel ankommet rejste Egil i 934 en arvestrid mod Ønund på Gulatinget ved Bergen.

Blodøkse og Gunhild dukkede overraskende op for at støtte Ønund, og det lykkedes dronningen at piske så voldsom en modstand op mod Egil, at tinget måtte lukkes, og skjalden tog flugten.

På øen Herdla tog Egil hævn ved at overraske kongens søn og slå ham ihjel. Efter den misgerning erklærede Blodøkse Egil for fredløs i hele sit norske rige – og skjalden sejlede hjem til Island.

Kvad skulle redde Egils liv

Kort efter Egils afsejling mod Island erfarede Blodøkse, at hans bror Håkon var på vej hjem til Norge. Håkon var blevet opfostret hos Athelstan i England, og nu krævede han det norske rige.

Blodøkse indså, at Håkons hær var langt stærkere end hans egen. Han tog derfor Gunhild og sine folk – blandt dem Egils gamle ven Arinbjørn – med sig på flugten over Nordsøen til England. Her slog han sig ned som hersker i vikingebyen York.

Hjemme på Island var Egil ifølge sagaen urolig, for han havde hørt, at den troldomskyndige Gunhild havde kastet en forbandelse mod ham.

Den skulle drive Egil i dronningens arme, så hun kunne hævne sig på ham. Efter to vintre på gården i Borg var Egil i 936 blevet så rastløs, at han sejlede mod England for at besøge sin gamle ven kong Athelstan.

Ud for Northumberland løb hans langskib imidlertid ind i en storm, så Egil gik på grund ved floden Humber.

Fra lokale bønder hørte han, at Erik Blodøkse regerede området, og Egil traf en modig beslutning: Han kunne ikke længere flygte som en kujon. I stedet ville han møde sin fjende og se, hvad der skete – om det så skulle koste ham livet.

Egil erfarede, at hans gamle ven Arinbjørn boede i York, og med ansigtet skjult under en stor hat gik han på besøg.

Arinbjørn opfordrede Egil til at bede om nåde hos Blodøkse, eftersom kongen ingen ære ville få af at slå en fjende ihjel, der ubevæbnet opsøgte ham.

I kongens store hal ydmygede den stolte skjald sig. Han krøb hen til Blodøkse og klamrede sig til hans knæ. Dronning Gunhild bad sin mand om straks at henrette skjalden, men kongen lyttede til Arinbjørn, der talte Egils sag.

Det sømmede sig ikke for en mand at dræbe en våbenløs fjende, der havde overgivet sig af egen fri vilje, anførte Arinbjørn. Og eftersom det var blevet sent, besluttede Blodøkse sig for at lade hævnen vente.

Hele natten opholdt Egil sig i et af Arinbjørns mange kamre, mens han ventede på morgengryet og sin dom. Selvom han ikke var her som fange, ville det være umandigt og skamfuldt at stikke af.

Endelig, på det aftalte tidspunkt, troppede Arinbjørn og Egil op hos kongen. Inden Gunhild fik et ord indført, havde skjalden stillet sig op foran sin fjende.

Egil lovpriste ham med ord, der var så stærke og formfuldendte, at kongen kun kunne bevare sin værdighed ved at skænke skjalden hans frihed. Egil havde digtet sig ud af dødens greb.

Lettet sejlede Egil tilbage til Island og Asgerd. Her levede skjalden et langt liv, hvor han blev en vigtig stemme i islandsk politik. Skjalden åndede ud i år 995 – 90 år gammel, rig og berømt.