Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

viking ship battle

Slaget ved Svold samlede vikingernes magt

Flere af vikingetidens mest magtfulde familier har i slutningen af 900-tallet giftet sig ind i hinanden. Blodsbåndene skaber stærke alliancer, men magtbegær og svig får familieidyllen til at slå sprækker. Resultatet bliver en blodig strid om magten i Norden.

Angus McBride/Osprey

Himlen over Østersøen er sort af pile, der kort efter slår ned og spreder død og ødelæggelse ombord på de norske skibe.

Fra sin plads på dækket af vikingeskibet Ormen hin Lange dirigerer Norges kong Olav Tryggvason sine tropper i kamp denne sensommerdag i år 1000.

Olav og hans mænd står over for en mægtig skandinavisk vikingeflåde anført af nordmandens egen svoger – danerkongen Svend Tveskæg.

Størstedelen af Olavs 70 følgeskibe er allerede blevet bordet i et gigantisk bagholdsangreb, der nærmest har karakter af et slægtsstævne.

Mod sig har nordmanden nemlig ikke blot Svend, men også svogerens svenske stedsøn, kong Olof Skötkonung af Sverige, samt danskerens norske svigersøn, Erik Jarl.

Olav og hans mænd kæmper bravt mod de familiære fjender, men til sidst når angriberne frem til kongsskibet Ormen hin Lange, der er stuvende fuldt af rigdomme.

Værdierne har Olav hentet i Vendland syd for de danske øer – på opfordring fra sin kone, Thyra, der, ud over at være Olavs udkårne og dronning af Norge, også er Svend Tveskægs søster.

Fra sin plads bagerst på dækket opildner Olav nu med høj røst sine våbenbrødre til den endelige træfning. Slår de ikke Svend og hans allierede tilbage her, er Olavs tid som konge af Norge forbi.

Historikerne ved ikke med sikkerhed, hvor i Østersøen søslaget – kendt som slaget ved Svold – fandt sted.

Ifølge en teori lå Svold vest for øen Rügen i det nuværende Tyskland, men nogle forskere har foreslået en placering længere nordpå i de danske farvande.

Kilderne tyder desuden på, at de to flåder var nogenlunde jævnbyrdige, men spørgsmålet diskuteres endnu blandt historikerne i dag.

Selvom mange detaljer om slaget ved Svold er gået tabt, står én ting imidlertid klart: Slaget var kulminationen på en indviklet familiefejde, der involverede alle Nordens kongehuse.

En fejde, som én gang for alle slog fast, hvem af samtidens vikingekonger der var Skandinaviens sande hersker.

viking ship battle

Nordens konger tørnede sammen i et stort søslag i år 1000.

© Angus McBride/Osprey

Slægtens ære førte til blodfejder

I vikingetiden var familierelationer ekstremt vigtige. Inden Danmark, Norge og Sverige i slutningen af vikingetiden blev samlet under stærke konger, kæmpede enhver viking for sin egen æt, dvs. slægt.

I det tyndtbefolkede Skandinavien holdt konkurrerende familier hinanden i skak. Ofte fungerede familierne både som politi og dommere, der tog loven i egne hænder for at værne om slægtens ære.

Blev en viking slået ihjel af en kriger fra en anden æt, blev det således regnet som en forbrydelse mod hele offerets slægt.

Offerets familie følte derfor en pligt til at gengælde ærekrænkelsen ved at myrde drabsmanden – såkaldt blodhævn.

Lykkedes det ikke at få fat på morderen, kunne et hævndrab på fx hans fætter være nok til at genoprette den tabte ære. Naturligvis var den anden slægt sjældent enig i den betragtning.

“Sjældent står bautasten ved vejen, satte ej søn dem for fader.”
Fra edda-digtet “Hávamál”.

På den måde kunne hævndrabene bølge frem og tilbage i generationer, inden gemytterne faldt til ro, og magtbalancen blev genoprettet – sådan som det bl.a. beskrives i de islandske sagaer.

