Svensk vikingekonge søgte hjælp hos Gud

Historikerne har aldrig fundet ud af, hvor slaget ved Svold stod, men en udbredt teori peger på, at Svold må være identisk med øen Rügen nord for Tyskland. Ifølge en beretning fra den islandske historiker Snorri i 1200-tallet endte det berømte søslag med, at norske Olav Tryggvason hoppede i havet og forsvandt.

Takket være Olof Skötkonungs handlekraft var Sverige nu for alvor trådt ind på scenen som en militærmagt i Norden – og kongen var kun lige begyndt.

Ung mand overtager tronen

Da Olof kom til verden omkring år 980, eksisterede Sverige ikke som et samlet rige. Nord for søen Mälaren herskede Olofs far, kong Erik, i hovedstaden Uppsala over folkeslaget sveerne i Midtsverige (Svealand).

Mellem sveerne og det danske Skåne levede det nærtbeslægtede folk göterne nær søerne Vänern og Vättern (Götaland). Det er uvist, hvor meget indflydelse Erik havde over göterne. Områder langt fra Uppsala havde ofte en lokal jarl, som ikke bekymrede sig stort om, hvad kongen mente.

Ifølge en teori var Olofs mor oprindeligt en prinsesse fra de slaviske lande syd for Østersøen. Snorri hævder dog i værket “Heimskringla” (“Verdens omkreds”), at Olofs mor var den velhavende kvinde Sigrid, der stammede fra Götaland.

Uanset morens afstamning ved historikerne, at Uppsala kom under angreb, da Olof var helt lille. Vikingen Styrbjørn – der var kong Eriks nevø – ønskede at få del i kongemagten, og striden endte i et mægtigt opgør.

På en slette nær hovedstaden fandt det afgørende slag sted midt i 980’erne. Den tre dage lange kamp endte ifølge sagaerne med en total sejr til Olofs far, som herefter kaldte sig Erik Sejrssæl (sejrrig).

En runesten i Skåne henviser ifølge flere forskere til slaget, som ellers kun kendes fra sagaerne. På stenen står der:

“Han flygtede ikke ved Uppsala”.

Sejren cementerede Eriks magt, og han regerede over sveerne, indtil han døde af sygdom i vinteren 994-995. Tinget i Uppsala pegede herefter på Olof som konge. En gammel teori går på, at Olof fik tilnavnet “Skötkonung”, fordi han var blevet født ved kejsersnit – ordet sköte betyder nemlig livmoder på svensk.

Denne teori afvises dog af de fleste forskere i dag. En alternativ forklaring lyder, at tilnavnet er forbundet med skatteopkrævning.

Moren brændte sine friere

Efter Eriks død blev Olofs mor ifølge “Olav Tryggvasons saga” heftigt ombejlet af friere, der ville have fingre i hendes rigdomme:

“Sigrid var da enke, og hun ejede mange store gårde i Sverige”.

To af bejlerne var norske småkonger, og Olofs mor var ifølge sagaen så fornærmet over deres lave status, at hun satte ild til den bygning, hvor de overnattede:

“Så lod dronning Sigrid dem om natten angribe både med ild og våben; hallen blev nedbrændt sammen med de mænd, der var derinde, og de, der kom ud, blev dræbt. Sigrid sagde, at sådan ville hun gøre småkonger kede af at komme fra andre lande for at fri til hende; derefter blev hun kaldt Sigrid Storråde”.

Efter mordbranden forsøgte den norske konge, Olav Tryggvason, at fri til Sigrid. Men ifølge sagaen mistede den kristne nordmand interessen, da han opdagede, at Olofs mor stadig troede på de nordiske guder:

“Så blev kong Olav meget vred og sagde hidsigt: ‘Hvad skulle jeg med dig? Din hedenske hund!’ — og han slog hende i ansigtet med sin handske, som han havde i hånden”.

I raseri over nordmandens opførsel giftede Olofs mor sig med den danske vikingekonge Svend Tveskæg. Nu formede en alliance sig mellem danerne og sveerne – med norske Olav Tryggvason som den fælles fjende.

Den unge Olof Skötkonung var efter alt at dømme tilfreds med alliancen. Han så frem til – med Svend Tveskægs hjælp – at hævne sin mors ydmygelse. Og forhåbentlig kunne han i samme ombæring vinde positionen som den mest magtfulde konge på Den Skandinaviske Halvø.

I år 1000 sejlede Olof derfor til Svold sammen med sin danske stedfar og nordmanden Erik Jarl, der stræbte efter kongemagten i Norge. Under søslaget besejrede de Olav Tryggvason, og kilderne fortæller, at Olof derefter strammede sin kontrol over riget i Sverige.

Mønter og tro bandt landet sammen

Trods sin mors religion valgte Olof i tiden omkring sejren ved Svold at modtage den kristne dåb, og bagefter gik han i gang med at omvende sin befolkning. Kilderne til disse vigtige begivenheder i Sveriges historie er imidlertid uklare og modstridende.

Loven “Äldre Västgötalagen” fra omkring år 1250 anfører, at Olof blev døbt af den engelske biskop Sigfrid i en hellig kilde i Vestgötaland, mens ærkebiskop Bruno af Querfurt i et brev fra 1008 hævder at have sendt missionærer “over havet for at bringe evangeliet til suigi’erne”, og at hans udsendinge skulle have “døbt selve kongen over suigi’erne”.

Ifølge nogle forskere refererer ordet suigi til svenskerne.

Den tyske gejstlige Adam af Bremen (ca. 1040-1081) omtaler ikke Olofs egen dåb – men han nævner, at kongens hustru, to sønner og folket lod sig omvende til kristendommen.

Uanset hvad bekræftes trosskiftet af, at Olof Skötkonung lod Sveriges første mønter udstede efter engelsk forbillede i byen Sigtuna. Mønterne er dekoreret med Olofs navn og kristne symboler – eksempelvis kors.

Fund af Olofs mønter i göternes områder ved søen Vättern sandsynliggør også, at han i 1000-tallet havde samlet riget og regerede over både sveer og göter.

Ifølge Adam af Bremen blev både øst- og vestgöterne kristnet af biskop Turgot, som på Olof Skötkonungs tid var blevet ansat i byen Skara, der ligger mellem søerne Vänern og Vättern.

Olofs succesrige styrkelse af riget bragte ham dog på kollisionskurs med en anden norsk konge – Olav 2. Haraldsson (senere kendt som Olav den Hellige). Ifølge de norske kongesagaer var Olav søn til én af de to friere, som svenskekongens mor havde brændt inde.

Allerede før Olav blev norsk konge i 1015 havde han derfor, ifølge sagaerne, været på hævntogt ved søen Mälaren i Svealand, hvor han hærgede og brændte bebyggelser. For at standse overfaldene rettede Olof Skötkonung samme år sin opmærksomhed mod Norge.

Kongen talte dunder på tinge

For at markere sig over for Olav i den norske kongeby Trondheim sendte Olof Skötkonung ifølge sagaerne to skatteopkrævere ud i byens opland. Da den ene af svenskekongens mænd prøvede at presse penge ud af nordmændene, lod Olav ham imidlertid hænge.

Herefter sendte Olav skatteopkrævere til det svensk-kontrollerede Jämtland, mens den norske konge selv rejste sydover til Bohuslän, hvor han dræbte en svensk jarl. For at undgå en lignende skæbne indgik Ragnvald Jarl, der var Olof Skotkönungs mand i Vestgötaland, en fredsaftale med den norske konge.

Jarlens pagt med nordmændene gjorde Olof Skötkonung rasende, og han indkaldte Ragnvald til et møde på tinget i Uppsala.

Her nægtede Olof ifølge “Olav den Helliges saga” at omtale den norske konge ved navn – han kaldte ham blot “den tykke mand”:

“Han (svenskekongen, red.) svarede vredt om forliget og rettede hårde ord mod jarlen – at denne var så dristig, at han havde aftalt fred og frit lejde med den tykke mand og gjort sig til ven med ham. Han kaldte ham skyldig i landsforræderi”.

Ifølge sagaen holdt jarlens ven lovsigemanden Torgny herefter en tale, hvor han opfordrede bondehæren, der vogtede tinget, til at vælte den uforsonlige Olof Skötkonung:

“Da slog folkene på våbnene og lavede en vældig larm. Kongen rejste sig og talte; han sagde, at han i alt ville gøre, som bønderne ønskede”.

Fred skabte fremgang

Efter kupforsøget sluttede Olof fred med sin norske nabo – og ifølge sagaen mødtes de to konger sågar til et spil terninger på øen Hisingen nord for vor tids Göteborg. Ragnvald Jarl, som uden at spørge havde ført Olofs datter Astrid sammen med den norske konge, blev dog som straf forvist til den svenske vikingebebyggelse ved Ladoga-søen i vor tids Rusland.

Nu, hvor de ydre konflikter var faldet til ro, kunne svenskekongen koncentrere sig om at styrke rigets økonomi og udbrede kristendommen til de tyndtbefolkede egne, hvor svenskerne stadig holdt trofast fast i troen på Odin, Thor og Freja. Da Olof døde omkring år 1022, efterlod han sin søn Anund et forenet Sverige med kirker og blomstrende handelsbyer, der var på vej ind i middelalderen.