Valhalla og asatro – sådan var vikingerne paradis

Et massivt brøl stiger op mod hallens højthævede loft af massive spydbjælker, da den ene af de to vikinger går i gulvet.

Hans svajende modstander løfter triumferende sine blodige næver, mens publikum jubler. Få ting kan som et slagsmål begejstre de glade krigere her i gudekongen Odins mægtige bolig – Valhalla.

Den enorme hal er et krigerparadis for vikinger, der er faldet ærefuldt i kamp – hver og en udvalgt af Odin selv.

Her i de enorme sale kan de stridslystne omsider få lov til at slås hver eneste dag.

Krigerne hos Odin bruger hver dag på at forberede sig på ragnarok – verdens undergang. Om morgenen iklæder de sig hjelm, ringbrynje og våben.

I fuld krigsmundering strides mændene dagen lang på Idasletten uden for Valhallas høje mure.

Falder en kriger død om under kampen, bliver han straks genoplivet af Odins kvindelige krigere – valkyrierne.

Flæsk, mjød og brætspil

Når solen går ned, vender de udmattede vikinger tilbage til Valhalla, hvor de svælger i uendelige mængder af flæsk og mjød fra to magiske dyr – grisen Særimner og geden Heidrun.

Mens aften bliver til nat, fortsætter den livlige fest.

I deres fuldskab skråler og synger mange af vikingekrigerne, til de er hæse, mens andre spiller brætspil ved langbordene i en af Valhallas 540 sale.

Hen imod morgenstunden er de fleste af krigerne efterhånden så udmattede af mad og druk, at de segner rundt omkring ved bordene.

Men når hanen galer, er de alle som én klar til endnu en dag med krig og fest.

Sådan forestillede befolkningen i vikingetiden sig paradis. Nordboerne havde skabt en mytologisk gudeverden, som passede til deres krigerkultur.

Asatroen var nemlig et sammenkog af germanske guder, græske myter og den kristne dommedag.

I centrum for det hele stod fortællingen om det mægtige Valhalla, hvor Odin levede med sine krigere.

For vikingerne var dette paradis lige så virkeligt som den verden, de selv levede i.

Hvordan nordboernes tro præcis var, ved ingen eksperter med sikkerhed.

Alle fortællinger om deres guder og mytologi er først nedskrevet, 200-300 år efter at vikingetiden sluttede.

Beretningerne er desuden overleveret af kristne forfattere, som har benyttet sig af lokale mundtlige overleveringer.

Meget af det, vi ved, stammer derfor fra folk, som ikke selv troede på de nordiske guder længere.

Historierne, disse mennesker kendte, var gamle levn – overleveret fra generation til generation ved ilden på kolde vinteraftener.

Det er derfor sandsynligt, at fortællingerne igennem århundrederne har forandret sig.

De nordiske guder, vi kender, kan altså være en del anderledes end dem, som vikingerne selv bad til.

Leder du efter det store overblik over de vigtigste guder i asatroen og hos vikingerne, så finder du 15 af de vigtigste nordiske guder her.

Hvornår asatroen første gang opstod, er forskerne uenige om. Nogle har hævdet, at de nordiske guder kan spores helt tilbage til 100 e.Kr.

Dette baserer de på kilder fra Midt- og Vesteuropa, som viser, at guder meget lig de nordiske eksisterede her i denne periode.

Ifølge dem var asatroen oprindeligt en blanding af alt fra indiske og syriske guddomme for naturfænomener til mytologiske sagn fra germanske nabostammer.

Fra germanerne hentede nordboerne fx konceptet om skjoldmøen – en kvindelig kriger, som kæmpede side om side med mændene.

Sandsynligvis udviklede skjoldmøen sig til Odins valkyrier.

Først fra 700-tallet af har forskerne dog fundet inskriptioner på runesten, der klart beviser, at guderne var kommet til Norden.

Valhalla ventede de faldne vikinger

I vikingetidens Skandinavien var de forskellige elementer blevet sammensat til en ny religion, som vi i dag kalder asatroen.

Ifølge dens mytologi fandtes der ni riger i universet – hvoraf to af dem var endestedet for de døde nordboeres sjæle.

Det første af disse var Hel, hvor alle de, som døde en naturlig død, endte. Oprindeligt var det blot et hvilested for sjælene, men det ændrede sig over tid.

I Snorres Edda fra 1200-tallet er Hels funktion blevet meget lig det kristne helvede. Her beskrives det som et mørkt og ubehageligt sted, hvor ingen ønsker at ende.

Hel var dog ikke kun inspireret af kristendommen, men havde også klare paralleller til den græske mytologi.

Heri vogtes dødsriget af hunden Kerberos. I Norden genfindes vogterhunden – blot med navnet Garm. Den hylede højt, hver gang en ny sjæl ankom til Hel.

Hvis en kriger derimod faldt i kamp, endte han i Asgård hos Odin, som levede i det mægtige Valhalla – “de slagnes hal”.

Som vikingernes bud på paradiset adskilte Valhalla sig naturligvis meget fra de kristnes version. I stedet for et fredfyldt efterliv ventede der de kampglade nordboere et regulært krigerparadis fyldt med krig og slagsmål dagen lang.

Næst efter kamp var store ædegilder vikingernes foretrukne beskæftigelse, så efterlivet bød naturligvis på festmåltider hver dag – bestående af flæsk og mjød.

Flæsket kom fra grisen Særimner, som hver dag blev slagtet af kokken Andrimner og spist af Odins udvalgte.

Uanset hvor meget mad de sultne og kamptrætte krigere bad om, var der altid mere. Og dagen efter tøffede Særimner igen glad og øffende rundt foran hallens porte.

Ligeledes manglede der heller aldrig mjød, for på hallens tag levede geden Hei­drun.

Den spiste af bladene fra det høje træ Lærad, og fra dens yver løb en konstant strøm af mjød ned i et gigantisk kar, der aldrig blev tomt.

Det er næppe tilfældigt, at festmåltidet blev leveret af en gris og en ged. Begge husdyr var almindelige i vikingetiden.

Så selvom kilderne ikke nævner det specifikt, giver det god mening, at krigerne i Valhalla fik deres mad og drikkelse fra netop disse dyr.

Vikingernes paradis var altså ganske forskelligt fra de kristnes fredelige af slagsen. På ét punkt vurderer de fleste forskere dog, at asatroen kan være direkte inspireret af kristendommen.

Når det kommer til forestillingerne om dommedag, er de to religioner nemlig ret ens.

I begge trosretninger inkluderer dommedag store naturkatastrofer, der i sidste ende leder til, at verden går under og genopstår på ny – det, der hos vikingerne kaldes for ragnarok.

Odin herskede over Valhalla

Hvad enten en viking var rig eller fattig, så var Valhalla altså stedet, hvor han håbede på at ende sine dage.

Her fik han nemlig selv mulighed for at kæmpe i ragnarok. Men det var op til Odin at afgøre, om en kriger var værdig.

Som asernes leder og vikingernes dødsgud herskede Odin over Valhalla. Han stammede fra den gamle germanske gud Wodan, der genfindes i en række nordeuropæiske religioner.

Vikingerne var overbeviste om, at den enøjede og gråskæggede overgud altid var skjult til stede på slagmarken.

Her bestemte han, hvem der skulle sejre – samt hvem der skulle dø.

Det var imidlertid ikke nok for en viking at dø ærefuldt på slagmarken.

Nordboerne var sikre på, at en rejse til dødsriget ventede efter døden, hvorfor forsyninger var afgørende.

At fylde graven med mad og drikkelse var et almindeligt ritual for vikingerne, så den døde havde noget at spise på sin færd.

Var den afdøde rig nok, fik han også en hest til at ride på i det hinsides med sig i graven.

Gravfund fra Skandinavien og vikingernes erobrede egne vidner dog om, at gravskikkene kunne være yderst forskellige.

En ludfattig bondes grav indeholdt ikke meget mere end den afdødes yndlingskniv og en smule mad, mens en anset og velhavende viking fik en storladen begravelse med masser af våben og andre fornødenheder.

De fattige drømte givetvis om at blive begravet på et skib – den fineste form for begravelse – men de hårde livsvilkår gjorde det umuligt for lokalsamfundet at ofre et kostbart fartøj, hver gang en sjæl gav fortabt.

Gravfund tyder på, at vikingerne i stedet samlede sten og lagde dem i bådformede sætninger, så den døde rent symbolsk blev sendt afsted i et skib.

For de rige kunne begravelsen derimod ikke blive storslået nok.

Dødefærden

De mest spektakulære ceremonier endte ofte med, at skibet med den døde ombord blev skubbet ud i havet eller fjorden, mens flammerne tog fat.

Kort efter gik båden ned med dens indhold af madvarer, våben, smykker, skåle og mønter.

Andre gange blev skibet brændt inde på land med stævnen vendt ud mod vandet.

Vikingefund viser, at skibsgraven med ligbrænding langtfra var den eneste, som nordboerne brugte.¨

Især i Danmark var det almindeligt med jordfæstede grave, hvor liget blev begravet intakt – manden med sine våben og kvinden med sine smykker.

Høvdinge blev i nogle skandinaviske egne også stedt ubrændte til hvile i trækammergrave.

Her samlede vikingerne jord i en bunke, hvori de lavede et hulrum, som de forstærkede med udhuggede planker.

I rummet blev liget så lagt med sine ejendele. Jo mægtigere den døde var, desto større blev graven.

Der var prestige forbundet med de store og dyre begravelser for den afdødes familie. Så de, der havde penge, opsatte ofte kæmpehøje over deres døde familiemedlemmer.

Sandsynligvis var det trællene, der gravede de enorme læs muld op i omegnen og bagefter kylede jorden på gravstedet.

Efterfølgende blev højene tit prydet med store stensætninger.

Var der tale om en særlig mægtig mand, fik den afdøde sågar selskab af en træl i døden.

En skik, som vi bl.a. kender til fra en arabisk diplomat, der i 921-922 overværede en vikingebegravelse.

Træl skulle bringe liv til Valhalla

Som udsending fra kaliffen i Bagdad var Ahmad Ibn Fadlan i 921-922 til stede ved Volga-floden.

Her skulle en gruppe vikinger begrave, hvad historikerne vurderer må have været deres høvding.

Fadlan var dybt fascineret af hele begravelsesprocessen – ikke mindst, da han erfarede, at en træl skulle ledsage høvdingen til Valhalla:

“Hvem vil dø sammen med ham?” kom det en dag fra et familiemedlem til den afdøde – henvendt til skaren af trælle, som havde tjent høvdingen.

“Jeg”, sagde en kvindelig træl frivilligt, hvorefter to andre trælle fik til opgave at pleje hende inden bålfærden.

Trælkvinden fik vasket sine fødder af sine opvartersker, der også bragte hende bægre med øl, så hun kunne komme i godt humør.

Fadlan bemærkede, at trællen, trods kendskabet til sin kommende død, ofte “sang i en glæde, som foregav at varsle en kommende lykke”.

Lykkefølelsen var muligvis ikke helt så stor, da trælkvinden i de sidste dage måtte gå den tunge gang fra telt til telt i lejren, hvor mændene ventede hende.

“Sig til din herre: Dette har jeg kun gjort af kærlighed til dig”, lød det rituelt fra hver mand, inden han flåede klæderne af trællen og havde sex med hende.

Den seksuelle akt skulle sikre, at sæden, og dermed livet, blev videregivet til den døde høvding.

Også hvad angår ofringer, var vikingernes skikke og ritualer meget forskellige. Det var langtfra kutymen, at nordboerne ofrede et menneske, som Fadlan oplevede det.

Ofte nøjedes vikingerne med at ofre dyr som heste, køer og svin, eller de lagde smykker, skåle og bægre i graven.

Arkæologer har imidlertid gjort flere fund, hvor en eller flere trælle er blevet givet som den mest kostbare offergave af dem alle.

Udgravninger tyder endda på, at visse vikinger huggede hovedet af trællene eller tvang slaverne i graven ved at binde dem på hænder og fødder.

Skriftlige kilder nævner, at Odin – dødens gud – gjorde krav på menneskeofre.

Det er derfor sandsynligt, at det var drømmen om Valhalla, der førte til de kostbare ofringer.

Helt så morbide ofre var ikke nødvendige, når vikinger døde af alderdom og sygdom – for da havde de ikke nogen chance for at blive bragt til Valhalla af valkyrierne.

I Fadlans beretning fra Rusland synes det netop at være Odin og Valhalla, den døde indvies til, da trælkvinden rituelt – og ganske krigerisk – stikkes med en dolk gentagne gange.

Araberen nævner, at mændene inden drabet symbolsk hævede trælkvinden op over “noget, de havde lavet ligesom en dørkarm”, og når pigen kiggede over karmen, udbrød hun: “Se der!

Jeg ser min herre sidde i paradiset, og paradiset er smukt og grønt, og sammen med ham er mænd og unge”. Disse ritualer peger ifølge historikere på, at den afdødes rejse må gå til det forjættede Valhalla.

Et af vikingernes mere faste begravelses- og bålfærdsritualer var mjøddrikningen, som i dag kendes som gravøl.

Fadlan fortæller, at ikke mindre end en tredjedel af den afdødes formue gik til mjød – for drukgildet efter begravelsen var et særligt højdepunkt for vikingerne.

Ikke kun fordi de drak sig fra sans og samling, mens de morede sig, men også fordi indtagelsen af mjød kunne kobles direkte til guderne og dødsriget.

Dermed var det en rituel drik, som var med til at lede den afdøde på rette vej.

Nordboerne forestillede sig nemlig, at det første, som mødte den afdøde i Valhalla, var et horn med den guddommelige drik – gravøllet – som indviede den faldne kriger til livet i Valhalla.

Afskeden endte i et flammehav

Ved Volga i begyndelsen af 920’erne holdt muslimske Ahmad Ibn Fadlan sig sandsynligvis langt væk fra vikingernes mjød, men diplomaten var til gengæld både nærværende og opslugt af den dramatiske afsked med vikingernes ansete høvding, som skulle til at begynde.

Araberen bevægede sig ned til flodbredden, hvor et stort skib var klodset op.

På dets dæk stod en bænk, hvorpå den afdøde høvding lå. Ved siden af ham placerede vikingerne nu trælkvinden, som de havde kvalt og stukket ihjel.

Forsamlingen tog da plads lidt væk fra skibet. Imens stillede den afdødes nærmeste slægtning sig foran hele vikingeflokken – inklusive Fadlan og hans tolk.

“Slægtningen tog et træstykke og satte ild til det.

Så gik han baglæns med ryggen mod skibet og ansigtet mod folket, idet han holdt træstykket i den ene hånd, mens den anden hånd hvilede på bagen – og han var nøgen!” konstaterede en forundret Fadlan.

Med en rolig bevægelse satte slægtningen ild til en stabel af brænde og kviste, der var samlet under skibet.

Herefter gjorde hver enkelt viking i forsamlingen det samme med deres egne antændte træstykker.

De bevarede dog tøjet på. Efterfølgende tog alle igen plads et stykke væk fra fartøjet for at betragte, hvordan flammerne stille og roligt fik ordentligt fat i skrogets træ.

“I arabere er dumme”, kom det pludselig fra en viking ved siden af Fadlan.

“Hvorfor?” fik den noget forundrede muslim sin tolk til at oversætte.

“Jo, I går hen til den, som I elsker og ærer mest af mennesker, og kaster ham i jorden, hvor krybdyrene og ormene fortærer ham.

Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset med det samme”, brovtede den store viking, hvorefter han slog en højlydt skoggerlatter op.

Ilden knitrede, og en kraftig vind blæste op, så skibet snart var indhyllet i et massivt orange flammehav.

Meterhøje flammer og røgskyer skød op mod himlen, mens ligene på dækket brændte for fuld kraft.

Mindre end en time senere var skibet, veddet, trælkvinden og den døde forvandlet til aske.

Den ansete vikingehøvding var forsvundet fra Midgård. Og ifølge vikingernes tro var han på vej til Valhalla.