Sølv drev vikingerne til verdens ende

Vikingernes forkærlighed for de arabiske mønter beskrives af øjenvidnet Ahmad ibn Fadlan, der i sin rolle som gesandt for kaliffen i Baghdad mødte vikinger ved Volga-floden i 922. Her havde han især et godt øje til vikingekvinderne:

“Om halsen har de halsringe af guld og sølv. For når manden er ejer af ti tusinde dirhams, laver han en halsring til sin hustru. Når han har tyve tusinde dirhams, laver han to halsringe. Og på den måde får hustruen en ny halsring for hver titusinde dirhams, som manden øger sin formue med. Således har en enkelt af dem ofte mange halsringe om halsen”.

Når handlen på stepperne gik godt, og tilstrømningen af sølv til Norden var stabil, blomstrede vikingesamfundene, men når sølvstrømmen haltede, kæmpede vikingerne internt om de begrænsede ressourcer. I slutningen af 900-tallet e.Kr. bidrog en akut mangel på nyt arabisk sølv således til at udløse en blodig kamp om magten i Sverige.

Vikingerne fik smag for sølv

Skandinaverne havde ikke altid jagtet sølv. Gode sølvminer lå langt fra Skandinavien, og vikingernes forfædre i jernalderen brugte stort set ikke mønter. I stedet byttede de sig til ting, de manglede.

Handlen foregik på lokale markeder, hvor bønderne kunne bytte deres produkter fra gårdene til nye redskaber, tøj, dyr, smykker og glas. Bytteværdien kunne imidlertid variere meget fra marked til marked, og det var svært at opnå en bedre pris i en fjern by, fordi det var besværligt at medbringe dyr og korn på længere rejser.

Med tiden opstod der derfor et behov for et fælles betalingsmiddel. På i handelsbyen Ribe blev der i 700-tallet e.Kr. således brugt sølvmønter, som var præget i England og Frisland.

I 793 angreb en vikingeflåde den nordengelske ø Lindisfarne og plyndrede klostret for rigdomme. Da vikingerne året efter vendte tilbage til Nordengland, tog de ifølge munken Alcuin fanger, som de krævede løsepenge for.

Taktikken virkede så godt, at vikingerne i de følgende årtier hjemsøgte Vesteuropas kyster og floder, hvor de samlede enorme mængder sølv og guld.

Da vikingenhøvdingen Ragnar i 845 angreb Paris med 120 skibe, måtte den frankiske konge, Karl den Skaldede, afstå 7.000 pund sølv og guld for at få vikingerne til at lade byen i fred. I løbet af 800-tallet afpressede skandinaverne Karls rige for mindst 12.000 pund ædle metaller.

Arabiske mønter var eftertragtede

Allerede året inden Ragnars angreb på Paris var de sølvglade vikinger sejlet længere mod syd til Den Iberiske Halvø. Dermed nåede de til det muslimske rige Al-Andalus, der lå i det nuværende Portugal og Sydspanien.

Muslimernes kystforsvar var langt bedre end frankernes og angelsaksernes i England, og efter få plyndringstogter opgav vikingerne at vinde fodfæste i Iberien.

Gennem deres møde med muslimerne kom vikingerne dog i berøring med Europas nye supervaluta – den arabiske dirham.

Fra Portugal i vest til Afghanistan i øst fungerede sølvmønten som betalingsmiddel i det store muslimske område, der havde kaliffen i Baghdad som sit åndelige overhoved.

I 800-tallet åbnede nye sølvminer i Nordafrika og Mellemøsten, og en tilsyneladende evig strøm af nye mønter kom i omløb. Og handlen mellem muslimerne og steppefolket khazarerne førte nu store mængder dirhams til et område, der udgøres af vore dages Ukraine og vestlige Rusland.

Ifølge en teori var det netop rygtet om de arabiske mønter med det høje sølvindhold, der i første omgang lokkede vikingerne til at sejle ind ad de store russiske floder.

Norden vrimler med sølvmønter

På stepperne var det især slavehandlen, der fik dirhams til at rulle. Ifølge den persiske geograf Ahmad ibn Rustah, som levede i begyndelsen af 900-tallet, indfangede vikingerne medlemmer af slaviske stammer, der blev solgt som trælle til khazarerne. Med på skibene havde vikingerne også pelsværk, noterede geografen:

“De tjener til livets ophold ved at handle med zobel, gråt egern og andre pelse. De sælger dem for sølvmønter”.

Vikingerne bragte bjerge af dirhams med sig hjem til Skandinavien, hvor arkæologerne har udgravet over 120.000 af de arabiske mønter fra vikingetiden.

Alene på øen Gotland er der fundet omkring 80.000 arabiske dirhams. Takket være sin centrale beliggenhed i Østersøen udgjorde øen et knudepunkt for rejsende, der vendte hjem fra de russiske floder.

I modsætning til vore dage talte vikingerne ikke deres mønter – de vejede dem. Når en vare skulle betales, brugte de en håndholdt vægt. Et lod blev lagt i den ene vægtskål, sølv i den anden. Hvis vægten ikke passede, klippede vikingerne et stykke af en af mønterne.

En anden betalingsform var brudsølv – afskårne stykker af en sølvbarre. På markederne var det også nødvendigt at teste sølvets kvalitet. Det skete ved at skære et hak i sølvet med en kniv. Hvis det føltes for hårdt eller blødt, var sølvet blevet blandet med andre billige metaller.

Sølvmangel førte til krig

Vikingernes handel i de østeuropæiske flodegne toppede i 950’erne, men i årene efter faldt importen af sølv fra Mellemøsten pludselig. Forskerne vurderer, at flere af sølvminerne i Mellemøsten nu var udtømte, og konsekvenserne heraf var markante.

Mange handlende begyndte at nedsmelte deres sølvmønter og blande sølvet med andre metaller, hvilket førte til en kraftig devaluering af de arabiske dirhams’ værdi.

På dette tidspunkt var vikingerne for længst blevet afhængige af dirhams. I handelscentre som det danske Hedeby og det svenske Birka spillede sølvet således en afgørende rolle, da det blev brugt som betaling for langt de fleste af de varer, der blev handlet.

Manglen på sølv udløste en krise i 960’erne, hvor grupper af vikinger i desperation angreb og plyndrede khazarerne og andre mellemmænd i Østeuropa, som traditionelt set havde skaffet sølv fra kalifatet. Uroen forplantede sig efterhånden også til vikingernes hjemlande.

Da den svenske kong Olof døde, endte hans bror og medkonge, Erik, i en kamp med nevøen Styrbjørn om magten i riget. Styrbjørn blev støttet af den danske konge, Harald Blåtand. Ifølge historikerne frygtede mange svenskere, at danskerkongen ville støvsuge deres land for sølv og andre rigdomme, hvis hans tronprætendent vandt.

Heldigvis for svenskerne sejrede Erik på slagmarken i 985, men hans militære triumf kunne ikke rette op på rigets tilstand. I takt med at handlen i øst gik i stå, stoppede strømmen af sølv og udløste en økonomisk krise i hele Norden. Vikingerne holdt på deres penge, og som et resultat lå fx den driftige markedsplads i Birka øde hen.

Nu var vikingerne tvunget til at vende blikket mod vest for at stille deres sølvtørst, og en række togter mod England og Wales fulgte. Et af togterne udviklede sig i 991 til et regulært slag. Ved Maldon i det østlige England sejrede vikingerne over angelsaksere, der blev tvunget til at punge ud med 3.300 kg rent sølv.

Europæiske mønter overtog

I takt med at strømmen af dirhams svandt ind, overtog mønter fra England og Tyskland markedet i Skandinavien. De europæiske mønter var mindre og blev derfor sjældnere klippet over. Langsomt, men sikkert, bevægede de skandinaviske lande sig dermed over i en pengeøkonomi, som vi kender i dag, hvor hver mønt har en påskrevet værdi.

Når så mange af vikingetidens dirhams og andre mønter har overlevet frem til i dag, skyldes det især de mange sølvskatte, som vikingerne af ukendte årsager gravede ned i jorden. Forskerne diskuterer stadig, hvorvidt vikingerne gemte sølvet af vejen af religiøse eller praktiske hensyn – såsom at skjule det ædle metal for en fjende.

Svaret findes måske i den islandske “Ynglingesaga” fra 1200-tallet, der forklarer, at vikingernes nedgravede skatte i virkeligheden var sølv beregnet til efterlivet:

“Odin fastsatte, at alle døde mænd skulle brændes, og deres ejendele skulle bæres på bålet sammen med dem. Han sagde, at alle skulle komme til Valhal med tilsvarende rigdomme, som han fik med på bålet, og ligeså skulle han nyde godt af det, han selv havde gravet ned i jorden”.