Uden en velrenommeret slægt i ryggen risikerede vikingerne både at blive socialt udstødt og at blive glemt af eftertiden. Og at blive glemt efter sin død var en af de værste ting, der overhovedet kunne overgå en viking.

Edda-digtet “Hávamál” (Den Højes Tale, dvs. Odins Tale) giver et indblik i vikingernes behov for at blive husket: “Hellere en søn, selv om sent han fødes/først efter faderens død./Sjældent står bautasten ved vejen,/satte ej søn dem for fader”.

Et barn forventedes altså at sikre sine forældres eftermæle ved fx at hylde dem med en runesten. Omvendt smittede forældrenes sociale status også af på deres børn.

Vikingerne brugte derfor ikke efternavne, men præsenterede i stedet sig selv som barn af deres far – en tradition, som stadigvæk lever i nutidens Island.

Et eksempel er danerkongen Harald Blåtand, der kaldte sig for “Gormssøn” efter sin far, kong Gorm, mens Haralds søster, Gunhild, hed “Gormsdatter”.

Sværd og økse afgjorde kongers stridigheder

Når diplomatiet slog fejl, greb vikingernes konger til våben. Nordens herskere tørnede flere gange sammen på slagmarken i vikingetiden.

Kærlighed måtte vige for politik

For vikingerne spillede individuel kærlighed en begrænset rolle. Langt vigtigere var det at højne familiens sociale status gennem en stærk ægteskabsalliance med en anden magtfuld slægt.

En viking med flere ætter på anetavlen identificerede sig nemlig altid med den æt, der nød mest prestige i samfundet.

Viste det sig, at et arrangeret ægteskab slet ikke fungerede, var det dog relativt nemt for vikingerne at tage sig en ny partner.

Både mænd og kvinder havde nemlig ret til at bede om skilsmisse – en skik, som chokerede den arabiske rejsende al-Tartushi, da han besøgte den store danske handelsby Hedeby engang i 900-tallet.

Love fra Island bekræfter ligeledes, at en kvinde måtte forlade sin mand, hvis han bl.a. ikke havde haft sex med hende i tre år.

Vikingerne havde med andre ord ingen skrupler ved at udskifte deres ægtefæller, hvis der var en social gevinst at hente – et faktum, der afspejles i sagaernes mange jalousidramaer.

I realiteten forholdt det sig imidlertid sådan, at størstedelen af vikingerne var bondefamilier, der havde nok at gøre med at passe deres landbrug.

Komplekse rænkesmederier i forbindelse med giftermål var derfor primært en beskæftigelse for samfundets rige stormandsslægter.

Ofte var kampen om magtfulde ægtefæller også koblet sammen med erhvervelsen af nye landområder.

Knud den Store af Danmark besejrede i 1026 sine kolleger fra Norge og Sverige i et stort søslag.

© Look and Learn/Bridgeman Images & The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Efterhånden som mægtige jarler i vikingetidens løb tilkæmpede sig status som egentlige småkonger – bl.a. ved at love deres bønder militær beskyttelse – tiltog ægteskabsspekulationerne.

Skandinaviens kongelige giftede sig i 900-tallet på kryds og tværs af regioner for at skabe alliancer og udmanøvrere deres konkurrenter.

Da der i vikingetiden endnu ikke fandtes love om tronfølge, var det desuden i enhver konges interesse at positionere sine børn bedst muligt i forhold til tronen. Hvis ens søn blev konge, reflekterede det nemlig positivt tilbage på en selv.

I løbet af 900-tallet blev slægtsbåndene et effektivt våben, når danske, norske og efterhånden også svenske kongelige dystede om overmagten i Norden.

Især i Skandinaviens sydligste og folkerigeste magtcenter, Danmark, blev giftermål brugt som et politisk magtmiddel.

© Print Collector/Getty Images

Armringe, guld og våben gav loyalitet

For vikingetidens fyrster var det altafgørende at skaffe sig trofaste allierede, som støttede en i krig.

Et klassisk middel til at sikre undersåtternes loyalitet var gaver. Jo mere rundhåndet en fyrste kunne belønne sine støtter, jo mere afholdt og mægtig blev han.

En almindelig gave var armringe, der ifølge sagaerne bl.a. blev givet til skjalde som tak for deres smigrende hyldestkvad.

Armringe var dog langtfra den eneste form for gave. Ifølge kongesagaerne arrangerede Norges kong Magnus den Gode en fest, hvor han strøede om sig med gaver.

Magnus gik ind i gildeteltet, hvor han forærede vikingerne sværd, skjolde, tøj eller guld.

Gaverne varierede, alt efter hvor fornem den enkelte gæst var.

Gorms dynasti sad tungt på Norden

Tidligt i 900-tallet kontrollerede kong Gorm den Gamle Jylland. Sandsynligvis herskede han også over resten af vikingetidens Danmark, der ud over nutidens områder omfattede Skåne, Halland og Blekinge i det nuværende Sverige.

Efter alt at dømme forsøgte Gorm vha. giftermål at slutte fred med krigeriske naboer. Sønnen Harald Blåtand ægtede fx prinsesse Tove – datter af den vendiske stamme obotriternes konge, Mistivoj.

Gorms datter, Gunhild, blev ligeledes bortgiftet til nordmanden Erik Blodøkse, der regerede Norge med jernhånd fra ca. 930-935.

Ifølge sagaerne var Erik Blodøkse selv halvt dansker, idet hans sagnomspundne far, Harald Hårfager, angiveligt havde fået ham med den danske kongedatter Ragnhild.

Nogle historikere antager, at det var særlig vigtigt for Gorm at styrke de dansk-norske royale forbindelser, fordi norske og danske vikinger konkurrerede om ressourcerne på De Britiske Øer.

Hvis Gorm lige så stille og roligt kunne manipulere sig til en position som nordmændenes overkonge, ville det give hans dynasti – med base i Jelling – både militære og økonomiske fortrin.

Viken – området omkring Oslofjorden i det sydøstlige Norge – havde i generationer været underlagt dansk overhøjhed.

I kølvandet på den nye alliance med Erik Blodøkse forsøgte både Gorm og hans søn og arving, Harald Blåtand, tilsyneladende at udbrede den danske indflydelse til endnu nordligere egne i Norge.

“Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra”.
Harald Blåtands inskription på den store runesten i Jelling.

I hvert fald støttede Harald Blåtand aktivt sin hårdhændede svogers krigstogter mod konkurrenten Håkon den Gode.

Sandsynligvis håbede Harald på, at Erik efterfølgende ville rette ind efter den danske kongemagts ønsker – nu, hvor han hjalp ham med at forsvare sit rige.

Desværre for Harald viste det sig, at hans hjælp langtfra var nok til at redde Erik Blodøkses trone.

Omkring år 935 lykkedes det Håkon den Gode at fordrive Erik Blodøkse og hans kone, Gunhild. Ægteparret slog sig ned i England, og Håkon blev konge af Norge.

Striden ulmede dernæst i mere end 20 år, indtil Håkon i 959 mistede livet i kamp mod de fem Blodøkse-sønner under slaget ved Fitjar.

Herefter overtog den ene af dem, Harald Gråfeld, tronen i Norge med Danmarks nye regent, onklen Harald Blåtand, som overkonge.

Blåtand fik bøvl med nordmændene

Eftersom Harald Blåtand selv havde opfostret Harald Gråfeld i Danmark, regnede han med fuld norsk loyalitet, da nevøen satte sig på tronen.

Tilfreds med sine rænkespil kunne Harald i år 965 rejse den store runesten i Jelling: “Harald konge bød gøre disse kumler (mindesmærker, red.) efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.

Meget tyder dog på, at Harald glædede sig for tidligt. Fra deres base i Østnorge forsøgte Gråfeld og hans brødre snart at vinde større indflydelse i riget – på bekostning af Harald – bl.a. i regionen Trøndelag, hvor de stredes med de mægtige trønderske fyrster, ladejarlerne.

Harald Blåtand sendte derfor bud efter Harald Gråfeld, som pligtskyldigst sejlede til Jylland for at stå skoleret.

Men inden han nåede frem, blev Gråfeld omkring år 970 myrdet i et bagholdsangreb nær Limfjordens udmunding.

Forskerne ved ikke, hvem der stod bag mordet, men det kom på et belejligt tidspunkt for Harald Blåtand.

Gorm og Thyra lagde grundstenen til en enorm familiestrid, der kulminerede med slaget ved Svold i 1000.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Uden Gråfeld tabte Haralds resterende nevøer magtkampen i Norge, og den danskervenlige ladejarl, Håkon Jarl, blev indsat som Norges øverste leder – og Haralds nye marionet.

Fire år efter, i 974, bistod Håkon Jarl således Harald i en strid mod den tysk-romerske kejser, Otto 2. Kort tid efter begyndte Håkon dog at bruse med fjerene – træt af at være underlagt Harald.

Danskerkongen lod i samme periode bygge en række ringborge (cirkelformede fæstningsværker), der styrkede Danmarks forsvar mod angreb udefra, fx fra Håkon.

Situationen var ustabil, og magtbalancen blev yderligere forskubbet i 986. Her besejrede Håkon Jarl de frygtede jomsvikinger – en kriger-gruppe, der til daglig holdt til i fæstningen Jomsborg syd for Østersøen.

Nordmanden havde nu bevist, at han på ingen måde havde brug for Harald Blåtand.

Søn kuppede magten i Danmark

Hvad den spirende magtkamp kunne være endt med, kan historikerne blot gisne om. Harald havde nemlig store problemer på hjemmefronten i 980’erne.

Her gjorde sønnen Svend Tveskæg op­rør. Ifølge sagaerne fordrev Svend sin far til Jomsborg, hvor han omkom.

Inden sin død nåede Harald dog at skabe endnu en alliance, idet han ifølge en af sagaerne bortgiftede sin datter Thyra, Svends søster.

Thyras ægtemand blev den eksilerede svenske kongesøn Styrbjørn den Stærke, der ifølge den islandske “Fortællingen om Styrbjørn Sveakæmpe” holdt til på Jomsborg.

Her samlede han mænd og våben til en konfrontation med sin morbror Erik – Sveriges konge – som nægtede at dele magten i sit rige med Styrbjørn.

Striden fandt sin afgørelse under slaget på Fyrisvallarna midt i 980’erne, hvor Styrbjørn blev dræbt. Sejren sikrede svenske kong Erik tilnavnet Sejrsæl (den sejrrige).

Styrbjørns død betød også, at Thyra med ét blev enke. Svend Tveskæg havde dog ikke travlt med at finde en ny mand til sin søster.

Danmarks nye konge var mere fokuseret på at drage på plyndringstogter til De Britiske Øer. I England slog Svend pjalterne sammen med en ambitiøs eventyrer, nordmanden Olav Tryggvason.

Svend Tveskægs søster blev angiveligt dræbt under en massakre i England i 1002, hvilket ansporede Svend til at fuldføre sin erobring af øriget.

© The Stapleton Collection/Bridgeman Images

Sejrherren endte på tronen i England

Da Svend Tveskæg i år 1000 besejrede kong Olav af Norge i kamp, var hans herredømme over Norden sikret. Men den danske konge valgte ingenlunde at hvile på laurbærrene.

Siden sit første Englandstogt i 991 havde Svend haft en drøm om at underlægge sig øriget mod vest. Normalt nøjedes den danske konge dog med at afpresse lokalbefolkningen for store mængder penge – såkaldt danegæld.

I 1013 gik Svends drøm i opfyldelse. Han knuste al modstand i England og blev indsat som konge. Svend døde året efter, men sønnen Knud sværgede, at han ville generobre tronen. To år efter greb han magten.

Da broren Harald døde i 1018, blev Knud den Store konge i både England og Danmark. Han skabte et nordsø­imperium, der i perioder også omfattede Norge og dele af Skotland.

Venskab endte i fjendskab

Svend Tveskæg og Olav Tryggvason var ikke i familie, og historikerne har intet klart billede af, hvad der fik de to mænd til at indlede et samarbejde – ud over at de begge var ude efter at presse englænderne for danegæld, tributbetaling.

Ifølge “Den Angel-saksiske Krønike” ankom Svend Tveskæg og Olav til London den 8. september 994 med 94 skibe, men byen holdt stand. I stedet gav de sig hver især til at hærge langs kysterne, hvor de gjorde “usigelig skade”.

Krøniken beretter videre, at englændernes kong Æthelred besluttede sig for at sætte lus i skindpelsen mellem de to hærgende vikinger.

Kongen tilbød Olav danegæld for at stoppe sine plyndringer og rejse hjem, men undlod at inkludere Svend i aftalen. Olav takkede ja.

Da nyheden kom Svend for øre, blev han rasende. Fra den dag af nærede danskerkongen et brændende had til Olav, fordi han havde svigtet ham.

Ifølge “Olav Tryggvasons saga”, skrevet af den islandske historiker Snorri omkring 1230, var beslutningen om at vende Svend ryggen langtfra den første bemærkelsesværdige hændelse i nordmandens liv.

Her blev han angiveligt forrådt og myrdet af trællen Tormod Kark
Mordet på Håkon Jarl efter Olav Tryggavasons indtog i Norge.

Olavs far, en jarl i det sydlige Norge, blev myrdet af konkurrenter i 963, mens Olav var spæd. Moren flygtede med sin lille søn, men de blev taget til fange af estiske sørøvere og solgt som trælle, da sønnen var blot tre år gammel.

Seks år senere frikøbte Olavs onkel, der arbejdede for vikingefyrsten i Novgorod, den unge dreng. Olav nød stor succes som kriger i det russiske, men i 989 ragede han uklar med nogle af Novgorods indvånere og måtte flygte fra byen.

I de følgende år rejste Olav rundt i Europa, hvor han samlede en hærskare under sig. Sammen med sine mænd nåede Olav vidt omkring – fra Vendland i nutidens Nordtyskland til Irland mod vest – og overalt, hvor de nåede frem, faldt kvinder på stribe for Olav.

Detaljer i sagaen tyder på, at de fleste kvinder betragtede Olav som særdeles mandig – bl.a. fordi han kunne jonglere med hele tre sværd på én gang.

Under sit ophold hos venderne blev han gift med en prinsesse, men hun døde efter få år af sygdom. I sorg forlod den norske viking Vendland – uden at tage sine ejendele med sig.

Herefter plyndrede Olav De Britiske Øer i en årrække, indtil han besluttede sig for at vende hjem til Norge. Planen var simpel – Olav ville være konge.

Nordmændene valgte ny konge

Olav Tryggvason nåede ifølge kilderne frem til Norge omkring 995.

Han steg i land med sin hær i regionen Trøndelag og udfordrede de herskende ladejarlers magt.

Håkon Jarl – som efter Harald Blåtands død havde allieret sig med Svend Tveskæg – var upopulær blandt trønderne, og de tog derfor mod Olav og hans mænd med åbne arme.

Mens Olav lod sig udråbe til konge på en række lokale norske ting, flygtede Håkon Jarl til en afsidesliggende gård. Her blev han angiveligt forrådt og myrdet af trællen Tormod Kark.

Håkons død skræmte to af hans sønner, Erik og Svend. Erik Jarl flygtede til Danmark og Svend Tveskæg – jarlernes allierede – mens Svend Jarl drog til Sverige, hvor Erik Sejrsæl herskede.

Begge steder blev der taget vel imod brødrene, men kort efter Svend Jarls ankomst til Sverige døde Erik Sejrsæl.

Olav Tryggvason var populær blandt mange i Norge, da han overtog kongemagten i landet.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Rig enke svømmede i bejlere

Kong Erik efterlod sig sønnen Olof og enken Sigrid Storråde (den stolte). Olof – som fik tilnavnet Skötkonung – var blot 15 år gammel, men bl.a. takket være sin mors diplomatiske evner lykkedes det ham at overtage tronen.

Sveriges naboer øjnede straks en mulighed for at få indflydelse over den unge, uerfarne konge, der blev styret af sin mor.

Manden, som kunne gifte sig med enkedronning Sigrid – Sveriges rigeste og magtfuldeste kvinde – ville holde det svenske rige i sin hule hånd.

Sigrid var imidlertid en ambitiøs kvinde, og hun havde ikke i sinde at gifte sig med hvem som helst. Ifølge kongesagaerne kom en russisk prins og den norske småkonge Harald Grenske for at fri.

Sigrid brød sig på ingen måde om de to bejlere. Hun serverede rigelige mængder mjød for dem i en stor hal, og da mændene var godt beduggede, satte hun ild på bygningen. Begge mænd omkom.

De to frieres makabre skæbne afskrækkede dog ingenlunde Olav Tryggvason. Norges nye konge friede til Sigrid, men han blev blankt afvist.

Enken følte sig overbevist om, at nordmanden kun var interesseret i hende af politiske årsager.

I stedet giftede hun sig med Svend Tveskæg, Skandinaviens mægtigste mand. Brylluppet stod i 997, og ægteskabet knyttede Danmark og Sverige sammen i en alliance mod Olav.

Holger Danske er en dansk sagnhelt, der angiveligt vil vågne til dåd og frelse nationen i den yderste nød.

© David Coleman/Imageselect

Rygte sendte konge til Det Hellige Land

Olav Tryggvason døde under slaget ved Svold (1000). Alligevel blev den norske konge senere set i live flere steder i Europa.

Slaget ved Svold endte ifølge “Olav Tryggvasons saga” med, at den norske konge sprang i havet og druknede.

Olavs ry i Norden var imidlertid så godt, at mange nægtede at tro på, at den karismatiske og atletiske hers­ker var død, når der ikke var noget lig.

Historier om kongens overlevelse begyndte derfor at florere kort tid efter hans endeligt. Ifølge én fortælling var det lykkedes Olav at svømme uset forbi den fjendtlige flådes skibe og gå i land på Svolds kyst.

En anden fortælling gik på, at han var blevet samlet op og smuglet bort ombord på et skib.

Ifølge den norske kongesaga “Ágrip” hoppede han ikke engang over bord, men forsvandt i et kraftigt lysglimt.

Om kongens videre skæbne efter forsvindingsnummeret verserede der ligeledes mange historier – bl.a. påstod mange, at han var gået i kloster.

Den islandske munk Oddr Snorrason skrev i ca. 1190, at Olav Tryggvason efter slaget var blevet set flere steder sydpå – bl.a. i Rom og i Det Hellige Land.

Nutidens historikere er skeptiske over for beretningen og mener, at det drejer sig om en afart af den klassiske “konge i bjerget”-myte.

I denne type fortælling falder en helt eller en konge normalt i en dyb søvn under jorden og forsvinder dermed fra sit folk.

Tilsvarende fortællinger er fx opstået omkring den tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa og Holger Danske.

Søskende kom til at hade hinanden

Herefter fik Svend Tveskæg og Olav Tryggvason begge travlt med at udbygge deres magtbase. Hjulpet på vej af sin karisma var det lykkedes Olav at sikre sig støtte fra størstedelen af Norges jarler og småkonger.

Han udpegede dernæst en række lensherrer, der skulle styre rigets forskellige landsdele på hans vegne.

Olavs Norge var en trussel mod Svends magt i Norden. For at styrke sin egen position søgte danerkongen derfor nye alliancer.

Han giftede sin datter Gyda bort til den eksilerede Erik Jarl, og han fandt også en mand til lillesøsteren Thyra.

Hun havde levet en tilværelse som enke, siden hendes mand, Styrbjørn, var blevet dræbt af Erik Sejrsæl, men Svend tvang nu Thyra ind i et ægteskab med den vendiske konge, Burislav.

Giftermålet betød, at Thyra igen kunne kalde sig dronning. Hun var dog langtfra tilfreds. Faktisk var hun rasende.

Burislav var en slidt, gammel mand – 30 år ældre end sin nye kone – og forholdet mellem de to søskende blev herefter iskoldt.

Svend var ligeglad. Brylluppet skulle sikre Burislavs venskab, så vender-kongen ville forhindre Olav i at få fat i sine efterladte ejendele i Vendland, hvis nordmanden en dag vendte tilbage efter dem.

Svends plan var forudseende: I 998 sejlede Olav angiveligt til Vendland for at afhente sine ting. Familieforbindelsen til Svend betød dog, at Burislav afviste nordmanden, der rejste tomhændet hjem.

Hvad der herefter skete, er historikerne uenige om. Ifølge én udlægning bortførte Olav den ulykkeligt gifte Thyra, mens bl.a. “Olav Tryggvasons saga” hævder, at Thyra selv flygtede til Norge, hvor hun blev gift med Olav.

Resultatet blev under alle omstændigheder, at Olav og Thyra slog pjalterne sammen. Svend var rasende. Først havde Olav forrådt ham i England, og nu havde han også bortranet hans søster!

Svends chance for at hævne sig på sin nye svoger kom i år 1000. Olav Tryggvason sejlede sydpå til Vendland med en flåde på ca. 70 skibe for at kræve sine ejendele udleveret – samt for at indhente Thyras medgift fra ægteskabet med Burislav.

Selv sejlede kongen i sit store kongeskib, Ormen hin Lange. Angiveligt var Olav forberedt på det værste, selvom intet tyder på, at han var klar over, at Svend planlagde et angreb.

Stillet over for så mægtig en flåde turde Burislav ikke yde modstand. Han udleverede alt, Olav bad om, og kongen satte kursen hjemad.

Efter sin død blev Olav Haraldsson helgenkåret og kendt under navnet “Olav den Hellige”.

© Album/Fine Arts Images/Imageselect

Nordens fyrster kæmpede om Norge

Slaget ved Svold kostede norske kong Olav Tryggvason livet og øgede danskernes og svenskernes indflydelse i Norge. Riget var de næste mange år præget af ustabilitet og konstante krige.

  • 1015

    Efter slaget ved Svold blev Norge delt i tre. Svend Tveskæg fik kontrol med området Viken i rigets sydlige del, mens brødrene Erik og Svend Jarl – med støtte fra kongerne i Danmark og Sverige – delte resten af det norske rige mellem sig.

    I 1015 sendte danskernes nye konge, Knud den Store, bud efter Erik Jarl. Herefter overtog Svend Jarl kontrollen over hele Norge – på nær de danskkontrollerede områder ved Viken.

    I kulissen arbejdede stærke kræfter imidlertid på at genforene Norge under én hersker.

  • 1016

    Ud for kysten ved den norske by Larvik tørnede Svend Jarl og hans undersåtter dette år sammen med en hær under ledelse af tronprætendenten Olav Haraldsson.

    Kampen er siden blevet døbt slaget ved Nesjar, og selvom Svends styrke var størst – 3.000 krigere mod Olavs 2.000 – endte han med at tabe slaget.

    Den besejrede jarl flygtede til Sverige, hvor han kort efter døde.

    Olav Haraldsson overtog efter sin sejr kontrollen med størstedelen af Norge og gennemførte bl.a. en tvangskristning af rigets befolkning.

  • 1030

    En alliance mellem ladejarlerne og Knud den Store fordrev i 1028 Olav Haraldsson fra Norge.

    Olav flygtede til Rusland, men to år senere vendte han tilbage fra sit eksil – med en 3.500 mand stor hær i ryggen.

    Olav marcherede ind i Verdal nord for det nuværende Trondheim, hvor han blev mødt af en 7.000 mand stærk bondehær, der støttede op om ladejarlerne.

    Slaget ved Stiklestad endte med Olav Haraldssons død, og Knud den Stores søn Svend overtog efterfølgende magten i Norge.

  • 1035

    Stormændene i regionen Trøndelag fik til sidst nok af udenlandske regenter i Norge.

    De hidkaldte derfor Olav Haraldssons søn, Magnus den Gode, der levede i eksil i Rusland, og indsatte ham som norsk konge.

    Danske Svend og hans engelske mor, Ælfgifu, blev fordrevet til Danmark. I resten af vikingetiden havde norske konger magten i Norge.

Familiestævne endte blodigt

Et sted i nærheden af Rügen lå Svend Tveskægs flåde imidlertid på lur. Med sig havde han svenskekongen Olof Skötkonung, der var blevet ægget til at deltage i familieopgøret af sin mor. Hun var stadig vred på Olav over, at han havde friet til hende af rent politiske årsager.

Med den danske flåde var også Svend Tveskægs svigersøn Erik Jarl. Han drømte om at hævne sig på Olav, der havde fordrevet Erik og hans far fra Norge og taget magten i landet.

Olav opdagede ifølge “Olav Tryggvasons saga” bagholdet tidsnok til at kunne nå at flygte, men han valgte at blive og kæmpe.

Uanset om den norske konge havde chancen for at flygte eller ej, stødte de to flåder sammen et sted i Østersøens sydlige farvande.

“Spyd og pile fløj så tæt, fordi der lå hærskibe på alle sider af Ormen”.
Fra “Olav Tryggvasons saga”.

Flåderne var nogenlunde jævnbyrdige i størrelse, og ifølge “Olav Tryggvasons saga” vendte nordmandens kamplykke først for alvor, da hans kongelige bueskytte, Einar Tambeskælvers, bue blev ramt af en fjendtlig pil og knækkede.

Olav Tryggvason spurgte da angiveligt, hvad der var gået i stykker, og ifølge sagaen svarede Einar: “Norge i dine hænder”.

Om denne dramatiske scene vitterlig fandt sted, er usikkert, men Einar fik ret i sin dystre forudsigelse.

Svend og hans allierede kaprede Olavs fartøjer og nåede til sidst frem til Ormen hin Lange. Sagaen beskriver nordmændenes desperate forsvar på kongsskibet:

“Der blev brugt så mange våben, at man næppe kunne forsvare sig med skjolde; spyd og pile fløj så tæt, fordi der lå hærskibe på alle sider af Ormen. Kong Olavs mænd blev da så rasende, at de sprang op på rælingen for at kunne nå modstanderne med sværdhug, for mange af dem (fjendens skibe, red.) havde ikke lagt sig sådan mod Ormen, at de kunne komme i hugkamp. Men de fleste Olavs-mænd gik over bord, for de sansede ikke andet, end at de kæmpede på den flade landjord, og de sank til bunds med deres våben”.

Til sidst stod det klart for Olav, at han var fortabt. Men i stedet for at lade en af sine fjender få æren af at dræbe Norges konge sprang han ifølge sagaen i havet og er aldrig siden blevet set.

Da nyheden nåede Thyra i Norge, valgte hun angiveligt at sulte sig selv ihjel. Hendes og Olavs spæde søn, Harald, døde også kort efter.

kalland runestone

Flere runesten i Skandinavien refererer muligvis til slaget ved Svold – bl.a. en sten fra Kålland i Sverige.

© Dagjoh

Runesten mindes kampen

Slaget om Svold var kulminationen på vikingetidens måske største familiestrid. Med sejren slog Svend Tveskæg en streg under, at han var Nordens hersker.

Beretninger om den monumentale begivenhed spredte sig hurtigt, og en runesten nær Aarhus refererer ifølge visse historikere til det store opgør på havet: “Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle Ful. Han fandt døden, da konger kæmpede”.

Mindet om det gigantiske søslag overlevede vikingetiden og sikrede i sidste ende alle deltagerne det, enhver viking drømte om: Et udødeligt eftermæle.

Læs også:

Vikinger

Vikingetiden – en introduktion til vikingernes verden

6 minutter
Kongelige

Sådan blev Bluetooth opkaldt efter en konge

2 minutter
Nazisme

Ikonisk port fra tysk KZ-lejr fundet i Norge

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul