Per O. Jørgensen/Historie
Bifrost leder til Valhalla

Valhalla og asatro – sådan var vikingerne paradis

Kun de mægtigste vikingekrigere endte i nordboernes paradis – Valhalla – for vejen dertil var fyldt med død og blodige ritualer.

Vikingerne Valhalla var ikke for sarte sjæle. Ædegilder, drukorgier og kamp til døden var både hverdag og fest i nordboernes paradis. Tag med på vikingernes sidste rejse til Valhalla og bliv indviet i nordboernes asatro.

En tilfældig dag i Valhalla

Et massivt brøl stiger op mod hallens højthævede loft af massive spydbjælker, da den ene af de to vikinger går i gulvet.

Hans svajende modstander løfter triumferende sine blodige næver, mens publikum jubler. Få ting kan som et slagsmål begejstre de glade krigere her i gudekongen Odins mægtige bolig – Valhalla.

Den enorme hal er et krigerparadis for vikinger, der er faldet ærefuldt i kamp – hver og en udvalgt af Odin selv.

Her i de enorme sale kan de stridslystne omsider få lov til at slås hver eneste dag.

Krigerne hos Odin bruger hver dag på at forberede sig på ragnarok – verdens undergang. Om morgenen iklæder de sig hjelm, ringbrynje og våben.

I fuld krigsmundering strides mændene dagen lang på Idasletten uden for Valhallas høje mure.

Falder en kriger død om under kampen, bliver han straks genoplivet af Odins kvindelige krigere – valkyrierne.

Forskellen på Valhalla og Asgård

Rekonstruktion af vikingehal i Horten i Norge.

Vikingernes forestillinger om Odins gård, Valhalla, har med sikkerhed hentet træk fra vikingernes egen måde at bo på. Der er derfor sikkert også noget Valhalla over denne rekonstruktion af en vikingehal i Horten i Norge.

© Shutterstock

Flæsk, mjød og brætspil

Når solen går ned, vender de udmattede vikinger tilbage til Valhalla, hvor de svælger i uendelige mængder af flæsk og mjød fra to magiske dyr – grisen Særimner og geden Heidrun.

Mens aften bliver til nat, fortsætter den livlige fest.

I deres fuldskab skråler og synger mange af vikingekrigerne, til de er hæse, mens andre spiller brætspil ved langbordene i en af Valhallas 540 sale.

Hen imod morgenstunden er de fleste af krigerne efterhånden så udmattede af mad og druk, at de segner rundt omkring ved bordene.

Men når hanen galer, er de alle som én klar til endnu en dag med krig og fest.

Sådan forestillede befolkningen i vikingetiden sig paradis. Nordboerne havde skabt en mytologisk gudeverden, som passede til deres krigerkultur.

Asatroen var nemlig et sammenkog af germanske guder, græske myter og den kristne dommedag.

I centrum for det hele stod fortællingen om det mægtige Valhalla, hvor Odin levede med sine krigere.

For vikingerne var dette paradis lige så virkeligt som den verden, de selv levede i.

Rejsen går til dødsriget

Kvindelig guddom i nordisk mytologi, Valkyrien
© Shutterstock

1: Valkyrierne hentede den døde

Hvis Odin fandt en falden kriger værdig til Valhalla, sendte han sine kvindelige krigere – valkyrierne – ned på slagmarken for at hente ham.

Valkyrien ridder på hest
© Shutterstock

2: Den døde kriger steg til himmels

Med den døde viking liggende foran sig på hesteryggen red valkyrien gennem luften, passerede regnbuen Bifrost og landede sikkert i Valhal.

Den øverste af de nordiske guder, Odin
© Shutterstock

3: Odin genoplivede den faldne

I Valhalla vækkede Odin den døde til live og gav ham status af einherjer – der betyder “den, som hører til en hær”. Nu var han gudens soldat og en del af hans hær af levende døde. Ved ragnarok skulle han bistå Odin i kampen mod Fenrisulven og jætterne.

Øl og kød
© Shutterstock

4: Velkomstfest blev afholdt i Valhal

Om aftenen mødtes alle de døde krigere i festsalen, hvor de smukke valkyrier serverede alt det mjød, som einherjerne kunne drikke.

Krigere i kamp
© Shutterstock

5: Krigerne kæmpede til døden dagen lang

Hver morgen iklædte Valhallas faldne krigere sig hjelm, brynje og sværd, hvorefter de drog ud på slagmarken. Her trænede de til ragnarok. Krigerne døde ofte under kampene, men blev altid genoplivet af valkyrierne, så de kunne kæmpe videre.

To krus øl
© Shutterstock

6: Festen begyndte forfra

Når det atter blev aften, begyndte gildet i Valhalla forfra, og einherjerne fyldte sig med flæsk og mjød, inden en ny dag ventede.

Asatroen – et blandingsprodukt

Hvordan nordboernes tro præcis var, ved ingen eksperter med sikkerhed.

Alle fortællinger om deres guder og mytologi er først nedskrevet, 200-300 år efter at vikingetiden sluttede.

Beretningerne er desuden overleveret af kristne forfattere, som har benyttet sig af lokale mundtlige overleveringer.

Meget af det, vi ved, stammer derfor fra folk, som ikke selv troede på de nordiske guder længere.

Historierne, disse mennesker kendte, var gamle levn – overleveret fra generation til generation ved ilden på kolde vinteraftener.

Det er derfor sandsynligt, at fortællingerne igennem århundrederne har forandret sig.

De nordiske guder, vi kender, kan altså være en del anderledes end dem, som vikingerne selv bad til.

Leder du efter det store overblik over de vigtigste guder i asatroen og hos vikingerne, så finder du 15 af de vigtigste nordiske guder her.

Fem guder, du kender

Thors hammer
© Shutterstock

Thor

Når det tordnede, troede vikingerne, at tordenguden, Thor, kørte over himlen i sin vogn.

Ravn
© Shutterstock

Odin

Gudernes konge var gud for mange ting – bl.a. skjaldekunsten og krigslykke på slagmarken.

Foster
© Shutterstock

Freja

Nordens frugtbarhedsgudinde, som især blev påkaldt af kvinder, der ønskede at blive gravide.

Våben
© Shutterstock

Tyr

Krigs- og retsgud, som fik bidt sin ene hånd af, da guderne skulle lænke Fenrisulven.

Øre og lyd
© Shutterstock

Heimdal

Vagtmand, som sad ved enden af Bifrost for at sikre, at ingen jætter trængte ind i Asgård.

Asatroens fødsel

Hvornår asatroen første gang opstod, er forskerne uenige om. Nogle har hævdet, at de nordiske guder kan spores helt tilbage til 100 e.Kr.

Dette baserer de på kilder fra Midt- og Vesteuropa, som viser, at guder meget lig de nordiske eksisterede her i denne periode.

Ifølge dem var asatroen oprindeligt en blanding af alt fra indiske og syriske guddomme for naturfænomener til mytologiske sagn fra germanske nabostammer.

Fra germanerne hentede nordboerne fx konceptet om skjoldmøen – en kvindelig kriger, som kæmpede side om side med mændene.

Sandsynligvis udviklede skjoldmøen sig til Odins valkyrier.

Først fra 700-tallet af har forskerne dog fundet inskriptioner på runesten, der klart beviser, at guderne var kommet til Norden.

Fem guder, du aldrig har hørt om

Eir
© Shutterstock

Eir

Hun var gudinde for lægekunsten, der i vikingetiden blev betragtet som et fag kun for kvinder.

Vår
© Shutterstock

Vår

Som gudinde for edsaflæggelser – bl.a. giftermål – straffede hun dem, der brød deres løfter.

Forsete
© Shutterstock

Forsete

Gud for retfærdigheden, som stod for at løse konflikter mellem guderne, når de skændtes indbyrdes.

Lofn
© Shutterstock

Lofn

En kærligheds-gudinde, der bl.a. kunne give par velsignelse til sex før ægteskabet.

Vidar
© Shutterstock

Vidar

Søn af Odin, som brugte al sin tid på at træne til ragnarok. Var gud for ungdommens styrke.

Find flere obskure nordiske guder her.

Valhalla ventede de faldne vikinger

I vikingetidens Skandinavien var de forskellige elementer blevet sammensat til en ny religion, som vi i dag kalder asatroen.

Ifølge dens mytologi fandtes der ni riger i universet – hvoraf to af dem var endestedet for de døde nordboeres sjæle.

Det første af disse var Hel, hvor alle de, som døde en naturlig død, endte. Oprindeligt var det blot et hvilested for sjælene, men det ændrede sig over tid.

I Snorres Edda fra 1200-tallet er Hels funktion blevet meget lig det kristne helvede. Her beskrives det som et mørkt og ubehageligt sted, hvor ingen ønsker at ende.

Hel var dog ikke kun inspireret af kristendommen, men havde også klare paralleller til den græske mytologi.

Heri vogtes dødsriget af hunden Kerberos. I Norden genfindes vogterhunden – blot med navnet Garm. Den hylede højt, hver gang en ny sjæl ankom til Hel.

Hvis en kriger derimod faldt i kamp, endte han i Asgård hos Odin, som levede i det mægtige Valhalla – “de slagnes hal”.

Kilderne til Asatroen og Valhalla

Max Brückner: Valhalla

“Valhalla” (1896) af Max Brückner. Sætstykke til scenografi til Richard Wagners opera, Götterdämmerung.

© Wikimedia Commons

Mad og drikke i Valhalla

Som vikingernes bud på paradiset adskilte Valhalla sig naturligvis meget fra de kristnes version. I stedet for et fredfyldt efterliv ventede der de kampglade nordboere et regulært krigerparadis fyldt med krig og slagsmål dagen lang.

Næst efter kamp var store ædegilder vikingernes foretrukne beskæftigelse, så efterlivet bød naturligvis på festmåltider hver dag – bestående af flæsk og mjød.

Flæsket kom fra grisen Særimner, som hver dag blev slagtet af kokken Andrimner og spist af Odins udvalgte.

Uanset hvor meget mad de sultne og kamptrætte krigere bad om, var der altid mere. Og dagen efter tøffede Særimner igen glad og øffende rundt foran hallens porte.

Ligeledes manglede der heller aldrig mjød, for på hallens tag levede geden Hei­drun.

Den spiste af bladene fra det høje træ Lærad, og fra dens yver løb en konstant strøm af mjød ned i et gigantisk kar, der aldrig blev tomt.

Det er næppe tilfældigt, at festmåltidet blev leveret af en gris og en ged. Begge husdyr var almindelige i vikingetiden.

Så selvom kilderne ikke nævner det specifikt, giver det god mening, at krigerne i Valhalla fik deres mad og drikkelse fra netop disse dyr.

Vikingernes paradis var altså ganske forskelligt fra de kristnes fredelige af slagsen. På ét punkt vurderer de fleste forskere dog, at asatroen kan være direkte inspireret af kristendommen.

Når det kommer til forestillingerne om dommedag, er de to religioner nemlig ret ens.

I begge trosretninger inkluderer dommedag store naturkatastrofer, der i sidste ende leder til, at verden går under og genopstår på ny – det, der hos vikingerne kaldes for ragnarok.

Odin herskede over Valhalla

Hvad enten en viking var rig eller fattig, så var Valhalla altså stedet, hvor han håbede på at ende sine dage.

Her fik han nemlig selv mulighed for at kæmpe i ragnarok. Men det var op til Odin at afgøre, om en kriger var værdig.

Som asernes leder og vikingernes dødsgud herskede Odin over Valhalla. Han stammede fra den gamle germanske gud Wodan, der genfindes i en række nordeuropæiske religioner.

Vikingerne var overbeviste om, at den enøjede og gråskæggede overgud altid var skjult til stede på slagmarken.

Her bestemte han, hvem der skulle sejre – samt hvem der skulle dø.

Odin og Thor

Odin og Thor, de to mægtigste guder i den nordiske asatro. To stik fra 1845 af ukendt kunstner efter forlæg af Lorenz Frølich og Johan Thomas Lundbye.

© Statens Museum for Kunst

“Odin ejer jer alle”, galede vikingerne derfor ud over kamppladsen, før de slyngede deres økser afsted gennem luften og borede sværdene dybt ind i fjendernes indvolde.

Udfaldet af slaget havde Odin afgjort, før den første blodstråle ramte græsset. For krigeren var det vigtigste derfor ikke at sejre eller overleve, men at udvise tapperhed, når han stod ansigt til ansigt med døden.

Et ærefuldt endeligt på slagmarken var vejen til Valhalla.

Derfor blussede frygten for alvor op i de testosteronpumpede vikinger, hvis alderen trykkede, og de endnu ikke var faldet i kamp.

Ingen, som udåndede i en gammel og slap krop, kunne håbe på en plads hos Odin i Valhalla.

Portene i Valhalla var bygget til 800 mand

Portene til Valhalla var så store, at 800 mand kunne gå igennem dem på samme tid.

Ifølge vikingerne skulle deres massive størrelse sikre, at alle einherjerne kunne nå hurtigt frem til Ragnarok.

  • Valhalla havde 540 mægtige sale.
  • Hver af salene havde én enorm port.
  • Ud af disse porte kunne 800 krigere gå side ved side.
Per O. Jørgensen/Historie

Aftenen gik med druk og slagsmål

Ud over at smovse i flæsk og bælle rigelige mængder af mjød brugte einherjerne aftenerne på brætspil eller en frisk nævekamp.

Per O. Jørgensen/Historie

Flæsk i Valhalla hver dag

Hver dag slagtede kokken Andrimner grisen Særimner til aftenens gilde, hvor krigerne åd løs af flæsket, der aldrig slap op.

Dagen efter var Særimner igen levende og klar til at blive slagtet.

Per O. Jørgensen/Historie

Odin så alt i Valhalla

På sin trone i Valhalla havde Odin overblik over alting.

Selv kunne han holde opsyn med einherjerne, mens hans ulve og ravne havde blik for, hvad der foregik uden for Valhallas tykke mure.

Aseguden drak altid kun vin, og han spiste aldrig, men kastede maden ned til sine ulve, Gere og Freke.

På Odins skuldre sad ravnene Hugin og Munin, som hviskede deres rapporter til ham.

Per O. Jørgensen/Historie

Valkyrierne serverede i Valhalla

Odins smukke valkyrier hentede mjød fra store kar og bragte alkoholen hen til langbordene i drikke-horn, hvor einherjerne ivrigt drak den.

Per O. Jørgensen/Historie

Vandet fossede ned

Hjorten Eiktyrner ernærede sig af træet Lærads blade.

Fra dens hovedpragt dryppede vand konstant ned i kilden Hvergelmer, fra hvilken verdens største floder havde deres udspring.

Per O. Jørgensen/Historie

Vandet løber ned langs taget og ud i floderne

Per O. Jørgensen/Historie

Geden Heidrun havde sin faste plads på taget af Valhalla, hvor dyret åd løv og kviste fra træet Lærad.

  • Imens fossede mjød ud fra dens yver og ned i et stort kar.
  • Geden Heidrun spiser blade fra træet Lærad.
  • I dens mave bliver bladene omdannet til mjød.
  • Dernæst fylder Heidrun et kæmpe kar med mjød, så alle krigerne kan drikke, til de segner.
Per O. Jørgensen/Historie

Gyldent tag dækkede Valhalla

Valhallas tag var ikke stråtækt som husene nede i Midgård. I stedet var gyldne skjolde sat sammen, så taget strålede.

Per O. Jørgensen/Historie

Vikingernes gravskikke

Det var imidlertid ikke nok for en viking at dø ærefuldt på slagmarken.

Nordboerne var sikre på, at en rejse til dødsriget ventede efter døden, hvorfor forsyninger var afgørende.

At fylde graven med mad og drikkelse var et almindeligt ritual for vikingerne, så den døde havde noget at spise på sin færd.

Var den afdøde rig nok, fik han også en hest til at ride på i det hinsides med sig i graven.

Gravfund fra Skandinavien og vikingernes erobrede egne vidner dog om, at gravskikkene kunne være yderst forskellige.

En ludfattig bondes grav indeholdt ikke meget mere end den afdødes yndlingskniv og en smule mad, mens en anset og velhavende viking fik en storladen begravelse med masser af våben og andre fornødenheder.

De fattige drømte givetvis om at blive begravet på et skib – den fineste form for begravelse – men de hårde livsvilkår gjorde det umuligt for lokalsamfundet at ofre et kostbart fartøj, hver gang en sjæl gav fortabt.

Gravfund tyder på, at vikingerne i stedet samlede sten og lagde dem i bådformede sætninger, så den døde rent symbolsk blev sendt afsted i et skib.

For de rige kunne begravelsen derimod ikke blive storslået nok.

Ran var havets gudinde i nordisk mytologi

Da mange vikinger befandt sig til søs, når døden indtraf, opstod forestillingen om et alternativt dødsrige under vandet. Havdybets gudinde – Ran, som var gift med havguden Ægir – fangede druknede vikinger i sit garn og førte dem til sit rige på havets bund.

© Elisabeth Alba

Dødefærden

De mest spektakulære ceremonier endte ofte med, at skibet med den døde ombord blev skubbet ud i havet eller fjorden, mens flammerne tog fat.

Kort efter gik båden ned med dens indhold af madvarer, våben, smykker, skåle og mønter.

Andre gange blev skibet brændt inde på land med stævnen vendt ud mod vandet.

Vikingefund viser, at skibsgraven med ligbrænding langtfra var den eneste, som nordboerne brugte.¨

Især i Danmark var det almindeligt med jordfæstede grave, hvor liget blev begravet intakt – manden med sine våben og kvinden med sine smykker.

Høvdinge blev i nogle skandinaviske egne også stedt ubrændte til hvile i trækammergrave.

Her samlede vikingerne jord i en bunke, hvori de lavede et hulrum, som de forstærkede med udhuggede planker.

I rummet blev liget så lagt med sine ejendele. Jo mægtigere den døde var, desto større blev graven.

Der var prestige forbundet med de store og dyre begravelser for den afdødes familie. Så de, der havde penge, opsatte ofte kæmpehøje over deres døde familiemedlemmer.

Sandsynligvis var det trællene, der gravede de enorme læs muld op i omegnen og bagefter kylede jorden på gravstedet.

Efterfølgende blev højene tit prydet med store stensætninger.

Var der tale om en særlig mægtig mand, fik den afdøde sågar selskab af en træl i døden.

En skik, som vi bl.a. kender til fra en arabisk diplomat, der i 921-922 overværede en vikingebegravelse.

Tidslinje: Valhalla

Ahmad Ibn Fadlan

Ahmad Ibn Fadlan var ekspert i islamisk retspraksis. I 921-922 så og beskrev han en vikingefyrstes begravelse.

© Arkiv

Valhalla optræder først med sikkerhed i de islandske skjaldedigte fra 800-tallet, om end nogle forskere har argumenteret for, at hallen kan spores helt tilbage til omkring år 500.

En gren af forskningen har gættet på, at Valhalla var inspireret af gamle indoeuropæiske tanker om et himmelsk dødsrige.

Andre igen har vurderet, at ophavet var det kristne himmerige, efter at nordboerne fik kontakt med kristendommen.

Størstedelen af forskerne er dog enige om, at Valhalla var nordboernes bud på et paradis.

Træl skulle bringe liv til Valhalla

Som udsending fra kaliffen i Bagdad var Ahmad Ibn Fadlan i 921-922 til stede ved Volga-floden.

Her skulle en gruppe vikinger begrave, hvad historikerne vurderer må have været deres høvding.

Fadlan var dybt fascineret af hele begravelsesprocessen – ikke mindst, da han erfarede, at en træl skulle ledsage høvdingen til Valhalla:

“Hvem vil dø sammen med ham?” kom det en dag fra et familiemedlem til den afdøde – henvendt til skaren af trælle, som havde tjent høvdingen.

“Jeg”, sagde en kvindelig træl frivilligt, hvorefter to andre trælle fik til opgave at pleje hende inden bålfærden.

Trælkvinden fik vasket sine fødder af sine opvartersker, der også bragte hende bægre med øl, så hun kunne komme i godt humør.

Fadlan bemærkede, at trællen, trods kendskabet til sin kommende død, ofte “sang i en glæde, som foregav at varsle en kommende lykke”.

Lykkefølelsen var muligvis ikke helt så stor, da trælkvinden i de sidste dage måtte gå den tunge gang fra telt til telt i lejren, hvor mændene ventede hende.

“Sig til din herre: Dette har jeg kun gjort af kærlighed til dig”, lød det rituelt fra hver mand, inden han flåede klæderne af trællen og havde sex med hende.

Den seksuelle akt skulle sikre, at sæden, og dermed livet, blev videregivet til den døde høvding.

Fallos-sten fra Gotland.

Toppen af de gotlandske fallos-sten viser erotiske scener mellem mænd og kvinder.

© Jürgen Howaldt

Sex og død gik hånd i hånd

Vikingerne så en klar forbindelse imellem sex og døden. I samtidens skriftkilder beskrives døden nemlig ofte som et erotisk møde mellem den døde mand og en kvinde, som repræsenterede efterlivet.

Heri forklares det, at når en afdød kriger vågnede op i efterlivet, så kunne han som det første forvente at se en kvindelig skikkelse for sig. Ofte var det gudinden Hel eller en valkyrie, men havgudinden Ran nævnes også.

Skjaldedigte omtaler bl.a., hvordan havets krigere havnede i Rans seng, når de druknede i bølgerne.

På visse af vikingetidens mindesten er det dog i stedet Rans ni døtre, der findes afbildet som erotiske partnere i det hinsides. Disse scener findes på mindesten fra hele Skandinavien.

Toppen af de gotlandske fallos-sten viser erotiske scener mellem mænd og kvinder.

Menneskeofre var gaver til guderne i Valhalla

Også hvad angår ofringer, var vikingernes skikke og ritualer meget forskellige. Det var langtfra kutymen, at nordboerne ofrede et menneske, som Fadlan oplevede det.

Ofte nøjedes vikingerne med at ofre dyr som heste, køer og svin, eller de lagde smykker, skåle og bægre i graven.

Arkæologer har imidlertid gjort flere fund, hvor en eller flere trælle er blevet givet som den mest kostbare offergave af dem alle.

Udgravninger tyder endda på, at visse vikinger huggede hovedet af trællene eller tvang slaverne i graven ved at binde dem på hænder og fødder.

Skriftlige kilder nævner, at Odin – dødens gud – gjorde krav på menneskeofre.

Det er derfor sandsynligt, at det var drømmen om Valhalla, der førte til de kostbare ofringer.

Helt så morbide ofre var ikke nødvendige, når vikinger døde af alderdom og sygdom – for da havde de ikke nogen chance for at blive bragt til Valhalla af valkyrierne.

I Fadlans beretning fra Rusland synes det netop at være Odin og Valhalla, den døde indvies til, da trælkvinden rituelt – og ganske krigerisk – stikkes med en dolk gentagne gange.

Araberen nævner, at mændene inden drabet symbolsk hævede trælkvinden op over “noget, de havde lavet ligesom en dørkarm”, og når pigen kiggede over karmen, udbrød hun: “Se der!

Jeg ser min herre sidde i paradiset, og paradiset er smukt og grønt, og sammen med ham er mænd og unge”. Disse ritualer peger ifølge historikere på, at den afdødes rejse må gå til det forjættede Valhalla.

Et af vikingernes mere faste begravelses- og bålfærdsritualer var mjøddrikningen, som i dag kendes som gravøl.

Fadlan fortæller, at ikke mindre end en tredjedel af den afdødes formue gik til mjød – for drukgildet efter begravelsen var et særligt højdepunkt for vikingerne.

Ikke kun fordi de drak sig fra sans og samling, mens de morede sig, men også fordi indtagelsen af mjød kunne kobles direkte til guderne og dødsriget.

Dermed var det en rituel drik, som var med til at lede den afdøde på rette vej.

Nordboerne forestillede sig nemlig, at det første, som mødte den afdøde i Valhalla, var et horn med den guddommelige drik – gravøllet – som indviede den faldne kriger til livet i Valhalla.

Hel - dødsguden hos vikingerne

Hels egen bolig i dødsriget var en hal kaldet Eldjudnir.

© Hannah Böving

Krysterne endte i Hel

Faldt en viking ikke i kamp, gik rejsen efter døden til Hels verden. Her ventede mørke og alverdens ulykker.

At sove stille ind pga. alderdom – eller at udånde på sygelejet – var det værste, der kunne overgå en viking. Prisen for ikke at falde ærefuldt i kamp på slagmarken var nemlig en tur til Hels verden.

Oprindeligt var Hel blot der, hvor de døde endte. Beskrivelsen af Hel som et reelt helvede stammer fra middelalderen, hvor bl.a. den islandske kronikør Snorre beskriver det som et skrækkeligt sted. Fortællingerne beretter om et “iskoldt, mørkt, klamt og tåget” domæne, hvor Lokes datter Hel herskede.

I myterne beskrives dødsgudinden som truende, barsk og kold med et dobbeltsidet udseende: “Den ene side er blændende smuk, den anden sort og stinkende rådden”. Når svæklingene døde, skulle de først forbi dragen Nidhug, der sugede “blodet ud af dem”, så de ankom blege og afkræftede til Hel.

  • Datter af Loke
  • Søster til Fenrisulven
  • Hels domæne lå under livstræet Yggdrasil

Afskeden endte i et flammehav

Ved Volga i begyndelsen af 920’erne holdt muslimske Ahmad Ibn Fadlan sig sandsynligvis langt væk fra vikingernes mjød, men diplomaten var til gengæld både nærværende og opslugt af den dramatiske afsked med vikingernes ansete høvding, som skulle til at begynde.

Araberen bevægede sig ned til flodbredden, hvor et stort skib var klodset op.

På dets dæk stod en bænk, hvorpå den afdøde høvding lå. Ved siden af ham placerede vikingerne nu trælkvinden, som de havde kvalt og stukket ihjel.

Forsamlingen tog da plads lidt væk fra skibet. Imens stillede den afdødes nærmeste slægtning sig foran hele vikingeflokken – inklusive Fadlan og hans tolk.

“Slægtningen tog et træstykke og satte ild til det.

Så gik han baglæns med ryggen mod skibet og ansigtet mod folket, idet han holdt træstykket i den ene hånd, mens den anden hånd hvilede på bagen – og han var nøgen!” konstaterede en forundret Fadlan.

Med en rolig bevægelse satte slægtningen ild til en stabel af brænde og kviste, der var samlet under skibet.

Herefter gjorde hver enkelt viking i forsamlingen det samme med deres egne antændte træstykker.

De bevarede dog tøjet på. Efterfølgende tog alle igen plads et stykke væk fra fartøjet for at betragte, hvordan flammerne stille og roligt fik ordentligt fat i skrogets træ.

“I arabere er dumme”, kom det pludselig fra en viking ved siden af Fadlan.

“Hvorfor?” fik den noget forundrede muslim sin tolk til at oversætte.

“Jo, I går hen til den, som I elsker og ærer mest af mennesker, og kaster ham i jorden, hvor krybdyrene og ormene fortærer ham.

Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset med det samme”, brovtede den store viking, hvorefter han slog en højlydt skoggerlatter op.

Ilden knitrede, og en kraftig vind blæste op, så skibet snart var indhyllet i et massivt orange flammehav.

Meterhøje flammer og røgskyer skød op mod himlen, mens ligene på dækket brændte for fuld kraft.

Mindre end en time senere var skibet, veddet, trælkvinden og den døde forvandlet til aske.

Den ansete vikingehøvding var forsvundet fra Midgård. Og ifølge vikingernes tro var han på vej til Valhalla.

Ragnarok i Valhalla

De nordiske guder Odin og Thor kæmper sammen

Vikingerne troede, at størstedelen af guderne ville dø under ragnarok.

© Tom Thiel/Amon Amarth

Hvis nordboerne havde ret, tog høvdingen ved sin ankomst til Odins sal plads blandt krigerne, som ventede på dommens yderste dag – ragnarok.

Ifølge vikingerne vælter jætterne på denne dag frem fra det glohede Muspelheim for at samle sig foran Bifrost.

Ved synet af dem lader Heimdal – gudernes vagt – sit mægtige Gjallarhorn lyde for at kalde aserne og krigerne til kamp.

Jætterne, ledet af den mægtige Surt med sit flammende sværd, krydser Bifrost, som slår sprækker under vægten af den enorme hær.

Dernæst starter kampen – solen sortner, verden oversvømmes, og stjernerne slukkes.

Odin bliver slugt af Fenrisulven, og Thor dræber Midgårdsormen med sin hammer, Mjølner.

Efterfølgende kan tordenguden dog kun tage ni skridt, før han selv falder død om af sine kvæstelser.

Kampen slutter, da Surt hamrer sit brændende sværd i jorden og lader verden indhylle i flammer.

Til sidst går ilden ud, og vandet trækker sig tilbage. Kun to mennesker har overlevet: kvinden Liv og manden Livtraser.

De skal nu genbefolke jorden.

Og fra dødsriget Hel stiger Odins sønner Balder og Høder op for at indtage deres faders efterladte plads i Valhallas sale.

Bifrost leder til Valhalla
© Per O. Jørgensen/Historie

Bifrost førte til gudernes verden