Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Til sommer plyndrer vi England!

Når vikingetidens konger og stormænd ville på togt, indkaldte de den såkaldte ledings-flåde. Riget var inddelt i distrikter, der hver skulle stille med ét skib. Mandskabet om bord var lokale bønder, som selv måtte medbringe våben, madvarer og årer til at ro.

Henry Payne/Imageselect

En vindstille sommerdag i 986 ror de danske jomsvikinger 100 kampklare langskibe nordover mod Hjørungavåg på den norske vestkyst. Solen blinker i høvding Sigvalds blanke hjelm, mens han står i stævnen på sit store drageskib. Jomsvikingernes leder spejder mod kysten efter tegn på fjenden – stormanden Håkon Jarl, der hersker over det vestlige Norge og Trøndelagen.

Baggrunden for Sigvalds togt i de fremmede farvande er et drikkelag nogle måneder før, hvor han i fuldskab lovede danernes konge, Svend Tveskæg, at han ville drage på krigstogt mod Håkon og fravriste ham hans besiddelser.

De krigsvante jomsvikinger, der normalt holder til i krigerkolonien Jomsborg på Østersøens sydkyst, er fulde af kampgejst. De glæder sig til at gennemføre overraskelsesangrebet, men da skibene runder næsset og glider ind i vigen Hjørungavåg, får de sig en overraskelse.

Håkon Jarl er blevet advaret og ligger klar med sin egen flåde. Ifølge “Jomsvikingernes saga”, skrevet af den islandske historiker Snorri Sturluson i 1200-tallet, havde Håkon samlet hele 300 skibe i vigen. Dét syn afskrækkede dog ikke jomsvikingerne:

“De lagde med det samme hele deres styrke i slagorden. På den anden side så jarlerne – Håkon og hans sønner – hvordan jomsvikingerne var kommet. De lod fortøjningerne gå og fastlagde, hvem de hver især skulle møde i kamp”.

De to flåder er eksempler på vikinge­tidens militære organisationsform – det såkaldte ledingsvæsen.

Vikingerne organiserede krigstogter

Hverken jomsvikingernes høvding, Sigvald, eller Håkon Jarl rådede nemlig selv over de skibe, der udgjorde deres flåder. Skibene var en del af en aftale, som herskerne havde indgået med stormændene og de frie bønder i deres område: Til gengæld for en rigelig belønning skulle indbyggerne stille med skibe og krigere, når herskeren kaldte til leding (krigstogt).

“Hvad begrebet leding dækkede over i vikingetiden, er uklart. Måske var det en militærtjeneste eller en blanding af sådan en tjeneste og en skat”.
Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet

“I den sene vikingetids skriftlige kilder anvendes begrebet lið om en gruppe af mennesker, som deltager i militære operationer og er underlagt en persons kommando, mens begrebet leiðangr (leding) oftest refererer til selve krigsflåden”, forklarer Morten Ravn, museumsinspektør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

“Hvad begrebet leding dækkede over i vikingetiden, er uklart. Måske var det en militærtjeneste eller en blanding af sådan en tjeneste og en skat”, tilføjer han.

Morten Ravn påpeger, at det muligvis ikke kun var kongen, der kunne kalde til leding. Sandsynligvis har stormændene også kunnet samle mindre krigsflåder.

I takt med at nogle stormænd havde held til at underlægge sig deres naboers land og med tiden samlede et kongerige, fik de i hvert fald rådighed over betragtelige ledingsflåder, hvilket kendetegner den sene vikingetid. Samtidige engelske og franske kilder beretter nemlig om vikinge­flåder på “hundredvis af skibe”.

Vikingtidens konger kunne kalle sammen krigsflåter på flere hundre skip.

© Henry Payne/Imageselect

Søslaget mellem Sigvald og Håkon er forholdsvis velbeskrevet – ikke blot af Snorri Sturluson, men også af den islandske skjald Tind Halkelsøn. Skjalden var angiveligt med på Håkons side og fortæller, at nordmændenes flåde af sammenkaldte skibe sejrede til slut:

“Ledingen ryddede danernes skibe”, kvad Tind Halkelsøn i sin hyldest til Håkon. Ordene er den ældst kendte beskrivelse af leding i de skriftlige kilder.

Ud over studier af de skriftlige kilder undersøger forskerne også de fundne vikingeskibsvrag for at lære mere om ledingsflåderne, fortæller Morten Ravn:

“Ud fra skibsfundene kan vi se, at vikingetidens krigsflåder bestod af forskellige fartøjstyper – langskibe og lastskibe. Nogle flåder bestod af flere hundrede skibe, andre kun af en håndfuld”.

Trods de manglende brikker i det historiske puslespil viser Halkelsøns kvad, at der i 900-tallet fandtes et ledingsvæsen i Skandinavien. Men udbredt var det muligvis ikke. Ifølge de norske kongesagaer var det først omkring år 950 – under kong Håkon den Gode – at en officiel ledingstjeneste blev indført.

Flåder drog på gavejagt

En ting, forskerne kan sige med sikkerhed, er, at en ledingsflåde krævede besætninger. Mændene forventede, at jarlen eller kongen gav dem guld og andre gaver til gengæld for deres deltagelse i et togt. Gjorde herskeren ikke det, risikerede han at miste sine besætninger til en mere rundhåndet konkurrent.

En væsentlig del af skattene – stjålet fra fx franske klostre og engelske byer – holdt kongen dog for sig selv. Han skulle bruge bunker af guld og smykker, når han mødtes med sine jarler i hjemlandet og skulle sikre sig deres loyalitet.

“Alle mænd ombord forventedes at kunne ro og kæmpe – med våben, som de havde pligt til selv at stille med.”
Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet

“Gavegivning var limen, der holdt den militære organisation sammen. Det omdømme, giveren fik i kraft af sin gavmildhed, kan betegnes som en symbolsk eller social kapital, der var vigtig ifm. skabelsen og opretholdelsen af solidaritets- og troskabsbånd”, forklarer Morten Ravn.

Bønder tog en åre med i krig

Slaget ved Hjørungavåg i Norge er langtfra det eneste eksempel på store ledings­flåder i den sene vikingetid.

I 1013 samlede danerkongen Svend Tveskæg således en mægtig flåde for at erobre England. En navnløs munk i et nordfransk kloster beskrev 30 år senere forberedelserne til invasionen:

“Med støtte fra sit krigsråd, og fuld af tillid til hærens loyalitet, beordrede kongen således en stor flåde klargjort. Den danske milits fra ethvert område skulle have besked på at mønstre væbnet på den fastsatte dag for at høre hans (Svend Tveskæg, red.) kongelige vilje”.

At afvise indkaldelsen havde konsekvenser, bemærkede munken: “Enhver våbenduelig mand i landet havde valget mellem at pådrage sig kongens vrede eller skynde sig afsted i hans tjeneste”.

Munkens beskrivelse passer på senere beskrivelser af leding i skandinaviske lovtekster. Traditionelt havde de danske, norske og svenske bønder nemlig en for­plig­tel­se til at udruste og bemande ledingsskibene. Efter alt at dømme var de tre skandinaviske kongedømmer inddelt i en form for distrikter, der hver især skulle levere ét langskib til kongens leding.

Alfred den Store (871-899) opførte fæstningsbyer for at modstå vikingernes angreb.

© Odejea

Befæstede byer skulle stoppe vikingerne

For at forsvare sig mod vikingerne måtte angel­sakserne i England gennemføre en militærreform.

Da anglerne, sakserne og jyderne i 400- og 500-tallet bosatte sig i England, medbragte de et militærsystem, som mindede om vikingernes leding – fyrden.

Fyrden var en landbaseret forsvarshær, der skulle sikre ro og orden i det lokale shire (herred) og beskytte indbyggerne mod fjendtlige angreb. Alle frie og våbenføre mænd kunne indkaldes til tjeneste, for en fyrd-hær bestod sandsynligvis af både garvede fodsoldater og bønder, som selv måtte medbringe våben og proviant.

Da vikingerne begyndte at hærge England, fik de angelsaksiske hærførere et problem: Fyrden kunne sjældent samles hurtigt nok til at imødegå vikingernes lynangreb.

Derfor gennemførte Wessex’ kong Alfred den Store i sidste halvdel af 800-tallet en stor reform af sit riges forsvar. For det første oprettede han en stående rytterhær, der hurtigt kunne rykke ud. For det andet opførte han befæstningsbyer, kaldet burhs, i det sydlige England, hvor rigets indbyggere kunne samles og modstå fjendens belejringer.

Angelsaksernes forsvar i tal

  • Alfreds 33 fæstningsbyer var omkranset af en stenmur eller en jordvold med en dyb grøft rundtom.

  • Bemandingen på befæstningerne varierede fra 150 til 2.400 mand. De lokale jordejere var ansvarlige for at brødføde og udruste forsvarerne.

  • For at bemande alle fæstningsbyer krævede det 27.000 soldater, ca. en fjerdedel af alle frie mænd i Wessex.

Distrikterne var delt i underområder, der hver skulle stille med én mand og én åre til ledingsflåden.

“På den måde kom en skibsbesætning til at bestå af et bredt udsnit af befolkningen. Man kan forestille sig, at det tætte samliv på skibene smedede bånd mellem mændene, som varede længe efter et togt og sikrede sammenhængskraft i vikingesamfundene”, siger Morten Ravn.

Han formoder også, at der på visse togter var kvinder med på skibene – navnlig på et togt som Svend Tveskægs, hvor målet var at kolonisere det erobrede land. Om kvinderne også kom i kamp, er tvivlsomt, men alle mænd ombord forventedes at kunne ro og kæmpe – med våben, som de havde pligt til selv at stille med.

Ifølge en norsk lov fra 1200-tallet skulle hver mand i ledingen også medbringe “mad til to måneder”.

Signalbål sammenkaldte flåden

Ifølge de norske kongesagaer var vinteren den eneste tid på året, hvor der ikke blev kaldt til leding. Med enkelte undtagelser fandt de fleste samlinger af flåden sted om foråret og sommeren, hvor vejret var bedst egnet til sejlads.

Sandsynligvis havde de fleste gårde på forhånd aftalt, hvem der skulle sendes afsted, forklarer Morten Ravn:

“Det var jo problematisk for en gård, hvis den blev tømt for unge mænd i landbrugssæsonen, så der ikke var nogen til at tage det tunge slid i marken og forsvare gården mod røveriske overfald”.

Ofte var det svært for kongens sendebud at nå rundt i riget med indkaldelsen til et ledingstogt inden samlingstidspunktet. En løsning på dette problem omtales i “Håkon den Godes saga”. Sagaen beskriver, hvordan nordmændene omkring år 950 benyttede et vars­lings­sy­stem med bavne (signalbål) for at kalde ledingsflåden sammen:

“Der blev rejst bavne på høje fjelde, så de kunne ses fra den ene til den næste. Det siges, at på syv dage kom hærvarslingen fra den sydligste bavn til den nordligste tingkreds i Helgeland”.

Takket være deres fladbundede skibe kunne vikingerne sejle helt ind til kysten og plyndre.

© Bridgeman Images

Afstanden mellem det sydlige Norge og Helgeland, der ligger omkring Bodø, er over 1.000 km, så kongen kunne træk­ke på skibe fra et enormt område. Men selvom vikingerne vha. rullestokke hurtigt kunne få deres langskibe i vandet, tog det lang tid, inden hele flåden var samlet.

Arkæologerne har flere steder, bl.a. i Roskilde Fjord, fundet pæle, der har sikret en vig mod angreb – såkaldte sejlspærringer. Bag disse kunne en flåde samles forud for et togt.

Kongen sejlede på det største skib

Alle skriftlige kilder tyder på, at herskerens skib var placeret centralt i flåden.

“Vikingernes søslag mindede om de slag, de udkæmpede på land – mand mod mand med sværd eller økser; derfor skulle skibene kunne tøjres sammen, så dækkene gav fast grund under krigernes fødder”, forklarer Morten Ravn.

“For at lette indsamlingen af såvel fødevarer som rigdomme på et togt kunne store krigsflåder dele sig op i en række mindre enheder.”
Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet

Arkæologiske fund i bl.a. Roskilde viser, at et mellemstort langskib havde en besætning på ca. 30 mand. Disse fartøjer var sandsynligvis de mest almindelige i ledingsflåderne, men der fandtes også større skibe, hvor der var plads til flere end 80 mænd ombord.

Som regel var kongens skib fx større end de øvrige. Da Harald Hårderåde af Norge besejrede danske Svend Estridsen under slaget ved Nissan i 1062, sejlede han angiveligt på et langskib med 70 årer. Skibet må have været på størrelse med det 30 m lange vrag, Skuldelev 2, som blev hævet fra Roskilde Fjord i 1962 og siden rekonstrueret som Havhingsten fra Glendalough.

Vikingerne levede af landet

Historikerne ved kun lidt om, hvordan længerevarende togter med en ledingsflåde blev planlagt og koordineret. På det berømte Bayeuxtapet, der gengiver Vilhelm Erobrerens invasion af England i 1066, ses en mand, som slæber et vildsvin ned til skibene.

Illustrationen skal muligvis vise, at større flåder havde forsyningslinjer til skibene ude ved kysten. Sådan kunne vikingerne “leve af landet” – altså plyndre landsbyer for fødevarer undervejs.

“For at lette indsamlingen af såvel fødevarer som rigdomme på et togt kunne store krigsflåder dele sig op i en række mindre enheder. Jeg vil tro, at stormændene i de situationer sejlede med de skibe, de hver især havde medbragt”, forklarer Morten Ravn.

Hvis vikingerne valgte ikke at overvintre i fx England, når de var færdige med som­mer­halv­årets togt, vendte de hjem med byttet om efteråret. De fleste havde fa­mi­lier, som ventede hjemme på gårdene, og skibene skulle trækkes på land, inden vinterens kulde for alvor satte ind, og fjordene frøs til.

I de lange vinteraftener rundt om ildstedet kunne de hjemvendte berette om deres bedrifter – og fremvise de gaver, kongen havde foræret dem som tak. Her­ud­­over skulle våben hvæsses, flængede sejl lappes og nye reb fremstilles, så alt var klart, når kongen og hans stormænd igen kaldte ledingsflåden sammen.

Nordens konger brugte i middelalderen penge fra ledingsskatten til at betale ridderhære.

© Shutterstock

Leding blev afløst af en skat

I vikingetiden skulle kongens undersåtter stille med mænd og skibe, i middelalderen blev den såkaldte ledingspligt lavet om til en afgift.

I et brev til biskoppen af Lund skrev danske Knud 4. i 1085: “Hvis nogen forsømmer leding, skal han med hensyn til det betale til kongen”.

Med de ord slog Knud fast, at leding kunne betragtes som en form for skat, der skulle betales til kongen. Netop det år havde Knud indkaldt den danske ledingsflåde til plyndringstogt mod England. Men et oprør i Slesvig tvang kongen til at forlade flåden, der lå i Limfjorden.

Da han omsider vendte tilbage, var de utålmodige krigere sejlet hjem igen. Ifølge den danske krønike­skriver fra 1200-tallet Sven Aggesen blev Knud så rasende, at han pålagde hver skipper en bøde på 24 mark og roerne en bøde på 3 mark. En mark svarede til godt én tønde øl.

Begivenhederne i 1085 indvarslede en tid, hvor ledingstjeneste blev erstattet af en skat, som bønderne skulle betale til kongen. Den norske “Frostatingslov” fra 1100-tallet foreskrev, at bøder kunne gives til de undersåtter, der ikke leverede nok tømmer, sejl og tovværk til ledingsflåden.

Udviklingen skyldtes, at krigskunsten nu stillede nye krav til udstyret. Bl.a. var det blevet nødvendigt med nye og større krigsskibe, der ikke som vikingetidens langskibe kunne bygges af bønderne.

Kongerne havde dog fortsat brug for hære, og derfor blev den såkaldte ledingsskat indført i Danmark, Sverige og Norge, hvor alle jordbrugere nu skulle betale en afgift til kongemagten.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul