Til fest hos vikingerne

Da den unge konge nægter at drikke, går der et brøl igennem hallen. Flere af de gamle krigere truer med at jage Håkon på porten, hvis han ikke retter ind og fes­ter som sig hør og bør. Med et hurtigt vink giver Håkon sin personlige hird (vagter) tegn til at holde sig i ro.

Salens reaktion har fået kongen til at indse, at han må gå på kompromis med sin egen tro. Mens jarl Sigurd forsøger at dæmpe gemytterne, sætter kongen derfor tænderne i leveren fra en hest, som er blevet ofret til de gamle guder.

Handlingen betyder, at han – ligesom de andre festdeltagere – har efterlevet traditionen om at spise af de ofrede dyr.

Efter lever-spisningen bliver stemningen atter munter i hallen. Hele natten er kongen med til at drikke de mindeskåle, som bønderne sender rundt til ære for deres døde forfædre.

Håkons halvhjertede deltagelse i vikingernes julefejring omtales i “Håkon den Godes saga” – skrevet af islændingen Snorri Sturluson i 1200-tallet.

Som andre kristne historikere bidrog han til billedet af vikingerne som en gruppe festaber, der blot drak sig plørefulde og slog på tæven.

Historikerne mener dog, at vikingernes fester var et komplekst socialt og politisk arrangement.

Druk tæmmede krigerne

Omkring år 1070 rejste krønikeskriveren Adam af Bremen til Danmark for at styrke kristendommen og slutte venskab med landets konge – Svend Estridsen. Besøget var et kulturchok.

I sine notater skrev Adam forbløffet om vikingernes fester: “Som barbarernes religiøse skik tilsiger, beværtede de hinanden overdådigt otte dage i træk”.

Under festerne lagde vikingerne deres sværd og økser til side og hengav sig til alkoholpåvirket diplomati. Gildesalen var et frirum, hvor hævntanker og private bekymringer generelt måtte vige for den fælles rus.

Forretningsaftaler blev indgået, mens gamle fæller skålede for at bekræfte og forny deres bånd. Som Adam erfarede under sit ophold, havde vikingerne intet imod at holde gilde i en uge eller mere, hvis bare anledningen dertil var tilstrækkelig vigtig.

Så glade var vikingerne for fester, at det ligefrem kunne skabe fred. “Islændingenes saga” beskriver, hvorledes bonden Gizurr indbød to stridende slægter til det samme gilde.

I sin velkomsttale opfordrede Gizurr parterne til at holde pause fra blodhævnen og indgå våbenhvile.

På festens anden dag var konflikten angiveligt fuldstændig glemt, og “alle greb til drikkehornene” og “skålede hele dagen lang med hinanden”.

Folk skålede for de døde

Vikingerne fejrede ikke kun båndene mellem mennesker, men også forbindelsen til de højere magter.

Ud over vigtige begivenheder som fx bryllupper, begravelser og kroninger var de faste blotfester (offerfester) en anledning til at spise og drikke i lystigt lag. Ved at blote til guderne troede vikingerne på, at de sikrede velstand og sejre på slagmarken.

Historikerne har begrænset viden om vikingernes ofringsdage, men sandsynligvis har der været fire årlige blot-tidspunkter: vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn.

Derudover blotede folk for at vende lykken under kriser – fx i forbindelse med sygdom eller militære nederlag. Et blot blev normalt efterfulgt af et blotgilde.

Den arabiske rejsende at-Tartuschi, som besøgte vikingerne i Hedeby omkring 965, beskrev fejringen af vintersolhverv: “De holder en fest, hvor alle kommer for at ære guden og for at æde og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser ved døren til sin gårdsplads pæle og sætter dyret derpå. Det er, for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære”.

Meget tyder på, at vikingerne kaldte deres vinterfest for jól (jul). Ifølge visse kilder faldt julefejringen sammen med vintersolhvervet (21-22. december), mens “Håkon den Godes saga” fx placerer jul ved midvinter (19-21. januar).

Da det oldnordiske jól er et ord i flertal, har det muligvis betegnet en række fejringer i perioden mellem disse datoer – vikingernes julemåned.

Når vikingerne “drak jul”, som de kaldte det, fejrede folk efter alt at dømme både deres forfædre, menneskets og jordens frugtbarhed samt lysets tilbagevenden efter vinteren.

“Håkon den Godes saga” beskriver de norske bønders blot. Først fik alle skænket øl, hvorefter udvalgte heste og kvæg blev slået ihjel, og deres blod samlet i kar.

Vægge og gudealtre blev overmalet med blodet, og folk stænkede endda hinanden med det. Derefter blev offerdyrenes kød kogt i gryder over åben ild.

En vigtig begivenhed under festmåltidet var, når værten sendte forskellige bægre rundt, så folk kunne skåle. Odins bæger blev drukket for den regerende konges magt, Njords og Frejs bægre for fremgang og fred i det kommende år og Brages bæger for den, der holdt gildet.

Til sidst blev der tømt en række mindebægre for afdøde slægtninge.

Uventede gæster gav status

De mange skåle kostede imidlertid, for øl var dyrt i vikingetiden. Prislister fra 1200-tallets Island og Norge viser, at fire tønder øl kostede den samme mængde sølv som en malkeko – hvilket svarede til bøden for at slå to trælle ihjel.

De høje priser betød, at kun velhavende storbønder og fyrster havde råd til at invitere på gilder af mange dages varighed, hvor der skulle købes ekstra øl.

Værterne brugte festerne til at vise deres rigdom og øge deres status i samfundet. Invitationerne var mundtlige – og sandsynligvis har vikingerne brugt vandrende, ridende eller sejlende budbringere.

I tillæg til de varslede gilder måtte en velhavende viking være forberedt på spontan festivitas, når der kom uventet besøg.

I de tyndtbefolkede nordiske landskaber var det sjældent at få besøg, og en uventet gæst var som regel en kærkommen anledning til at holde gæstebud – en fest, hvor værtsfolket spiste og drak sammen med den besøgende.

Sommetider kunne samfundets forventning om gæstfrihed imidlertid volde værten problemer.

Her er reglerne til en vikingefest:

I en scene fra “Egils saga” er den islandske skjald Egil, hans mænd og nogle af den norske konges soldater på vej til regionen Värmland, hvor de skal indkræve skat på kongens vegne.

Undervejs søger de husly hos den rige bonde Armod, som ikke er glad for at få besøg. Han serverer derfor skyr for selskabet for at slippe hurtigt af med dem igen. Da hans datter fortæller Egil, at hendes far har masser af øl og mad på lager, bliver bonden dog nødt til at dække bordene for ikke at tabe ansigt.

Armod skifter da taktik for at ydmyge de uvelkomne gæster: Han er pludselig venlig og skænker mændene så meget øl, at de bliver døddrukne.

Vikingerne anså nemlig øl for at være en fornem gave, og det var skamfuldt ikke at drikke til sidste slurk – også selvom en kriger forventedes at beholde sin selvbeherskelse og ikke drikke over evne.

Egils mænd går lige i Armods fælde. De drikker, til de segner, og levner sjatter. Skjalden må derfor selv drikke resterne af deres øl.

Egil svarer dog passende igen på værtens provokation. Han vakler tværs over gulvet, griber Armod fast om skuldrene og kaster op i ansigtet på ham, så han får bræk i både næse og mund.

Alle krigere ville feste med Odin

Af alle gæstebud var guden Odins evige fest i Valhal det bedste. Af samme årsag drømte enhver kriger om at falde ærefuldt i kamp.

Vikingerne forestillede sig nemlig, at de dræbte krigere, einherjerne, blev båret fra slagmarken af valkyrierne, Odins smukke tjenestepiger, som fragtede dem til Valhal. Her blev de vakt til live igen – og så var gildet i gang.

I Odins hal kunne vikingekrigerne hver aften spise flæsk og drikke mjød, til de segnede, og om dagen kunne de kæmpe med våben udenfor. Alle døde og sårede blev nemlig genoplivet eller helbredt, så de igen kunne feste, når dagen gik på hæld.

Virkelighedens gilder var ikke helt så imponerende. De blev som regel holdt i et langhus, der i modsætning til Valhal ikke havde plads til uendelig mange gæster.

Hallen var typisk 30 m lang. Arkæologer har dog fundet rester efter en enorm hal på hele 83 m i Borg i Nordnorge, som må have tilhørt en særdeles rig og magtfuld hersker.

Uanset størrelsen var de fleste haller indrettet nogenlunde ens.

Langs væggen løb en forhøjning, der fungerede som sovebriks. Møblerne var enkle – de fleste folk sad på træbænke ved langborde, og i midten af lokalet var der oftest et ildsted, hvor kvinderne tilberedte mad.

Pga. ilden var væggene næsten altid mørke, men konger, jarler og andre rige mænd udsmykkede dem med billedtæpper. Mindre velstående bønder havde ofte husdyr i den ene ende af det lokale, som de holdt fester i.

Bordplanen kunne lede til blodhævn

Når gæsterne ankom, blev de formentlig budt velkommen af værten selv, og skildringer i sagaerne tyder på, at bordene først blev dækket, når alle havde sat sig.

Bordplanen var et socialt puslespil, hvor værtsfamilien måtte tage hensyn til den enkelte persons status, køn og alder.

Den mest magtfulde person – ofte værten selv – fik det såkaldte højsæde, mens pladsen overfor, kaldet modsædet, blev regnet som den næstbedste plads. De resterende gæster sad på træbænke – og jo tættere på højsædet en person sad, desto højere status havde vedkommende.

Flere sagaer beretter, at bryllupsfester var kønsopdelte. Her fyldte mændene bænkene, mens kvinderne sad på forhøjningen langs væggen. I andre sammenhænge er det uvist, hvor mænd og kvinder har siddet i forhold til hinanden.

Når stemningen blev mere løssluppen, var det dog almindeligt at danne “drikkepar”. Her sad mænd og kvinder sammen og drak af det samme horn eller bæger, hvilket var en god anledning til at flirte.

Hos konger og jarler kunne gæsterne være så heldige at få puder og tæpper at sidde på.

Som oftest måtte gildedeltagere dog nøjes med en tynd dyrehud, hvis ikke de sad direkte på træbænkene.

Var gæster placeret forkert, kunne det give problemer. I “Ljósvetninga saga” bliver høvding Gudmund Eyjolfson sat i højsædet på gården Tjørnæs.

Det huer ikke den selvhøjtidelige høvding Ofeig, som plejer at sidde dér. Han truer med at slå Gudmund ihjel, hvis han ikke sætter sig et andet sted – og den iltre Ofeig får sin vilje.

I “Njals saga” bliver storbonden Flosi omvendt fornærmet over at få tildelt højsædet. Han mener, at værten prøver at gøre nar ad hans status: “Jeg er ikke en konge eller en jarl, så der er ingen grund til at sætte et højsæde under mig, og der er ingen grund til at gøre nar ad mig”.

En anden scene i “Njals saga” gengiver, hvordan kvinden Hallgerd bliver tvunget til at opgive sin siddeplads til en anden kvinde.

Hallgerd glemmer ikke ydmygelsen. Hendes hævntørst kaster hele lokalområdet ud i et kaos, der ender med en række uskyldige mænds død.

Rigmænd serverede bjerge af kød

Når først pladserne var fordelt, vaskede deltagerne deres hænder i små kar. Derefter blev maden og drikkevarerne båret ind. Kun rige værter havde råd til at servere kød ad libitum, og mange steder har hovedretten formentlig bestået af enten suppe, grød eller skyr.

Vikingerne brugte ikke gafler, men spiste med fingrene og en kniv. Suppe blev drukket direkte af skåle. For at lette spisningen var kødet enten skåret op på forhånd eller lavet til pølser, som vikingerne kaldte “kedelorme”.

Køkkenaffald fra vikingetiden viser, at folk som regel spiste tamdyr som grise, køer, får, heste og kyllinger. Kun ved særlige lejligheder var der vilde dyr som hjort eller hare på menuen. Fisk var også yderst populært – især elskede vikingerne laks.

Kødretterne blev suppleret med bl.a. brød, grøntsager, æg og ost. Bagefter serveredes kager og søde frugtdesserter.

Maden blev tilberedt i god tid før gildet i en særlig bygning på gården – kogehuset.

Oftest var det kvinder og trælle, som stod for madlavningen, men det hændte, at mændene stod ved kødgryderne.

Vikingerne drak øl og mjød af horn

Øl spillede en afgørende rolle under vikingernes fester. Til forskel fra middelalderens skandinaver, der fik øl dagligt, drak vikingerne i mange egne kun vand og mælk til hverdag.

Arkæologiske fund af træspande med plads til 15 liter øl viser imidlertid, at folk ikke sparede på drikkevarerne, når der var indkaldt til gæstebud.

Her nød vikingerne gerne den honningbaserede mjød, letøllet mungát og det stærke øl bjórr. Øllet havde ganske ofte smag af porse, der i vikingetiden tit blev brugt i stedet for humle.

I starten af vikingetiden var indtagelsen af øl især knyttet til blot og andre religiøse ritualer, hvor en drikkeskål- eller horn blev sendt rundt mellem deltagerne.

Senere blev individuelle bægre og horn almindelige, og ifølge sagaerne var enkelte vikinger så glade for deres drikkehorn, at de navngav dem.

De rigeste blærede sig også ved at drikke af fine bægre fremstillet af glas. Som oftest blev disse brugt til at konsumere dyr frugt- og druevin, der var blevet erhvervet på togter til sydligere himmelstrøg.

Mens vikingerne drak, havde skjalde og historiefortællere en chance for at brillere.

Til kongelige gilder blev gæsterne sommetider underholdt af akrobater og jonglører. Andre gange var det gæsterne selv, som sørgede for underholdningen, idet de nogle gange kom op at slås, når først de blev rigtig fulde.

Øl, mjød og vin gjorde dog som oftest folk højstemte, hvilket førte til, at festdeltagere aflagde løfter, som fik konsekvenser for fremtiden.

I “Olav Tryggvasons saga” fortælles det fx, hvordan den danske konge Svend Tveskæg i 987 skålede for sin døde far, Harald Blåtand:

“På den første dag rejste kong Svend sig fra højsædet og drak en mindeskål for sin far og lovede højt, at inden fire vintre var gået, ville han tage med sin hær til England” – et mål, den danske vikingekonge opfyldte, da han i 991 drog over Nordsøen på et plyndringstogt.

Når festen var forbi, forlod gæsterne hallen. Deltagerne red, vandrede eller sejlede nu hjem til deres egne gårde.

Mange vikinger har sandsynligvis haft voldsomme tømmermænd, og måske erindrede nogle af dem visdomsdigtet “Hávamál” (Den Højes Tale), som angiveligt var skrevet af Odin selv: “Øl er ikke / altid så godt / som hævdet for slægtens sønner / jo mere man drikker / des mindre forstand / beholder man i sit hoved”.