Vikingeskibe var et ganske almindeligt syn på de østeuropæiske floder i 900-tallet e.Kr. Fra Østersøen nåede vikingerne via de snoede vandveje ned til handelspladserne nord for Sortehavet.
Med sig på skibene havde vikingerne pelsværk, rav og trælle. Den levende last havde de indfanget på vejen – under plyndringstogter mod de slaviske stammer i Østersøområdet, som vikingerne konstant lå i krig med.
Varerne solgte de driftige vikinge-købmænd for at få fingre i dét, de ønskede sig allermest: Arabiske sølvmønter. De skinnende penge, kaldet dirhams, var præget i Mellemøsten, og de havde et usædvanlig højt sølvindhold, der gjorde dem til Europas mest respekterede betalingsmiddel – middelalderens svar på euroen.
“Om halsen har de halsringe af guld og sølv. For når manden er ejer af ti tusinde dirhams, laver han en halsring til sin hustru”. Ahmad ibn Fadlan, kaliffens gesandt, 922 e.Kr.
Vikingernes forkærlighed for de arabiske mønter beskrives af øjenvidnet Ahmad ibn Fadlan, der i sin rolle som gesandt for kaliffen i Baghdad mødte vikinger ved Volga-floden i 922. Her havde han især et godt øje til vikingekvinderne:
“Om halsen har de halsringe af guld og sølv. For når manden er ejer af ti tusinde dirhams, laver han en halsring til sin hustru. Når han har tyve tusinde dirhams, laver han to halsringe. Og på den måde får hustruen en ny halsring for hver titusinde dirhams, som manden øger sin formue med. Således har en enkelt af dem ofte mange halsringe om halsen”.
Når handlen på stepperne gik godt, og tilstrømningen af sølv til Norden var stabil, blomstrede vikingesamfundene, men når sølvstrømmen haltede, kæmpede vikingerne internt om de begrænsede ressourcer. I slutningen af 900-tallet e.Kr. bidrog en akut mangel på nyt arabisk sølv således til at udløse en blodig kamp om magten i Sverige.

Da muslimske hære i 700-tallet e.Kr. erobrede et kæmperige, blev arabiske sølvmønter spredt over hele Middelhavsområdet.
Araberne spredte sølvmønterne
I 622 udvandrede den arabiske profet Muhammed fra Mekka til Medina. Begivenheden indledte den muslimske tidsregning og ekspansion, der bragte islam helt til Spanien. Sølvmønterne fulgte med.
686: De første dirhams præges
Kaliffen Abdul Malik etablerer det første arabiske møntvæsen. De fleste dirhams præges med et koranvers samt en dato og tilegnes kaliffen.
711: Mønterne når Europa
Efter at have erobret Nordafrika indtager muslimerne det meste af Spanien og Portugal. Herefter bliver dirhams en international valuta.
762: Baghdad skaber handelsveje
Baghdad bliver kaliffens hovedstad. Her handler araberne med steppefolket khazarerne, som bringer dirhams til de østeuropæiske stepper. Snart strømmer sølvtørstige vikinger hertil.
985: Sølvmangel fører til krig
De muslimske miner lukker, vikingernes handel på stepperne går i stå, og strømmen af nye dirhams udebliver. Krisen fører til en borgerkrig i Sverige. Herefter må vikingerne stjæle sølvet i Vesteuropa.
Vikingerne fik smag for sølv
Skandinaverne havde ikke altid jagtet sølv. Gode sølvminer lå langt fra Skandinavien, og vikingernes forfædre i jernalderen brugte stort set ikke mønter. I stedet byttede de sig til ting, de manglede.
Handlen foregik på lokale markeder, hvor bønderne kunne bytte deres produkter fra gårdene til nye redskaber, tøj, dyr, smykker og glas. Bytteværdien kunne imidlertid variere meget fra marked til marked, og det var svært at opnå en bedre pris i en fjern by, fordi det var besværligt at medbringe dyr og korn på længere rejser.
Med tiden opstod der derfor et behov for et fælles betalingsmiddel. På i handelsbyen Ribe blev der i 700-tallet e.Kr. således brugt sølvmønter, som var præget i England og Frisland.
“De tjener til livets ophold ved at handle med zobel, gråt egern og andre pelse. De sælger dem for sølvmønter”. Ahmad ibn Rustah, persisk geograf, 900-tallet e.Kr.
I 793 angreb en vikingeflåde den nordengelske ø Lindisfarne og plyndrede klostret for rigdomme. Da vikingerne året efter vendte tilbage til Nordengland, tog de ifølge munken Alcuin fanger, som de krævede løsepenge for.
Taktikken virkede så godt, at vikingerne i de følgende årtier hjemsøgte Vesteuropas kyster og floder, hvor de samlede enorme mængder sølv og guld.
Da vikingenhøvdingen Ragnar i 845 angreb Paris med 120 skibe, måtte den frankiske konge, Karl den Skaldede, afstå 7.000 pund sølv og guld for at få vikingerne til at lade byen i fred. I løbet af 800-tallet afpressede skandinaverne Karls rige for mindst 12.000 pund ædle metaller.

Produktionen af sølvmønter gjorde samanide-regenterne stenrige, og de afdøde herskere blev bisat i prægtige mausoleer.
Pengene kom fra rigt dynasti
I begyndelsen af vikingetiden kom størstedelen af sølvmønterne fra Mellemøsten og Den Arabiske Halvø, men med nye sølvfund i Centralasien rykkede produktionen af dirhams over tid længere mod øst.
I den anden halvdel af 800-tallet e.Kr. opdagede det muslimske Samanide-dynasti rige sølvforekomster i både Pendjhir (Afghanistan) og Tasjkent (Usbekistan). Opdagelsen førte til en stor produktion af dirhams (sølvmønter), som fra 890 i stort tal nåede frem til vikingetidens sølvdepoter.
Samaniderne, som herskede over dele af vor tids Iran, Afghanistan og Usbekistan, omsatte mønterne på markeder i byerne Merv, Samarkand og Tasjkent, hvorfra de blev bragt nordpå af de halvnomadiske volgabulgarer og khazarer. Disse folkeslag brugte dirhams til at købe zobelskind, slaver, honning, voks og rav af vikinger, der kom sejlende ned ad de østeuropæiske floder.
Forskerne kalder de centralasiatiske mønter kufiske efter deres særlige, meget geometriske udgave af det arabiske alfabet. Næsten alle kufiske mønter i Skandinavien er præget under én af de tre første samanide-emirer, der regerede fra slutningen af 800-tallet til midt i 900-tallet.
Arabiske mønter var eftertragtede
Allerede året inden Ragnars angreb på Paris var de sølvglade vikinger sejlet længere mod syd til Den Iberiske Halvø. Dermed nåede de til det muslimske rige Al-Andalus, der lå i det nuværende Portugal og Sydspanien.
Muslimernes kystforsvar var langt bedre end frankernes og angelsaksernes i England, og efter få plyndringstogter opgav vikingerne at vinde fodfæste i Iberien.
Gennem deres møde med muslimerne kom vikingerne dog i berøring med Europas nye supervaluta – den arabiske dirham.
“Alle skulle komme til Valhal med tilsvarende rigdomme, som han fik med på bålet, og ligeså skulle han nyde godt af det, han selv havde gravet ned i jorden”. Den islandske “Ynglingesaga” fra 1200-tallet om vikingernes nedgravede sølvskatte.
Fra Portugal i vest til Afghanistan i øst fungerede sølvmønten som betalingsmiddel i det store muslimske område, der havde kaliffen i Baghdad som sit åndelige overhoved.
I 800-tallet åbnede nye sølvminer i Nordafrika og Mellemøsten, og en tilsyneladende evig strøm af nye mønter kom i omløb. Og handlen mellem muslimerne og steppefolket khazarerne førte nu store mængder dirhams til et område, der udgøres af vore dages Ukraine og vestlige Rusland.
Ifølge en teori var det netop rygtet om de arabiske mønter med det høje sølvindhold, der i første omgang lokkede vikingerne til at sejle ind ad de store russiske floder.
Norden vrimler med sølvmønter
På stepperne var det især slavehandlen, der fik dirhams til at rulle. Ifølge den persiske geograf Ahmad ibn Rustah, som levede i begyndelsen af 900-tallet, indfangede vikingerne medlemmer af slaviske stammer, der blev solgt som trælle til khazarerne. Med på skibene havde vikingerne også pelsværk, noterede geografen:
“De tjener til livets ophold ved at handle med zobel, gråt egern og andre pelse. De sælger dem for sølvmønter”.
Vikingerne bragte bjerge af dirhams med sig hjem til Skandinavien, hvor arkæologerne har udgravet over 120.000 af de arabiske mønter fra vikingetiden.

Vikingerne tog fanger under deres plyndringstogter. Fangerne blev siden solgt som slaver på stepperne mod øst for store mængder sølv.
Alene på øen Gotland er der fundet omkring 80.000 arabiske dirhams. Takket være sin centrale beliggenhed i Østersøen udgjorde øen et knudepunkt for rejsende, der vendte hjem fra de russiske floder.
I modsætning til vore dage talte vikingerne ikke deres mønter – de vejede dem. Når en vare skulle betales, brugte de en håndholdt vægt. Et lod blev lagt i den ene vægtskål, sølv i den anden. Hvis vægten ikke passede, klippede vikingerne et stykke af en af mønterne.
En anden betalingsform var brudsølv – afskårne stykker af en sølvbarre. På markederne var det også nødvendigt at teste sølvets kvalitet. Det skete ved at skære et hak i sølvet med en kniv. Hvis det føltes for hårdt eller blødt, var sølvet blevet blandet med andre billige metaller.
Sølv kunne købe guld
I den nordiske mytologi var guld det guddommelige metal, og Odins guldring, Draupnir, dryppede angiveligt otte guldringe hver niende nat. Men for den almindelige viking var sølv vigtigere end guld.

Gudernes guld
VÆRDI:
For vikingerne var guld otte gange så meget værd som sølv. Et stykke guld kunne altså bruges som betaling for otte gange så mange varer som et sølvstykke med samme vægt.
TILGÆNGELIGHED:
Skandinavien havde i vikingetiden ingen guldminer, så det gyldne metal måtte hentes langvejsfra. Vikingerne skaffede sig også guld ved at omsmelte smykker, som deres forfædre havde efterladt.
ANVENDELSE:
Pga. metallets kostbarhed blev det fortrinsvis brugt til smykker. Guld var et statussymbol, der viste, at bæreren havde en høj rang.

Sølv til salg
VÆRDI:
Værdien af rent sølv var kun en ottendedel af guldets. Svindlere forsøgte imidlertid at strække sølvet ved at blande det med bly og kobber.
TILGÆNGELIGHED:
Vikingerne havde ingen sølvminer i deres hjemlande. Til gengæld var der sølvminer på De Britiske Øer, i Spanien og i Østen. Vikingerne fik adgang til sølvet gennem handel og plyndringer.
ANVENDELSE:
Sølv er et holdbart materiale, der ikke i nævneværdig grad korroderes som kobber og jern. De muslimske mønter nød en særlig tillid overalt i Europa, fordi kaliffen ikke havde fortyndet sølvindholdet.
Sølvmangel førte til krig
Vikingernes handel i de østeuropæiske flodegne toppede i 950’erne, men i årene efter faldt importen af sølv fra Mellemøsten pludselig. Forskerne vurderer, at flere af sølvminerne i Mellemøsten nu var udtømte, og konsekvenserne heraf var markante.
Mange handlende begyndte at nedsmelte deres sølvmønter og blande sølvet med andre metaller, hvilket førte til en kraftig devaluering af de arabiske dirhams’ værdi.
På dette tidspunkt var vikingerne for længst blevet afhængige af dirhams. I handelscentre som det danske Hedeby og det svenske Birka spillede sølvet således en afgørende rolle, da det blev brugt som betaling for langt de fleste af de varer, der blev handlet.
Manglen på sølv udløste en krise i 960’erne, hvor grupper af vikinger i desperation angreb og plyndrede khazarerne og andre mellemmænd i Østeuropa, som traditionelt set havde skaffet sølv fra kalifatet. Uroen forplantede sig efterhånden også til vikingernes hjemlande.

Sølvmønter spillede en væsentlig rolle i en strid om kongemagten i Sverige i 985 e.Kr.
Da den svenske kong Olof døde, endte hans bror og medkonge, Erik, i en kamp med nevøen Styrbjørn om magten i riget. Styrbjørn blev støttet af den danske konge, Harald Blåtand. Ifølge historikerne frygtede mange svenskere, at danskerkongen ville støvsuge deres land for sølv og andre rigdomme, hvis hans tronprætendent vandt.
Heldigvis for svenskerne sejrede Erik på slagmarken i 985, men hans militære triumf kunne ikke rette op på rigets tilstand. I takt med at handlen i øst gik i stå, stoppede strømmen af sølv og udløste en økonomisk krise i hele Norden. Vikingerne holdt på deres penge, og som et resultat lå fx den driftige markedsplads i Birka øde hen.
Nu var vikingerne tvunget til at vende blikket mod vest for at stille deres sølvtørst, og en række togter mod England og Wales fulgte. Et af togterne udviklede sig i 991 til et regulært slag. Ved Maldon i det østlige England sejrede vikingerne over angelsaksere, der blev tvunget til at punge ud med 3.300 kg rent sølv.
Europæiske mønter overtog
I takt med at strømmen af dirhams svandt ind, overtog mønter fra England og Tyskland markedet i Skandinavien. De europæiske mønter var mindre og blev derfor sjældnere klippet over. Langsomt, men sikkert, bevægede de skandinaviske lande sig dermed over i en pengeøkonomi, som vi kender i dag, hvor hver mønt har en påskrevet værdi.
Når så mange af vikingetidens dirhams og andre mønter har overlevet frem til i dag, skyldes det især de mange sølvskatte, som vikingerne af ukendte årsager gravede ned i jorden. Forskerne diskuterer stadig, hvorvidt vikingerne gemte sølvet af vejen af religiøse eller praktiske hensyn – såsom at skjule det ædle metal for en fjende.
Svaret findes måske i den islandske “Ynglingesaga” fra 1200-tallet, der forklarer, at vikingernes nedgravede skatte i virkeligheden var sølv beregnet til efterlivet:
“Odin fastsatte, at alle døde mænd skulle brændes, og deres ejendele skulle bæres på bålet sammen med dem. Han sagde, at alle skulle komme til Valhal med tilsvarende rigdomme, som han fik med på bålet, og ligeså skulle han nyde godt af det, han selv havde gravet ned i jorden”.
LÆS MERE OM SØLVMØNTERNE
- James Graham-Campbell og Gareth Williams (red.): Silver Economy in the Viking Age, Routledge, 2007
- Jacek Gruszczyński: Viking Silver, Hoards and Containers, Routledge, 2019